Kooperativet Señorío de Rubiós alias Bodegas Coto Redondo ligger på siden af San Nomedio bjerget, tæt på floden Miño i det lille område Rubiós i Rías Baixas. Og de står bag næste vin … en Condado do Tea Blanco.
Det lille kooperativ er faktisk forholdsvis nyt. Det er nemlig grundlagt i 2003 som Bodegas Coto Redondo af 57 vinavlere i Rubiós. De var naboer og havde brug for at samle kræfterne omkring produktion, salg og markedsføring af deres vine.
I dag tæller kooperativet 105 medlemmer, som alle leverer deres druer til fællesskabet, men også et andet kooperativ Viticultores de Rubiós Sociedad Cooperativa Gallega, stiftet omkring samme tidspunkt, leverer også deres druer til Bodegas Coto Redondo.
Señorío de Rubiós søger at fremstille vine i en kombination af tradition og modernitet – mellem flere års erfaring og den nye moderne teknologi.
Det vigtigste for Señorío de Rubiós er at beholde den naturlige smag, som kommer fra den bedste behandling af druerne under både høsten og bearbejdningen. Derudover ligger Señorío de Rubiós i et unikt klima til dyrkning af vinstokke, som også er med til at give vinene fra Señorío de Rubiós deres høje kvalitet.
Rías Baixas er opdelt i 5 mindre DO appellationer, nemlig Val do Salnés, O Rosal, Soutomaior, Ribera de Ulla og Condado do Tea. Det er frem sidstnævnte område, at Señorío de Rubiós laver deres vine.
Og Señorío de Rubiós har haft en speciel betydning for specielt Condado do Tea og hele vinregionen Rías Baixas, fordi kooperativet har været med til at udvikle og sprede produktionen af de røde vine i området.
Normalt er Rías Baixas jo den hvide drue Albariños’ hjemmebane, og inden etableringen af Señorío de Rubiós var produktionen af røde vine næsten lig nul. Men vinhuset har bestemt sig for at være med til at forbedre og forny fremstillingen af rødvine.
Men her er det altså en hvidvin, og ikke alene på Albariño. Denne Condado do Tea Blanco er nemlig lavet på et skønt mix af 70% Treixadura, 10% Loureiro, 15% Albariño, 3% Godello og 2% Torrontés. Druerne afstilkes, presses og fermenteres i rustfrie ståltanke ved 18 grader.
Treixadura har vi vist ikke stødt på her på bloggen tidligere. Den kende også under navnet Trajadura og er en hvid/grøn portugisisk drue, som primært findes i den nordvestlige del af Portugal i Vinho Verde området.
Men derudover findes den også i Galicien i Spanien, primært i Ribeiro og Rías Baixas. Druen anvendes mest i blends og giver krop og let lemon til vinene. Den blandes oftest med Loureiro og Albariño i Rías Baixas.
Næsen byder på friske, grønne æbler, stikkelsbær og er faktisk også ganske aromatisk. Det er en ganske lækker duft, let lemon og samtidig fornemmes også en let fedme eller fylde.
I munden er det frisk grape, meget ren og stålsat frugt. Syren er grøn og markant, men ikke voldsom, hvorfor vinen kan føles en smule flad med grønne elementer, salt, lemon og peber.
Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 139 kr.