Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2013 Domaine Antonin Guyon, Chambolle-Musigny Clos du Village Monopole, Bourgogne, Frankrig

2013 Antonin Guyon, Chambolle-Musigny Clos du Village Monopole, Bourgogne, FrankrigHvis Gevrey-Chambertin er kongen i Côte d’Or, så er Chambolle-Musigny dronningen, siger nogle. Chambolle-Musigny er normalt lette og feminine vine, men denne Chambolle-Musigny Clos du Village Monopole fra Domaine Antonin Guyon viser fra start lidt maskuline træk.

Ikke at det skulle være dårligt, men det kommer jeg jo til lidt senere. Lad os først kigge lidt nærmere på Domaine Antonin Guyon, som holder til i udkanten af byen Savigny-lès-Beaune omkring 2-3 kilometer nord for Beaune.

Vinhuset er grundlagt af Antonin Guyon i 1960’erne, men familie ejendommen drives i dag af brødrene Michel og Dominique Guyon, assisteret af kældermester – og chef de culture – Vincent Nicot. Det er brødrene, som du kan se på billedet ovenover.

Domaine Antonin Guyon har samlet 48 hektar vinmarker, hvor 20 hektar ligger i Hautes Côtes de Nuits og de resterende 28 hektar i Côte d’Or i nogle af de bedste appellationer lige fra Gevrey-Chambertin til Puligny-Montrachet.

Markerne passes efter alle kunstens regler. Jorden pløjes for at sikre luft og liv, ligesom der anvendes kompost. Herbacider, pesticider og kunstgødning er bandlyst, idet målet er at skabe så naturlige vine som muligt med tydeligt terroirpræg.

Alle druer håndsorteres i marken, ligesom de også håndhøstes af erfarne plukkere, der har op til 25 års erfaring hos Guyon. De modne klaser lægges i små kasser, der tillader stabling uden druerne knuses – og dermed oxyderer.

Alle druer ankommer til kældrene inden for 30 minutter efter de er plukket, hvorefter de sorteres endnu engang og afstilkes inden de transporteres til gærringskarrene – uden brug af pumper.

Druerne gennemgår en kort kold pre-maceration for at trække farve og aroma ud af druerne, inden gæringen starter. Dominique Guyon anvender alene den naturlige gær, idet han mener det er en vigtig del af terroir definitionen i vinen.

Efter endt gæring macererer den unge vin i yderligere 10-20 dage, og fadlagres efterfølgende i mellem 12 og 20 måneder alt afhængig af vinen og årgangens kvalitet.

Der anvendes mellem 15 og 50% ny eg. Inden aftapning stikkes fadene sammen og hviler på tank. Vinene filtreres generelt ikke og årsproduktionen ligger på 200.000 flasker.

Her er det husets Chambolle-Musigny Clos du Village Monopole, en lille enkeltmark på 0,55 hektar kaldet Clos du Village, som er en del af husets i alt 3,3 hektar marker ved Chambolle-Musigny i Côte de Nuits.

Og Domaine Antonin Guyon er eneste ejer af denne lille mark, derfor også navnet Monopolo i navnet. Vinen er lagret 18 måneder og 1/3-del af fadene er nye.

Næsen er bourgognegrøn med hindbær, kirsebær, måske endda kandiserede kirsebær, lidt lakrids, gazebind samt en vis fylde, fedme og kraft, som mere sender en retning af noget Pommard. Men efter lidt tid i glasset forvandles det lidt maskuline udtryk til noget mere feminint … som om vinen bliver en tak lettere og mere forfinet i duften.

I munden en pæn strenghed, lethed med blomster, røg, lyse bær, hindbær, men dog fortsat grøn og burgundisk. Smager godt, men med luft i glasset øges de sarte, feminine aromaer ganske vist, men samtidig mister vinen også af intensiteten i smagen. Det er stadigvæk meget ung vin.

Købt via Vivino, hvor en flaske kostede 395 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Pico Cuadro, Original Vino de Autor Felipe C. Martín, Ribero del Duero, Spanien

2014 Pico Cuadro, Original Vino de Autor Felipe C. Martín, Ribero del Duero, SpanienOriginal Vino de Autor Felipe C. Martín hedder denne vin, en vaskeægte Ribera del Duero fra vinhuset Pico Cuadro, der holder til midt i byen Quintanilla de Onésimo i provinsen Valladolid blot et par gader fra vores danske ven Peter Sisseck på Dominio de Pingus.

