Indrømmet … jeg er blevet tosset og vild med de lette Grenache vine fra det hypede Sierra de Gredos område og denne A Dos Manos fra det spændende vinhus A Pie de Tierra er en stjernegod vin.
Jeg har nemlig smagt vinen før i årgang 2020 … og tidligere også huset 2020 Fuerza Bruta … og A Pie de Tierra laver vistnok kun de to forskellige vine i øjeblikket.
A Dos Manos – der betyder med de to hænder – er lavet på ren Garnache aka Grenache fra 30 år gamle vinstokke og er selvfølgelig også lavet med spontangæring med 60% hele klaser. Gæringen samt maceration er sket over 30 dage og efter endt fermentering er vinen så lagret 12 måneder på brugte 225-liters franske egetræsfade.
Som med 2020’eren er vinen utrolig lys og transparent i glasset, mens duften virker som et møde mellem Beaujolais og Barolo med både noget Gamay bondskhed og Nebbiolo noter med rosenblade, violer, læder samt en frugt af hindbær, moreller, lyse kirsebær, lemon og sorte te-blade med et snert grøn te … men for pokker, hvor dufter det energisk, levende og sitrende med lidt diskrete fadnoter af lidt vaniljesukker og sommerblomster.
Hvor smager den godt … virkelig læskende, saftig på en lys, fin, sart, feminin og æterisk måde suppleret med god frugtsødme med både jordbær, hindbær, ribs, lemon bitterhed og citronagtig syre … pænt frisk og så alligevel samtidig elegant, silkeglat og livlig. Det er lyst, lækkert og utrolig imponerende til en utrolig attraktiv, gaveagtig pris. 95 point.
Forhandles hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 140 kr. ved køb af 6 flasker … sjældent finder men så god vin til så anstændig pris.