Så stod den på lidt vine fra Bodegas Amaren i Rioja og jeg startede det vinøse bal med en 2019 Selección de Viñedos.
Bodegas Amaren ligger ved Samaniego i Rioja og grundlagt i 1995 af Juan Luis Cañas, der i forvejen ejer det store, kendte vinhus Bodegas Luis Cañas.
Hans far Luis Cañas havde grundlagt det store Rioja vinhus i 1970, men hans farfar Carlos Cañas havde allerede årtier før lavet vin, som han så transporterede til markeder i vogne trukket af muldyr … ofte over 100 kilometer.
Juan Luis Cañas overtog Bodegas Luis Cañas i 1989 i en alder af 33 år og gav vinhuset et frisk pust uden dog at miste de traditionerne i familien. Han byggede bl.a. i 1994 et nyt og moderne vinhus, hvor han samlet laver vin fra 450 hektar kontrollerede vinmarker, som fordeles sig på over 1.000 små plots.
Da Juan Luis Cañas’ mor Ángeles – hustru til Luis Cañas – døde i 1995, så besluttede han at lave et vinhus for at ære hende og det blev så til Bodegas Amaren. Druerne til vinene på Bodegas Amaren kommer fra mikroskopiske vinmarker med gamle vinstokke, der kun yder meget små høstudbytter.
Samlet har Bodegas Amaren 65 hektar vinmarker i Rioja Alavesa med en tydelig maritim indflydelse fra Atlanterhavet, der kun ligger 120 kilometer derfra.
Denne Selección de Viñedos er lavet på 90% Tempranillo og 10% Garnacha, som Amaren selekterer manuelt fra egne topmarker og hovedparten af vinmarkerne ligger i Samaniego, hvor de relativt kølige terroirs veksler fra skråninger til vinterrasser med kalk og grus i jordbunden. Vinstokkene er 45 år gamle.
I vineriet er drueklaserne først sorteret, så kun dehele intakte og helt perfekt modne druer finder vej til den færdige vin. De to sorter vinificeres separat, hvor gæring sker i betontanke med efterfølgende 8 dages maceration. Herefter omstikkes den færdiggærede rødvin og lagrer 12 måneders på 225 liter barriquefade … 50% franske og 50% amerikanske. ‘
Inden frigivelse til salg afrundes vinen yderligere ved 12 måneder flaskelagring i Amarens kølige vinkælder.
Duftmæssigt er det en landlig aroma … og læg dertil lidt fad, en mørkelilla frugt af blåbær, hindbær, svesker, røg og en smule gran, nelliker, rosmarin samt engelsk lakrids. Der er nogle søde krydderier, spidskommen, vanilje samt røget bacon.
I munden er det frisk, tørt med mørk frugt, måske lidt rustikt med tranebær, blåbær, brombær og svesker, men med en syrlig side og masser af træ, cedertræ … pænt tørre og markante tanniner samt virkelig et friskt bid med masser af syre. 90 point.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 99,95 kr. ved køb af 6 flasker.