Med næste vin blev vi i Pinot Noir druen. Da jeg i torsdag havde en super oplevelse med Franz Keller Schwarzer Adler Spätburgunder Selection S, så synes jeg også, at byggesjakket skulle have en tilsvarende oplevelse. Vinen fra i torsdag var en årgang 2008, men jeg havde her i stedet valgt at købe vinen i årgang 2006 … for nu også at se, om der er forskel … og det er der!
Vinhuset er etableret af Franz Keller, men i dag er det han søn Fritz Keller, som driver vingårdem i den lille by Vogtsburg-Oberbergen. Og det er efterhånden en større historie, idet vingården i dag er på 57 hektar. Lige så lidt som der sker i den lille søvnige by, lige så meget sker der på Schwarzer Adler. Ud over vinbruget og en flot butik med vinsalg berømmer Schwarzer Alder sig ved et meget smukt hotel med tilhørende restaurant, der har én Michelin stjerne samt en vinimportvirksomhed af franske topvine, der er helt enestående.
Jeg linker også lige til de øvrige vine, som jeg har smagt fra vingården, nemlig Selection S i årgang 2008 samt deres almindelige Spätburgunder Bassgeige.
I forhold til 2008 er denne vin måske lige knap så stor. Duften er mindre intens, men tilgæld fornemmer man klart at vinen har to år mere på bagen, og i glasset har den da også et lidt orange skær i kanten. Duftmæssigt er det fortsat klart sød kostald, lidt kirsebær og vanilje. Smagsmæssigt samme fornemmelse som 2008’eren, nemlig en stor del mineralitet, kirsebær og en flot klar eftersmag med blide tanniner. Igen en flot vin, men jeg savner den store næse, som 2008’eren har.
Købt hos Jysk Vin på bud til 199 kr., normalpris 329 kr.