Umbrien betegnes som Italiens grønne hjerte og ligger klemt mellem Toscana, Marche og Lazio, men er et sandt eldorado af god mad og vin. Og en af disse vine er denne Montefalco Sagrantino Collenottolo fra det lille vinhus Tenuta Bellafonte Società Agricola. Det er ren Sagrantino … power og tanniner. Tør på den fede måde.
Tenuta Bellafonte ligger i hjertet af den mest uberørte del af Umbrien, kun to skridt fra Bevagna, i nærheden af den lille charmerende landsby Torre del Colle og vingården ligger med en betagende udsigt over bakkerne med skove, velplejede vinmarker og oliventræer med de pjuskede og sølvfarvede kroner.
Vingården er grundlagt, ejes og drives af ægteparret Peter & Sabina Heilbron, som du kan se nyde lidt vino på billedet ovenfor. Vinfremstillingen er dog lagt i hænderne på den ansatte vinmager Beppe Caviola.
Peter er født i Milano, men familien stammer oprindelig fra Tyskland. Han havde inden etableringen af Tenuta Bellafonte Società Agricola i 2007 arbejdet nogle år som administrerende direktør for to store firmaer indenfor spiritus og øl, men hans passion for vine og det unikke terroir i Montefalco gjorde, at han tog springet som selvstændig vinbonde.
Peter ejer i alt 27 hektar jord, hvoraf de 7 hektar er tilplantet med vin … i starten udelukkende Sagrantino, men der er nu også lidt jord med den grønne drue Trebbiano Spoletino.
Resten af jorden er skov, en mindre frugthave og 2.500 oliventræer af sorterne Frantoio, Leccino og især Moraiolo. Vinmarkerne ligger i en højde mellem 260 og 320 meter over havets overflade, og jordbunden er hård, stenet og har godt med ler.
I bedste italienske stil drives der selvfølgelig også lidt Bed & Breakfirst med udlejning af 5 værelser. Hele ejendommen drives økologisk og bæredygtigheden er tænkt ind i alle detaljer fra arbejdet i markerne til bygning af de underjordiske kælderfaciliteter.
Der produceres kun to vine, som repræsenterer det absolut ypperste, området kan præstere, nemlig denne Montefalco Sagrantino Collenottolo samt de nyere hvidvin Arnèto, som Peter lavede første gang i 2014.
Alle druer til Montefalco Sagrantino Collenottolo kommer fra 14 år gamle vinstokke, høstes med hånden, sorteres og afstilkes inden gæringsprocessen, som foregår udelukkende med de naturligt forekommende gærstammer.
Processen varer et 2-3 uger, hvorefter vinen overføres til store fade – ikke mindre end 30 hektoliter – af slavonsk eg, hvor den lagrer i 36 måneder inden den ufiltrerede aftapning på flaske. Inden vinen frigives til salg, så lagrer den yderligere 10 måneder på flaske.
Der er produceret 10.850 flasker af vinen i denne årgang 2010, hvilket er dobbelt så mange som året før. Jeg har tidligere smagt 2009’eren, som jeg var meget imponeret over … der stod dog ikke Collenottolo på etiketten, men det skulle være samme vin, da Peter alene laver en rødvin.
Har virkelig en inspirerende næse … og nogle af de samme noter som 2009’eren, bl.a. godt med blomster. Vi snakker lavendel, blomsterstøv og de små lilla, kandiserede violer, champignon, birkebark, tørhed, mørke bær, solbær, babybræk (på den fede måde), meget tæt i strukturen og har derudover stor tørhed. Ganske kompleks i duften. Måske endda lidt animalsk i duften.
I munden er vinen både stram og kødfuld, men måske knap så tør som 2009’eren. Det er kraftigt og blødt, bærrene også en tand mørkere end duften indikerer, men der er fortsat en stålsat nerve i vinen med jern, sten og stål. Læg dertil lidt mælkechokolade. Det hele er godt integreret og den høje alkoholprocent på 14,5% – en halv procent lavere end året før – mærkes heller ikke. Fortsat virkelig en vin med karakter.
Købt hos Jysk Vin, hvor prisen er 249 kr. for en flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.
Rating 5,5/7