Tag-arkiv: Bourgogne

2020 L’oiseau de Passage, Régnié, Bourgogne, Frankrig

2020 L'oiseau de Passage, Régnié, Bourgogne, FrankrigSidste Beaujolais vin i denne omgang blev en 2020 Régnié fra en lille mikroproducent L’oiseau de Passage drevet af den unge og selvlærte vinmager Julien Frappa.

L’oiseau de Passage – der betyder noget i retning af overgangsfuglen – er et nyere vinhus, som ligger i den lille by Lachassagne. Det er grundlagt i 2019 af Julien Frappa, først med en mark i Régnié og året efter et par marker i både Brouilly og Morgon … marker som blot er lejet og lejemålet af marken i Régnié udløb faktisk i 2021.

Det er også derfor, at Julien gav vinhuset navnet L’oiseau de Passage aka trækfuglen, der flyver forbi og således kun laver vine i en kort periode.

Julien Frappa er selvlært vinmager, men har haft et praktikophold hos Eric Janin hos Moulin à Vent. Han er ikke fuldtids vinbonde, for han har et arbejde til dagligt på Musée des Confluences, der er et videnskabscenter og antropologimuseum i Lyon.

Selvom Frappa kun har været i gang i kort tid, som er flere af hans vine nu kommet på bordene i flere stjernerestauranter, der allerede har set og smagt kvaliteterne fra L’oiseau de Passage.

Her smager vi så Juliens anden årgang Régnié, hvor Gamay druerne kommer fra vinstokke plantet i 1964 på marker ved Py de Buliat og så lavet efter en klassisk 12 dages semi-carbonic maceration med de hele klaser og en efterfølgende lagring 10 måneder … 75% i store stenkrukker og de sidste 25% på egefade. Der er kun lavet sølle 1147 flasker af vinen.

Duftmæssig en tæt, intens og lettere landlig duft … bitre og småsyrlige kirsebær, lidt blåbær, en snert banan, men alt bare lige doseret rigtigt fint. Det er også bondsk, men også afdæmpet, tør, tæt og samtidig med sten, lidt tørt træ og svagt lidt vanilje. Det dufter sgu da meget anstændigt … for nu at sige det på jysk.

Men vinens største styrke er helt klart smagsmæssigt, hvor alt er cremet, zen og smukt komponeret. Det er fine brodér sting, som er sirligt sat sammen … lys, rund og venlig frugt med lyserøde kirsebær, jordbær, tranebær tilsat lidt sødme, lidt peber, bitterhed, men først og fremmest intens, rund og poleret frugt, lang eftersmag, nærmest som en vinøs viagrapille, som virkelig får dig op af stolen.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er vist ikke endnu kommet på Blancs.dks hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6/7  

2018 Domaine du Petit Pérou, Morgon Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Domaine du Petit Pérou, Morgon Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigNæste Beaujolais blev denne Morgon Vieilles Vignes 2018 fra Domaine du Petit Pérou, et lille vinhus beliggende lidt øst for den lille by Villié-Morgon.

Domaine du Petit Pérou er grundlagt før første verdenskrig af Jean Thévenet, som havde 4 hektar vinmaker i Morgon samt 4,5 hektar i Brouilly, men alle de dyrkede druer blev solgt til en række vingrossister.

Under sønnen Henri Thévenet voksede ejendommen til 12 hektar, men det blev dog Henris søn Roger Henri Thévenet, der arvede 3,5 hektar og egentlig i 1970’erne startede Domaine du Petit Pérou og ved siden af salget af druer også lavede egne vine, som bl.a. blev solgt til de bedste vinbarer i Paris.

Sammen med sønnen Laurent ekspanderede Roger, således de i 1985 samlet havde 10 hektar og siden 1995 har familien Thévenet selv brugt alle druer til deres egne vine.

