Efteråret er over os … det kølige vejr er allerede en realitet, hvilket også betyder tid til kraftige vine, som man kan varme sig på i stuen og det kunne fx være vine fra Società Agricola Nativ, hvorfra jeg nu smager hele 5 forskellige … og starter med denne hvide 2023 Vico Riviera N° 99.
Società Agricola Nativ ligger i frugtbare bakker i Irpinia, den sydlige del af Campanien i provinsen Avellino. Det er et område, hvor jorden er rig på mineraler og aske efter de vulkanske udbrud fra Vesuv i Pompeji.
Her vokser meget gamle vinstokke med druesorter som Aglianico, Falanghina, Fiano og Greco … stokke som har overlevet phylloxera epidemien i Europa i slutningen af 1800-tallet.
Vinhuset er et nyere vinhus. der er grundlagt i 2008 af Mario Ercolino og hans hustru. Mario havde vin i blodet, da hans forældre Enzo Ercolino og Mirella Capaldo i midten af 1980’erne grundlagde vinhuset Feudi di San Gregorio, som også ligger i Campanien.
Feudi di San Gregorio er i dag i øvrigt et af de største og mest berømte vinhuse i Campanien.
Mario havde således arbejdet hos Feudi di San Gregorio og var således i forvejen en anerkendt international vinmager, da han sammen med hustruen Roberta Pirone købte sin egen vingård i Irpinia, nær Paternopoli og Taurasi i Campanien.
Det blev til vingården Nativ med 12 hektar vinmarker med tussegamle vinstokke. Og målet var klart. Han ville lave de bedste, de mest autentiske vine fra dette område, vine med karakter og udelukkende på de lokale druesorter. I dag har vinhuset dog 15 hektar vinmarker.
Udover Nativ er Mario også medejer af en række andre vingårde, bl.a. vinhuset Vinosia, som han ejer sammen med Luciano Ercolino. Herudover laver Mario også vine på Sicilien, bl.a. den anerkendte vin Saserello. Måske er det også årsagen til, at Maria har fået øgenavnet Super Mario.
På Azienda Agricola Nativ laver Mario en række spændende vine, både under DOC appellationerne Irpini, Aglianico Campi Taurasini og Irpinia Aglianico samt DOCG appellationer Aglianico di Taurasi, Greco di Tufo, Fiano di Avellino og derudover en lang række IGT vine.
Denne Vico Riviera N° 99 er netop en IGT vin, der er lavet på druesorten Falanghina fra Torrecuso i Campanien. Vinstokkene er plantet på skråninger, hvor de får optimalt mængde sol. Druerne er høstet i starten af oktober, hvor de naturligt er tørretlidt ind på stokkene, for at få en højere koncentration.
Der er om morgenen, at druerne er høstet … hvorefter er sket en blød presning efterfulgt af kold klarering. Så er gæringen sket ved kontrolleret temperatur i ståltanke og efter endt fermentering er vinen blot lagret i ståltankene sur lie med ugentlig batonnage.
Duftmæssigt er det en fed, frugtrig og intens vin … tyk og eksotisk med ananas, kokos, mango, passionsfrugt og dåsepærer. Det er en svulstig og opulent vin, olieret, smørret og fedtet med tyk viskositet, mormorkrop og volumen.
I munden har vinen en stærk, maskulin og saltet syre … der er på ingen måder en elegantier, men en bredrøvet dame, der er fyldig, skrap og tung, men med masser af frugtintensitet. 89 point.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 79 kr.
Vinanmeldelse 4,5/7