Tag-arkiv: Veneto

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, Italien

2022 Zeni, Lugana Marogne, Veneto, ItalienDenne Lugana Marogne fra Zeni eller helt korrekt Cantina F.lli Zeni har jeg smagt før … og synes endda, at det er en af deres mest lækre vine … men jeg har jo også et svag punkt for Lugana vine.

Da jeg smagte 2021’eren, skrev jeg også om vinhuset, som jeg besøgte på en sommerferie i 2015, så derfor skriver jeg nu ikke om huset, men kigger alene på denne Lugana Marogne.

Det er en vin. som er lavet på  Turbiana aka Trebbiano di Lugana, som kommer fra marker i bunden af Gardasøen, men jeg kan ikke se, om de ligger i Veneto eller/og Lombardiet.

Vinen er lavet ved, at druerne først ligger i kølig maceration med skindet i en kortere periode, hvorefter de er presset, gæret ved kontrolleret temperatur og så lagret i ståltanke sur lie 6-10 måneder.

Venlig duft .., rund og indbydende med melon, fersken, pærer, mandler, honning, let mjød og en gul Københavnerstang med lidt ananas, røg, fennikel, lidt lakridskonfekt, sødme og de klassiske salte mineraler … men samlet blød, vamset og lækker.

I munden fortsat det bløde og søde … klart en anelse sødere end 2021’eren, men den har fortsat bløde pærer, melon, abrikos, fersken, men derudover også noget lemon og grape. Vinen er cremet, blid og ultra behagelig på grænsen til fed læskende … næsten med olieret fedme, lidt hvid peber og saltet eftersmag. 92 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 189,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 129,95 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2018 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2018 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienDenne Terra Valpolicella Superiore fra vinhuset Canoso Società Agricola har jeg smagt før … sidst var det i en årgang 2017, men nu smager jeg vinen en årgang yngre.

Det er uændret 40% Corvinone, 40% Corvina og 20% Rondinella druer, der kommer fra 20 år gamle vinstokke fra deres kalkstensrige marker og er høstet midt i oktober.

Vinen er lavet ved, at druerne først er tørret i 20 dage, hvorefter gæring og maceration er sket over 10 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret hele 36 måneder på franske egefade … 70% brugte og 30% nye fade og så yderligere 4 måneders lagring efter aftapning på flaske.

Igen er jeg overrasket over vinens lyse farve, mens duften også igen virker forholdsvis let og dog alligevel med et pænt fadpræg. Med en smule sødme, så gør det også vinen meget utrolig behagelig. Den har en frugt af sorte og søde kirsebær, brombær og blommer, mens det fra fadlagringen får kanel, vanilje, lakrids og chokolade.

Smagen er også lys og let for en Valpolicella … frugten fin, stringent, lys og samtidig med denne lille røgede sødme. Det er lyse kirsebær, jordbær og ribs, bitter lemon, levende og frisk syre, saftig, læskende med dette sødsyrlige bid … vildt lækker lidt charmetrold. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Monte Zovo, Calinverno, Veneto, Italien

2018 Monte Zovo, Calinverno, Veneto, ItalienVi sluttede vinaftenen med et glas af denne Calinverno fra vinhuset Monte Zovo, som Steffen også tidligere har serveret vine fra. Denne er lavet på nogle af de klassiske Veneto druer.

Vi har tidligere fra Monte Zovo smagt vinen Crocevento Pinot Nero Garda og dengang skrev jeg også en masse om vinhuset, så derfor ser jeg blot nærmere på denne Calinverno.

Vinen er lavet på 70% Corvina og Corvione, 20% Rondinella samt 5% Croatina og 5% Cabernet Sauvignon … de kommer fra vinmarker beliggende i 220-350 meters højde øst for byen Garda på østsiden af Gardasøen.