I dag er det dog 5. generation i form af Hugo Thévenet, som langsomt er begyndt at overtage en del af produktionen fra sin far Laurent og nu fuldstændig står for hele markarbejdet. Hugo blev i 2015 færdige med sine studier indenfor vin og økonomi.

Her er det husets Morgon Vieilles Vignes, som er lavet på Gamay druer fra lavtydende 80 år gamle vinstokke. Den er lavet med en 8-14 dages semi-carbonic maceration, hvorefter vinen hurtigt køles ned til 20 grader, hvorefter den er lagret 12 måneder på egefade.

WAUW for en smukt, let, luftig og elegant duft, har et touch af fadene med lidt vaniljesødme, men afdæmpet og fint. Der er friske kirsebær, rabarber, jordbær, brombær, ribs, jern, pænt med blomster og pollenstøv, lyserøde blomster fra et japanske kirsebærtræ, jod og samtidig spillevende, ekspressiv, vibrerende og ren.

Smagsmæssigt er det en virkelig elegant vin … let med syrlige kirsebær, vilde jordbær, brombær, tranebær, let, smilende og saftig, mostet og med en levende og let syre. Tanninerne er blide, smagen frisk, let bitter med lidt vaniljesødme. Det er på ingen måder en lidt bondsk eller rustik Beaujolais vin, men en elegantier iført lyse gevandter og et frækt smil.

Forhandles af Olsson Wine, hvor en flaske koster 179 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2020 Domaine de Colette, Moulin à Vent Le Mont, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine de Colette, Moulin à Vent Le Mont, Bourgogne, FrankrigLad os søbe i lidt Beaujolais vin og jeg starter ballet med en god gammel kending fra Domaine de Colette, nemlig deres Moulin à Vent Le Mont i årgang 2020.

Moulin à Vent appellationen i Beaujolais regnes jo blandt de bedste og samtidig også den mest maskuline.

Faktisk smager jeg 3 Beaujolais vine i streg og udover Moulin à Vent er det Morgon – de måske mere fyldige vine – og sluttelig Regnié, der nok mest er elegante og bløde. Nå, men det må vi jo bare smage.

Druerne til Moulin à Vent Le Mont kommer fra 70 år gamle Gamay vinstokke, som høstes manuelt. Derefter sorteres alle druerne på sorteringsbordet inden 70% af druerne afstilkes. Gæringen varer 15 dage med skallerne inden presning og så lagring 9 måneder i tankene.

Allerede fra første fløjt en total bondsk, landlig, rustik og mørk duft med blæk, kul, blåbær og sorte kirsebær, grønne bananer, gamle og tørre egefade, kardemomme og søde krydderier, kraftig, muskuløs og samtidig med en stenet, mineralsk kant.

I munden blottes vinen sande sjæl … det smager herregodt, er bare så fin, blød og cremet, at man totalt overraskes. Det burde jeg faktisk ikke, for akkurat det samme var tilfældet, da jeg i 2020 smagte vinen i årgang 2017. Det er totalt mundsmeltende, fluffyblødt, rundt og så vildt smagfuldt med saftige kirsebær, sødme med en kæk, jernagtig mineralitet. Mums for det smager godt. Igen er det et vildt saftigt godt køb.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 165 kr., mens prisen er 145 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2014 Jean Gagnerot, Beaune 1er Cru Champs Pimont, Bourgogne, Frankrig

2014 Jean Gagnerot, Beaune 1er Cru Champs Pimont, Bourgogne, FrankrigMer’ Jean Gagnerot vin og denne gang et løft op i forhold til forrige røde Rully 2016. Det er nemlig en 2014 Beaune 1er Cru Champs Pimont.

Vinen er lavet med Pinot Noir druer fra 1er Cru vinmarken Champs-Pimont ligger i det sydlige Beaune tæt på Pommard.

Efter den manuelle høst har vinen først gennemgået en kølig premaceration ved 8 grader, hvorefter gæringen er sket på ståltanke over 3 uger med både løbende pigeage og remontage.