Pico Cuadro er grundlagt i 2003 af Felipe Castrillo sammen med hans søster og forældre. Det er i øvrigt Felipe, som I kan se på billedet ovenfor. Vinhuset ligger på det, som kaldes den gyldne mil … en 22 kilometer lang strækning langs Duero floden mellem byerne Quintanilla de Onésimo og Peñafiel i det centrale nordlige Spanien.

Det er på den strækning, at alle de bedste vinhuse i Ribera del Duero ligger. Der ligger fx Pingus, Vega Sicilia, Arzuaga, Aalto, Hacienda Monasterio blot for at nævne nogle få.

Pico Cuadro har 22 hektar vinmarker fordelt på 27 forskellige parceller i Ribera del Duero. Det giver den fordel, at parcellerne kan høstes, når druerne i de forskellige marker er modne og klar til høst.

Og vinstokkene har godt med alder … ja faktisk er de mellem 40-90 år gamle med et gennemsnit på 60 år. Det giver den fordel, at der er meget stor koncentration i saften fra druerne, som bliver håndplukket i små 12 kg. kasser.

Inden Felipe Castrillo startede Pico Cuadro, så havde han rejst rundt som vinmager, bl.a. arbejdet i Saint-Emilion i Bordeaux. Det var under hans rejser, at drømmen og planerne om et vinhus i Ribera del Duero egentlig startede. Det blev så til Pico Cuadro.

Pico betyder peak, altså et lille bjerg, hvilket området er kendt for, mens Cuadro betyder en ramme eller vindue. Det har således også inspireret til firmaets logo, som netop er en ramme med et lille peak indenfor rammen.

Produktionen på Pico Cuadro er fortsat ganske beskeden med en årlig kapacitet er på kun 55.000 flasker, hvilket er fordelt på 4 forskellige vine, nemlig rødvinene Wild, Viña el Chorro, Vendimia Seleccionada og denne Original Vino de Autor Felipe C. Martín.

Original Vino de Autor Felipe C. Martín er lavet på 100% Tempranillo, som kommer fra en ganske lille vinmark og med et beskedent udbytte på 3 tons pr. hektar. Vinen er lavet i store 5.500 liter egefade og alene med druernes naturlige gær, hvorefter den lagres på franske egefade i 14 måneder. Den trækker hele 14,5% alkohol, så det tyder også på masser af kraft og saft.

Grøn og urtet er mit første indtryk. Der er virkelig pressede grønne blade, nærmest som grønne vinblade, eller blade fra hasselbuske og samtidig lidt tørre olivenbuske, masser af kirsebær, næsten cherrybomb, cola, lakrids, tobak, cigaræsker, jord og helt klart også nogle mælkesyrer. Masser af indtryk.

I munden godt med tørhed … tørre og rustikke tanniner og alligevel kommer der en lille sødme på tungen. Man tygger lidt, egentlig ikke fordi vinen bliver for fed, men fordi munden tørrer godt ud. Der er en vis bitterhed i smagen, som ellers er flot lang. Grundlæggende er tingene sgu i orden.

Åbn og giv endelig vinen lidt luft. Efter lidt tid i glasset bliver det hele mere rundt og omgængeligt. Var egentlig ved at stoppe på 4 og en halv fede tommelfingre, men med lidt luft kan vinen lige snige sig op på 5 af slagsen.

Forhandles af Megavin, hvor normalprisen er 299 kr. for 1 flaske og 199 kr. ved køb af 6 flasker. I uge 44 kommer den imidlertid på tilbud til herlige 99 kr. ved køb af 6 flasker.

 Vinanmeldelse 5/7 

2014 Seresin Estate, Chardonnay Reserve, Marlborough, New Zealand

2014 Seresin Estate, Chardonnay Reserve, Marlborough, New ZealandTil skaldyrssalaten havde Jan valgt denne Chardonnay Reserve fra vinhuset Seresin Estate, som ligger ved den lille by Renwick i Wairau Valley, dvs. i Marlborough området, som jo ligger på den øverste del af Sydøen i New Zealand.

