2015 Orion Wines, Tenute Fiorebelli Cabaletta Rosso, Veneto, Italien

2015 Orion Wines, Tenute Fiorebelli Cabaletta Rosso, Veneto, ItalienMed næste vin … en Tenute Fiorebelli Cabaletta Rosso er vi hos vinhuset Orion Wines, som drives af Luca Pomaro og Alessandro Michelon. De ejer ikke selv vinmarker, men opkøber druer fra vinavlere rundt om i Italien og laver vine under en lang række navne … herunder altså Tenute Fiorebelli.

Udover Tenute Fiorebelli laver de således vine under navne som Rocca del Dragone, The Wanted Zin, É, Castello della Rosa og mange, mange flere. Og det betyder også, at vinene fra Orion Wines kommer fra alle områder i Italien, lige fra Siclien i syd til Alto Aldige i nord.

Det er Alessandro Michelon – som I kan se på billedet ovenover – der er vinmageren, mens Luca Pomaro, der har 20 års erfaring i vinbranchen, står for markedsføring og salg af vinene.

Under Tenute Fiorebelli laves der to vine, en Amarone samt denne Cabaletta Rosso, som er lavet på 70% Corvina, 20% Rondinella og 10% Cabernet Sauvignon.

Høsten af druerne sker af to omgange … første del i slutningen af september/starten af oktober, mens den sidste halvdel får lov af modne omkring 5 uger længere for at give vinen godt med sukker, sødme og kraft.

Derefter afstilkes druerne, og vinen fermenteres efter en kort maceration – hvor lang tid ved jeg dog ikke. Gæringen tager 8-10 dage ved 25-26 grader og derefter lagrer 25-30% af vinen 12 måneder på franske og amerikanske barriques, mens resten blot lagrer på ståltankene inden endelig blanding og flaskning.

Næsen byder dig på grønne urter, hæfteplaster, lidt sved, egetræ, kirsebær, svedsker og virker umiddelbart lidt kantet. I smagen er der sødme og vinen er egentlig ganske læskende og rustik med blåbær, brombær. Der går en smule saftevand i smagen.

Forhandles af Glud Vin, hvor en flaske koster 99 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

2015 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, Italien

2015 Voliero, Rosso di Montalcino, Toscana, ItalienMed næste vin er vi hos vinmageren Andrea Cortonesi på Azienda Agricola Uccelliera, men denne Rosso di Montalcino er lavet af druer fra en mark ejet af en af Andreas venner … et projekt kaldet Voliero.

Andrea Cortonesi er en initiativrig mand, der driver vinhuset Uccelliera ved Castelnuovo dell’Abate og derudover restauranten Il Casato i Sienna. Andrea er vokset op med vin og arbejdede som teenager hos sin far, og han grundlagde Uccelliera i 1986, hvor han købte en gammel ejendom omkring 5 kilometer syd for Montalcino med 4 hektar jord, heraf en 0,5 hektar vinmark med gamle vinstokke.

Han fastholdt gårdens gamle navn Uccelliera, som betyder fuglehus og vinhuset har siden udviklet sig til at være blandt nogle af de internationalt højest ratede Brunello producenter.

Uccelliera består i dag af 6 hektar vinmarker, hvor de sidste 2 hektar er købt indenfor de seneste år, herunder en parcel, der ligger lige op af Piccolominis berømte Pianrosso mark.

Voliero projektet opstod omkring 2006 hvor Andrea Cortonesi til en af sin venner beklagede sig over, at han faktisk – med den stigende efterspørgsel  – havde svært ved at finde flasker nok af sine egne vine til sin restaurant

Vennen tilbød, at han da kunne få hans druer fra en vinmark i Canalicchio i den nordlige del af Montalcino. Så kunne de da anvendes til en vin til Il Casato.

Men i stedet for blot at anvende druerne i den eksisterende produktion på Azienda Agricola Uccelliera, som mange producenter måske kunne være fristet til, så opstod idéen om at lave et par vine under et andet navn, og det blev således til Voliero … en Brunello og denne Rosso.

For dog at følge den røde tråd fra Uccelliera, så fik vinene en etiket med en fugleagtig kvinde med masser af fjer og en skjult henvisning til, at druerne kommer fra lidt højere beliggende marker end de normale vine fra Uccelliera. I dag kommer druerne dog fra flere forskellige marker ved Canalicchio.

