Tag-arkiv: 6

Fremragende. Det er skønne og fremragende vine med ekstraordinær kompleksitet og karakter. Kort sagt fantastiske, imponerende vine, og i Parker universet vel et sted mellem 94-97 point.

2017 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2017 Château Brane-Cantenac, Margaux 2. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg sprang så bare ubekymret videre til endnu en årgang den fine  Château Brane-Cantenac Margaux 2. Grand Cru Classé og det var så et glas af vinen i årgang 2017.

Den er lavet på et blend af 74% Cabernet Sauvignon, 21% Merlot, 4% Cabernet Franc og 1% Petit Verdot fra 35 år gamle vinstokke.

Gæring og maceration er sket i egefade og efter fermenteringen er vinen så lagret 18 måneder på barriques, heraf 70% nye fade.

Den minder duftmæssigt meget om 2015’eren … igen med et fadpræg, der næsten ikke fornemmes og en stor, cremet og blød duft, der dog ikke er helt så rund. Igen er det solbær, hindbær og jordbær, frisk, kompleks, rank og stolt. Der kommer dog lidt runde noter med røg, toast, nødder, tobak og atter bare så elegant.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor alt er zen … bare med lidt støre tørhed end i 2015’eren. I munden er der igen denne fine, runde samt bløde frugt, svag vanilje og chokolade … suppleret af friskhed, lidt knuste sten og præcis mineralitet. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 795 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 569,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Château Canon la Gaffelière, Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Canon la Gaffelière, Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg smagte også den fine Saint-Émilion Premier Grand Cru Classé fra Château Canon la Gaffelière i årgang 2018 … der var næsten lige så imponerende som 2016’eren.

I årgang 2018 er vinen så lavet på 50% Merlot, 35% Cabernet Franc og endelig 15% Cabernet Sauvignon, der er høstet med et udbytte på 35 hektoliter pr. hektar.

Vinen er lavet i egekar med gæring og maceration over 35 dage med en pneumatisk pigeage. Efter endt fermentering er vinen så lagret i 16 måneder på barriques, hvoraf 50% er nye fade. Derefter er vinen flasket uden filtrering.

Igen er det en let og luftig vin … er i forhold til 2016’eren mere langlig, virker yngre og mere stram i frugten og samlet dermed også en tand mere kantet. Men … vi er fortsat i det øvre luftlag, for vinen har samme friske og lyse side, hvor frugten mest er friske kirsebær, hindbær og brombær. Derudover er der de fine, dekadente noter af gammelt ædeltræ, teak, mahogni og atter fadpræg med lakrids, en smule vanilje og karamel samt en stringent mineralitet.

Igen smager det bare elegant … smager måske en smule mere parfumeret end 2016’eren, men igen har vinen dette lette tråd, der er så fint, lyst, let og silkeagtigt. Selv tanninerne er fine og elegante, så alt spiller i denne vin med feminin overbevisning. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 1.195 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 790 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2015 Château Giscours, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Giscourt, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig3. Cru slottet Château Giscours var repræsenteret af Laure Bastard, som også senere på aftenen sad ved samme bord som mig. Men om eftermiddagen smagte jeg Margaux 3. Grand Cru Classé i hele 3 årgange startende med denne årgang 2015.

Château Giscours er en af de store Margaux producenter og er beliggende i den sydlige del af Margaux lige op ad Route de Medoc, hvor man ejer omkring 165 hektar jord, hvoraf 102 hektar vinmarker. Slottet er som skrevet ét af de 14 vinslotte under 3. Cru Classé klassifikationen fra 1855.

Château Giscours  har haft vinmarker helt tilbage til i hvert fald 1552, hvor Seigneur de la Bastide solgte det til Pierre de l’Homme, men dets daværende storhedstid begyndte, da bankmanden Comte de Pescatore købte det i 1845 og derefter ansatte Pierre Skawinski til at lede arbejdet. Han skulle vise sig, at være én af de bedste til at lave Médoc vine i 1800-tallet og han opfandt bl.a. også en plov, der i dag har hans navn.

Det var også under Jean-Pierre Pescatores ejerskab, at slottet blev 1 af de 14 vinslotte under 3. Cru Classé klassifikationen. Men senere skiftede slottet ejere, hvor det bl.a. blev overtaget af Edouard Cruse og senere efter de to verdenskrige var slottet i virkelig dårlig stand, hvor kun omkring 10% af stokkene som gav benævnelsesværdig frugt.