Det er et vinhus, som jeg tidligere er stødt på, bl.a. med deres 2012 Pinot Noir Leah, men jeg også tidligere har smagt nogle af deres vine fra Momo serien.  Jeg har dermed også tidligere skrevet lidt om huset, der er ejes og drives af den New Zealanske filmfotograf Michael Seresin, som har været ansvarlig fotograf på en lang række store film.

Han har bl.a. været med til at filme Midnight Express, Birdy, Angel Heart, Harry Potter – Prisoner of Azkaban, Bugsy Malone, City Hall og Angela’s Ashes.

Han har således arbejdet sammen med store instruktører som Harold Becker, Adrian Lyne og Alan Parker. Han har også selv instrueret en enkelt film, nemlig filmen Homeboy fra 1988 med skuespillerne Mickey Rourke og Christopher Walken på rollelisten.

Og så ejer og driver han altså vinhuset Seresin Estate, som han købte i starten af 1990’erne efter først at have ledt i flere år efter en vingård i Italien. Den drøm blev dog opgivet og så faldt valget på Wairau Valley.

Det er også et område, som er nærmest ideel til vindyrkning. Den meget porøse jordbund med et højt indhold af grus giver perfekte dræningsforhold, hvilket er nødvendigt i det til tider temmelig regnfulde klima. Store sten på jordoverfladen reflekterer endvidere solens stråler og holder derved på varmen i Marlboroughs kølige og klare sommernætter.

Vingården er en af de mest moderne på New Zealand. Bygningerne er opført i flere niveauer, så druerne ankommer i det øverste niveau og ender i flasker på det nederste niveau. Vinen skal ved hjælp af tyngdeloven kunne løbe frit, så brug af pumpemaskiner ikke er nødvendigt.

Michael Seresin lavede sin første vin i 1996, og har så ellers løbende opkøbt flere vinmarker, bl.a. markerne Tatou Vineyard og Raupo Creek vineyard. I dag ejer vingården samlet 111 hektar vinmarker, og alt er certificeret både økologisk og biodynamisk. På markerne dyrkes druesorterne Chardonnay, Pinot Gris, Pinot Noir, Sauvignon Blanc, Gewurztraminer, Viognier, Semillon og Riesling.

Seresin Estates etiketter har normalt alle et håndaftryk som logo.  Michael siger selv, at hånden er menneskets basale værktøj. Ingen ord, kun symbolet på styrke samt kraft fra jord og sten.

Denne Chardonnay Reserve er lavet med druer fra husets biodynamiske certificerede mark Raupo Creek i Omaka Valley, og er gæret i store egefade, hvor den også lagrer i 11 måneder. Omkring 20% af fadene er nye. Derefter lagrer den 3 måneder på puncheons, som er fade på 318 liter.

I glasset er vinen lettere grumset aka ufiltreret og byder derudover på en vild duft … virkelig aromatisk og bio bio, så den dynamiske side kommer absolut til udtryk i aromaen. Det er en meget kropslig duft med fedme, smør, karamel, vanilje, bolsjer, astronaut-is og den har sgu oss’ fået godt med eg.

Smagsmæssigt er vinen sådan lige til … cremet med meget blid syre og måske lidt Anders And, altså lidt fortegnet i smagen. Det bliver lidt overdrevet, men også kun lidt, for det smager meget godt, da der lige er tilstrækkelig syre og tilstrækkelig mineralitet til, at balancen bliver rigtig god.

Forhandles af Vinspecialisten, hvor en flaske koster 250 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2014 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, Italien

2014 La Ca’ Növa, Langhe Nebbiolo, Piemonte, ItalienNæste vin fra de flinke folk hos Italux er et gensyn … nemlig en Langhe Nebbiolo fra La Ca’ Növa aka Azienda Agricola La Ca’ Növa, der ligger på en smuk bakketop ved Barbaresco. Ren idyl.

Sidst jeg smagte vinen, da var det en årgang 2011, men nu er det altså en nyere årgang 2014, som jeg endda synes er bedre end sidst. Jeg klager ikke.