Da den anerkendte vinanmeldelser Antonio Galloni besøgte Uccelliera og der også smagte Voliero, så blev han meget begejstret og anbefalede Andrea også at eksportere vinen, så i dag er vinen ikke kun forholdt restauranten i Sienna.

Produktionen af Voliero er dog forholdsvis begrænset, alene 600 kasser Brunello og 400 kasser Rosso. Vinen er på 100% Sangiovese og laves selvfølgelig på Uccelliera i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke, maceration i 18-20 dage og lagres efter fermenteringen i store slavonske egefade på 20 og 50 hektoliter i 8-10 måneder afhængig af årgangen.

I glasset er vinen herlig lys … på nippet til at være lys, rødlig transperant. Næsen byder på dejlig rund frugt med chokoladestænger solidt stukket ned midt i frugten, godt med blomster, solcreme, en lidt sød cigaræske, sød tobak og frugten – kirsebær og hindbær – virker måske endda en smule tørret i udtrykket. Dertil lidt læder og en rustik syre.

I munden en mellemblød syre, dog med en vis fasthed, mediumrød frugt og tørheden ligger også lidt midt i hovedfeltet. Nu skulle man tro, at det hele dermed bliver sådan lidt mellem og medium, men det er nu ikke tilfældet, for vinen har både elegance, lethed og renhed. Den byder på komplekse mørke lag af fast frugt, let krydret i eftersmagen med et lille snip af syre … virkelig lækker vin.

Det er en vin, som bare kan nydes uden så megen snak. Gi’ mig lidt brød, stegte tomater, basilikum og et glas af denne … og måske lidt sol, så behøver man ikke mere.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 117 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Ada Nada, Barbera d’Alba d’Pierin, Piemonte, Italien

2014 Ada Nada, Barbera d’Alba d’Pierin, Piemonte, ItalienFra min italienske forbindelse Italux skal vi nu smage en Barbera d’Alba d’Pierin fra vinhuset Azienda Agricola Ada Nada, som også er et stort og smukt Agriturismo.

Det ser sgu bare for lækkert ud og ligger også helt perfekt ved Treisa et par kilometer øst for Alba. Tænker allerede på sommerferien næste år.

Nå, men Ada Nada er et lille familieforetagende, som er grundlagt i 1919 af Carlo Nada, men i dag drives af 4. generation i form af Anna Lisa Nada og hendes mand Elvio. Anna Lisa overtog gården i 2012, da hendes far Gian Carlo desværre døde i en ung alder.

Det er nu imidlertid Anna Lisas mand Elvio, som tager sig af vinproduktionen, mens Anna Lisa står for hele driften af det nærmest lille hotel, som omfatter udlejning af 10 værelser samt 3 lejligheder … alle selvfølgelig navngivet efter vintyper. Sådan skal det være.

Elvio får dog hjælp til produktionen af vinene fra vinkonsulenterne og ønologerne Gianfranco Cordero og Ivon Picollo. Vinene laves i kælderen på den gamle vingård og der anvendes primært gamle 3.000 liters egefade, helt traditionelt samt en smule barriques.

Samlet har familien 9 hektar vinmarker i området Valeirano og Rombone. Vinstokkene er gennemsnitlig omkring 40 år gamle og det giver sammenlagt basis for en årsproduktion på omkring 45.000 flasker vin … hvor en del garanteret nydes af vinglade turister på deres agriturismo.

Produktionen på Ada Nada er fordelt på 13 forskellige vine, heraf en Spumante, en rosato, 3 hvide samt en række rødvine på Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo.

Her i glasset er dog en af husets 2 Barbera d’Alba DOC vine, og denne er lavet med druer fra den lille mark Pierin i Treiso kommune, en mark med kalkholdig, hvid mergel og lavt lerindhold, men en perfekt sydøstlig eksponering.

Druerne høstes typisk i slutningen af september og sker ved håndkraft i store kurve. Høstudbyttet er rimelig pænt med knap 80 hektoliter pr. hektar. Derefter afstilkes drueklaserne, presses og overføres til rustfrie ståltanke, hvor macerationen varer omkring 7 dage ved en temperatur ved 28 grader.

Derefter sker fermentering og efterfølgende lagrer vinen 10-12 måneder på de store egefade inden flaskningen sker ufiltreret. Derefter lagrer vinen på flaske endnu 3 måneder inden frigivelsen. Årsproduktionen af denne vin ligger på omkring 6.000 flasker.