Vinstokkene er mellem 12 og 25 år gamle, og der høstes kun 8 tons pr. hektar. Der høstes med håndkraft, og til denne særlige vin høstes først, når druerne er overmodne, hvorfor høsten først begynder i slutningen af oktober eller i begyndelsen af november afhængig af årgangen.

De overmodne druer til Calinverno tørres efter Appassimento- metoden, hvor klaserne lægges i små kasser i tørreanlægget hos vinkælderen i Tregnago. Her mister druerne mellem 10 og 20 % af deres vægt – hovedsageligt vand. På denne måde koncentreres den søde druesaft yderligere. Druerne presses i slutningen af november.

Vinifikationen foregår ved 20-24 grader og efter endt gæring og maceration lagres vinen 18 måneder på 225 liters barriques og 900 liters tonneaux fade af fransk eg og ligger efter aftapning på flaske yderligere 12 måneder før frigivelse.

Duftmæssigt er vi et blomstret univers … masser af tørrede blomster, hø, halm, blomsterstilke, sommerstrand, blæk, sandeltræ og en frugt af sorte kirsebær, blommer, hindbær og brombær … og måske endda også lidt solbær suppleret med sød lakrids og urter.

Smagen er langt mere tør end forventet … har lakrids, sort tobak samt sorte te-blade, kirsebærlikør, blommermarmelade, hindbær og nogle ristede noter og chokolade. 91 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 23,90€ … svarende til 178 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2014 Bottega, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Prêt-A-Porter, Veneto, Italien

2014 Bottega, Amarone della Valpolicella Classico Riserva Prêt-A-Porter, Veneto, ItalienJeg har endelig fundet en vin, der passer til min ven Brix’s sko med nitter og det er denne helt moderigtige 2014 Amarone della Valpolicella Classico Riserva Prêt-A-Porter fra vinhuset Bottega, der ligger i den østligste del af Veneto tæt ved Bibano 40-50 kilometer nordøst for Venedig.

Denne vin er nemlig lavet med en sjov etiket med et stykke moderigtig napa-læder fra Brix’s sko … eller har i hvert fald en etiket med både læderlook, jernnitter og navnet Prêt-A-Porter, der jo netop betyder tøj lavet af modeskabere eller designere.

Vinhuset Bottega kan spore deres vinhistorie helt tilbage til 1635, hvor en fjern forfader Andrea Bottega dyrkede vin i bakkerne nær Molinetto della Croda i Refrontolo.

Dengang var de fleste – herunder Andrea Bottega – fæstebønder for greverne af Collalto, men da de endelig lykkedes dem at opnå deres frihed, så begyndte de at dyrke deres egne jorder.

Det var dog først i nyere tid – og mange generationer efter – at Aldo Bottega i 1977 sammen med sin kone Rosina grundlagde Distilleria Bottega i Pianzano di Godega og det blev startede på vinhuset, som i 1980’erne også med Sandro samt hans to søskende Barbara og bror Stefano også begyndte af lave almindelige vine.

Det blev yderligere en realitet, da Distilleria Bottega i 2007 flyttede til Bibano di Godega di Sant’Urbano og senere i 2018 lavede deres en Valpolicella vinkælder i Valgatara di Marano. Undervejs har Bottega familien også investeret i Il Vino dei Poeti Prosecco Spumante, der laver mousserende vine.

Bottegas vine og spiritus har samlet modtaget over 350 priser og vinene kan findes i mere end 140 lande og i toldfrie butikker og hos en lang række flyselskaber. Siden 2017 er husets mousserende vin Bottega Gold – der kommer i en guldflaske – blevet den næstbedst sælgende mousserende vin i rejsedetailhandelen.

De har også et vineri i Toscana, så Bottega laver faktisk også en Brunello di Montalcino Riserva Prêt-A-Porter med samme type læderetiket, metalnitter og indpakning. Indpakning skriver jeg, da vinen sælges i en smuk læderkasse … det kan du se på billedet nedenunder.

