Tag-arkiv: Pfalz

2015 Weingut Georg Mosbacher, Riesling Trocken, Pfalz, Tyskland

Lidt tysk Riesling … en tør en af slagsen fra Weingut Georg Mosbacher, som holder til i byen Forst lige syd for Bad Dürkheim i Pfalz.

Vinhuset er grundlagt tilbage i 1920 af Richard Mosbacher, selvom familien egentlig har været vinavlere i flere hundrede år. Richard grundlagde vinhuset sammen med sin søster og kaldt det Weingut Georg Mosbacher efter deres far. Det snørklede M, som ses på etiketten på vinen stammer helt tilbage fra etableringen.

Richards søn – som også hed Richard Mosbacher – overtog driften efter faderen og blev bl.a. også udnævnt til borgmester i Forst af amerikanerne efter 2. verdenskrig … formentlig pga. hans modstand mod nazisterne.

Siden 1992 har det imidlertid været næste generation i form af datteren Sabine Mosbacher-Düringer, som har drevet vingården sammen med hendes mand Jürgen. Sabine er uddannet ønolog fra Geisenheim.

I dag har Weingut Georg Mosbacher samlet 20 hektar vinmarker, herunder Erste Lage markerne Deidesheimer Herrgottsacker, Forster Stift, Forster Elster, Deidesheimer Mäushöhl, Deidesheimer Leinhöhle og Forster Musenhang samt Große Gewächs markerne Kieselberg, Freundstück, Ungeheuer, Pechstein og Jesuitengarten.

På de 20 hektar dyrker familien de hvide druesorter Riesling, Weißburgunder, Sauvignon Blanc, Grauburgunder, Chardonnay og Cabernet Blanc samt de røde Spätburgunder, Merlot og Dornfelder.

Denne Riesling er husets Gutsriesling … lavet på rustfrie ståltanke, gæring ved 18 grader, 12% alkohol og 5,5 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt er det klart Riesling … her med lidt fersken, Granny Smith æbler, lidt citroner, men ingen petroleum. Virker dog ganske fyldig i næsen, mens syren synes sådan umiddelbart lidt svag.

I munden er vinen næsten let perlende og har både nogle søde og bitre elementer. Syren virker igen forholdsvis svag og der savnes nogen mere friskhed og rankhed i vinen. Den er ikke vild på nogen måde og bliver lidt kedelig.

Forhandles af Laudrup Vin, hvor en flaske koster 158 kr., mens prisen ved køb af 12 flasker ligger på 119 kr. Pæn pris for en Gutsriesling.

Rating 3,5/7    

2015 Collective Z, Gemischter Was? Pfalz, Tyskland

Gemischter Was? Det betyder direkte oversat “blandet hvad?” … eller sagt på en anden måde, så aner det lille kollektiv Collective Z ikke helt præcist, hvad denne lille flaske biodynamiske hvidvin indeholder.

Collective Z har jeg skrevet om tidligere. Det ligger ved byen Leistadt omkring et par kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz vinregionen. Det er lige i udkanten af en af de store skove i Pflaz, hvor jorden er kalkholdig med kalksten og småsten.

Vinhuset er – som navnet indikerer – et kollektiv bestående af Christoph, Helmut, Alex, Marie, Simon og Elisabeth. Det er dog Christoph Ziegler, som udadtil tegner det lille kollektiv, som laver vin fra økologisk drevne vinmarker med gamle vinstokke. Og endda nærmest efter biodynamiske principper, bl.a. sørger Elisabeth for de heste, som bruges i markerne … når de altså ikke bruger den lille røde traktor på billedet ovenfor.

Collective Z har alene små parceller, som enten er for små eller for gamle for de fleste andre vinproducenter, men det passer de vilde unge i Collective Z fint.

Det betyder, at de kan de lave lige præcis de vine, som de synes er spændende og endda fra vinstokke, som ofte er mellem 25-50 år og et naturligt lavt udbytte. Alle druerne håndplukkes og vinene fermenteres spontant og gæres helt ud.

Men hvorfor ved det lille kollektiv ikke helt præcist, hvad denne lille flaske biodynamiske hvidvin Gemischter Was? indeholder? Har de røget sig skæve eller dyrket alt for meget fri, uhæmmet sex i kollektivets fællesrum? Eller er der gået peace, love og harmony i paneldiskussionerne?