Og det er sgu en fin Barbera d’Alba … næsen har god syre, let balsamisk, lakrids, blåbær, kirsebær, måske endda syrlige kirsebær samt nogle modne noter, svage urter og lidt blomster. Faktisk ganske delikat.

I munden er det er let Barbera, ganske elegant. Den har en ren og fin syre samt fin balance, ganske omgængelig, byder på ren, frisk frugt, kandiserede kirsebær, kul, tørhed, blide tanniner og en lille sødme på tungen. Velfriseret og havde det været en pige, så var det klart en af klassens pæne piger. Nice.

Forhandles af Italux, hvor en flaske koster 89 kr.

 Vinanmeldelse 5/7

2013 El Escocés Volante, La Multa Old Vine Garnacha, Calatayud, Spanien

2013 El Escocés Volante, La Multa Old Vine Garnacha, Calatayud, SpanienDenne La Multa Old Vine Garnacha fra vinhuset El Escocés Volante var sidste vin på D’Wine Bar og havde svære kår efter den flotte, intense og selvfølgelig også langt dyrere Ribera del Duero.

El Escocés Volante har vi stødt på tidligere her på bloggen, bl.a. med vinene The Cup and Rings Albariño og Manga del Brujo. Vinhuset ligger i byen Calatayud og navnet El Escocés Volante betyder den flyvende skotte og referer således til ejeren, nemlig skotten Norrel Robertson.

Norrel arbejdede gennem 25 år i vinbranchen, men primært med at finde vin til de britiske supermarkeder. Det gjorde, at han rejste verdenen rundt og kom bl.a. også meget rundt i de spanske vinregioner.

I 1990 besluttede han sig imidlertid for, at han selv ville være vinproducent, men mente at den bedste måde ville være, at lære faget fra bunden af … altså fra kælderarbejdet og videre op.

Han startede med at arbejde hos en række producenter i flere steder i verdenen, bl.a. på Tenuta Di Arceno i Chianti, Italien, på Esporao & Quinta de la Rosa i Portugal, hos Nepenthe i Australien, men også hos producenter i Frankrig og Chile.

I 1998 startede Norrel på uddannelsen Master of Wine, som han blev færdig med i år 2000, hvor han bl.a. vandt en Robert Mondavi pris som én af de bedste i klassen.

Og i øjeblikket er Norrel således en ud af 3 Master of Wine bosiddende i Spanien. Herudover har Norrel taget en postgraduat uddannelse om vindyrkning og ønologi på Lincoln University i Christchurch, New Zealand, hvor han også bestod med udmærkelse.

I 2003 flyttede Norrel og familien nemlig til Spanien og blev der forelsket i de gamle Garnacha vinmarker i Calatayud, hvor han så grundlagde sit eget vinhus El Escocés Volante og begyndte at lave egne vine.

I dag ejer Norrel selv 13 hektar vinmarker med gammel Carnacha vinstokke tæt på byen Villarroya de la Sierra. Vinstokkene er vitterlig gamle, faktisk mellem 45-110 år. Han har tilkøbt yderligere 7 hektar jord, som tilplantes frem til 2019. Alle egne marker dyrkes økologisk.

Men El Escocés Volante og Norrel Robertson er ellers primært blevet kendt på at lave vine med druer, som opkøbes fra en lang række vinavlere og har også lejet sig ind flere steder for at lave sine vine. Det betyder blandt andet også, at den flyvende skotte også producerer vin i andre områder i Spanien, hvilket udover Calatayud også omfatter Bullas og Galicien.

Filosofien bag El Escocés Volante er altid at maksimere udbyttet af de fantastiske råmaterialer, der er tilgængelige i Spanien. Norrel ønsker at fremstille intense vine, som beholder en bid af Spanien i sig.

Udover produktionen af vine med købte druer og produktionen af vine på egne druer, så arbejder den ihærdige skotte også på vinprojekter i både Murcia, Valencia og Galicia. Han anvendes også af mange producenter som konsulent … både i Spanien, Chile og Sydafrika. Med andre ord en ihærdig mand.

Nå, men denne La Multa Old Vine Garnacha er selvfølgelig ren Garnacha fra mindst 45 år gamle vinstokke med et ganske beskedent udbytte på 20 hektoliter pr. hektar.

