Vi skal et smut til Nahe og smage 2 Riesling vine fra Weingut Tesch og den første er en basis Gutsriesling … 2021 Riesling Trocken.
Jeg har tidligere skrevet en masse om Weingut Tesch, bl.a. da jeg tilbage i 2018 smagte en del vine fra vinhuset og skrev om det i mit blogindlæg Riesling Vineyard Box fra Weingut Tesch.
Denne 2021 Riesling Trocken med den flotte etiket – som ligner dronningen i et skakspil – kan jeg ikke finde oplysninger på, men hvis det blev er en ny etiket på husets basisvin, så er den lavet på druer fra nogle af Teschs nyeste vinmarker.
PS: hvis nogle mener, at skakfiguren mere forestiller en konge, så siger jeg ikke jer imod. Men dronningen passer godt med, at Riesling – efter min mening – er dronningen, mens Pinot Noir er kongen og Nebbiolo prinsen.
Vinen er i vineriet lavet på rustfrie ståltanke, hvor selve gæringen også er sket med nænsom presning og temperaturstyret gæring, mens lagringen også er sket i ståltankene.
Som jeg før har oplevet, så har Tesch Riesling vinene sin helt egen duft … som om, at han bare har sin egen genkendelige stil. Det er citroner, lemon, pærer, melon, lidt grønne æbler og Faxe Kondi. Det er klart, rent og frisk med lidt brændte noter samt en klart, ren og let saltet mineralitet.
Smagsmæssigt er vinen ikke vildt syrlig i starten, for der mødes du mest af bitterhed fra lemon, grape og småsure æbler sammen med en lille saftet sødme. Men i eftersmagen giver syren alligevel et pivfrisk bid … fint. 88 point.
Vinen forhandles af Supervin, men prisen kender jeg ikke.