Efter gæringen får vinen sekundær maceration ved 30 grader og så er vinen derefter lagret 16 måneder på franske egefade, hvoraf 40% er nye fade.

Sikke lækker duft … moden og sødlig aroma med ristede svampe, skovbund, lakridskonfekt, vanilje, gammelt træværk, nøddekrokant, lækker svulstig og moden frugt med jordbær, søde kirsebær samt en lidt pirrende, lys og alligevel levende syre … virkelig en vin, som man kan sidde og sniffe til i lang, lang tid.

I munden er vinen fortsat meget frisk, lys, rank, ren og direkte i frugten, der mest er hindbær, ribs, rønnebær og lyse, lette tanniner, ren og spinkel syre samt klar, stenet mineralitet. Det er virkelig bare arketypisk burgundisk med en rank, grøn kant og således bare straight, fin og på et ganske højt niveau lige mellem 5 og 5,5 af Houlbergs tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 449,95 kr., mens vinen er 349,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7

2020 Domaine des Jeunes Pousses, Aux Chânes, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine des Jeunes Pousses, Aux Chânes, Bourgogne, FrankrigNæste vin er fra et rigtigt spændende projekt, nemlig Domaine des Jeunes Pousses, som er skudt i gang af den rige og kendte vinmager Thibault Liger-Belair, men drives af to unge vinmagere Hugo Foizel og Angela Quiblier. Her er vinen deres Aux Chânes i årgang 2020.

Thibault Liger-Belair er – for nu at sige det pænt – nærmest født med en sølvske i munden. Han er fra den berømte Liger-Belair familie, der gennem mange årtier har været meget ansete i Bourgorgne … mest kendt er nok hans berømt fætter på Domaine du Comte Liger-Belair.

Allerede som ung har Thibault Liger-Belair været med til at vinificere store årgange Vosne-Romanée, Nuits-Saint-Georges og Clos de Vougeot og virker ret velhavende. Men han har i sit arbejde ofte mødt unge vinmagere, der havde stort talent, men ikke økonomien til at komme i gang.

Derfor har han også startet sit projekt Domaine des Jeunes Pousses, hvilket startede med, at han  i 2008 købte marker i Moulin-à-Vent og senere jord i både Chénas og Beajolais-Villages appellationen, alle på steder, hvor Thibault mente, at der var stort potentiale.

Samlet har han købt 5 hektar vinmarker … og dem har han så simpelthen lånt ud til to unge og lovende vinmagere i form af parret Hugo Foizel og Angela Quiblier på henholdsvis 26 og 25 år helt uden den mindste økonomiske kompensation … fuldstændig filantropisk.

Planen er så, at parret får 3 år til at drive vingårde og spare op til deres eget sted, mens driften skal finansieres via lidt crowdfunding via den specielle platform WineFunding. Når de 3 år er gået, så er det planen, at andre unge vinmagere skal låne vingården. Thibault har kun sat et krav, hvilket er, at de skal arbejde økologisk og biodynamisk.

Hugo Foizel og Angela Quiblier overtog driften i 2019 og i løbet af de 3 år skal de unge mennesker stå i spidsen for vingården, klare alt fra pasning af marker, produktion, salg og markedsføring. Og når de så er færdige, så skulle de gerne være i stand til at administrere deres eget domæne.

Det er også derfor, at vinhuset hedder Domaine des Jeunes Pousses, da Jeunes Pousses betyder de unge skud. Det betyder selvfølgelig også, at der i de kommende år kan blive forskel på vinene fra det spændende vinhus, når vinmagerne skifter hver 3. år.

Her smager jeres deres vin kaldet Aux Chânes, hvor druerne – som jeg lige kan forstå det – stammer fra marker i Chénas, men derudover har jeg faktisk ingen oplysninger om produktionen … så vi springer i stedet hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Hvor er det arketypisk Beaujolais i næsen … dejlig landlig, har blæk, banan, kirsebær og grønne pærer. Det er sydende bondsk og bliver suppleret af lidt saltlakrids, svag mentol, røg, egetræ, men samtidig med en nærmest klinisk renhed.

Vinen har smagsmæssigt en rigtig lækker lethed … let bitterhed, kirsebær, hindbær og har faktisk en rigtig god syre, mens tanninerne er forholdsvis bløde. Der er samtidig en rank mineralitet, et lille drys med peberkværnen og vild syrlig, lang eftersmag. Klassevin.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er 275 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er vist ikke endnu kommet på Blancs.dks hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2020 Domaine du Long Nuage Blanc, Chiroubles Rochefort, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine du Long Nuage Blanc, Chiroubles Rochefort, Bourgogne, FrankrigVi fortsætter med endnu en spændende beaujolaisvin fra en ultralille mikroproducent kaldet Domaine du Long Nuage Blanc og denne Chiroubles Rochefort 2020 er faktisk deres første frigivne vin.

Vingården drives af de to unge vinmagere Alexia Koener samt Michaël Gilboux, der siden 2020 har boet i Chiroubles i Beaujolas og startet med at lave vin på en overtaget mindre vingård.

Og det er en mindre vingård, for parret – der stammer fra Belgien – har beskedne 1,2 hektar fordelt på appellationerne Chiroubles og Régnie. Markerne i Régnie er først kommet til i 2021, så i årgangen 2020 lavede de altså kun denne Chiroubles, som nu er hældt i glasset og lokker med sine indbydende dufte.

Vinen er lavet total oldschool med Gamay druer, der er høstet tidligt den 2. september. Gæring og maceration er sket i en lille ståltank og alene med druernes naturlige gærceller.

Efter endt gæring sker presning i en gammel presse med håndkraft, inden vinen – samlet 7 hektoliter – overføres til tanken og gennemgår malolaktisk gæring … og det er afsluttet 17. september. Derefter er vinen lagret i det – som Alexia og Michaël selv kalder – deres lille heksegryde, hvor vinen har lagret frem til 29. maj 2021, hvor aftapning på flaske så er sket.

I næsen er det en lidt mørkere Beaujolais vin … men har denne  smålette, lækre, saftige og lidt mælkede aroma. Den er sådan set ikke så bondsk, men mere elegant, har lidt blæk og grafit, men jeg får også lidt Pommard associationer suppleret med kalk, svag vanilje samt en snert timian. Så freaking lækker.

Den smager også lækker … lettere og lysere end duften lige indikerede med en lys, floral og blomsterglad side, en fin saftighed, friskhed samt en let og sødbitter syre, runde tanniner … livlig samt meget vedkommende. I betragtning af, at det er parrets første vin, så har de sgu ramt bulls-eye. Begynderheld eller dygtighed? I don’t care, men knuselsker den bare.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er 235 kr. ved køb af 6 flasker. Vinen er vist ikke endnu kommet på Blancs.dks hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6/7 

2020 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, Frankrig

2020 Domaine Aux Ardents, Apache Broully, Bourgogne, FrankrigMin kærlighed til Beaujolais vinene har lige fået et løft med denne 2020 Apache Broully fra Domaine Aux Ardents … den smager overjordisk godt.

Domaine Aux Ardents er en mikroproducent, der ligger tæt ved Odenas under AOC Brouilly appellationen i Beaujolais. Det lille vinhus drives af Thomas og Mylène Juban, som startede i 2018 med at lave vin, da de en lille mark på 1,38 hektar ved siden af deres hus. De havde dog aldrig lavet vin før og de vidste heller intet om styringen af en vingård og havde slet ingen i hele deres familie, som havde været vinbønder.

Med ungdommens uskyldige iver kastede de sig alligevel over vinproduktionen, konverterede marken til økologisk drift, købte to bistader samt en håndfuld høns til gå og hakke rundt i markerne, så i 2019 kunne de starte med at lave deres første vin … samt er par kilo honning.

Ved siden af sit job som mekaniker er Thomas Juban blevet en af Beaujolas’ bølge af nye, talentfulde vinbønder, som laver sine vine næsten som naturvin uden for megen indgriben i produktionen og ingen eller meget lidt tilsætning af svovl ved aftapning.

Det gælder også i markerne, hvor jorden bearbejdes meget lidt og får grøngødning, få svovl- og kobberbaserede behandlinger … men mest gødning baseret på afkog af planter.

Denne 2020 Apache Broully er således kun anden årgang, som Thomas Juban har lavet af vinen. Det er – need I say? – selvfølgelig ren Gamay fra hans lille mark. Vinen er lavet på betonkar med en forholdsvis lang gæring og maceration, hvilket er efterfulgt af 7 måneder lagring med halvdelen i betonkar og den anden halvdel i burgundiske 228 liter barriques.

Her er Boeing AH-64 Apache kamp helikopteren lettet, for vinen er nærmest luftig, let og æterisk. Helikopteren bliver i det høje luftlag og nærmest sat ned på bløde og fluffy skyer.  Frugten er sådan lyse kirsebær og friske jordbær, alt virker så feminint, at jeg nu nærmest leder efter blondetrusser på vej til det forjættede land, hvilket her er med en smule blæk, grafit samt en lille sødme med lakridskonfekt, vanilje og lidt mandler.

Hvor er det dog sindssyg, crazy, locco og forrykt lækker Beaujolais. Jeg plejer at sige, at Beaujolais smager lidt bondsk og kantet. Det gør dette ikke, for det er så smooth, let og læskende, at man ligger kigger på flasken igen. Den er god nok, det er Beaujolais, men med attitude lig de klassiske, burgundiske vine længere mod nord. Men Apache har sit helt egen og smukke smag, hvor er der bløde tanniner, let peber og lys friskhed balanceret til perfektion … benovet og imponeret.

Forhandles af Blancs.dk, hvor introprisen er – hold fast – beskedne 195 kr. ved køb af 6 flasker, hvilket gør dette til et fabelagtigt køb, men den har vist ikke ramt deres hjemmeside endnu … men så skriv bare til mail@blancs.dk.

Vinanmeldelse 6,5/7  

2016 Jean Gagnerot, Rully, Bourgogne, Frankrig

2016 Jean Gagnerot, Rully, Bourgogne, FrankrigJeg har smagt en del Jean Gagnerot vine … et burgundisk brand under den store franske vinkoncern GCF Group. Jeg skrev en del om huset, da jeg første gang smagte en 2017 Saint Aubin, men nu smager jeg deres røde 2016 Rully.

Vinen er lavet med en kølig premaceration ved 8 grader, hvorefter gæringen er sket på ståltanke over 3 uger med både løbende pigeage og remontage. Efter gæringen får vinen sekundær maceration ved 30 grader og så er vinen derefter lagret 16 måneder på franske egefade, hvoraf 20% er nye fade.

Hold da op en duft … meget aggressiv og frisk, selvom den i glasset virker dejlig transparent med svagt knækket brunlig nuance. Det er nærmest tranebær, jordbær, umodne lyse blommer, hyben, ribs samt grønne grene, nyt træ, grønne urter, hø, røg og lidt vanilje og kanel … men uhhh hvor er duften bare så aggressiv og ligefrem.

I munden er det en stram og grøn bourgognevin … vi snakker ribs, tyttebør, rønnebær, rabarber og hindbær, godt med bitterhed, fine og skarpe tanniner og ingen pleasing her. Det er en vin, som vitterlig bør serveret sammen med lidt mad … måske kylling, kanin eller en portion pasta. Jeg lander lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 229,95 kr., mens vinen er 185 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2020 AMI, Bourgogne Rouge Nuages, Bourgogne, Frankrig

2020 AMI, Bourgogne Rouge Nuages, Bourgogne, FrankrigFørste rødvin på Substans vinmenu denne aften var en bourgognevin … en Bourgogne Rouge Nuages 2020 fra det lille vinprojekt, som hedder AMI.