Druerne er høstet med håndkraft, afstilket og knust. Fermentering sker ved 28 grader i 7 dage og med forholdsvis kort maceration og har ikke – så vidt jeg kan se – lagret på eg. Så det er også en helt anden type vin.

Næsen er også langt mere rustik og grøn end de tidligere vine denne aften. Det er eukalyptus, krydderurter, solbær, kirsebær, grafit, læder og har et lidt koldt og stringent udtryk. Der er dog samtidig en vis rustik landlighed over vinen, som er helt fin.

I munden er vinen klart til den syrligere side med syrlig solbærfrugt, jern og lidt kantet efter min smag. Der er røg og krydderier, egentlig god krop og nogle mørkere elementer, men jeg savner en smule sødme til at balancere syren.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 109 kr.

Vinanmeldelse 4/7 

 

2014 Viña Sastre, Pago de Santa Cruz, Ribera del Duero, Spanien

2014 Viña Sastre, Pago de Santa Cruz, Ribera del Duero, SpanienDenne Pago de Santa Cruz fra vinhuset Bodegas Viña Sastre er en rigtig lækkerbisken … og så nemt kan det egentlig bare siges.

Bodegas Viña Sastre ligger i udkanten af den lille by La Horra i det berømte Ribera del Duero. Vinhuset er egentlig startet tilbage i 1950’erne af Severiano Sastre, der producerede bodegaens første vine i  de underjordiske grotter i La Horra. Projektet greb om sig og med tiden opkøbte Severiano mere og mere jord og tilplantede den med flere vinstokke.

Det var dog først i 1992, da sønnen Rafael Sastre overtog driften, at vinhuset reelt blev etableret. Det fik navnet Bodegas Hermanos Sastre og sammen gik far og søn i gang med at producere vine mere målrettet fra deres dengang 23 hektar vinmarker.

Severiano bistod med sin støtte og hjælp ligesom Rafaels egne sønner Pedro og Jesús også hjalp til. Imidlertid døde Rafael i 1998, hvorefter sønnerne selvfølgelig overtog driften, men i 2002 døde Pedro i en tragisk trafikulykke.

Siden da har det været Jesús Sastre, som har drevet Bodegas Viña Sastre, hvilket sker med hjælp fra svigerinden Isabel og hans mangeårige ven Eugenio Bayón.

Samlet har vingården i dag 45 hektar vinmarker, som ligger omkring La Horra i omkring 800-840 meters højde. Vinhuset er begunstiget af vinstokke, som er nogle steder er mere end 60 år gamle.

Det giver basis for en årsproduktion på omkring 250.000 flasker vin, som fordeler sig på 8 forskellige vine, heraf 4 af vinene er enkeltmarksvine, som fx denne Pago de Santa Cruz, som faktisk også findes i en Gran Reserva version.

Topvinen på Viña Sastre hedder dog Pesus. Den har i øvrigt for nylig fået 100 point af en af de mange spanske vinbibler Guía Proensa, hvilket selvfølgelig har øget søgelyset på Bodegas Viña Sastre.

Denne Pago de Santa Cruz er lavet på 100% Tinta del País aka Tempranillo, som kommer fra 75 år gamle vinstokke på marken Pago de Santa Cruz, der ligger på skråninger ned mod Douro-floden og Gromejón. Lavet uden nogle tilsætningsstoffer og har lagret 18 måneder på nye amerikanske fade. Der produceres 14.000 af denne vin årligt.

I glasset kulsort og opulent væske, som udsender en nærmest eksplosiv næse, nærmest fortættet og kandiseret mørk, moden frugt – solbær, blåbær, med landlig slagside … en smule heste, syrlig mødding, vanilje, en stærk expresso, lidt kanel, ganske woody og ihhh, hvor det altså dufter godt.

Og smagen … uha, hvor er det blødt og cremet. Direkte krydret og intens. Igen masser af de mørke frugter og søde krydderier. Stor mundfuld, men ganske lækkert. Blide tanniner og der synes virkelig at være en levende nerve i vinen. Total selvforkælelse til den mørke tid.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2013 Viñas del Cenit, Vía Cenit, Tierra del Vino de Zamora, Spanien

2013 Viñas del Cenit, Vía Cenit, Tierra del Vino de Zamora, SpanienMed næste vin Vía Cenit er vi atter tilbage på Bodegas Viñas del Cenit … et lille vinhus, som ligger i den lille landsby Villanueva de Campeán på grænsen til naboregionen Toro.