Det havde selvfølgelig været oplagt, at designet og etuiet så var sket i et tæt samarbejde med det italienske Gucci- ejede brand Bottega Veneta, der er kendt for deres lædertasker i hele verdenen.

Men det skulle vist ikke være tilfældet på trods af både det fælles italienske ophav og navnesammenfaldet. I stedet er designet sket af den amerikanske designer Denise Focil, der arbejder sammen med Alpinestars. Denise Focil stammer fra Ecuardor, arbejder i læder og er mest kendt for hendes design af læderjakker.

Men tilbage til denne Amarone della Valpolicella Classico Riserva Prêt-A-Porter, der er én af husets mange vine … lavet på et mix af Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara.

Efter høsten er druerne lagt til tørre … det har varet helt frem til slutningen af februar, hvorved de taber omkring halvdelen af deres vægt, men får i stedet en stor koncentration af sukker. Derefter er druerne så knust og den alkoholiske gæring sat i gang i ståltanke med udvalgte gærtyper.

Gæringen er sket langsomt ved kontrolleret temperaturer med daglige overpumpninger. Derefter sker der adskillelse af mosten og skindrester. Mosten gennemgår malolaktisk gæring for at nedbryde æblesyren til mælkesyre og kuldioxid til mælkebakterier og således gøre vinen blødere. Lagring er så sket over 4 år på et skønt mix af 10-25-50 hektoliter franske egefade og 5 hektoliter franske tonneaux.

Man må virkelig rose Bottega for deres indpakninger … både den mousserende Bottega Gold og denne Prêt-A-Porter skilder sig ud i mængden. Luca Maroni har kun givet denne 91 point, så derfor rejser det kun forventningerne.

Duften overrasker faktisk en smule … er slet ikke så tung, som forventet. Dermed er det slet ikke Amarone rosinvand, men den har i stedet en aroma med lette kirsebær, skovbær og lyse blommer, lidt lakrids og så fadnoter med svage aromaer af vanilje, chokolade samt tobak, tjære og en snert læder … meget indbydende.

I munden er det lidt af samme historie … let, rund, god struktur og virker langt friskere end forventet, men dog fortsat med Amarone varme på tungen, en frugt af morbær, blommer og så helt klassisk søde krydderier med kanel, kardemomme og peber, lidt tjære og tobak, men alt leveres cremet, blød og meget rund. Virkelig en vin balanceret perfekt og slet ikke Amarone tung. 94 point.

Ikke fundet en forhandler herhjemme, men i udlandet koster vinen typisk omkring 89,90€ … svarende til 670 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2020 Zeni, Amarone della Valpolicella, Veneto, Italien

2020 Zeni, Amarone della Valpolicella, Veneto, ItalienJeg smagte derefter også Cantina F.lli Zenis Amarone … men ikke en vin, som jeg har smagt før, for dette er tilsyneladende blot en 2020 Amarone della Valpolicella … altså uden betegnelsen Classico.

Det er nu imidlertid nok en Amarone della Valpolicella Classico, for dels prissætter Supervin den som en Classico og dels kan jeg heller ikke finde oplysninger om, at Zeni skulle lave en Amarone della Valpolicella uden Classico betegnelsen, så måske det bare er en testflaske til vinanmeldere.

Hvis den er en Classico, så er den lavet på de klassiske Valpolicella druer Corvina, Corvinone og Rondinella. De er alle høstet og tørret i kasser 2 måneder, så de næsten bliver til rosiner.

Derefter er der sket gæring og maceration over 2-3 uger og efter endt fermentering er vinen så lagret 2-3 år på store, gamle egefade inden endelig aftapning på flaske.

Som sidst er duften ikke overfed rosinsaft, for vinen har en god, fyldig og varm frugt, der mest er blommer,  sorte kirsebær, figner og svesker, men det er også som om, at man kan fornemme den høje oktan på 15,5% suppleret af lakrids, lidt vanilje, nelliker og søde krydderier.