La Ca’ Növa ejes af de tre brødre Pietro, Giulio og Franco Rocca, som er 4. generation af vinavlere. Vinhuset er dog reelt grundlagt i 1970, da Pietro med hjælp fra brødrene begyndte at producere og sælge La Ca’ Növa Barbaresco vine.

I dag er den nye, 5. generation i form af Pietros søn Marco Rocca også kommet med i driften. Han er – som faderen – af den gamle skole og laver vinene som i gamle dage uden brug af temperaturstyrede tanke, med fermentering i åbne kar, omrøring med en gammel træske og han bruger selvfølgelig også alene druernes naturlige gær ved gæringen.

Vinhuset har 12 hektar vinmarker og de bedste marker er Montestefano og Montefico, som leverer druer til husets to topvine … enkeltmarks Barbaresco’er. Der dyrkes Nebbiolo på de 10 hektar og på de resterende 2 hektar dyrker Pietro og Marco både Dolcetto og Barbera.

Vinstokkene dyrkes med stor kompetence og omhu med baggrund i mange generationers tradition. La Ca’ Növa er meget selektive med valg af dyrkningsmetoder, og vinstokkene dyrkes uden brug af pesticider.

Der produceres i alt omkring 50.000 flasker vin på La Ca’ Növa, fordelt på 3 forskellige Barbaresco’er, men Marco sætter også en ære i at lave god Langhe Nebbiolo, Dolcetto og Barbera,

Her har vi husets Langhe Nebbiolo … men ikke fundet mange oplysninger om vinen. Har heller ikke fundet en hjemmeside for vingården, så derfor springer vi sgu direkte til smagen.

Duftmæssigt er her både blæk, violer, balsamisk og piemontisk syre, lyserøde bær, umodne kirsebær, eg, blomster samt fin elegance, lethed og nerve.

Smagen er godt fyldt med ren og direkte frugt, lakrids, tørhed, tanniner, jern samt en kølig, let og præcis syre. Den er samtidig meget blød i udtrykket og det hænger sgu meget godt sammen. Her er det præcist uden at blive for stramt … samtidig med en let og blød eksekvering. Sådan.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 81 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2001 Château Sipian, Cru Bourgeois du Médoc, Bordeaux, Frankrig

2001 Château Sipian, Cru Bourgeois du Médoc, Bordeaux, FrankrigVi lægger et par år yderligere på alderen med denne 2001’er Cru Bourgeois du Médoc fra vinslottet Château Sipian, der ligger i den nordligste del af Medoc halvøen i byen Valeyrac.

Vinhuset er grundlagt i 1932, men slottets historie går mere end hundrede år længere tilbage, idet slottet allerede i midten af 1800-tallet var opført af Féret – den legendariske opslagsbog for Bordeaux , også kaldet Bordeaux & Ses Vins – som værende et af de gode borgerlige slotte. Det blev i 1932 klassificeret som Cru Bourgeois, men der har været lange perioder, hvor der kun i begrænset omfang blev dyrket vin på slottet.

I 1978 blev Château Sipian købt af ægteparret Nicole og Bernard Mehaye. De var fra starten underlagt en 25-årig kontakt fra 1965 om levering af druerne til et af kooperativerne, men i 1989 startede de projektet med igen at renovere og tilplante markerne med det formål, at der igen skulle laves vin på slottet.

Det arbejde fortsatte sønnen Frédéric Mehaye, da han overtog driften i 1990 efter endt uddannelse til ønolog. Han sled hårdt i markerne, udvidede antal af marker og begyndte – efter udløb af den gamle kontrakt – selv at vinificere samt sælge egen vin fra slottet.

Frédéric har udvidet de oprindelige 8 hektar vinmarker til i dag at omfatte 34 hektar, hvor han dyrker Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot. . Han har også bygget en moderne vinkælder og i 1996 byggede han også nye bygninger og lagerplads.

I dag ledes vingården fortsat af Frédéric Mehaye, som arbejder utrætteligt på at holde et højt kvalitetsniveau i sine klassiske bordeauxvine. Og hovedparten af slottets produktion er klassisk Cru Bourgeois som fx denne 2001’er.

Den er lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 40% Merlot og 10% Petit Verdot. Vinen lagrer mellem 12 og 14 måneder på franske barriques, hvoraf en tredjedel er nye.