Appellationen er forholdsvis ukendt … men hedder Tierra del Vino de Zamora og ligger i Castilla y León. Zamora strækker sig over den sydøstlige del af Zamora provinsen samt den nordlige del af Salamanca provinsen. Området gennemskæres af Duero floden samt den gamle romerske sølvvej Vía de Plata.

Det var romerne, der i sin tid indførte vindyrkning i området og sidenhen har vindyrkning haft stor betydning for området. Især i de landlige zoner har den haft stor betydning for økonomien. Fra middelalderen og frem til det 20. århundrede var vin stort set det eneste, der blev dyrket i området.

Sidenhen ramte vinpesten phylloxera, hvor Zamora dog ikke var blandt de hårdest ramte områder. Bodegas Viñas del Cenit råder da også over nogle af områdets ældste vinstokke, der overlevede vinpesten i slutningen af 1800-tallet.

Mange af stokkene hos vinhuset er derfor mellem 80 og 180 år gamle, hvilket danner grundlag for nogle imponerende vine. Grundet mange nyplantninger de senere år er gennemsnitsalderen på vinstokkene 35 år, hvormed grundlaget for de næste mange års produktion allerede eksisterer.

Vinhuset råder over hundredevis af små vinmarker, der er tilplantet med nye og gamle Tempranillo vinstokke. Samlet råder vinhuset over 44 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 200.000 flasker vin.

Bodegas Viñas del Cenit er grundlagt i 2003 og ejes i dag af det store spanske selskab Corporación Inveravante, som igen ejes af den spanske milliardær Manuel Jove Capellán.

Han tjente sin formue ved salget af selskabet Fadesa Inmobiliaria, som Manuel havde stiftet i 1970’erne. Han fik ikke mindre end 2,8 milliarder euro for hans andel af Fadesa, så der er vist penge til lidt af hvert … herunder også investering i vingårde.

Siden 2003 har ønologen Almudena Alberca stået i spidsen for produktionen af vin hos Bodegas Viñas del Cenit. Almudena er uddannet i Palencia, hvorefter hun søgte mod New Zealand for at opnå erfaring inden for fremstilling af vin. Efter nogle år besluttede hun dog at vende tilbage til de spanske rødder og endte hos Viñas del Cenit.

Hun laver samlet 5 vine på Viñas del Cenit … nemlig Venta Mazarrón, Villano, Cénit VDC, topvinen Cénit og så denne Vía Cenit, som er lavet på ren Tempranillo, både helt gamle 120-årige pre-phylioxera stokke samt yngre 20-30-årige vinstokke.

Druerne kommer fra marker mellem Villanueva de Campeán og Cabañas de Sayago. Vinen laves først i store åbne ståltanke, men først afstilkes druerne inden presning og maceration i 20-25 dage. Efter endt fermentering lagrer vinen i store egefade og barriques i 12 måneder. Omkring 60% af fadene er ny eg. Årsproduktionen af denne vin er 17.000 flasker.

Næsen byder på dyb lakrids, eg, en smule blæk, blommer, søde kirsebær, solbær, bomuld, let balsamiske noter og virker ellers både saftig, rund og blød.

Og sådan smager det egentlig også. Det er blommer, lakrids, sødme, lidt peber … er egentlig sådan lidt tilbagelænet i frugten, mens syren er sådan lidt indelukket og beskeden. Det er saftigt og blidt, krydret og kraftfuldt … fin vin.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 299 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2012 Bodegas Familia Conesa, Finca La Sabina Syrah, Pago Guijoso, Spanien

2012 Bodegas Familia Conesa, Finca La Sabina Syrah, Pago Guijoso, SpanienMed denne Finca La Sabina Syrah fra vinhuset Bodegas Familia Conesa er vi i vinområdet Castilla-La Mancha og en lille appellation, som hedder Pago Guijoso.

Det er imidlertid ikke en DO appellation, men en Vino de Pago klassifikation. Og hvad betyder det så? Certificeringen Vino de Pago blev oprettet i 2003 for at fremhæve vinområder med særlig høj kvalitet, som ikke var opfattet af en DO appellation. Og der findes samlet 14 områder i Spanien, som har klassifikationen Vino de Pago, herunder altså Pago Guijoso.