Nej forklaringen er egentlig rimelig simpel, for Gemischter Was? er et fieldblend, altså en vin lavet af druer fra en mark med en herlig blanding af forskellige vinstokke. I dette tilfælde er det vinstokke med Sylvaner, Riesling, Müller-Thurgau og Gewürztraminer.

Druerne er høstet ved håndkraft, vinen gæret helt ud og lagret 9 måneder på store gamle fade og der er ikke tilsat noget som helst. Den er også flasket fuldstændig ufiltreret og lavet i meget lille antal … sølle 1.000 flasker.

Duften er klart æbler … nærmest smågærende nedfaldsæbler og iblandet lidt stikkelsbær, en snert eksotisk frugt, marcipan, godt med frugtsten, animalske elementer – herligt – svag vaniljesødme og lidt skolekridt.

Vinen er smagsmæssigt meget blød og drikkevenlig. Der er kridt og en smule fladhed … eller i hvert fald en meget blid syre, som bliver lidt for beskeden. Det er rundt, blødt og ganske harmonisk. Der er også sødme og behagelig eftersmag. Sammenlagt et godt indtryk … en vin med charme.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 130 kr.

Rating 5/7 

2014 Weingut Dr. Bürklin-Wolf, Deidesheimer Riesling, Pfalz, Tyskland

Aftenens eneste hvidvin blev passende nok en Riesling, hvilket alle gættede. Det blev nemlig denne Deidesheimer Riesling fra vinhuset Dr. Bürklin-Wolf, der holder til på adressen Weinstraße 65 i byen Wachenheim i Pfalz.

Weingut Dr. Bürklin-Wolf blev grundlagt i 1597 af Bürklin Bernhard, som dengang var byrådssektretær og senere blev borgmester i Wachenheim. Hans gamle hus fra 1606 eksisterer fortsat den dag i dag.

Vinhuset fik navnet Bürklin-Wolf, da Dr. Albert Privy Bürklin i 1875 giftede sig med Louise Wolf. I dag ejes vingården stadig af familien Bürklin. I dag er det nemlig Bettina Bürklin-von Guradze, som ejer vingården, men det er nu hendes mand Christian von Guradze, som står for vinproduktionen.

Ejendommens jordbesidelser har alle dage være ganske enestående, og omfatter mere end 90 hektar i Pfalz’ mest hæderkronede marker så som Forster Kirchenstuck, Wachenheimer Gerümpel, Deidesheimer Hohenmorgen og Ruppertsberger Gaisböhl.

I 1980’erne øgede Bürklin-Wolf deres fokus på dyrkningen, og begyndte at eksperimentere med økologiske og biodynamiske metoder, og siden er kvaliteten simpelthen eksploderet.

Fra 2008 har vingårdens produktion været certificeret biodynamisk. Bürklin-Wolf er som den eneste tyske vingård medlem af Biodyvin, en eksklusiv forening som tæller en række af verdens bedste biodynamiske vinhuse.

Denne Deidesheimer Riesling er en Ortswein … altså kvalitetsmæssigt over en almindelig Gutswein og er lavet med druer fra forskellige marker omkring Deidesheim. 1/3 af druerne stammer endda fra tidligt høstede druer fra nogle af huset GG marker.

Lavet på rustfrie ståltanke og delvis lagret på store egefade, de såkaldte Doppelstück-Holzfass. Vinen har 2,2 gram restsukker pr. liter.

Næsen er virkelig smuk mineralsk med tonsvis af skifer, sten, flint og samtidig allerede den aromatiske petroleum i kombo med grønne æbler, citrus og en omgang røg.

Smagsmæssigt er der virkelig god intensitet … har måske lidt fylde, hvilket kan skyldes den delvise lagring på fade, men der er dog fortsat en god syrlighed, meget spillevende syre og bitterheden er heller ikke så stor. Der er klart mineraler i smagsspektret og derudover et lidt grønt bid.

Købt hos Philipson Wine, hvor 1 flaske koster 159,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 12 flasker.