Som med den forrige Valpolicella Ripasso Superiore, så er smagen  både sød, fed, jammy, marmeladeagtig og stærk. Det tilter dog ikke helt, for der er også en syre, der aldrig bliver overfed. Der er frugt af blommer, rosiner og svesker, sød tobak … igen er alt fint integreret og alt er pakket både blødt og cremet ind, så dermed er vinen helt perfekt til en juleaften med and og danskerhygge. 90 point.

Forhandles af Supervin, hvor prisen er 269,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 179,95 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2021 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, Italien

2021 Zeni, Valpolicella Ripasso Superiore, Veneto, ItalienCantina F.lli Zeni er et af de store, populære vinhuse, som mange har besøgt på ferie ved Gardasøen og deres Ripasso – Amaronens lillebror – er en vin, som rigtigt mange i vor lille land elsker. Her smager jeg deres Valpolicella Ripasso Superiore i årgang 2021.

Jeg har smagt vinen før … både i årgang 2018 og 2020. Første gang skrev jeg også en masse om huset, som jeg endda selv har besøgt i en sommerferie for efterhånden 8 år siden … gisp hvor tiden går hurtigt.

Zenis Valpolicella Ripasso Superiore er lavet på 60% Corvina, 30% Rondinella og 10% Molinara. Druerne høstet manuelt og er udvalgt fra marker i Valpolicellas Classico zone. Når vinen er færdiggæret, får vinen en ekstra gæring med druekvaset fra Zenis  Amaroner, hvorefter den lagrer 12 måneder på egefade.

I næsen virker vinen ærlig talt mere interessant end 2020’eren, for virker klart mere bondsk og landlig i aromaer. Der kommer så tørre blommer, modne kirsebær, en svag note med svesker, men så ellers sødme og søde krydderier. Man kan bestemt fornemme fadpræget med noget vanilje, chokolade, mandler og en balsamisk note.

Smagen er dog – for mig – lidt for sød og dermed bliver det virkelig arketypisk Ripasso Valpolicella med sød og flomme fedme, varme, blommemarmelade, kirsebærsauce og alt lavet, så alle danske vil knuselske den. Den har dog heldigvis også en svag lille friskhed i frugten og det hjælper til, at det ikke bliver alt for meget, men absolut meget zeni’sk … 88 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 169,95 kr., mens prisen ved 6 flasker er 79,95 kr. pr. flaske.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2018 Monte Zovo, Crocevento Pinot Nero Garda, Veneto, Italien

2018 Monte Zovo, Crocevento Pinot Nero Garda, Veneto, ItalienVi skulle med næste vin til Veneto … en overraskende 2018 Crocevento Pinot Nero Garda fra Azienda Agricola Monte Zovo, der ligger omkring 5 kilometer nordøst for Bardolino ved Gardasøen.

Vinhuset er grundlagt i 1925 af Carlo Cottini, som havde en stor passion for vin og grundlagde huset med produktion af vin og frugt fra en masse frugttræer. Det var dog sønnen Raffaello, som reelt startede en decideret vinproduktion på gården.

Det skete omkring år 1950, og vinhuset kom da også til at hedde Azienda Agricola Conttini Raffaello. Han udvidede både vinkælder og markerne. Det var også Raffaello, som i 1965 købte ejendommen Monte Zovi, som i dag er grundstenen hos vinhuset.

Vinhuset har fået navnet Monte Zovo … efter bakken Zovo, som ligger bag vinhuset.

I dag ejes vingården af Raffaellos søn Diego, som driver stedet sammen med hustruen Annaberta Cottini og 4. generation i form af sønnerne Michele og Mattia. Det var Diego, som i år 2000 ændrede vinhusets navn til det nuværende Azienda Agricola Monte Zovo.

Vinhuset har deres marker to steder, nemlig syd for Bardolino samt i Valpolicella området. De har også deres produktion på 3 lokationer, nemlig hovedsædet tæt på Bardolino, produktionslokaler i San Pietro in Cariano samt tørreloft/-lokaler i Tregnago et stykke nordøst for Verona.