Næsen hører til i den lette ende af Bordeaux skalaen … det er hindbær, lakrids, kørvel og en slags moskusagtig note, lidt vaskeklud, sæbe, mentol og bolsjesødme. Det virker slet ikke, som om alderen trykker på nogen måder og man forbavses af letheden i frugten.

I munden er vinen let, syrlig med rabarber, ribs, granatæbler, lidt bitterhed og stor lethed. Syren er næsten af italienske dimensioner og virker ganske tiltalende. Dejlig vin … godt gået af en 16-årig fransk lille sag.

Forhandles herhjemme af Vinslottet, hvor en flaske – ganske vist nyere årgang – koster 149 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2006 Capezzana, Ghiaie della Furba IGT, Toscana, Italien

2006 Capezzana, Ghiaie della Furba IGT, Toscana, ItalienTid er et abstrakt begreb, som beskriver rummet for en bevægelse fra fortid til nutid og fremtid. Og er der gået en tid, så har man opnået alder. Og alder har de næste vin … fælles for dem alle er, at de er over 10 år. Den første er denne 2006 IGT vin Ghiaie della Furba fra Tenuta Capezzana.

Vinhuset ligger ved Carmignano, som samtidig er en af Toscanas mindste appellationer og måske et af de mindst kendte områder i Toscana. Tidligere har området da også blot været en underappellation til Chianti, selvom der egentlig har været dyrket vin og oliven siden etruskernes tid.

Vinhuset hedder også Tenuta Capezzana Conte Contini Bonacossi, da vinhuset ejes og drives af familien Contini Bonacossi. Vinhuset har til huse i et gammelt gods, hvis historie går langt, langt tilbage, men er i den nuværende form grundlagt af greven Alessandro Contini Bonacossi i 1920.

Tenuta di Capezzana har 670 hektar jord, hvoraf omkring100 hektar er vinmarker. Markerne har siden 2009 været dyrket økologisk efter BIOAGRICERT certificering.

Tenuta Capezzana Conte Contini Bonacossi har – udover vinproduktionen – selvfølgelig også agriturismo og sågar en kokkeskole, hvor en dygtig kok kan give dig et solidt fundament med en eller fem dages  gastronomisk kursus.

Vinhuset laver masser af olivenolie, masser af Vin Santo og derudover 8 forskellige tørre vine, hvoraf denne Ghiaie della Furba IGT er én af dem.

Det er vin, som Capezzana har lavet siden 1979, hvor Ugo og Vittorio Contini Bonacossi besluttede, at de ville lave en vin med Bordeaux druer. I starten bestod vinen således også af Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot.

I 1992 blev mixet dog ændret, og i dag består det af 50% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 25% Syrah. Vinen er lavet på rustfrie ståltanke med 13 dages maceration og en lagring på barriques i mindst 15 måneder efterfulgt af lagring på flaske i omkring 18 måneder inden frigivelse.

I næsen mærkes det straks, at der er tale om en ældre vin, som har nogle modne noter. Det er blommer, mørke druer, blæk, fedme, frugtsødme, eg og godt med læderfedt. Det kan godt fornemmes, at den har Bordeaux som forbillede.

Smagsmæssigt er vinen langt mere levende i munden, og den byder på frisk syre, jern, tætte og søde tanniner, italiensk syre uden så megen bid, men også god frugt, jordbund og krydderier.

Forhandles af Risskov Vinlager, hvor en flaske koster 285 kr.

 Vinanmeldelse 5/7 

2010 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección, Ribera del Duero, Spanien

2010 Dehesa Valdelaguna, Montelaguna Selección, Ribera del Duero, SpanienPå en fin sensommerdag smagte jeg denne Montelaguna Selección … en Ribera del Duero Tempranillo topvin hos vinhuset Dehesa Valdelaguna.

Vinhuset holder til i et gammelt, restaureret stenhus på det højeste bjerg ved byen Pesquera de Duero … lige opad Duero floden i det herlige Ribera del Duero.

Vingården med ikke mindre end 300 hektar jord har været i familien de las Heras eje i mange generationer, men blev i 2005 overtaget af José Antonio de las Heras. Han besluttede, at han ville starte en vinproduktion, og sammen med sin gamle ven Juan Ayuso kastede de sig ud i projektet.