Det ændrede sig i 1952, hvor Nicholas Tari købte ejendommen og investerede både tid og store summer, men siden 1995 har slottet været ejet af forretningsmanden Eric Albada Jelgersma, men er i dag drevet af hans børn Dennis, Derk og Valérie.

Siden Eric Albada Jelgersmas overtagelse i 1995 er vinslottet gået en ny og kvalitetsorienteret æra i møde. Slottet har høstet tårnhøje ratings fra de store internationale vinanmeldere, og i dag befinder slottet sig blandt de mest eftertragtede i hele Margaux.

Vi smager først husets primære vin i årgang 2015, hvor den er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot og 5% Petit Verdot. Alle druerne er sorteret … både via optisk og manuel sortering, hvorefter gæring og maceration er sket ved 28 grader over 35 dage i beton- og ståltanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 17 måneder på barriques, heraf 50% nye fade.

Det er umiddelbart en rank duft … med en lidt bitterhed i frugten, der mest er sorte kirsebær, tranebær, hindbær, har en tør friskhed, noget tobak, laurbærblade, sort te og nogle krydrede noter, men virker utroligt balanceret og intens på en lys og fin måde.

Hvor smager den også godt … smelter nærmest på tungen og omgående bemærker man den næsten perfekte doserig af alle elementerne. Smagen er fast, tæt og frugtrig, der er modne sorte blommer, solbær og tætte koncentrerede tanniner. Der er lidt toast og ristede noter, har lidt krop, frodighed og fylde … poleret og imponerende. 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske i magnumstørrelse koster 1.895 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 1.495 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2019 Château Pape Clément, Pessac-Léognan Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château Pape Clément, Pessac-Léognan Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigJeg havde fået smag for mer’ Pessac-Léognan Grand Cru Classé fra Bernard Magrez’ vinslot Chateau Pape Clement, så derfor fik jeg også et glas af 2019’eren.

Blendet her i 2019 er en smule anderledes, for den er lavet på 50% Cabernet Sauvignon samt 50% Merlot,

Vinifikationen er også her sket i store egekar og vinen har også fået malolaktisk gæring, men er så lagret 18 måneder, hvor de 93% er på barriques, hvoraf 66% er nye fade, og så har de sidste 7% så lagret på store foudres.

Det dufter sgu meget som 2016’eren … altså lidt fedladen, tyk og kraftig Bordeaux vin, der er kuldsort som tjære og samtidig en smule vild med intens finsk og tør engelsk lakrids. Igen er der også mejeri og tørret kød, men på en eller anden måde er fadpræget også en tak kraftigere her … masser af vanilje, kanel og chokolade.

Smagen er af samme skuffe … fed, opulent og småtyk med deller på sidebenene, har denne tætte og kompakte struktur med solbær- og kirsebærmarmelade, godt med vanilje, fine og tykke tanniner … hvor smager det dog lækkert, så 96 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 995 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 795 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Château d’Issan, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, Frankrig

2019 Château d’Issan, Margaux 3. Grand Cru Classé, Bordeaux, FrankrigSelvfølgelig skulle jeg da også smage en flot Margaux 3. Grand Cru Classé fra Château d’Issan i årgang 2019 og som de forrige vine lavet af Emmanuel Cruse.

Château d’Issan stammer tilbage fra det 12. århundrede, hvor det først hed La Mothe-Cantenac inden det skiftede navn til le manoir Théobon, da en kvindelig arving giftede sig med en greve eller herremand med dette navn.

Siden skiftede slottet ejere et utal af gange og i løbet af de næste 300 år var det ejet af familier som Noailhan, Meyrac, Ségur, Salignac, de la Vergne, Escodeca de Boisse og mange flere.

Fra 1575 var slottet igennem 5 generationer ejet af Essenault familien, som endte med at ændre slottets navn. De trak så deres familienavn Essenault sammen i en forkortelse, så blev det til Issan og derfor har slottet siden heddet Château d’Issan.

Siden 1945 har det været ejet af familien Cruse. Det er en familie af vinhandlere, som ejer flere slotte i Bordeaux, bl.a. Château Laujac, Château Corbin og de har også gennem tiden ejet vinslotte som fx Château la Dame Blanche, Château Haut-Bages-Libéral, Château Giscours og Château Rauzan-Ségla.