Rating 5/7

2015 Weingut Brand, Pinot Blanc Cuvée Natur, Pfalz, Tyskland

Weingut Brand kalder sig på udenbys The Brand Brothers – ganz cool – og stiller op til en svingom på etiketten til denne Pinot Blanc Cuvée Natur … Pfälzer Landwein, naturvin og derudover både unfiltriert und ungeschwefelt.

Vi er tidligere stødt på dette meget intessante vinhus, som holder til i byen Bockenheim på adressen Weinstraße 7 omkring 30 kilometer nordøst for Kaiserslautern i Pfalz. Det var da jeg smagte husets Sonnenberg Spätburgunder og deres Cuvée Flora på Portugieser og Dornfelder.

Vinhuset er grundlagt af familien tilbage i 1891, men drives i dag af 5. generation i form af de unge brødre Daniel og Jonas Brand, som overtog driften fra deres far Jürgen Brand i 2014. Udover vineri driver familien Brand også Gästehaus Brand på samme adresse.

Weingut Brand har samlet 18 hektar vinmarker omkring Bockenheim og de bedste marker er Heiligen Kirche, Klosterschaffnerei og Sonnenberg. Der dyrker familien druesorterne Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Scheurebe, Chardonnay, Auxerrois og Spätburgunder.

Siden 2015 har vingården været certificeret økologisk, og det har betydet et stop for brug af mineralsk gødning og pesticider. I stedet har brødrene plantet kløver, vilde urter … en biologisk mangfoldighed med summen af humlebier og andre nyttige insekter, mens sprøjtningen sker med ekstrakter af urter og te.

Gæringen af vinene foregår spontant og modnes efterfølgende af enten i ståltanke, store traditionelle egetræsfade eller i barriques afhængig af typen af vin.

Her har vi altså en Pinot Blanc, som jo også er lavet økologisk certificeret, druerne høstet manuelt og vinen er – som nævnt indledningsvis – ufiltreret og selvfølgelig gæret helt ud, 9 måneder på store gamle fade og er heller ikke tilsat svovl.

I glasset er vinen herlig grumset … uklar væske med en duft af æblemost og endda masser af æblemost, dyb og intens æbleduft iblandet lidt tropiske frugter (fersken?) og en omgang hyld. Dufter dejligt … men udvikler sig faktisk mere og mere efter åbningen. Jeg drak vinen over 2-3 dage og jeg synes faktisk, at den var bedst på tredjedagen.

Smagen var første dag meget flad … sådan lidt tilbagelænet i stilen, lidt sødkrydret, meget aromatisk, men manglede lidt syre. Efter nogle dage er frugtsyren mere tydelig sammen med lidt hvid peber og en blød samt behageligt eftersmag.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 5/7 

2012 Weinbau der Lebenshilfe, Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2012 Weinbau der Lebenshilfe, Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder, Pfalz, TysklandWeinbau der Lebenshilfe er et arbejdende værksted for udviklingshæmmede under velgørenhedsorganisationen Lebenshilfe Bad Dürkheim. Og dette værksted står såmænd bag sidste fredags Spätburgunder … en Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder.

Lebenshilfe Bad Dürkheim ligger i den østlige del af Bad Dürkheim i Pfalz og er etableret i 1965 af både forældre og venner af mentalt handicappede. Siden er det blevet en stor historie med børnehave, skole, boliger, malerværksted, metalværksted  og en lang række andre aktiveringstilbud til de udviklingshæmmede.

Og minsandten om de ikke også har et værksted for vinproduktion … en økologisk vingård, hvor 33 handicappede medarbejdere passer 18 hektar vinmarker omkring Lebenshilfe Bad Dürkheim med hjælp fra erfarne vinmagere i form af Jan Hock og Martin Fußer. Vingården hedder selvfølgelig derfor Weinbau der Lebenshilfe.

De bedste marker er Wachenheimer Schlossberg, Dürkheimer Michelsberg, Wachenheimer Altenburg og Friedelsheimer Schlossgarten. Og alle marker drives som nævnt fuldstændig økologisk.

Og det er ingenlunde en lille vingård, for de laver knap 30 forskellige vine, opdelt på litervine, Gutsweine, Ortsweine samt Lagenweine. Derudover laves der lidt sekt samt lidt süssweine. Den årlige produktion ligger på omkring 160.000 flasker.

