Videre til næste vin, hvor vi er hos Azienda Agricola San Cassiano di Sella Mirko.
Azienda Agricola San Cassiano drives – som navnet antyder – nemlig af den unge Mirko Sella. Vingården er oprindeligt grundlagt af Mirkos farfar Albino Sella, som købte sin egen jord og gik i gang med produktion af vine og olivenolie. I dag regnes Azienda Agricola San Cassiano faktisk som én af de bedste olivenproducenter, men er også begyndt at hæve kvaliteten i husets vine.
Til gården hører 10 hektar vinmarker, 5 hektar olivenlunde, 1 hektar frugtplantage og 7 hektar skov.
Bag den lidt kryptiske betegnelse “Superiore Ripasso” gemmer der sig et ønske om at vægte kvalitet over alt andet. Sagen er nemlig den, at den italienske vinlov i 2009 blev ændret, så Ripasso della Valpolicella nu er indbefattet af lovgivningen og vine, der bærer dette navn, er reguleret ifølge denne.
De italienske vinbønder må dog stadigvæk benytte betegnelsen “Ripasso” frit. Det er altså udelukkende vine, der beskrives “Ripasso della Valpolicella”, der er underlagt konkrete krav til produktionsmetoden. Med andre ord er San Cassiano Superiore Ripasso 2008 ikke en “Ripasso della Valpolicella”, men derimod et eksempel på den (som regel) mindre eksklusive “Superiore della Valpolicella”.
Dette skal man imidlertid ikke lade sig narre af. For valget af denne mindre eksklusive titel er udelukkende foretaget, fordi man hos San Cassiano foretrækker, at lave vine efter ejet hovede, i stedet for at lave vine, der har de rigtige navne.
Forskellen mellem denne Ripasso og en “ægte” Ripasso er, at den ikke har foretaget sin andengæring på druekvaset fra Amaroneproduktionen. Mirko Sella har i stedet valgt, at lade vine lagre på drueskaller, der tidligere har indgået i husets produktion af deres top-Amaroner. Dette kan umiddelbart lyde som en mere eller mindre betydningsløs optagethed af ligegyldige detaljer. Men fravalget af at lade vinen eftergære på druekvaset er i den grad det, der adskiller denne “Ripasso” fra andre Ripassoer.
Ved at lade Ripassoen lagre på drueskallerne i stedet for at gære på dem, har Mirko Sella langt større kontrol over hele processen og kan derved udlede en langt større Amarone-karakter fra drueskallerne. Kort sagt er der utroligt meget Amarone over denne vin og San Cassiano Superiore Ripasso 2008 er derfor et prisbilligt alternativ til de ægte og langt dyrere Amaroner.
Druerne til San Cassiano Superiore Ripasso er i øvrigt sent-høstede og dette, kombineret med den innovative fremstillingsproces, giver vinen en sødlige dybde, domineret af alle de klassiske Amarone-træk, som rosiner, svesker og en lang række andre tørrede frugter, samt lette strejf af bitter chokolade og vanilje. De definerende træk er dog vinens friskhed.
Duftmæssigt er der noget om snakken, og jeg har noter som svedsker, mint og kirsebær. Smagsmæssigt er det ren Amarena Fabbri, I ved den dyre franske kirsebærsovs fra julehøjtiden, der er også lidt krydderi, meget rund frugt, og generelt virker vinen rigtigt nok langt mere frugtrig end en almindelig ripasso. En meget drikkevenlig vin, som alle vil kunne lide. Er måske en anelse kort i eftersmagen.
Fåes hos Skovgaard Vine til 149 kr. ved køb af 1 stk., og 125 kr. ved køb af 12 stk.
Gambero Rosso aftenens første rødvin blev en Barbera fra vinhuset Podere Ruggeri Corsini.
Torsdag var der igen vinsmagning i Randers Vinlaugh, denne gang med temaet Gambero Rosso. Vi smagte i alt 8 vine, hvoraf de første fem havde fået 2 glas i den italienske vinbibel, dernæst 2 vine som havde fået 3 glas og sluttelig en madvin, som havde opnået et enkelt glas i Gambero Rosso. Skovgaard Vine præsenterede de 8 vine.
Sammen med tirsdagens sidste ret … ost … fik vi serveret denne Gewurztraminer fra den gode Vicent Sipp fra Domaine Agapé. Jeg har jo tidligere anmeldt en del vine fra Vicent, så det vil jeg spare jer for denne gang. Jeg kunne dog lige linke til indlægget, hvor jeg skriver lidt om huset, nemlig indlægget om hans 
Til næste ret, en dejlig salat med røget andebryst med stegte kråser, serverede Leif endnu en fransk vin, denne gang fra det altid dejlige Rhône, og endda fra Châteauneuf-du-Pape.
Sammen med lidt foie gras, marinerede æbler og lidt vingele, så fik vi under bestyrelsesmødet i tirsdags serveret denne dejlige Alsace vin fra Maison Charles Noll. Vi er i byen Mittelwihr, og her finder vi det lille familieforetagende, som har været vinproducenter siden 1864.
Næste vin La Croix de Fournel kom også fra Bordeaux, og skulle det være svært at finde oplysninger om den forrige vin, så er det nærmest umuligt med denne vin. Dette er for mig lidt bekymrende, idet dette normalt betyder, at vinen er en konsumvin, som er lavet i meget store mængder, alternativt at vinbonden er så lille, at der ikke findes oplysninger tilgængeligt. Nogle mener, at vinen La Croix de Fournel kommer fra det store kooperativ Union de Producteurs de Saint-Emilion, men det kan jeg ikke finde oplysninger om.
Med næste vin røg vi til Bordeaux, her med Château Moulin Delille fra Saint-Estephe.
Videre til næste vin, en vin fra det dejlige italien, og igen på en mere ukendt drue, nemlig Friesa, som også nogle gange kaldes Fresa. Man mener, at navnet måske kommer fra det franske ord fraise, som betyder jordbær. Der er da også røde søde bær at finde i duften. Fresa/Freisa dyrkes primært i Piemonte, Italien.
Med næste vin var mit gæt også Pinot Noir og Tyskland. Landet var rigtigt, men druen kun halvt rigtigt, idet vinen er lavet på – den for mig ukendte drue – Domina.