Normalt ved en DO appellation, så er der begrænsninger i både druesammensætningen g høstudbyttet for at opretholde en vis kvalitet. Med Vino de Pago er det anderledes … der er certificeringen forbeholdt et meget lille og specifik område, der typisk ikke er større end et sogn. Til gengæld er der næsten ingen begrænsninger i valg af druesorter til vinene.

Jorden og klimaet skal dog skille sig ekstraordinært ud og derudover skal vinene have en vis historisk dokumenteret kvalitet. Samtidig skal de laves på en vingård i området, med druer fra egne marker og vinen skal også være lagret på vingården.

Pago Guijoso blev klassificeret Vino de Pego i 2004 og er et ganske lille område, alene sølle 98 hektar vinmarker, der ligger tæt på Pinilla floden i 1.000 meters højde.

Højden gør, at der er et stort temperaturskifte under høstsæsonen med høj varme om dagen, hvilket påvirker sukkerindholdet i druerne, og pæn kulde om natten, hvilket påvirker syreindholdet.

Jordbunden på vinmarkerne er dækket af småsten – Guijarro – samt grus – guijos- hvoraf navnet Guijoso også stammer. Nedenunder er der et lag med lermuld og sandede småsten. I Pago Guijoso dyrkes primært Cabernet Sauvignon, Syrah, Merlot og Tempranillo samt Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Nå, det blev sgu en lang indledning. Lad os kigge nærmere på Bodegas Familia Conesa, der ligger i et ganske øde område omkring 60 kilometer vest for byen Albacete.

Huset drives – som navnet ganske rigtigt siger – af familien Conesa, som under Pago Guijoso klassifikationen har 58,2 hektar vinmarker  og dermed er den absolut største producent i dette ganske lille Vino de Pago.

Vingården blev oprindelig grundlagt i 1983, hvor arkitekten Eleuterio Poblaciones, der var moderlig vild med vin, begyndte at plante lidt Tempranillo vinstokke. Den første vin på vingården blev lavet i 1987, men druerne blev kørt til en producent i Ribero del Duero, hvor vinen blev vinificeret og flasket.

I 1996 blev vingården solgt til Sánchez Mulitierno, som har moderniseret vingården med moderne faciliteter, vinkælder og skabt en større vinproduktion. Han solgte imidlertid gården i 2013 til Antonio Conesa, som sammen med sin familie har investeret yderligere i gården.

Familien har også ansat Pedro Carrascosa som direktør for vingården, som samlet har 125 hektar jord, hvoraf 100 hektar er vinmarker, fordelt med de 58 hektar i Pago Guijoso og 42 hektar i Tierra de Castilla. De sidste 25 hektar er under omlægning til vinmarker.

Og hos Bodegas Familia Conesa dyrker man også de 6 tidligere nævnte druer på de mange hektar. Høsten foregår både med håndkraft og med maskiner.

Her er det vinen Finca La Sabina Syrah fra Bodegas Familia Conesa, som vi har fået i glasset. Den er lavet på ren Syrah, men der er ikke de store oplysninger om produktionen udover, at vinen er lagret 11 måneder på franske egefade.

Lad os starte med duften – le aroma – der byder på tæt, dyb og mørk frugt, kold kælder, mejeri og mælkesyrer, blæk, jernbanesveller, tjære, eg, ristede og sødbrændte egefade. Der fornemmes godt med urkraft i vinen.

Det er smagsmæssigt en blød, rund og cremet vin … virkelig tæt og måske en anelse marmelade-gumpetung, men der er heldigvis en overraskende og lidt blid syre med virker til, at det hele ikke falder helt på røven. Der er blid tannin og et sikkert aftryk af eg, men syren samt en okay frugt binder sgu vinen fint sammen.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 269 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2011 Heredad de Urueña, Fórum Etiqueta Negra, Castilla y León, Spanien

2011 Heredad Urueña, Fórum Etiqueta Negra, Castilla y León, SpanienCastiliansk herrevin med sort etiket … Fórum Etiqueta Negra fra vinhuset Heredad de Urueña, der ligger lidt øst for byen Villanueva de los Caballeros og lidt nord for den gamle, historiske by Urueña i Castilla y León området.