Denne Friedelsheimer Schlossgarten Spätburgunder er husets røde topvin og dermed selvfølgelig en Lagenwein, hvor druerne kommer fra marken Schlossgarten ved Friedelsheim lidt syd for Bad Dürkheim. Vinen er modnet på egefade, men jeg har ingen oplysninger om hvor lang tid eller andet om produktionen. Etiketten er en herlig børnetegning fra Lebenshilfe Bad Dürkheims børnehave.

Og den er sgu god nok … let transparent teglfarvet væske i glasset samt i næsen en sød animalsk hestestald, som klæder tysk Spätburgunder, men også godt med lakrids, anis, våde fade, let peber, kirsebær, kanel og lys chokolade. Smagsmæssigt ganske blød med en rustik syre … vi snakker lidt bonderøv. Frugten er ganske okay … sådan lidt kirsebær og hindbær. Ikke ringe … respekt til de 33 udviklingshæmmede på Weinbau der Lebenshilfe.

Forhandles af Husted Vin, hvor den koster 230 kr. for 1 flaske, men 199 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4,5/7  

2014 Weingut Brand, Cuvée Flora, Pfalz, Tyskland

2014 Weingut Brand, Cuvée Flora, Pfalz, TysklandVi fortsætter med endnu en vin fra de to friske Brand brødre, nemlig vinen Cuvée Flora … et blend, som de selv siger, er lavet på et blend aus mehreren roten sorten … hvilket her betyder Portugieser og Dornfelder.

Og de to druesorter er de mest plantede rødvinssorter i Tyskland … der er flest Blauer Portugieser, men derefter kommer Dornfelder. Daniel og Jonas Brand høster da også 60 hektoliter pr. hektar, altså et ganske pænt udbytte og langt over forrige Sonnenberg Spätburgunder, hvor udbytte alene ligger på 20 hektoliter pr. hektar.

Cuvée Flora har gæret 4 uger på skallerne og er herefter lagret 18 måneder på store gamle fade. Vinen er ganske økologisk, ufiltreret, uberørt og er alene blevet sikret med en knivspids svovl inden flaskning.

I næsen er her godt med kirsebær samt lidt mørkere bør … rustik, dyb og urtet med nødder, grafit, blomster og ganske krydret. I munden er vinen noget sødere end forventet, dog med en vis bitterhed, en slank krop, vilde tanniner, kantet … lidt skarp med moden mørk frugt og godt med urter. Rustik, men også ganske charmerende.

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 110 kr.

Rating 4/7 

2013 Weingut Brand, Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Brand, Sonnenberg Spätburgunder, Pfalz, TysklandTo kolde fra kassen … eller måske et fredstegn for love and peace? Det er i hvert fald symbolet på etiketten på næste Spätburgunder …  en Sonnenberg Spätburgunder fra Weingut Brand, som holder til i byen Bockenheim på adressen Weinstraße 7 omkring 30 kilometer nordøst for Kaiserslautern i Pfalz.

Vinhuset er grundlagt af familien tilbage i 1891, men drives i dag af 5. generation i form af de unge brødre Daniel og Jonas Brand, som overtog driften fra deres far Jürgen Brand i 2014. Udover vineri driver familien Brand også Gästehaus Brand på samme adresse.

Weingut Brand har samlet 18 hektar vinmarker omkring Bockenheim og de bedste marker er Heiligen Kirche, Klosterschaffnerei og Sonnenberg. Der dyrker familien druesorterne Riesling, Weißburgunder, Grauburgunder, Scheurebe, Chardonnay, Auxerrois og Spätburgunder.

Siden 2015 har vingården været certificeret økologisk, og det har betydet et stop for brug af mineralsk gødning og pesticider. I stedet har brødrene plantet kløver, vilde urter … en biologisk mangfoldighed med summen af humlebier og andre nyttige insekter, mens sprøjtningen sker med ekstrakter af urter og te.

Gæringen af vinene foregår spontant og modnes efterfølgende af enten i ståltanke, i de store traditionelle egetræsfade eller i barriques afhængig af typen af vine.

