Sidste Spätburgunder fra kælderen på Nimb … i hvert fald af dem, som jeg smagte. Jeg gjorde ellers et bravt forsøg, men kom ikke igennem alle 40 Spätburgundere, men denne fra Weingut Weinreich var heldigvis én af dem. Og det er sgu gode sager.
Weingut Weinreich holder til i byen Bechtheim i området Wonnegau i Rheinhessen … og hvilket fantastisk navn for en vingård … Weinreich … kan vel oversættes til vinrige eller vinimperium.
Vinhuset har i generationer været ejet af Weinreich familien og drives i dag af far og søn, nemlig Jan og Marc Weinreich … men det er dog sønnen Marc som i praksis siden 2009 har stået for hele driften.
Siden 2009 har vingården været økologisk og siden 2012 også biodynamisk.
Weingut Weinreich har i alt 16 hektar vinmarker, og blandt de bedste marker er Bechtheimer Geyersberg, Bechtheimer Hasensprung og Bechtheimer Rosengarten. Her dyrker de Riesling, Silvaner, Weiß- og Grauburgunder, Chardonnay, Spätburgunder samt Schwarzriesling. Der produceres årligt omkring 120.000 flasker vin.
Helt traditionelt er vinene opdelt i tre kvalitetsniveauer, nemlig Gutswein, Ortswein og Lagenwein. Derudover laver familien dog også lidt Schaumwein, nemlig en Riesling Brut og en Pinot Brut.
Udover vinproduktionen driver familien også Gästehaus Weinreich … et lille B&B Hotel med 6 værelser.
Denne Spätburgunder er én af husets Gutsweine. Vinen er lavet af druerne fra vinstokke, som er 25 år gamle, og vinen har lagret på henholdsvis store, gamle egetræsfade og barriques i 9 måneder. Der laves årligt 3.000 flasker af denne vin.
Duftmæssigt er vinen rustik … måske ikke med sød kostald, men derimod med lidt røg, eg, blomster, jord og kalk. Smagen er superblød, let og meget feminin. Vinen er blid, behagelig med fin syre/sødme balance og meget let i udtrykket. Virkelig en dejlig vin .. specielt ud fra, at der alene er tale om en Gutswein til billige penge.
Pris på vingården er 9,50€ … eller omkring 71 kr.
Rating 5/7