Det er sgu ikke tit, at vi smager hvidvin fra Rioja, selvom faktisk 10% af produktionen i området er hvid … enten i lagret eller frisk udgave. Vi smager her netop en 2021 Rioja Alavesa Blanco fra Bodegas Montebuena.
Bodegas Montebuena er en del af en storeparaply organisation kaldet Araex Grands. Det drives og er grundlagt af Javier Ruíz de Galarreta. Ham har vi jo møde før, for han er jo også en del af vinene lavet med Michel Rolland under navnet Rolland & Galarreta.
Javier Ruíz de Galarreta har været trendsættende for hele den spanske vinbranche, Han grundlagde i 1993 Araex Rioja Alavesa og markedsførte der Rioja vine for forbrugere i det meste af verden og det skete ved at skabe bånd til flere vingårde i Rioja Alavesa og så lave en samlet salgsindsats.
Senere kastede han også sin interesse på andre områder i Spanien så som Ribera del Duero, Navarra, Rias Baixas, Rueda og grundlagde en ny organisation kaldet Spanish Fine Wines.
I dag er Araex Grands blevet en af de førende spanske grupper af uafhængige vinbønder og vingårde og har internationalt anerkendte brands med mere end 23 vingårde i nogle af de 14 prestigefyldte spanske DO appellationer og et salg på 11 millioner flasker vin fordelt til mere end 70 lande.
I Rioja Alavesa produceres en række vine under Bodegas Montebuena navnet, Så vidt jeg kan se, så er Montebuena vienee lavet på kooperativet Bodegas y Viñedos Labastida, der ligger i Labastida i den mest nordvestlige del af Rioja Alavesa.
Det er tæt ved floden Ebro samt Sierra Cantabria bjergene i læ af Sierra de Toloño. Det er grundlagt i 1964 af en gruppe lokale avlere. Byen Labastida er også kendt som fødested for den ret vinglade præst Manuel Quintano, som allerede tilbage i 1786 introducerede Bordeauxs lagring teknikker i Rioja, så byen har stolte traditioner indenfor vinproduktion.
Bodegas y Viñedos Labastida har i dag via de tilknyttede vinavlere over 500 hektar vinmarker, hvoraf størstedelen af markerne ligger mellem 450-550 meter over havets overflade, hvilket giver køligere nætter og dermed en større fastholdelse af naturlig syre i druerne.
Kooperativet sælger deres vine under brands som Castillo Labastrida, og Solagüen, men vinene under Bodegas Montebuena navnet skulle også været produceret der og komme fra omkring 160 hektar tilknyttede vinmarker.
Denne Rioja Bianco er fremstillet på 100% Viura, som vinmageren César Castro selekterer fra over 60 år gamle vinstokke på nogle af Rioja Alavesas bedste og meget kalkholdige vinmarker omkring landsbyen Labastida.
Terroirets unikke beliggenhed i ly af Sierra Cantabria bjergene, så giver unikke klimatiske forhold, der tillader druerne at modne til perfektion. Ved ankomst til vineriet afstilkes druerne, inden en 36 timers koldmacerering trækker maksimal frugtaroma fra drueskindet.
Herefter gærer vinen med frugtbevarende temperaturstyring ved 14 grader over 14 dage, hvorefter vinen trækker yderligere fedme og smagskompleksitet fra de fine gærrester, inden aftapning på flaske.
Duftmæssigt er det lidt en forsigtigper, som vi her snakker med … lidt neutral i aromaerne, men har nogle lidt sødligere krydderier som spidskommen, lidt papkasser, honningmelon eller cantaloupemelon, bløde og udvandede pærer … måske med en anelse saltvand.
Smagen er lidt i samme boldgade … blød og let neutral, men er lidt som et vandløb, bare stille og rolig med lidt lemonskal, grillet citron samt den blødeste og mildeste syre, som man kan ønske af sådan en rolig vin. Her skal man næsten ha’ den sammen med lidt godt fra havet og helst den hårde slags med skal eller kløer. 88 point.
Forhandles af Supervin, hvor prisen er 109,95 kr., mens du ved køb af 6 flasker kan købe vinen til 89,95 kr.
Vinanmeldelse 4,5/7