Nå, videre til næste Châteauneuf, denne fra Domaine de Marcoux, en vin jeg tidligere har smagt, blot i årgang 2007.
Indtil sidst i 90-erne blev Marcoux drevet af den eksentriske Phillipe Armenier. Han drev Marcoux efter principper inspireret af Rudolf Steiner, biodynamisk og med skyldig hensyntagen til stjernes stilling på himlen. Man kunne kun foretage sig visse ting i marken eller kælderen, hvis stjernerne stod rigtigt. Pludselig forlod han domænet og overlod driften til sine to søstre, Catherine og Sofie Armenier.
Driften er stadig biodynamisk, men søstrene lægger ikke skjul på, at de går knap så meget op i de dele, som broderen gjorde. I øvrigt kan familien dokumentere sin eksistens i området helt tilbage til 1344. Phillipe lever i dag i Californien, hvor han bruges som foredragsholder og konsulent vedrørende biodynamisk vindyrkning.
Marcoux har 17,5 hektar, heraf godt 1 hektar med grønne druer og 1 hektar Cotes du Rhone. Gennemsnitsalderen på vinstokkene er omkring 50 år, men de har 5,5 hektar med næsten 100 år gamle vinstokke.
En stor del af disse druer bruges i denne almindelige chateauneuf’, mens resten ryger i den legendariske Vieilles Vignes, som laves med høstudbytter nede omkring 10 hl/ha. I denne almindelige Chateauneuf du Pape kommer druerne fra 13 forskellige marker med en gennemsnitsalder på 50 år.
Høsten sker kun manuelt, og druerne sorteres derefter på vingården. Herefter bliver druerne afstilkede, knust, afkølet og så starter hele vinificeringen. Bortset fra det med stjernerne er vinificeringen som hos andre producenter.
Citat fra Sofie Armenier: “We interfere with the vinification as little as possible. We don’t do any pigeage to get color, because we just don’t want to get in the way of the fruit.” Lagringen sker i 350 liter tønder, og modningen varer omkring 18 måneder.
Denne vin er lavet på 80% Grenache, 10% Mourvedre, 5% Syrah og resten andre sorter i mindre mængder.
Masser af stald i duften, herligt. Der er også mørke bær, solbær, mens smagen også giver masser af mørke bær, men med en dejlig friskhed. Der er fin balance og tanninen også flot til stede. Også en rigtig dejlig vin, som jeg dog rater lidt lavere end de foregående to.
Fås hos Strobel Vinimport til 349 kr.