Heredad de Urueña er med egne ord også næsten en vaskeægte Bodegas y Viñedos en Castilla y León og blev grundlagt i 2005 i forbindelse med et omfattende projekt med renovering af en gammel castiliansk gård fra 1700-tallet efter vejledning fra arkitekten Iñigo Escribano.

Heredad de Urueña har 25 hektar vinmarker ved både Urueña og Morales de Toro, hvor de specielt dyrker Tempranillo kloner af Tinta de Toro og Tinta del País, anbefalet af Instituto de Tecnología Agraria i Castilien, mens også lidt Syrah, Merlot og Cabernet Franc.

Huset laver 6 forskellige vin inden DO Toro eller den lidt bredere betegnelse Vino de la Tierra de Castilla y León. Husets første vin var en 2008 Moisés Gran Vino, som det første år dog ikke blev vinificeres på den gamle, restaurerede gård, men på et moderne vineri i Toro ejet af de velkendte Michel Rolland og François Lurton.

I dag foregår al produktionen dog på gården, som ledes af direktør … il presidente José Luis Rodríguez García, mens ønologen Jesús Herranz Ruano er ansvarlig for produktionen og forvandler druemosten til vin.

Denne Fórum Etiqueta Negra er lavet på Tempranillo klonerne Tinta del País og Tinta del Toro – fordeling ukendt – og er lavet uden brug af pumpe.

Vinificering med traditionel udblødning/maceration inden let hydraulisk presning, fermentering og lagring 10 måneder på nye fade, 80% franske og 20% amerikanske egetræsfade. Der laves årligt 22.000 flasker af denne vin.

Og nu er der sgu godt med power i næsen … vanilje, sødme, gamle og sødbrændte fade (som så er nye), morbær, solbær, kandiseret frugt, lakrids eller med andre ord saft og kraft.

I munden er vinen blød, sød, rund og kraftig som en big mama … der er sgu power og smæk for skillingerne, men også klare tanniner. Der stor forskel på vinen med eller uden godt med luft i munden.

Big mama viser virkelig tænder med mere tannin, syre, jern og stramhed, når du lukker godt med luft ind i kæften. Ventilerer du mindre er det blød og blidt … your choice.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske normalt koster 179 kr., men i øjeblikket kan fås på bud til 109 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Vinyes Domènech, Bancal del Bosc, Montsant, Spanien

2015 Vinyes Domènech, Bancal del Bosc, Montsant, SpanienPrimer vino tinto … første rødvin blev en reprise fra sidste smagning med Kristian Ishøy, nemlig den Rhône inspirerede Bancal del Bosc fra vinhuset Vinyes Domènechs … men her i 2015 årgangen mod 2012’eren sidste gang.

Vinhuset Vinyes Doménech ligger nær den lille landsby Capçanes i vinregionen Montsant omkring 1 times kørsel fra Tarragona og 1,5 time fra Barcelona. Vingården er én af de ældste vingårde i Capçanes, og blev i 2002 overtaget af Joan Ignasi Domènech sammen med hans hustru og to børn.

Joan var oprindelig forretningmand fra Falset i Priorat, men den fascinerende verden af vin tiltrak Joan, og så endte familien i Capçanes.

Vingården ejer 25 hektar vinmarker, der ligger i et barsk og bjergrigt landskab. Det er et område, der er præget af skiferbjerge og dolomitter, hvorpå der ligger lag af ler, kalk og mergel.

Vinmarkerne består overvejende af den røde Garnacha Peluda (80%), der er en oprindelig Catalansk drue. Vinyes Doménechs vinstokke er 12-85 år gamle, hvor de ældste stokke leverer druerne til husets topvin Teixar.

Vinyes Doménech bliver drevet af en grøn filosofi, hvor vinhuset udnytter de omkringliggende økosystemer. Vinhuset er således selvforsynende med vand, hvor vinhuset opsamler regnvand og anvender de naturlige kilder i området.

Vinhuset producerer også strøm fra egne solceller. Derudover dyrkes alle markerne økologisk, og der tages i markarbejdet også hensyn til månekalenderen … præcis som de biodynamiske producenter.

Joan Ignasi Domènech laver 4 vine på hans lille vingård, nemlig vinen Furvus, som er en interessant blanding af Garnacha Peluda og Merlot. Dernæst topvinen Teixar, som laves på husets bedste Garnacha Peluda druer.

Så er der hvidvinen Rita, en hvid Grenache med en lille procentdel af Macabeo og så denne Bancal del Bosc, som er lavet på et blend af 60% Garnacha samt Syrah og Cabernet Sauvignon.

De seneste år er Vinyes Doménech blevet mere og mere anerkendt for sit høje niveau, hvilket kulminerende i 2013, hvor vinhusets andenvin Furvus blev kåret som den tredje bedste vin fra Catalonien, mens topvinen Teixar blev kåret som den bedste.

Bancal del Bosc betyder noget i retning af ruinen i skoven … eller den vaklende bygning i skoven og refererer til en gammel klippehytte, som ligger på en af husets gamle marker.

Vinen består som nævnt af 60% Garnacha, mens resten er Cabernet Sauvignon og Syrah. Vinen laves med 15 dages fermentering og lagrer derefter 6 måneder på fransk og amerikansk eg.

Næsen er rustik, landlig, moden og kraftig … frugten er moden, syren er moden og byder på blæk, lavendel, rosmarin, lidt sødme, flødekarameller, tør jord og afsvedne grene.

I munden det det en krydret vin … Rhône inspirationen er tydelig med peber, godt med mørk og fyldig frugt, lakrids, let sødme, let alkohol, god tørhed og tydelige, friske tanniner. God balance, hvor en fed balsamisk syre holder tingene flot på plads.

Forhandles hos D’Wine, hvor en flaske koster 169 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Casar de Burbia, Casar Godello, Bierzo, Spanien

2016 Casar de Burbia, Casar Godello, Bierzo, SpanienVi vandrer nærmest videre på den spanske pilgrimsrute El Camino … for denne Casar Godello kommer fra vinhuset Casar de Burbia, der ligger tæt på kristne jakobsvej lidt øst for byen Carracedelo ved bjerget Valtuille de Arriba i vinområdet Bíerzo.

Casar de Burbia er grundlagt i slutningen af 1980, hvor Nemesio Fernández købte en række gamle vinmarker ved Carracedelo på skråningerne af bjerget Valtuille de Arriba. De fleste af markerne var langsomt ved at blive opgivet på grund af det lave udbytte i forhold til den mere frugtbare dal.

For at skabe et vinhus med kvalitetsvine, så begyndte Nemesio Fernandez at få styr på markerne. Han igangsatte et omfattende podningsarbejde, hvor de fleste sorter blev podet med stiklinger fra regionens perle … den røde Mencía drue. Arbejdet tog mere end 7 år og omfattede mere en 9.000 vinstokke.

De første vine på blev lavet med hjælp fra sønnen Isidro Fernandez, som i dag er den drivende kraft i foretagendet. Han har selv en vinuddannelse som både landbrugstekniker og ønolog fra universitetet i León. Det er ham, som I kan se på billedet ovenover.

Casar de Burbia har samlet 27 hektar vinmarker fordelt på en lang række parceller … hele 52 forskellige plots. Alle parcellerne ligger i 600-700 højdemeter langs med pilgrimsruten.

Bodegaen har specialiseret sig i dyrkningen af den røde Mencía drue samt de grønne druer Godello og Doña Blanca, der er grundlaget for bodegaens hvidvinsproduktion. Årligt producerer Casar de Burbia omkring 97.000 flasker vin.

Denne Casar Godello er netop en af husets hvidvine på ren Godello, som efter høst gennemgår en kold premaceration, hvorefter fermenteringen sker i store temperaturkontrollerede, rustfrie ståltanke.

Efter endt gæring lagrer vinen – sur lie – altså med bærmen aka gærresterne i 7-9 måneder inden aftapning, hvorefter den får lov at hvile yderligere et par måneder.

Duftmæssigt er der mere krop og fylde end foregående vin. Frugten er klart pærer, lidt hyld, let marcipan men også en snert af lidt grønne blade, blomster og let aromatisk.

I munden frisk syre, mineraler … men dog med godt bundtræk, fylde samt cremet næsten olieret udtryk. Syren er dog fin og giver vinen god balance, som den fremstår syrlig og stringent i udtrykket … og alligevel moden.

Kristian Ishøy mente, at den ville være perfekt til en omgang kulmule med beurre blanc eller salsa verde … ja at det faktisk ville sparke røv.

Forhandles af D’Wine, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger