2019 Jordan Wine Estate, Barrel Fermented Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2019 Jordan Wine Estate, Barrel Fermented Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaNæste vin fra Gary og Kathy Jordan på deres Jordan Wine Estate vec Stellenbosch blev søstervinen Barrel Fermented Chardonnay i årgang 2019.

Druerne kommer fra marker ved en kløft ved Kloof, hvor der er kølige vinde fra bugten ved False Bay og vinstokke, der er 21-35 år gamle.

Vinen har gæret på 228 liter burgundiske egefade, hvoraf 39% er nye fade og resten anvendt 1, 2, 3 eller 4 gange tidligere og gæringen er sket med tilsat tørgær. Efter endt fermentering er det meste af vinen så lagret sur lie 9 måneder i fadene, men 8% tankfermenteret Chardonnay er tilsat i den endelige vin.

BUM … fed, fadpræget Chardonnay næse med smørlækker fedme, brunet smør, blomsterhonning, moden blød frugt, fersken, melon og pærer i vaniljecreme, ananas, mariekiks, flødekarameller og bare en langt større dybde end med versionen uden lagring på eg.

Smagen er fed, cremet og moden … totalt lækker med den modne frugt, fedmen, fylde, masser af lime, tung på fadene, men denne fede flomme gør vinen meget behagelig. Det er gule stenfrugter, ananas, mens lime, citrus og mineraler giver rygrad. Smuk vin.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 150 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2018 Jordan Wine Estate, Unoaked Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaJordan Wine Estate ligger omkring 5 kilometer vest for Stellenbosch by. Derfra smager jeg nu to af deres Chardonnay vine og den første er en 2018 Unoaked Chardonnay.

Vinhuset er grundlagt i 1982, hvor Ted og Sheelagh Jordan købte den 164 hektar store ejendom i Stellenbosch. Efter overtagelsen begyndte de et omfattende program med  genbeplantning af markerne med forskellige druesorter. De var dog deres søn Gary og hans hustru Kathy, der i 1993 startede med produktionen af vine og kaldte vingården for Jordan Wine Estate.

Gary var ellers geolog og Kathy økonom. De havde begge arbejdet i udlandet i mange år, men vendte hjem, byggede et vineri og satsede begge på vinproduktion fra deres vingård.

Jordan Wine Estate ligger helt fantastisk med en spektakulær panoramaudsigt over Taffelbjerget, False Bay og Stellenbosch. Ud fra deres 164 hektar jord er omkring 100 hektar vinmarker, hvor de dyrker de hvide sorter Chardonnay, Sauvignon Blanc, Chenin Blanc, Riesling og Assyrtiko.

De røde sorter er Merlot, Cabernet Sauvignon, Shiraz, Cabernet Franc og Petit Verdot. Og alle de sorter danner baggrund for en lang række vine, som laver i serierne Premium, Reserve, Estate Varietals, Chameleon Range, Timepiece og Cape Winemakers Guild. Vinene laves med hjælp fra vinmageren Sjaak Nelson.

Udover vinproduktionen, så omfatter driften i dag også Jordan Restaurant samt et bageri. Derudover har parret også startet endnu en restaurant kaldet High Timber i London.

Nå, men her smager vi altså vinen Unoaked Chardonnay fra serien Estate Varietals. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay og endda fra klonerne Davis og Burgundian. Efter høst sker der presning og så har mosten ligget koldt i 2 dage efter fermenteringen er sket i ståltanke med tilsatte udvalgte gærtyper. Efter endt fermentering har vinen lagret 4 måneder sur lie i ståltanke inden aftapning på flaske.

Duftmæssigt en lille tropisk eksplosion med mango, papaya, abrikos, fersken, ananas og andet godt fra troperne. Der suppleres med både æblegrød, grillede citroner, røg, medium fyldighed samt lidt stenede mineraler.

I munden er vinen cremet med en fyldig og krydret syre, masser af lemon og citroner, godt med mineraler, granit og flint, hvor den står pivfrisk, ung og skarp. I eftersmagen sidder mineralerne og bitterhed i lang tid. Vi ligger sådan lige mellem 4 og 4,5 houlbergske tomler.

Forhandles af Vinmonopolet, hvor en flaske koster 130 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7   

2019 La Grange de l´Oncle Charles, Rouge, Alsace, Frankrig

2019 La Grange de l´Oncle Charles, Rouge, Alsace, FrankrigPå Rue de la Fecht i den lille by Ostheim knap 8 kilometer nord for Colmar finder vi den unge vinmager Jérôme François, der driver det lille biodynamiske vinhus La Grange de l´Oncle Charles.

Jérôme François er egentlig uddannet tømrer, men da han arvede lidt vinmarker fra sin bedstefar, så lånte en gammel stald fra sin onkel og startede med af lave vin. Da hans onkel hedder Charles, så kom vinhuset til at hedde La Grange de l´Oncle Charles, som direkte kan oversættes til; min onkels stald.

Det var i 2014, at Jérôme François droppede jobbet som tømrer og kastede sig over livet som vinbonde. I dag har han samlet 5,5 hektar vinmarker, der ligger ved byerne Ammerschwihr, Zellenberg, Kaysersberg og Ribeauville.

Alle markerne dyrkes biodynamisk og Jérôme laver naturlige vine, der afspejler det lokale terroir. Han høster druerne med meget lavt udbytte – i gennemsnit 25 hektoliter pr. hektar – og griber så lidt ind i produktionsprocessen som muligt.

Det gælder også denne Rouge, som er lavet på 100% Pinot Noir, der er gæret helt ud og så efter endt fermentering lagret sur lie på fade i 12 måneder, hvorefter den er flasket helt uden brug af svovl.

I glasset er det en lys og transparent-uklar-grumset vin med en let, herlig, smuk duft … ren bio-mødding-brændtnytårskrudt-saftagtig aroma. WAUW. Den har denne lyse, saftig, læskende og syrlige og småsure smukke frugt, jordbær, rabarber, kul, fennikel, kål samt en lille fræk sødlig kant og lidt sagte fadnoter med en snert vanilje.

Det smager næsten også, som det dufter … utrolig intens og så alligevel let smag med jordbær, ribs, granatæbler, tranebærjuice, lidt peber, saltede mineraler og godt med krydret samt let styrende og ætsende syre. Det er stramt, frisk, saftig, læskende og frisk … samtidig vildt charmende, så Houlberg er fan.

Forhandles af Extra Brut Vinimport, hvor en flaske koster 205 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Vesztergombi Pince, Csaba Cuvée, Szekszárdi, Ungarn

2016 Vesztergombi Pince, Csaba Cuvée, Szekszárdi, UngarnDen ungarske Master Class sluttede med endnu en vin fra Vesztergombi Pince og det blev denne 2016 Csaba Cuvée på et blend af Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot.

Det er vin, som kun fremstilles i de allerbedste årgange. Vinen er lavet med spontangæring med druernes naturlige gærceller i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering er vinen så lagret 22-24 måneder på barriques.

Duftmæssigt er vinen ikke helt så fyldig og eksplosiv som den foregående, men har en vis modenhed i frugten, lidt mælkede og mejeriagtige noter, et støvet udtryk og frugten er blommer, solbær, figner, blæk, lidt indelukket måske og derudover våde fade med svag vanilje. Den ungarske eg giver vinen en lidt speciel aroma.

Smagen er også godt fyldig og cremet, sødmen lidt højere end foregående søstervin og nok også – for my liking – en kende for stor, mens tanninerne også er lidt mere vage. Det er dog smagfuld, tæt, tørt og sødt, men så er den heller ikke længere.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Vesztergombi Pince, Bodzás Cabernet Sauvignon, Szekszárdi, Ungarn

2017 Vesztergombi Pince, Bodzás Cabernet Sauvignon, Szekszárdi, UngarnDe to sidste vine kom fra vinhuset Vesztergombi Pince, der er et af de ældste vinhuse i hele Szekszárdi vinregionen i Pannon området. Vi startede med at smage deres Bodzás Cabernet Sauvignon, der også i mine øjne blev aftenens bedste ungarske vin.

Vesztergombi familien har lavet vin på vingården, der ligger lidt nord for byen Szekszárd siden  starten af 1700-tallet og deres våbenskjold – der fortsat pryder vinflaskerne – stammer også helt tilbage fra starten.

Det var György Vesztergombi, der oprindelig grundlagde en stort landbrug med forskellige afgrøder og herunder også en smule vin og familien ejede også dengang masser af landbrugsjord, et savværk samt skove skove.

Imidlertid mistede familien Vesztergombi hele deres jord efter 2. verdenskrig, hvor Ferenc Vesztergombi Senior havde været officer i hæren. Men efter kommunismens overtagelse, så blev han udstødt og frataget alt, hvad han havde … herunder de mange hektar jord, som familien tidligere havde ejet.

Så det nuværende vinhus er reelt grundlagt i 1991 af Ferenc Vesztergombi Seniors søn, som også hedder Ferenc Vesztergombi. Efter hans uddannelse til vinmager fra universitetet i Kecskemét, så startede han vineriet, da familien – efter kommunismens fald – fik 10 hektar jord tilbage. Det blev starten på en genrejsning af det gamle vinhus og allerede i 1993 blev Ferenc Vesztergombi kåret til årets vinproducent i landet.

I dag har Vesztergombi Pince 27 hektar vinmarker, hvor de bedste marker er Kerékhegy, Hidaspetre, Bodzás, Porkolábvölgy, Leányvár og Szarvastető. Farmand og mor Piroska hjælper sønnike med arbejdet i vinhuset.

Vi starter med at smage husets Bodzás Cabernet Sauvignon … en kraftig sag, der er lavet på 100% Cabernet Sauvignon, der kommer fra marken Bodzás med 4-15 år gamle vinstokke. Vinen er lavet med gæring og maceration i ståltanke og har derefter lagret 24 måneder på primært nye egefade lavet af ungarsk egetræ. Vinen trækker en massiv alkoholprocent på 15,5%.

Duftmæssigt en meget lækker aroma og med det samme fornemmer man, at vinen er langt mere balanceret end de forrige ungarske vine, for duften er mere klassisk med mørk, moden frugt, kirsebær samt solbær, men fadpræget er også tungt med tydelig vanilje, kanel og mælkechokolade.

Smagen er cremet og blød, virkelig fyldig med moden frugt. Den smelter nærmest i munden, hvis det ikke lige var for de markante tanniner, som sparker som en fyrig hingst. Den kraftige og fyldige stil gør, at vinen føles oversøisk, men det er sgu flot. Der er bitterhed og mer’ tørhed i eftersmagen. Dermed 5 tomler med pil op.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 249 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Kiss Gábor Winery, Code, Villány, Ungarn

2017 Kiss Gábor Winery, Code, Villány, UngarnVi skulle under det ungarske Master Class webinar smage endnu en vin fra den unge og dygtige Gábor Kiss og det blev hans 2017 Code, der er lavet på ren Cabernet Franc.

Druerne til vinen kommer fra Hajdús marken, hvor der er ren Cabernet Franc franske kloner, der er høstet med lavt udbytte.

Vinen er lavet som foregående vin med spontangæring og efter den alkoholiske gæring, så er der gennemført malolaktisk gæring samt lagring i 18 måneder på nye 500-liters egefade.

I forhold til Enigma, så er Code langt mørkere i duften, har igen sødkrydrede elementer og så masser af blæk, blyanter, tryksværte, violer og en frugt med blåbær, brombær og så en totalt vild og blomstret side.

Smagen er også fyldig og fed, godt med bundtræk samt en god, fed syre, vildt tørre tanniner … og på én eller anden måde er den også langt mere kompleks og balanceret end Enigma. Faktisk så smager den virkelig godt og er samtidig ganske interessant, så dermed balancerer jeg lige mellem 4,5 og 5 store fingre.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2017 Kiss Gábor Winery, Enigma, Villány, Ungarn

2017 Kiss Gábor Winery, Enigma, Villány, UngarnI vinregionen Villány i Pannon området finder vi vinhuset Kiss Gábor Winery, der drives af den unge og meget talentfulde vinmager Gábor Kiss.

Udover at drive sin egen lille vingård, så er han også daglig vinmager på det nærliggende vinhus Matias Pincészetben.

Hans vingård ligger en kilometer øst for Villány by og der har han 10 hektar vinmarker med druesorter som Kékoportó, Merlot, Cabernet Sauvignon samt Cabernet Franc. De bedste af hans marker er Hajdús, Boczor og Gesztenyés, der alle dyrkes efter bæredygtige principper.

Gábor Kiss laver årligt 40-50.000 flasker vin og én af disse er altså denne Enigma, der er lavet på 100% Merlot. Vinen er lavet med en spontangæring i ståltanke og så 18 måneders lagring i 500 liter nye franske fade.

I næsen har vinen en lidt sjov woody duft, som jeg først troede kunne være prop, men det er det ikke. Det er lidt som våd papkasse, våde fade og søde krydderier. Der er solbær, hyben, blomsterpollen samt en lidt småvammel aroma.

I munden er der mørk frugt, blåbær, brombær, godt med tørhed og igen en lidt sjov skævhed, men ellers er vinen meget frugtrig. Der er også tørre og mærkbare tanniner. Faktisk er der masser af tørhed og bitterhed på en lidt fed facon.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7

2008 Attila Pince, Syrah, Eger, Ungarn

2008 Attila Pince, Syrah, Eger, UngarnDen næste Eger vin blev en 2008 Syrah fra vinhuset, der kaldes Attila Pince og ligger ved den lille by Szomolya.

Som med den forrige vin, så deltog vinmageren og ejeren af vinhuset Vámos Attila også i det lille webinar … det er ham, som I kan se på billedet ovenover.

Vámos Attila er autodidakt vinmager og startede i 2006 på vingården Feketecseresznye, som István Tóth havde startet i 2003, men nu er overtaget af Vámos, der også har ændret navnet til Attila Pince. Der laves han sine vine så naturligt som muligt … alene med tilsætning af lidt svovl ved flaskning af vinene.

I dag har Vámos samlet 12 hektar med 11 forskellige drusorter og laver cirka 40.000 flasker vin om året, herunder altså denne 2008 Syrah, som er lavet med spontangæring og maceration over 90 dage i åbne gæringskar. Efter endt fermentering er vinen lagret 76 måneder på 500 liter egefade, hvoraf 50% er nye fade.

I næsen er vinen … meget overraskende langt lettere end forventet, virkelig blomstret, let og luftig. Duften emmer nærmest af frugt som brombær, kirsebær samt tonsvis af eg, træ og fade … måske også en kende for meget træ.

Smagsmæssigt er vinen også meget frugtrig … har en lidt rustik kant, men det er bestemt ikke en fed og mørk Syrah, men har et luftigt og let udtryk, men fortsat med peber samt vildt stramme tanniner, der bestemt og beslutsomt sætter sig på fortænderne.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 119 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

2016 St. Andrea Vineyards & Winery, Kis-Eged Pinot Noir, Eger, Ungarn

2016 St. Andrea Vineyards & Winery, Kis-Eged Pinot Noir, Eger, UngarnFørste vin til den ungarske Master Class var denne 2016 Kis-Eged Pinot Noir fra vinhuset St. Andrea Vineyards & Winery, der ligger i byen Egerszalók i Eger regionen i Ungarn.

Under smagningen havde vi vinmageren György Lörincz med i mødet … det er ham, som I kan se på billedet ovenover. Han fortalte lidt om vinhuset, som er grundlagt i 1999, hvor familien lavede deres allerførste vin … en 1997 Egri Cabernet Sauvignon. Den fik en guldmedalje ved en stor national vinkonkurrence og det blev starten på vingården.

I 2002 byggede de et vineri og i dag har György Lörincz 45 hektar vinmarker i flere forskellige områder omkring byen Egerszalók og det er derfra, at denne Kis-Eged Pinot Noir kommer.

Druerne til vinen kommer fra 8 år gamle vinstokke, som efter høst er gæret i åbne gæringskar lavet af egetræ. Efter endt fermentering er vinen så lagret 13 måneder på store 500 liter egefade. Der er alene lavet 1.325 flasker af vinen.

Duften byder på masser af træ, en støvet aroma, dejlig lethed i duften, hindbær, jordbær med en klar grøn kant, lidt mælkede noter, mejeri, blomster og krydderier. Smagsmæssigt er der overraskende godt med peber og krydderier, så dermed bliver vinen lidt småstærk og rustik, mens frugten er kirsebær og hindbær suppleret med lidt sødme.

Importør er Wine & Sprit Store, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7

Virtuel Master Class med ungarske vine

I starten af februar fik jeg fra den ungarske ambassade en invitation med teksten; The Embassy of Hungary is pleased to invite you to an exclusive online Master Class, where a selection based on Hungarian red varieties will be presented.

Og I kender jo efterhånden den flittige vinblogger, der altid er nysgerrig på at opdage nye dele af vinverdenen og smage nye vine, så derfor tilmeldte jeg mig selvfølgelig til smagningen, hvor man skulle smage 6 forskellige vine fra Ungarn.

Bevares … jeg har da smagt vine fra Ungarn før og vel også anmeldt 14-15 vine her på bloggen allerede. Men min viden om Ungarn som vinland er nok meget naturligt lidt begrænset, så derfor gav det selvfølgelig god mening at deltage i denne Master Class.

Og jeg fik da også efter tilmeldingen en ganske høflig bekræftelse med, at de … with the help of couriers, we will be able to send you the samples prior to the online Master Class.

Så et par dage inden fik jeg tilsendt linket til selve Zoom Master Class webinaret og samtidig kom prøverne også med posten … 6 små plastik uringlas med de 6 vine. Jeg havde måske forventet 6 flasker, men de små prøver var faktisk tilstrækkelig til, at man lige kunne smage den enkelte vine. Tjek ved det.

Master Class webinaret

Den eksklusive online Master Class blev startet af Zsófia Elek fra ambassaden. Hun bød os alle velkommen … og vi var vel samlet lidt over 40 deltagere, hvilket også omfattede enkelte af de vinmagere, som vi skulle smage vine fra.

Selve webinaret skulle ledes af Dr. Dip.WSET og vinkonsulent Mihály Konkoly, men inden han fik ordet, så fik vi også lige velkomst fra Mihály Fekete, der ejer vinforretningen Wine & Spirit Store, der forhandler ungarske vine og havde stået for fremsendelse af vinene, som vi skulle smage i denne Master Class.

Men derefter gik ordet over til Mihály Konkoly, som indledte med at fortælle lidt om Ungarn som vinland og de forskellige vinregioner og vindistrikter. Det var også Mihály Konkoly, som skulle guide og igennem de 6 smagsprøver, som jeg havde modtaget.

Men lad os først se lidt nærmere på Ungarn som vinland.

Vin i Ungarn

Ungarn er opdelt i 6 store vinområder, som samlet består af 22 vinregioner Denne aften skulle vi dog kun smage vine fra 3 af disse 22 regioner, nemlig Eger, Villány og Szekszárdi.

De 6 vinområder er Balaton, Pannon, Duna, Felső-Pannon – også kaldet Nord Transdanubien – Felső-Magyarországi, der vel blot til dagligt kaldes den øverste ungarske vinregion, hvor vi bl.a. finder vinregionen Eger – og så tilsidst Tokaj.

De mest kendte af de 22 vinregioner er nok Tokaj, Eger, Balaton, Szekszárd, Villány, Sopron og Etyek, mens de største er Kunság med 21.000 hektar vinmarker, Mátra med 6.600 hektar, Tokaj med 5.800 hektar og Eger med 5.700 hektar.

Samlet er der i hele Ungarn 65.395 hektar vinmarker, hvoraf 70% af hvide druer, hvorfor der således helt klart produceres mest hvidvin i Ungarn … selvom vi til denne Master Class alene skulle smage nogle af deres rødvine.

Den samlede produktion var i 2019 på 2.743.175 hektoliter vin … og det bliver da til nogle flasker, hvilket er fordelt på både kendte samt mange lokale sorter. De mest udbredte hvide sorter er:

De mest udbredte røde sorter er:

De 6 ungarske vinprøver

Mens vi så løbende smagte vinprøverne, så guidede Mihály Konkoly os igennem vinene fra de 3 vinregioner og fortalte samtidig lidt om de enkelte regioner.

Eger

Vinregionen Eger ligger i der øverste ungarske vinområde Felső-Magyarországi. Det er et koldklima område med vel omkring 5.335 hektar vinmarker og det område, som er kendt for Egri Csillag, som er en hvidvine lavet på et blend af forskellige druer, samt rødvinen Egri Bikavér, der også populært kaldes tyreblod.

Ingen af disse skulle vi dog smage, men derimod disse to:

Villány

Vinregionen Villány ligger i vinområdet Pannon i den sydligste del af Ungarn, hvor klimaet svarer mere til det sydlige Middelhav, hvorfor er også dyrkes mere rødvin der end typisk i andre områder.

Der er samlet 2.483 hektar vinmarker i Villány og de mest udbredte druer der er Cabernet Franc, Portugieser, Kékfrankos, Cabernet Sauvignon, Merlot, Olaszrizling, Hárslevelű og Chardonnay.

Vi smagte disse to vine fra Villány.

Szekszárdi

Vinregionen Szekszárdi – ligger som Villány – også i vinområdet Pannon og har samlet 2.153 hektar vinmarker og Vesztergombi Winery, som vi netop skulle smage to vine fra, er et af de mest kendte vinhuse i det område.

Szekszárdi er det andet område i Ungarn, hvor de også laves de kendte Bikavér vine, der populært kaldes tyreblod. I Szekszárdi er 80% af vinproduktionen rødvine og vi smagte disse to:

Som vanligt har jeg linket til mine smagsnoter og anmeldelser af alle vinene, men da jeg denne gang ikke har selve flaskerne, så har jeg forsøgt at fuske lidt med mine fotos i blogindlæggene.

Konklusion

Samlet blev det en spændende 1-1½ time med ungarske vine, hvor jeg bestemt fik min viden øget et par ekstra grader. Og lad mig bare slå fast, at der bestemt laves gode vine i Ungarn, hvilket denne lille Master Class også bekræftede.

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger