Tag-arkiv: 5

Virkelig god. Så er vi godt over gennemsnittet. Det er supervine, som har skønhed, gode kvaliteter, få mangler og en dejlig oplevelse at drikke. Lidt udover det sædvanlige. Hos Parker er det vel omkring 90-93 point.

2013 Silvano Bolmida, Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2013 Silvano Bolmida, Barolo Bussia, Piemonte, ItalienNæste vin blev en 2013 Barolo Bussia fra Azienda Agricola Silvano Bolmida, som ligger et par kilometer nord for Monforte d’Alba, faktisk på adressen Località Bussia, altså lige ved den berømte Barolo mark, som druerne til denne vin kommer fra.

Azienda Agricola Silvano Bolmida er reelt grundlagt i 1999, da Silvano Bolmida overtog familieforetagendet … en lille vingård med 5 hektar beliggende i Bussia di Monforte d’Alba. Silvano var i 1987 blevet uddannet ønolog og havde efterfølgende arbejdet 12 år hos et af de kendte Barolo vinhuse inden han startede for sig selv.

Der laves alene rødvine hos Silvano … 6 forskellige på henholdsvis Dolcetto, Barbera og selvfølgelig Nebbiolo. Denne Barolo Bussia er husets topvin, hvor druerne kommer fra Silvanos 2 hektar parcel på Bussia marken, hvor vinstokkene er omkring 50 år gammel.

Vinen er lavet meget traditionelt med vild lang maceration … hele 4 uger, hvorefter vinen lagrer 1 år i barriques, efterfulgt af 2 år i store 500 liters tonneaux inden yderligere 14 måneder på flaske inden frigivelse. Jeg har tidligere smagt vinen … blot i en årgang 2006.

Næsen er lettere animalsk med lidt mødding, overmoden havregrød, et kornlager, risotto lavet på speltkerner, kirsebær, ribs og lyse blommer. Der er også lidt svampe, lakrids og tør jord.

Smagen er egentlig okay blød og cremet, men med lidt ler, lidt jern og nogle mineralske elementer. Der er fint med tanniner, men vinen skiller sig ikke så meget ud … drukner lidt i mængden og jeg lander på 90 point, svarende til 5 Thumbs Up.

En årgang 2009 kan købes hos Supervin til 300 kr., hvis du køber 6 flasker. Jacob havde købt denne til 285 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2013 Vietti, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2013 Vietti, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienVietti ligger i Castiglione Falletto i Langhe og er et historisk, anerkendt vinhus og denne Barolo Ravera fra Vietti var da også en af aftenen dyreste vine.

Vinhuset er oprindelig grundlagt i 1873, men det var først i 1919, at Mario Vietti startede med at flaske og sælge sine vine i det meste af Italien  og fik dermed skabt en god forretning. Det blev dog hans svigersøn Alfredo Currado – gift med Luciana Vietti – der i 1952 overtog driften og fortsatte med at producere kvalitetsvine, og samtidig den første til at vinificere enkeltmarksvine fra hans vinmarker Brunate, Rocche og Villero.

Det var nyt på daværende tidspunkt og Alfredo Currado gjorde således Vietti til et af tophusene i Piemonte. Han var samtidig et af de første vinhuse, som begyndte at eksportere vine til det amerikanske marked.

Alfredo blev også kaldt Arneis’ fader, da han i 1967 investerede en del tid og midler på at forstå og udvikle den næsten glemte druesort, som i dag trivles i bedste velkommende i specielt Roero området.

Det var også Alfredo Currado, som sammen med hustruen Luciana i 1970 startede med at få italienske kunstnere til at udsmykke nogle af etiketterne på deres vine … en praksis, som fortsat eksisterer.

Siden 1990 har det været Alfredo og Lucianas søn Luca Currado, som har stået for driften og produktionen. Han er uddannet ønolog og har efter sin uddannelse arbejdet i henholdsvis Bordeaux og USA, inden han overtog driften fra sin far. Han får dog hjælp fra sin svoger Mario Cordero, som står for markedsføring og salg.

Vietti har samlet 35 hektar vinmarker, hvorfra de laver ikke mindre end 17 forskellige vine.

I 2016 blev Vietti imidlertid solgt til Krause familien … de driver en kæde dagligvarebutikker i USA og elsker Barolo. De købte også året før et andet Barolo hus, nemlig Enrico Serafino. Det er dog aftalt, at både Luca Currado og Mario Cordero uændret skal fortsætte driften af Vietti.

Her smager vi altså husets Barolo Ravera, som er kommer fra Viettis 3 hektar store parcel, hvor vinstokkene i gennemsnit er 36 år gamle … dog med enkelte plantet helt tilbage i 1935.

Efter høst knuses druerne og gærer i rustfrie ståltanke i 4 uger med fuld skindkontakt. Efter de4 uger gennemgår vinen malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også lagrer 30 måneder.

I næsen byder Viettis Barolo Ravera på violer, roser, meget stringent og rank næse, som også giver ribs, mentol, kampfer, læder, trøfler, lidt chokolade og gær?

Smagsmæssigt viste Vietti en sindssyg tørhed og endnu vildere tanniner. Den er simpelthen bare mega-tør og syren er meget streng. Frugten smager mørkere end duften indikerede, men sammenlagt er det bestemt godkendt. En 5’er med pil op.

Forhandles bl.a. af Niche Vine, hvor en ældre årgang koster 1.150 kr., mens Jacob vist havde givet 1.270 kr. for denne 2013’er.

Vinanmeldelse 5/7

2013 G.D. Vajra, Barolo Ravera, Piemonte, Italien

2013 G.D. Vajra, Barolo Ravera, Piemonte, ItalienAzienda Agricola G.D. Vajra har vi også mødt flere gange her på Houlbergs Vinblog. Til Barolo terroir smagningen var det husets 2013 Barolo Ravera, som repræsenterede vinhuset fra Vergne i herlige Piemonte.

Druerne kommer selvfølgelig fra Ravera marken, den vigtigste mark i Nevello. Druerne sorteres ved håndkraft … faktisk hele 3 gange, nemlig ved høst, på sorteringsbordet og igen efter afstilkningen. Gæringen sker i specialdesignede gæringskar med daglig punch-down og 45 dages maceration. Derefter en malolaktisk gæring i rustfrie ståltanke, hvorefter vinen er lagret 31 måneder på store slavonske egefade.

I glasset har vinen ikke helt samme farve, som faktisk alle de foregående, for den er ikke sådan lys med småbrune nuancer, men langt mere lilla. Næsen har klart en animalsk side, sådan lidt armsved kombineret med duften fra et Panodil pilleglas, røde blommer, mørke kirsebær, blæk, grafit og tjære. Der er grønne urter, mynte, roser samt svagt læder.

Smagsmæssigt er frugten kirsebær, hindbær med et strejf af lidt enebær, frugtmæssigt til den lidt mørkere side af en Barolo, og det suppleres med lakrids, tjære og tobak. Der er en vis saftighed over vinen og den har stenet, mineralsk smag … nærmest med jord og ler, rustik og noget kraftig. Det er klart en 5’er med pil op.

Forhandles af H.J Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 560 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 E. Pira & Figli Chiara Boschis, Barolo Cannubi, Piemonte, Italien

2014 E. Pira & Figli Chiara Boschis, Barolo Cannubi, Piemonte, ItalienSidste vin i første sæt var en 2014 Barolo Cannubi fra den smukke og arbejdssomme Chiara Boschis, som driver det gamle vinhus E. Pira & Figli. Chiara i den vestlige del af Barolo by,

E. Pira & Figli er grundlagt af Pira familien, som producerede vin i gennem mange, mange generationer. Imidlertid medførte en lang række dødsfald i familien, senest med den tragiske død af Luigi Pira, at hans søstre stod tilbage med ejerskabet og de kunne ikke selv drive huset videre.

De solgte derfor vingården til nogle venner af famlien, nemlig Boschis familien, som var villige til at fortsætte driften i Luigi Piras ånd, altså virkelig traditionel produktion, hvor druerne trampes og vinen laves uden nogle tekniske hjælpemidler overhovedet.

Siden 1990 har det været Chiara Boschis, som har drevet E. Pira & Figli. Hun er egentlig uddannet indenfor økonomi, men havde inden overtagelsen fulgt hendes brødres arbejde på familiens store og klassiske Barolo hus Borgogno aka Giacomo Borgogno & Figli.

Chiara er således del af den gamle Borgogno familie og hun var i 1990 den første kvindelige ejer og vinmager i det ellers meget konservative Barolo. Faktisk har hun også en hovedrolle i filmen Barolo Boys om revolutionen i Barolo i 1990’erne.

Samlet har Chiara Boschis 6 hektar vinmarker, herunder 2,5 hektar ved Barolo, nemlig med 2 hektar på den berømte mark Cannubi og Cannubi San Lorenzo samt 0,5 hektar på marken Via Nuova.

De sidste knap 4 hektar ligger ved Cinterni i Monforte d’Alba. Det er således et ganske lille vinhus med en meget beskeden produktion på kun 12.000 flasker årligt.

Chiara har en klar idé om, hvad hun vil opnå med hendes vine, nemlig en sammensmeltning af den ekstraordinære kraft af Barolo med elegance og intens aromaer. Hun arbejder efter målet med streng grøn høst, nøje udvælgelse af druerne, nøjagtig vinifikation, forkortet maceration og lagring på barriques.

Hmmm, man kan vel – uden nødvendigvis at hænge labels på – sige, at Chiara i produktionen i dag læner sig mere op ad modernisterne end det ophav, som egentlig var det oprindelig grundlag i E. Pira & Figli.

Der laves 5 forskellige vine, nemlig en Dolcetto d’Alba, en Barbera d’Alba, en Langhe Nebbiolo og så to Baroloer, en Barolo Via Nuova og denne Barolo Cannubi.

Til vinen bruges kun druer fra hjertet af skråningen, blot 1 hektar. Ingen klaring, ingen filtrering, malolaktisk gæring i nye små egefadei samlet 2 år og derefter minimum 1 år på flaske. Det er en meget efterspurgt vin og salget er stærkt rationeret.

Næsen er en anelse floral med blomster, roser og sæbe, modne kirsebær, lyse blommer, tjære, træ, mandler, svag læder, men det dufter virkelig nice.

Smagsmæssigt er det virkelig blødt. Der er kirsebær, god struktur, en levende og moden syre, poleret tanniner. Det er sådan, at vinen giver helt vildt, men det smager virkelig godt, har mineralsk bid og en lys og pirrende nerve. Det er klart en 5’er med pil op.

Forhandles af Erik Sørensen Vin, hvor en flaske koster 700 kr.

Vinanmeldelse

2014 Poderi Aldo Conterno, Cicala Barolo Bussia, Piemonte, Italien

2014 Poderi Aldo Conterno, Cicala Barolo Bussia, Piemonte, ItalienBarolo terroir smagningen startede med en af de store kanoner … Poderi Aldo Conterno og deres Cicala Barolo Bussia i en årgang 2014.

Aldo Conterno er søn af Giacomo Conterno, hvis far Giuseppe grundlagde det legendariske vinhus i Monforte d’Alba i starten af 1900-tallet og i 1920 startede med at tappe de første Barolo. Da Aldo sammen med sin storbroder Giovanni Conterno i 1961 overtog driften af deres far, så var det Giovanni, der som ældste søn, stod i spidsen for vinhuset.

Aldo ville dog selv stå for produktion af egne vin, så i 1969 forlod han familiens vingård og grundlagde Poderi Aldo Conterno, bl.a. inspireret afAngelo Gajas, der som modernist  var startet med at lave revolutionerende nye Barolo vine med kortere gæring og lagring på barriques.

Aldo Conterno blev fra starten opfattet som meget moderne, mens vinene fra broderen Giacomo Conterno modsat blev opfattet som ekstremt traditionelle. Aldo Conterno var meget åbensindet og ville ikke lade sig begrænse af tidligere generationers traditioner.

Selvom Poderi Aldo Conterno var inspireret af modernisterne, så fastholde Aldo alligevel nogle af de gamle dyder og regnes ikke som en typisk modernist, for nogle af vine laves traditionelt og andre efter mere moderne metoder.

Imidlertid blev Poderi Aldo Conterno alligevel blevet en af en af de mest berømte producenter i området -selvom han måske ikke helt når broderen Giacomo Conterno. Men Aldos vine hører i dag til blandt de allerstørste vine fra Barolo.

Alle Barolo vinene hos Poderi Aldo Conterno kommer alle fra parceller på den berømte Bussia-mark i Monforte d’Alba. Aldo har gennem årene  nedsat udbyttet på markerne gradvist og vinene har nu endnu større koncentration og kompleksitet.

Vinhuset har samlet 25 hektar vinmarker, som alle dyrkes efter økologiske principper, uden at man dog ser det som en nødvendighed at blive certificeret.

Aldo Conterno døde i 2012, så vinhuset drives i dag af hans 3 sønner Franco, Stefano og Giacomo, som er fulgt i fodsporene efter deres far og viderefører familiens tradition. De laver omkring 80.000 flasker årligt.

Her smager vi Poderi Aldo Conternos 2014 Cicala Barolo Bussia, som selvfølgelig er lavet med druer fra marken Bussia Cicala, der er en af de marker, som ligger udenfor den centrale del af Bussia. De er i øvrigt den mark, som I kan se på billedet ovenover.

Vinstokkene på Vigna Cicala er omkring 40-45 år gamle og selve vinifikationen foregår på traditionel hvis, hvor macerationen typisk varer 30 dage. Efter gæringen ligger den på stål, hvorefter den overføres til botti, hvor den lagrer i 28-30 måneder.

Duften er moden lys frugt, vilde jordbær og i starten voldsomt indbydende. Så kommer der tørrede roser, sæbe, læder, kampfer, mynte, tigerbalsam, gazebind, syrlige og urtede grønne elementer, stikker faktisk lidt af i næsen, og med lidt luft kommer der afarter af blomsterne, måske endda lidt tyggegummi og tonsvis af eg … jeg er ikke ovenud begejstret for duften.

Smagen er klart fin og bedre end duften … det smager egentlig meget godt, klart med lidt en mørkere side og smagen er vildt blød og cremet.  Smagen er koncentrerede  friske kirsebær, moreller og grønne krydderier, salt og fin lang afslutning, men samlet set er det duften, som trækker ned.

Forhandles flere steder, bl.a. hos Domaine Brandis, hvor en flaske koster 1.200 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2016 Weingut Peter Kriechel, Spätburgunder B Trocken, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Peter Kriechel, Spätburgunder B Trocken, Ahr, TysklandDette er næsten samme vin som forrige … samme årgang og druerne kommer fra stort set samme marker, men nu blot med et B i betegnelsen. Kriechels Spätburgunder B Trocken er blot udelukkende lavet og lagret i 220 liters barriques og 1.300 liters egefade.

Vinen hører også til Peter Kriechels mellemgruppe af vine … altså Premium vinene. Fadene er alle enten nye eller brugt én gang tidligere og samlet har vinen lagret 12 måneder på fadene, som også er lavet af eg fra Ahr området.

Igen har vinen duftmæssigt en let og syrlig, svævende syre, lidt støvet og ikke så kraftigt aroma fra sødlig kostald. Der er syrlige kirsebær, næsten balsamisk i næsen og med aftryk fra egefadene, lidt kanel, vanilje og en stenet, mineralsk side.

Smagsmæssigt har vinen et gear mere end forrige … en fin stringent syre, meget direkte og frisk frugt, hindbær, ribs, lidt ristede noter, lethed, elegance og en rigtig lækker vin.

Importør er Carlsen Vin, men kan også købes hos Højbjerg Vine, hvor en flaske koster 239 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, Tyskland

2017 Weingut Jakob Schneider, Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken, Nahe, TysklandWeingut Jakob Schneider bor helt passende på adressen Winzerstraße i den lille vinby Niederhausen lige op til floden Nahe og en af dens mange sluser. Det er omkring 80 kilometer sydvest for Frankfurt i netop Nahe området. Vi smager her en Niederhäuser Felsensteyer Riesling Trocken fra Schneider på Winzerstraße.

Vingården er grundlagt tilbage i 1575 af familien Schneider, og har siden 1901 produceret og solgt vinene fra vingården i den lille by Niederhausen. I dag drives vingården fortsat af Schneider … nu i seneste generation i form af den unge Jakob Schneider Junior, hustruen Laura, faderen Jakob Senior, mutti Monika samt oma – bedstemor – Liesel.

Familien har samlet 18 hektar vinmarker, som ligger langs Nahe floden. Det er parceller på markerne Niederhäuser Hermannshöhle, Niederhäuser Klamm, Niederhäuser Rosenheck, Niederhäuser Felsensteyer samt Norheimer Dellchen.

Markerne på de stejle skråninger byder på et ganske unik terroir med mange forskellige typer sten. Således har Weingut Jakob Schneider ikke mindre end 52 forskellige typer sten på sine marker samt en kæmpe biodiversitet. Det er faderen Jakob Senior, som primært plejer markerne.

Der dyrkes primært Riesling på markerne … faktisk udgør Riesling 85% af den samlede produktion, men der er 10% med burgundiske druer Spät-, Weiß- og Grauburgunder, mens de resterende 5% er mange andre sorter, herunder Dornfelder. Den samlede produktion på Weingut Jakob Schneider ligger på 120-150.000 flasker vin årligt.

De seneste år er der sket stor udvikling på vingården, hvilket især kan tilskrives den unge Jakob Schneider, som efter sine studier på Geisenheim i Rheingau samt et par ophold hos både Schloss Vollrad i Rheingau og hos fantastisk dygtige Emmerich Knoll i Wachau, har bragt nye idéer i produktionen.

Jakob Schneider også kåret som Aufsteiger des Jahres af det tyske Gault Millot i 2017.

Her smager vi Jakobs Niederhäuser Felsensteyer Riesling, som selvfølgelig er lavet med druer fra Niederhäuser Felsensteyer, der ligger lige mellem Niederhaus og Norheim. Det er en mark med et højt indhold af den specielle Tholeyer skifer, som – udover mineralitet – giver en varmestråling til Riesling druerne.

Vinen hører til Schneiders Trockene Lagenweine … niveauet lige under hans Premiumweine og vinen er vinificeres i store, gamle egefade, im großen Holzfass, men ellers anvender Jakob også ståltanke i produktionen af nogle af de andre vine.

Duftmæssigt en pivskarp næse med masser af citron og grønne æbler, suppleret med svag petroleum, men ellers kølig, stenet og mineralsk. Der er måske lidt svagt lidt eksotisk frugt og der fornemmes midt i det stringente også lidt varme og krop.

I munden er det umodne grønne æbler, masser af citronsyre, lemon og endda også en anelse grape. Der er salt, sten, mineraler og vinen står spændstig, syrerig og knivskarp. Det er citronpressende surt på den fede måde, ung og meget frisk.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 185 kr., mens prisen er 165 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Viña Errazuriz, La Cumbre, Aconcagua, Chile

2016 Viña Errazuriz, La Cumbre, Aconcagua, ChileVi fortsatte med en ren Syrah vin, nemlig Viña Errazuriz’ La Cumbre, hvor druerne primært kommer fra Max Vineyard marken længere inde i landet, mens en del dog også kommer fra samme område som forrige, altså det køligere Aconcagua Costa.

La Cumbre er en vin, som jeg oprindelig var meget begejstret for og lidt af en powerbasse. Jeg er i dag til mere elegante og slankere vine, men dette er fortsat et godt glas vin og de fleste vil bare knuselske La Cumbre.

La Cumbre er lavet første gang i 2001 og sidst jeg smagte vinen, var i en årgang 2010. Denne seneste årgang 2016 – som var et koldt år i Aconcagua – er lavet på 100% Syrah og er 100% afstilket, hvorefter druerne sorteres 2 gange inden de knuses og gærer ved 26-28 grader et sted mellem 6-28 dage i ståltanke.

Derefter lagrer vinen i franske barriques, heraf 68% nye fade og så lagrer den yderligere på flaske et års tid. La Cumbre har 2,49 gram restsukker pr. liter.

Duften starter med lidt mælkede noter, mejeri, modenhed og masser af kraft. Det er gæret sort frugt, solbær, blåbær og klart federe end forrige Syrah, mere marmelade feel og derudover godt med vanilje, kanel samt lidt rosmarin.

Smagsmæssigt er det en fed og flot balanceret vin med langt mere sødme end forrige, og måske også lige en kende for meget for mig, selvom det aldrig bliver helt voldsomt. Det er derudover simpelthen bare ultrablødt med fed mørk frugt, solbær, meget frugtrig … i det hele taget en meget rig vin og har også lidt kanel samt peber i smagen. Tanninerne er fine, alt er fløjl og velbehag i en stor mundfuld.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 595 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2014 Terra d’Uro, Uro, Toro, Spanien

2014 Terra d'Uro, Uro, Toro, SpanienDO Toro appellationen er en del af vinområdet Castilla y León, og i det varme Bardales område tæt på Valladolid finder vi Terra d’Uro … et projekt mellem de 3 vinmagere Oscar Garrote, Cristiano Van Zeller og Pipa Ortega. Fra dette projekt smager vi topvinen, som de blot har kaldt Uro.

I Toro kan man finde mange vinmarker, hvor druestokkene er præ-phylloxera, dvs. de har overlevet den store vinpest i Europa og derfor er oldgamle, vel typisk omkring 120 år.

Det er også en af grundstenene i projektet Terra d’Uro, hvor de 3 venner har 3 marker, Finca La Rana, som har 25-årige unge stokke, Finca El Romeral med vinstokke mere end 144 år gamle og endelig Finca La Coscojosa med stokke over 90 år. Det er i øvrigt fra sidstnævnte vinmark, at druerne til denne Uro kommer.

Det er Javier “Pipa” Ortega og Cristiano Van Zeller som er de drivende kræfter i vinhuset. Javier er den lokale vinbonde, mens Cristiano Van Zeller er fra Portugal, hvor han i mange år har ledet Quinta do Noval og er en af de såkaldte Douro Boys.

Han har skabt mange projekter bl.a. Quinta Vale Dona Maria, Quinta Vale de Mina samt Van Zeller & Co … og nu altså også Terra d’Uro i Toro i Spanien.

Denne Uro er lavet på 100% Tinta de Toro fra marken Finca La Coscojosa. Tinta de Toro er den lokale klon af Tempranillo, og vinen er lavet med maceration og gæring i franske egefade. Efter endt fermentering er vinen lagret 20 måneder i franske 500 liters egefade.

Næsen byder på en fed, mørk vin … chokolade, kakao, lakrids samt mørk gæret og sød frugt, solbær, sorte kirsebær, modne blommer, balsamiske noter, masser af vanilje, sødme og søde krydderier, men også en vis syrlig frugtrigdom, som lige nøjagtigt sikrer, at det ikke bliver for marmeladeagtigt.

I munden er det også en kraftkarl, mørk frugt, kakao og sødme, men der er virkelig unge og tørre tanniner og en fin friskhed, som igen sikrer pæn elegance i vinen. Det bliver ikke trættende, men den friske og syrlige slagside klæder vinen.

Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 285 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2017 Weingut Hanewald-Schwerdt, Spätburgunder, Pfalz, TysklandTilbage i marts smagte jeg Weingut Hanewald-Schwerdts Spätburgunder i en årgang 2016 og nu har jeg den igen i glasset … blot i en nyere årgang 2017 og helt passende på en fredag, som jo altid er Spätburgunder dag i det houlbergske hjem.

Og den er såmænd samtidig 3. vin i træk – eller streg – her på Houlbergs Vinblog fra de to fætre Thomas Hanewald og Stephan Schwerdt.

Det er en almindelig Gutswein … altså en basisvin, hvor druerne kommer fra marker omkring både Leistadt og Bad Dürkheim. Vinstokkene er mellem 20-25 år gamle i står i kalkrig jord.

Vinen er vinificeret i åbne kar med maceration og gæring. Derefter er vinen lagret en periode i Holzfass und kleinen Eichenholzfässern, altså både store og små egetræsfade, og omkring 20% af de anvendte barriques er nye.

I glasset er det – som med 2016’eren – en dejlig lys, transparent og teglfarvet Spätburgunder væske. I starten er vinen lidt lukket, så give den endelig tid i glasset. Der er masser af nelliker, kirsebær, tranebær, ribs og måske endda også nogle mørkere bær. Der er grønne urter og grønne blade, mentol, jern og ny eg.

Smagen er let, grøn og lidt urtet, men med en ren frugt. Den er i starten en smule rustik i udtrykket, men tør langsomt op på samme vis, som en sippet ung dame og siger pludselig ja. Der er kirsebær og ribs, jern, krydrede elementer, en svag bolsjesødme og kanel. Giv den godt med luft … så kravler vi som sidst lige op på 5 erotiske fredagsfingre.

Sælges på Vivino, hvor en flaske koster 89 kr.

Vinanmeldelse 5/7