Samlet har vinhuset omkring 100 hektar vinmarker. På ejendommen Monte Zovo er det markerne Spiazzi, Caprino Veronese og Porcino, mens det på deres ejendommen Palazzo Maffei i Valpolicella er markerne Palazzo, Roccolo og Sole.

Vinhuset laver mange forskellige vin, lige fra Bardolino vine til fede Amaroner … og så også lige denne Crocevento Pinot Nero Garda, der er lavet med Pinot Noir druer fra Monte Lessono i den nordlige del af Verona området i 600-700 meters højde og 10 år gamle stokke.

Efter en manuel høst er druerne sorteret og tørret en kort periode inden afstilkning og knust, hvorefter gæring og maceration er sket over 15-20 dage ved 20 grader. Efter gæringen er vinen laget 18 måneder på barriques og 12 måneder på flaske inden frigivelse. Vinen har 3,2 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen grøn og urtet … har noget mentol og mynte sammen med en frugt af blommer og kirsebær, skovbund samt små fadnoter med karamel og kaffe.

I munden er det en kraftig og saftig Pinot Noir ,,, frugten igen kirsebær og blommer, måske endda også lidt mørkere frugt, har en stor tørhed, lidt peber, træ, kul og ellers smidige og bløde tanniner suppleret med en svag sødme … spændende vin og 91 point.

Købt på vingården, hvor en flaske koster 14,99€ … svarende til 112 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2021 Canoso, Terra Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienDen anden vin fra Canoso Società Agricola var en 2017 Terra Valpolicella Superiore … og sikke en af slagsen på en forførende lys og elegant måde.

Vinen er lavet på 40% Corvinone, 40% Corvina og 20% Rondinella druer, der kommer fra 20 år gamle vinstokke fra kalkstenstige marker og høstet midt i oktober.

Vinen er lavet ved, at druerne først er tørret i 20 dage, hvorefter gæring og maceration er sket over 10 dage. Efter endt fermentering er vinen så lagret hele 36 måneder på franske egefade … 70% brugte og 30% nye fade og så yderligere 4 måneders lagring efter aftapning på flaske.

Duftmæssigt – og farvemæssigt – virker vinen let, luftig og fin, har et pænt fadpræg med kanel, vanilje, lakrids og mælkechokolade, mens frugten er sorte kirsebær, brombær og blommer … virker venlig og elskelig på en elegant måde for en Valpolicella.

I munden har vinen samme lethed … mums for pokker. Vinen har denne lysere frugt, lyse kirsebær, jordbær, lidt saltlakrids, stringent, en klar og lemonagtig  – men blød – syre, men samtidig læskende og saftig … utrolig behagelig vin, som alle vil elske. 92 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Canoso, Fonte Soave Classico, Veneto, Italien

2021 Canoso, Fonte Soave Classico, Veneto, ItalienEn af de bedste hvidvinsdruer i Veneto er ubetinget Garganega og her smager vi netop vinen Fonte Soave Classico fra vinhuset Canoso Società Agricola på druen.

Historien om vinhuset går helt tilbage til 1876, hvor Canoso familien producerede vine, som dengang blev solgt i de såkaldte damegiana … meget populære glasbeholdere.

Senere i 1970’erne købte Giuseppe Meneghello Canoso for hele sin den dyrbare Cà del Vento vinmark med vulkansk jord i Monteforte d’Alpone-bakkerne og den blev grundlaget for vinhuset … og senere basis for etableringen af den nye vinkælder.

Senere med hjælp fra sønnerne Primo og Massimo, der henholdsvis var uddannet som agronom og vintekniker, så blev produktionen så omlagt til en øko-bæredygtig tilgang med en reducere produktion og samtidig stoppede man med at sælge hovedparten af druerne til andre producenter … for selv at lave vine med start i 1990.