Cruse familien har også ejet Château Pontet-Canet, men måtte sælge det i 1973 efter en stor skandale, hvor det blev opdaget, at slottet havde forfalsket masser af vine, hvor billig bordvin var solgt som dyre Bordeaux vine.

Nå, men så ejer Cruse familien altså også Château d’Issan og siden 1998 har det været Emmanuel Cruse, der har stået for driften, dog har Cruse ansat Eric Pellon som daglig leder af slottet.

Emmanuel Cruse er en dominerende skikkelse i Bordeaux og har bl.a. æreshverv som Grand Maître de Commanderie du Bontemps de Médoc, Graves, Sauternes et Barsac samt præsident for Grand Conseil du Vin de Bordeaux samt international præsident for Grand Maître de Commanderie de Bordeaux.

I 2012 blev halvdelen af slottet dog købt af Françoise og Jacky Lorenzetti … men det har jeg jo lige skrevet om i anmeldelsen af de to vine fra Château Pédesclaux.

Château d’Issan har samlet 59 hektar vinmaker, hvor 44 hektar ligger i Margaux, 5 hektar i Haut-Médoc zonen og 10 hektar under almindelig Bordeaux Supérieur. De bedste marker ligger nabo til 1. Cru slottet Château Margaux samt et andet 3. Cru slot Château Palmer.

På markerne dyrkes der 62% Cabernet Sauvignon og 38% Merlot og den årlige produktion ligger på 6.000 kasser af denne førstevin. Der laves dog også en andenvin på slottet, nemlig Blason d’Issan.

I denne nyere årgang 2019 er denne Margaux 3. Grand Cru Classé lavet på et blend af 70% Cabernet Sauvignon samt 30% Merlot og hver parcel er vinificeret separat i temperaturkontrollerede rustfri ståltanke. Efter endt gæring er vinen så lagret 14 måneder på barriques, hvoraf halvdelen er nye fade.

Duftmæssigt fornemmer man, at det er ung Château d’Issan, hvor man finder stor kraft, stor tæthed, imponerende vild friskhed og en frugt med solbær, brombær, hæfteplaster, timian, salvie, mynte, lidt blomster, blyant, cedertræ og læder. Har en meget klar og rank syre, men alt er fin tilpasset og lige præcis på togskinner med alt kørende i den rigtige retning.

Selvom det er en ung Bordeaux, så virker den allerede klar nu … smelter vitterlig i munden med stor blød, fed og lækker cremethed, imponerende vedholdende i smagen … tanninerne er også fine, tørre og samtidig elegante. Der er noget storslået og dekadent over denne vin, som smager fantastisk. 95 point.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 649,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 548 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2018 Château Nénin, Pomerol, Bordeaux, Frankrig

2018 Château Nénin, Pomerol, Bordeaux, FrankrigJeg smagte også Pomerol førstevinen Château Nénin i endnu en årgang, nemlig årgang 2018 og som med Saint-Julien 2. Grand Cru Classé fra Château Léoville Las Cases var den nyere årgang lige en tak bedre.

Her i 2018 er vinen lavet på 63% Merlot og 37% Cabernet Franc, men ellers fuldstændig som 2014’eren, altså lavet helt traditionelt, men er efter endt fermentering lagret 18 måneder med 95% i barriques – heraf 30% nye fade – samt 5% i store amforaer af ler.

WAUW for en næse og her er det sgu som om, at alt er doseret så fint, let og balanceret. Det giver en nærmest svævende lethed, som jeg finder vildt elegant, sart og feminint. Der er også både blomster, violer, brombær og lyse blommer, sandeltræ, cedertræ, vanilje, kanel samt mælkechokolade … alt sammen næsten overjordisk, lys og absolut forførende.

Det er smagsmæssigt så rundt, blødt, fint, sart og elegant … igen nærmest svævende i strukturen med silkefine tanniner og atter er doseringen af de forskellige elementer lige i skabet. Jeg blev lidt blown away af denne vin, som leverer fra første sekund, så klart 96 point fra Houlberg og 6 tomler med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en  flaske koster 799 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 589,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, Portugal

2004 Niepoort, Colheita Port, Douro, PortugalFerien i sommerhuset stod også på et godt glas portvin. Det blev til et glas 2004 Colheita Port fra det store og kendte portvinshus Niepoort.

Vinhuset Niepoort er grundlagt i 1842 af Franciscus Marius van der Niepoort. Han var selv født i Hilversum i Holland, men kom til Portugal som sælger indenfor portvin og startede derefter en negociantforretning.

