Gert havde denne lille Spätburgunder fra Weingut Wittmann med til vores lille eftermiddagsseance med ost og vin. Det er en vin, som jeg tidligere har smagt – blot i årgang 2013 – og som netop havde fået lovord med i en af de danske aviser.
Weingut Wittmann ligger i byen Westhofen bei Worms i Rheinhessen og er grundlagt helt tilbage i 1663. Det har været drevet af Wittmann familien i alle årene, men i dag er det Philipp Wittmann, som står for driften. Han overtog driften fra faderen Günther Wittmann.
Og Philipp har tilført yderligere innovation til vinhuset. Philipp blev bl.a. i 2014 kåret som Winzer des Jahres 2014 af Gault Millau vinguiden i Tyskland.
Familien ejer godt 25 hektarer vinmarker, herunder flere berømte enkeltmarker eller Einzellage, som det hedder i Tyskland, nemlig de fire Grosse Lage marker Aulerde, Kirchspiel, Brunnenhäuchen og Morstein.
Der produceres omkring 150.000 flasker om året på vingården. Halvdelen er Riesling og resten forskellige sorter som Sylvaner, Chardonnay samt flere Burgunder sorter … herunder selvfølgelig Spätburgunder.
Driften af vingården har været økologisk siden 1990 og biodynamisk siden 2004. Vingården blev udnævnt som årets bedste hvidvinsproducent 2005 i Tyskland.
Vingården er topmoderne med nybygget vinhus i keltisk stil og derudover ejer familien en underjordiske kælder, som de selv kalder vingårdens hjerte. Den kan I se på billedet ovenover. Her gærer den forsigtigt pressede druemost med sin naturlige gær i store træfade.
Vinene laves meget traditionelt i flere serier, Gutsweine, Ortsweine, Wittmann Reserve samt Grosse Gewächse. Derudover findes der også en serie, som hedder 100 Hügel samt lidt Edelsüsse vine.
Denne Spätburgunder er husets almindelig, altså en Gutswein. Der er ikke så mange oplysninger om vinen, men den har lagret på eg … omkring 16 måneder på 2-3 år gamle 250 liters egefade.
Den er ikke så lys, som vi normalt elsker at se en tysk Spätburgunder, men klart mørkere i farven. Det går igen i duften, hvor frugten oss’ er lidt mørkere. Det er kirsebær, grønne elementer, mælkesyrer, grafit, røg, urter, jern og peber, men den søde og animalske side, som 2013’eren havde, har denne årgang 2015 på ingen måde. Den er ganske maskulin i udtrykket.
Det smager heller ikke let og luftigt, men har i stedet en lidt streng syre og er sådan set også lidt rustik på en maskulin facon. Der er dog alligevel en vis imødekommende blødhed underneden sammen med en vis friskhed i frugten. Der er lidt peber, frisk mellemrød frugt og trods alt en vis saftighed.
Forhandles af Theis Vine, hvor denne koster 149 kr.