Highliner Pinot Noir Santa Barbara County fra Hartley-Ostini Hitching Post Winery har tidligere imponeret mig … og nu gør den det faktisk igen.
Hartley-Ostini Hitching Post Winery er jeg stødt på en del gange. Det er jo det vin, som fik deres gennembrud efter filmen Sideways om de to venner Miles og Jack, der tilbringer en weekend sammen før Jacks bryllup og undervejs bl.a. møder Maya, som er servitrice på Hitching Post. Jeg har tidligere smagt denne Pinot Noir Highliner i to årgange, nemlig 2007 og 2008, men her har vi altså vinen i en nyere årgang 2016.
The Hitching Post Highliner Pinot Noir er vinhusets top-of-the-line aftapning, en blanding af deres bedste fade fra de bedste vinmarker. Deres mål er at opnå balance og kompleksitet, men jeg har slet ingen oplysninger om, hvordan vinen er lavet.
Hartley-Ostini har kaldt vinen Highliner, som også er øgenavnet på den bedste fisker i flåden, og da Gray Hartley jo er gammel fisker, så vil han med vinen gerne ære de store mænd i Alaskas fiskerflåde.
Næsen har masser af blød, varm kirsebær, tranebær, hindbær … og nærmest lidt Cherry Coke, masser af fadpræg med vanilje og kanel, men også en lidt mere hård kant, hvor der fanges lidt blæk, røg og fugtig skovbund.
Smagen er fint blød og cremet, meget elegant, blød, saftig og rund med en ren frugt, kirsebær, hindbær, jordbær, ribs, fennikel, peber, nelliker, vanilje og fin balance. Tanninerne er bløde og mærkes stort set ikke, men det er fint, elegant og meget tilgængeligt. Houlberg ligger sådan lige mellem 5,5 og 6 Thumbs Up.
Forhandles både hos Husted Vin og Smalle Vine, hvor prisen er 385 kr.