I 2016 mødte Canoso iværksætteren Giovanni og sammen besluttede de at relancere Canoso vinene.

I dag lavet Canoso omkring 70.000 flasker vine fra deres i alt 12 hektar vinmarker, hvor markerne ligger på en bjergside i mellem 90 og 290 meters højde i forskellige parcelle … bl.a. på Cà del Vento crù, som er den mindste crù i Soave.

Man laver alle vinene på en minimalistisk måde, hvor man kombinerer traditionen med anvendelsen af de nyeste metoder. Det meste af arbejdet foregår i vinmarken for at bevare druernes egne særpræg, og der anvendes kun udvalgte gærtyper kombineret med lave temperaturer ved gæringen.

Hvidvinene modnes i mindst seks måneder på ståltanke, mens rødvinene lagres på franske barriques og tonneaux. Ved hjælp af tanke på mellem 5 og 200 hektoliter får vinene deres egenart ved at der vinificeres og forarbejdes små partier fra forskellige dele af vinmarkerne.

Virksomheden koncentrerer sig om Garganega, Trebbiano Veronese og Manzoni Bianco i det klassiske Soave-område samt om et udvalg af røde druesorter til produktion af Cabernet Sauvignon og Valpolicella vine.

Vinstokkene er mellem 20 og 45 år gamle og markerne har en fremragende soleksponering og konstant ventilation, hvilket giver sunde druer og vine med en elegant struktur.

Jordbunden på markerne er af vulkansk oprindelse, og er beriget med fossiler, ler, stenstrukturer og tuf. Jorden er meget frugtbar og druerne har et lavt syreindhold, hvilket giver en mineralitet, der supplerer de frugtagtige, florale dufte og giver fylde i smagen.

Denne 2021 Fonte Soave Classico er lavet på 100% Garganega, der kommer fra 30 år gamle vinstokke på basaltisk marker af vulkansk oprindelse. Vinen lagres i ståltanke i mindst 6 måneder sur lie og derefter på flasker i mindst 2 måneder.

Dejlig frugtrig næse … blomster, hyld, lime, fersken … virker mild, blød og nærmest cremet i strukturen, har lidt karamelagtig note og honningmelon.

I munden er det også en cremet vin, men har denne særlige, dybe og samtidig friske side … virker lidt olieret og intensitet. Der er eksotisk frugt, lime, grillet citron, meget frugtrig sødme, har mandler, nogle salte mineraler og buttet krop. Lækker vin, så 91 point.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 85 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2021 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienNæste vin i glasset blev en Ripasso kaldet løgneren, nemlig Cantine Buglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, som har fået sit navn Il Bugiardo, da en meget kendt sommelier netop kaldte den en løgner, da han troede, at det var en Amarone.

Il Bugiardo er kendt her på vinbloggen, da jeg har smagt vinen før … endda i både årgang 2009, 2014, 2017 og 2019… og tidligere har jeg da også skrevet en helt masse om vinhuset.

Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo årgang 2021 er på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta høstet med et udbytte på 45 hektoliter pr. hektar fra 21 år gamle vinstokke på marker passet økologisk siden 2019.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene ved 28 grader i ståltanke og derefter efter Ripasso-metoden med kvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne.

De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade og 5.000 liter fade … og så 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en fyldig vin, hvor der er lakridskonfekt, sød tobak, finsk lakrids, chokolade, vanilje, overmodne blommer, brombær, en smule svesker, blæk … men alt doseret rigtigt fint, så intet bliver for dominerende … men med en lille alkoholvarme.

Smagen er også småstærk og alkoholvarm, har lidt peber, men samtidig er vinen fyldig og rund. Frugten er ikke overdimensioneret, men egentlig ret ren og rank, der er brombær, kirsebær og umodne blommer … alt doseret fint og faktisk den bedste årgang, som jeg har smagt af vinen, så dermed 91 point.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 269,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7