Vi sluttede smagningen hos Weingut Balthasar Ress med denne lidt ældre 25-årige 1992 Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Auslese.
Hatterheimer Nussbrunnen er en sydøstvendt mark i Hattenheim og den har sit navn efter en kilde, som stadig eksisterer i dag og oprindelig var omgivet af valnøddetræer … deraf navnet nuss for nødderne og brunnen for kilde. Det er en 9,7 hektar stor Grosse Lage mark, hvor Weingut Balthasar Ress har en parcel på omkring 1,5 hektar. Marken ligger op til Wisselbrunnen, hvor Ress også har parceller.
Hattenheimer Nussbrunnen marken har særlige gode jordbundsforhold med dyb, løs lerjord, mergel og löss, som sikrer god balance i tilførslen, fordeling af vand og samlet gør det Hattenheimer Nussbrunnen til en regulær topmark.
Det er bl.a. fra denne mark, at Ress også henter druerne til hans trockenbeerenauslese, som herhjemme koster 3.000 kr. for en halv flaske.
Denne Hattenheimer Nussbrunnen Riesling Auslese er lavet helt traditionel med spontangæring samt lagring på ståltanke. Ellers har jeg faktisk ikke andre oplysninger om produktionen.
Duftmæssigt en ganske parfumeret og moden aroma med lidt mint, kampfer, et gammel gulvtæppe, mango, abrikos, kvæde, grønne blade i vinmarkerne, lime, en anelse honning og en lidt knækket syre.
I munden er det selvfølgelig en sød vin med sød frugt, honning, kvæde, grøn te, mineraler samt et aftryk af botrytis, men syren virker på en eller anden måde lidt svag i knæene.
Denne årgang 1992 kan formentlig ikke købes længere, men en nyere årgang koster 36€ på vingården … altså omkring 268 kr.