AMI er et lille og spændende projekt fra de to gode venner og vinmagere Paul Perarnau samt Willy Roulendes.

De er efter sigende ved at blive et par hotte navne i Bourgogne, men begge stammer imidlertid fra Roussillon. Willy har tidligere arbejdet hos Domaine de Montille i Puligny-Montrachet og var chefvinmager hos Clos de Moulin aux Moines i Auxey-Durresses.

Paul tidligere har arbejdet hos Oronce de Beler i Vosne-Romanée og også hos Domaine Hauvette i Saint Rémy de Provence.

Deres fælles projekt AMI er et negociantprojekt, hvor de udelukkende arbejder med økologiske vinavlere i Bourgogne og laver deres vine totalt økologisk og uden tilsætningsstoffer brugt i hverken mark eller i  vinfremstillingsprocessen, så intet kunstigt og vennerne ofte heller ikke svovl ved flaskning.

De laver deres røde bourgognevine på Pinot Noir og nogle gange også på Gamay, mens de hvide er lavet med Chardonnay og Aligoté.

Denne vin … Bourgogne Rouge Nuages er lavet på ren Pinot Noir druer fra marker ved byen Chassey-le-Camp, lavet helt traditionelt, dog med spontangæring med naturlige gærceller og efterfølgende 12 måneders lagring sur lie på neutrale egefade.

Duftmæssigt er vinen lettere reduktiv og kalket, men har ellers en mørkere frugt end forventet og virker også lidt maskulin. Der er lidt brombær, jordbær og mørke kirsebær, tranebær, ribs, blæk, engelsk lakrids, virker gæret og har violer, gazebind og lidt våde fade.

I munden er vinen ganske saftig, men bestemt ingen elegantier, men smager i stedet som meget mørk og tør Pinot Noir med let bitre bær, kirsebær, en smule nelliker og peber, selvom syren faktisk er ganske elegant og spiller andenviolin på en disket måde, så Houlberg disker op med 5 fingre med svag pil ned.

Forhandles af Rødder & Vin, hvor en flaske koster 265 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2020 Closerie des Alisiers, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2020 Closerie des Alisiers, Meursault Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig Den sidste vin, som jeg har smagt fra Stéphane Brocards Closerie des Alisiers var den imponerende2017 Chambolle Musigny 1er Cru Les Charmes, som jeg var helt himmelhenrykt over. Nu smager jeg endnu en Closerie des Alisiers vin, nemlig en hvid 2020 Meursault Vieilles Vignes.

Chardonnay druerne kommer her fra to kalkholdige vinmarker, nemlig Vireuil og Pré de Mache, der ligger i 260-270 meters højde og har vinstokke, der er omkring 30 år gamle. Alle druerne er høstet ved håndkraft og vinen er lavet helt traditionelt.

Det omfatter bl.a. lagring af vinen i vinen i 15 måneder på 228 liters burgundiske egetræsfade, hvoraf 20% er helt nye med en løbende batonnage for ekstra fedme og kompleksitet.

I næsen virker vinen blød og blid med brunet smør, nødder, vanilje, mariekiks, sødme, en frugt med pærer, fersken, ananas, citroner, lidt blomstersæbe og blomsterpollen.

Vinens store styrke er dog smagsmæssigt, hvor vinen er cremet og luftig, men så alligevel med en slank krop … ingen fadfedme her. Der er tværtimod en syrlig, grøn og frisk smag med saltede mineraler, en del umodne grønne æbler og sure citroner samt en syleskarp syre, der gennemhuller og punkterer fedme, sul eller spæk. Houlberg giver 5 store fingre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 549,95 kr., men kan pt fås på tilbud til 299,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7