Ud af familiens 300 hektar er der dog kun 14 hektar vinmarker … alle selvfølgelig tilplantet med Tempranillo. De resterende 286 hektar er kornmarker samt skove med egetræer.

Vinmarkerne ligger på det højeste sted på jorden, nemlig i 900 meters højde. Det giver et køligere klima, hvilket forlænger druernes modningsperiode og derfor virker som en modvægt til de stadigt stigende temperaturer.

Vinstokkene på Dehesa Valdelaguna er i gennemsnit omkring 15 år gamle. Markarbejdes styres af Rafa Asenjo.

De to venner laver i alt 5 forskellige vine på Dehesa Valdelaguna, helt klassisk spansk med en rosé, en Roble, en Crianza, en Reserva samt denne Seleccion. Samlet bliver det til omkring 60.000 flasker vin hvert år.

Denne Montelaguna Selección er vinificeres i store 10.000 liter egefade, lavet med maceration i 22 dage og efter fermenteringen har vinen lagret 20 måneder i både franske og amerikanske fade. Vinen er alene lavet i 3.100 eksemplarer.

Vinen laves udelukkende af de bedste druer og kun i de absolut bedste årgange. Druerne håndsorteres først i vinmarken og derefter i vineriet, inden den endelige assemblage fastsættes ud fra individuel vurdering af enkelte fade.

Og det er sgu en vin med smæk for skillingerne … næsen er blommer, mørke bær og masser af sødme med både chokolade, kakao, sød engelsk lakrids, røg, eg, vanilje og røg.

Smagen er blød og cremet … alligevel med masser af tørhed. Smagen er klar og ren. Vinen er mere elegang, mere syrerig og mere grøn end duften indikerer og det gør også, at vinen ikke bliver helt overdone. Derudover byder den på peber, sødme, god og lang frugtbåret eftersmag og det er en rigtig klassisk Ribera.

Det er vellavet vin … en vin, som byggesjakket helt klart vil være pjattet med. Parker har i øvrigt også givet vinen 90 point.

Købt hos Vinspecialisten til 260 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Domaine des Crais, Mâcon-Fuissé Les Combettes, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine des Crais, Mâcon-Fuissé les Combettes, Bourgogne, FrankrigDomaine des Crais er et lille vinhus, der ligger ved byen Leynes et par kilometer sydvest for Mâcon i Beaujolais området i Bourgogne. Vinhuset driver af Jean-Luc Tissier, som står bag næste vin … en Mâcon-Fuissé Les Combettes.

Domaine des Crais er grundlagt i 1946 af Marie-Louise og Jean-Marie Tissier, men drives altså i dag af 3. generation i form af Jean-Luc Tissier. Jeg kan ikke umiddelbart se, hvor mange hektar Domaine des Crais ejer, men deres bedste mark er Les Esservies, som er begunstiget af granitholdig undergrund samt masser af underjordiske kilder.

Jean-Luc Tissier laver både tørre og friske hvidvine samt masser af rød Beaujolais. Derudover laver han også lidt crémant. Ja og så har han såmænd også lidt Oenotourisme … altså værelsesudlejning til vinglade turister.

Denne Mâcon-Fuissé Les Combettes er selvfølgelig 100% Chardonnay laver på druer fra marken Les Combettes, som ligger ved Fuissé. Vinstokkene er plantet tilbage i 1991.

Vinen er lavet på store betontanke og har også lagret i samme sur lie, altså med bærmen. Det er ikke en vin, som lagrer i lang tid og denne er da også en årgang 2016.

Næsen er frisk … luftig og let er mit første indtryk. Der er fersken, sten, grønne urter, brændenælder, vinblade, svag aroma af papkasser og virker ganske levende i næsen.

Smagen er sprød, krisp og vinen næsten danser på tungen med delikat syre, mineralitet, syrlige æbler og citrus. Det er en dejlig, frisk syre, som følger med i hele smagsbilledet. Der er meget lidt sødme i vinen, og det er syren, der er i førersædet, hvor den vrider rundt på rattet. Mangler lidt dybde, men fører på syren.