I dag er det 5. generation af familiens Niepoort, som viderefører det gamle vin- og portvinhus, som siden etableringen er for over 150 år siden er vokset godt, hvor den 5. generation nu er Eduard Dirk Niepoort og søsteren Verena Niepoort.

Det er specielt Dirk Niepoort, som står for driften, mens Verena er samlet direktør for foretagendet. Dirk er en karismatisk vinmager, der har sine egne idéer og standpunkter og hans vigtigste filosofi er, at vine skal have friskhed for at være interessante.

Han er absolut ikke begejstret for kun at skulle producere på de sædvanlige kendte druer, altså Touriga Nacional, Touriga Francesca, Tinta Roriz, Tinta Barroca og Tinta Cão. Tværtimod mener han, at de flere hundrede sorter i regionen er med til at gøre vinene unikke og fyldt med terroir.

Det er Dirk som er skyld i, at Niepoort ikke længere alene producerer portvin, men er meget innovative med produktion af almindelige vine fra flere steder i Portugal. Han er også med i flere projekter rundt om i Europa … og derfor er vi også her på Houlbergs Vinblog stødt på Dirk i fx vinhusene Muhr-Niepoort i Østrig samt Niepoort & Kettern i Mosel.

Men her er det altså en ægte Colheita portvin, som er lavet på et mix af Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinto Cão, Tinta Francisca, Tinta Amarela, Sousão, Tinta Roriz og lidt flere, som alle kommer fra nogle lavtydende vinmarker i Cima Corgo regionen i Douro dalen.

Druerne er efter høsten trampet i lagares i huset kælder på Vale de Mendiz ejendommen med efterfølgende gæring. Så er vinen lagret på 550 liter pipa-tønder på Vila Nova de Gaia.

Hos Niepoort skal vinen helst lagre minimum 7 år, men denne har lagret i næsten 14 år, da denne 2004 på grund af dens fremragende kvalitet først er tappet i marts 2018.

Sikke en flot farve, som vinen har i glasset … en rødligt, nøddebrunt skær, men op af glasset strømmer der også en aroma af både ristede, kandiserede og syltede nødder, masser af nektarsødme samt frugt med blommer, rosiner, figenpålæg, tørrede abrikoser samt en smule vanilje, brun sukker aka brun farin, chokolade og virkelig så fed, betagende og vanedannende.

Det smager sgu også på samme måde … blot med lidt varm alkohol tilsat. Den giver sammen med de mange modne noter, nødderne og den brune sukker virkelig velvære i kroppen. Den løber som en sød væske olieret, cremet og fyldig igennem din krop og giver netop en voksenvelvære. Det er kandiserede bær, nødder og stor intensitet stoppet ned i et glas … næsten en dessert i sig selv. 95 point.

Forhandles af Skjold Burne, hvor en flaske koster 430 kr.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, Tyskland

2019 Weingut Egert, Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling RGG, Rheingau, TysklandVi sluttede på det tårnhøje niveau med endnu en RGG vin fra Weingut Egert og det blev  Hattenheimer Wisselbrunnen Riesling Rheingau Großes Gewächs 2019.

Vinmarken har vi tidligere berørt og vinifikationen er også fuldstændig den samme, som de foregående vine, så lad os blot springe videre til mine smagsnoter.

Dette dufter også fabelagtig godt … voldsom koncentreret, men måske en tak mere mineralsk end Nikolaus. Her er petroleumduften også langt tydligere, selvom modenhed og elegancen i frugten bare ligger flere lag på oplevelsen. Det dufter formidabelt med linolie, en smule bivoks, lidt grønne blade og æbler, pærer, fersken, nødder og virker samtidig lidt olieret.

Det gælder også smagsmæssigt, hvor vinen føles olieret, cremet, blød og koncentreret med en let lemon bitterhed, modne æbler, en smule abrikos, pærer samt en voldsom, dyb koncentration, hvorved vinen bare hænger i kæften i lang, lang, lang tid efter seneste slurk. Den er klart anderledes end Nikolaus, men har samme høje niveau, så elegant, blødt og cremet med en moden friskhed. Jeg elsker sgu bare denne vin. 96 point.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2018 Weingut Egert, Mittelheimer St. Nikolaus Riesling RGG, Rheingau, Tyskland

2018 Weingut Egert, Mittelheimer St. Nikolaus Riesling RGG, Rheingau, TysklandMed de sidste 2 Riesling vine fra Weingut Egert kravlede vi op på øverste hylde. Den fine hylde hedder Großes Gewächs og vi smagte først Mittelheimer St. Nikolaus Riesling Rheingau Großes Gewächs 2018.

Mittelheimer St. Nikolaus er  Rheingauer Großes Gewächs vinmark, der ligger på en lille sydskråning kun 150 meter fra ​​Rhinen. Den har sit navn efter en gammel sandstensstatue af hlegenen St. Nicholas, som står på toppen af ​​vinmarken, som også tidligere var ejet af kirken.

RRG står – som anført – for Rheingau Großes Gewächs og er en nyere klassifikation, som man har indført fra 2018 årgangen, men alene i Rheingau regionen og alene gældende for tør Riesling eller Spätburgunder fra klassificerede vinmarker. RGG erstatter Erste Gewächs betegnelsen, men vinen skal bestå en smagsprøve fra bedømmelsesnævnet for at få RGG titlen.

Mittelheimer St. Nikolaus Riesling RGG er imidlertid lavet på helt samme facon som sine mindre søskende, altså lavet alene med den fritløbne most efter sortering af druerne og presning. Vinen er kun lavet på rustfrie ståltanke, hvor den også er lagret en ukendt periode frem til aftapning på flaske og frigivelse.

Så løftede vi da lige låget og slap trolden fri … gik en kvantespring op i niveau, for dette dufter – mine damer og herrer – vildt godt. Det er så kompleks. Der er nødder, stearinlys, vanilje, linolie, harpiks, lidt olievædet tvist, honning, fersken, abrikos, nektariner og overmodne æbler. Syren virker nu også voksen og følsom, mens balancen nu er så smukt kontrolleret.

Hvor smager det også godt … så blødt, cremet, dyb og elegant. Man har fortsat god syre, men som i duften er den moden og voksen, men holder sig på dydens smalle sti. Man fornemmer fortsat citroner, lidt æbler og lemon, men igen bare afdæmpet, kontrolleret og super, super elegant. Til prisen er det lidt et røverkøb. 95 point.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 259 kr., mens prisen er 220 kr. ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2019 Charlotte & Cyril, Lou, Jura, Frankrig

2019 Charlotte & Cyril Delval, Lou, Jura, FrankrigNæste vin var fra sortimentet hos Extra Brut Vinimport og det er vinen Lou, der kommer fra et ganske lille vinhus, som er kaldt Charlotte & Cyril.

Bag navnet finder vi det unge belgiske par Charlotte Delval og Cyril Falmagne, der holder til i en ældre bygning i Poligny, men selv ejer knap en halv hektar vinmarker ved Port Lesney i Jura, men ellers også køber de også druer fra nogle venner.

De startede med at lave vin i 2019,  men inden da havde Charlotte arbejdet for Catherine Hannoun på Domaine de la Loue lidt nord for Arbois i Jura. Men nu laver hun så vin sammen med sin elskede Cyril og det er i ganske små mængder, for vinene er primært lavet i store glasballoner eller de såkaldte Demi Johns.

De laver vinene med søde små navne og kunstneriske etiketter og det gælder også denne Lou, som er opkaldt efter deres datter Lou, men lavet på Trousseau tilsat en smule Chardonnay … fra marker dyrket økologisk.

Vinen er også lavet i store Demi Johns og efter endt gæring er vinen også er lagret 6 måneder på henholdsvis glasballonerne og nogle ret gamle egefade. Der er kun lavet beskedne 500 flasker af vinen og Extra Brut Vinimport har vistnok kun fået 30 flasker til landet.

Duftmæssigt … for satan da, det er sgu vildskab på flaske med sved, tørv, en gammel sportstaske, kælder samt en lidt bøffet frugt med en omgang sorte kirsebær, jern og vægtstænger, måske endda en smule indkogt i frugten og lidt bluecheese samt Castello-ost.

I munden er det en let vin, men har en meget koncentreret frugt, jordbær, kirsebær, intens, pågående med en storskrydende samt flamboyant frugtkødsaft. Det er en vin, der skubber til grænserne, har både lethed og og kraft … det er som om, at alle Chardonnay druerne løfter og giver en rund kant. Det er sgu pågående, vild, elskerlig og lækker vin.

Forhandles af Extra Brut Vinimport , hvor en flaske koster 360 kr.

Vinanmeldelse 6/7