Ikke fundet herhjemme, men i udlandet koster vinen 10,50€, svarende til 78 kr. Jeg smagte mit glas i BistroBiksen, hvor jeg købte vinen by the glass.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Niepoort & Kettern, CabiSehrNett Riesling, Mosel, Tyskland

2015 Weingut Niepoort & Kettern, CabiSehrNett Riesling, Mosel, TysklandOg vi fortsætter med den dynamiske trio Niepoort & Kettern bestående af Rieslingwinzer Philipp Kettern samt Dirk & Daniel Niepoort aka Weingut FIO. Nu bliver det ren Mosel Riesling, nemlig med vinen CabiSehrNett Riesling.

Vi er kravlet lidt op af kvalitetsstigen og at det er en Kabinett betyder jo, at der mindst er 75 Oechle-grader i vinen og at vinen dermed er indenfor reglerne om Deutscher Prädikatswein. Det er stadigvæk en tør vin, men alkoholprocenten ligger ganske lavt på 8,5% og ifølge importøren Vinova ligger restsukkeret også pænt højt i vinen.

Det er – som nævnt – ren Riesling, og igen kommer druerne fra Weingut Lothar Ketterns marker, som dyrkes efter økologiske principper, selvom vingården ikke er certificeret økologisk.

Vinen er fermenteret i store, rustfrie ståltanke alene med brug af druernes naturlige, vilde gær. Vinen har derefter ligget uforstyrret i store 1.000 liters egefade i 12 måneder. Der er ingen omrøring, ingen filtrering, klaring og til denne CabiSehrNett Riesling er der heller ikke anvendt svovl, så det er næsten naturvin.

Dene CabiSehrNett Riesling fra Niepoort & Kettern byder duftmæssigt på mere tyngde end Rätzelhaft. Den har en virkelig lækker aroma, som pirrer dine næsebor. Det er både eksotiske frugter og grønne frugter, citrus og egentligt meget levende samt luftigt i udtrykket.

Smagsmæssigt er der mere sødme og mere dybde. Virkelig en saftig og meget drikkevenlig bandit. Tænkte først, at der måske var lidt GG over vinen, men der er den alligevel nok ikke, for sødmen er en kende for stor. Den er også svagt perlende og der er bestemt også syre, således det ikke bliver for mudret. Den smager sgu godt, så ja … det er Sehr Nett.

Forhandles af Vinova, hvor en flaske i øjeblikket er på bud til 200 kr. mod en normalpris på 245 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Weingut Benedikt Baltes, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, Tyskland

2015 Weingut Benedikt Baltes, Buntsandstein Spätburgunder, Franken, TysklandFredag bød – need I say more – selvfølgelig også på Spätburgunder. Fredag er jo næsten lovpligtig Spätburgunder dag. Hvorfor skriver jeg næsten? Det blev smukt løst med en Benedikt Baltes 2015’er Buntsandstein Spätburgunder fra de stejle marken i Churfranken.

Baltes har jeg – som de faste læsere helt sikkert ved – skrevet om en del gange. Han er en af de unge og fantastiske vinmagere i Tyskland og kæreste med den yndige, dygtige Julia Bertram. Nu er det jo også kun lidt over en måned siden, at jeg smagte Baltes’ Großheubach Spätburgunder Alte Reben og skrev om vingutten.

Baltes’ Buntsandstein Spätburgunder er hans entry-level Spätburgunder, altså en Gutswein. Den er lavet med en god blanding af de yngre stokke fra Klingenberg, druer fra hele marken Rück og druer fra de yngste vinstokke fra Großheubach.

Den er lavet helt traditionelt, druerne dyrket biodynamisk og så er vinen selvfølgelig lagret på egefade.

Duftmæssigt virkelig Franken kant, hvor sødmen og det animalske ikke er så fremtrædende, men i stedet afløst af stram, røget, letkrydret, syrlig og boblende mødding. Derudover er der fennikel, kampfer, ribs, kirsebær og grønne blade.

I munden er frugten frisk, nærmest læskende. Røg, peber, ribs, mineraler, jern og pågældende syre. Virkelig Franken karakter.  Det er lidt rustikt, men som foregående årgange ganske elskeligt. Håndfast blynæve med urter mellem fingrene. Og så alligevel delikat og vidtløftig. Yams.

Forhandles af  hos Extra Brut Vinimport, pris 130 kr.

Vinanmeldelse 5/7