Og hånden på etiketten betyder ikke – som foreslået – to kolde fra kassen eller love and peace, men er derimod et tegn fra Bockenheimer Martinskirche … en hånd i ed som symbol eller varemærke for vinens kvalitet og samhørighed med naturen.

Denne Sonnenberg Spätburgunder er husets topvin, lavet med druer fra marken Sonnenberg, der – som navnet antyder – har godt med soleksponering. Ufiltreret Spätburgunder, spontangæret selvfølgelig og alene sikret med en knivspids svovl inden flaskning.

Næsen er lidt varmere og mere krydret end de foregående Spätburgundere … vi snakker kirsebær, blommer, hindbær, eg, stor tørhed, blomster, godt med gazebind, lidt bondsk og derudover urtet og har også svag antydning af lidt eg eller gær? Ikke så let og feminin som de foregående.

Det går også igen i smagen, hvor der er en stram syre, frisk, godt med fad, let peber, urter, bitter chokolade og nogle mineralske elementer. Det smager godt, men lidt mere grov og kantet Spätburgunder.

Forhandles hos Extra Brut Vinimport, hvor prisen er 180 kr.

Rating 4,5/7 

2013 Weingut Krebs, Riesling Freinsheimer Musikantenbuckel Halbstück Trocken, Pfalz, Tyskland

2013 Weingut Krebs, Riesling Freinsheimer Musikantenbuckel Halbstück Trocken, Pfalz, TysklandSmagningens 2. Riesling kom fra Weingut Krebs, nemlig denne Riesling Freinsheimer Musikantenbuckel Halbstück Trocken, der – som navnet fortæller – er lagret på 600 liters egefade, de såkaldte Halbstück. Det giver en helt anden Riesling, men det vender jeg selvfølgelig tilbage til.

Vinhuset ligger i byen Freinsheim i Pfalz og drives – som navnet indikerer – af familien Krebs, nemlig Harald Krebs og sønnen, der jungwinzer … den unge vinmager Jürgen Krebs. Og det skaldyrsagtige navn fremgår også illustrativt – og spot on – afbilledet med en klo på både etiketterne og korkpropperne fra vinhuset.

Men der findes imidlertid mange Krebs’er, som laver vin i Tyskland. En hurtig søgning på nettet … wupti, så afslører der en række udover Harald og Jürgen, bl.a. Weingut Krebs i Binzen, Weingut Hans Karl Krebs i Neumagen-Dhron, Weingut Walter Krebs i Friedelsheim … blot for at nævne nogle få.

Weingut Krebs er et forholdsvis nyt vinhus, grundlagt i 1982 af Harald Krebs. I begyndelsen var der kun 7 hektar, men i dag dyrker far og søn samlet 13,5 hektar, fordelt med 60% hvide og 40% røde druesorter. Vinmarkerne består af de fremragende parceller Schwarzes Kreuz, Musikantenbuckel, Oschelskopf og Goldberg.

Siden 2005 har det primært været Jürgen, som har haft ansvaret for produktionen. Jürgen Krebs har lært at lave vin flere steder, bl.a. i Pflaz hos Lucashof i Forst samt Knipser og Philipp Kuhn i Laumersheim. Han har også haft en praktikplads i Wachau hos Weingut Leo Alzinger og er derudover i 2008 uddannet vintekniker.

Vinene er – som hos mange andre vinhuse – delt op i tre serier, nemlig dem med hvid top, Weisskapsel, som er husets Gutsweine, Silberkapsel, som er Premiumweine og sluttelig Goldkapsel, som er de bedste Lagenweine.

Fra topserien har Krebs’ Spätburgunder Barrique Freinsheimer Musikantenbuckel i en årgang 2007 fået den prestigefyldte pris Deutschen Spätburgunderpreis i 2010. Ganske godt gået af en 15€ vin.

Denne Riesling Freinsheimer Musikantenbuckel Halbstück Trocken im 600 liter Holzfass gereift hører også til husets Goldkapsel vine, altså en af de bedste Lagenweine. Den er selvfølgelig lavet med druer fra marken Freinsheimer Musikantenbuckel.

Vinen er – som jeg indledningsvis skrev – lagret på 600 liters egefade, hvorved vinen har undergået en malolaktisk gæring og dermed modnet mere samt fået pudset nogle af de skarpe kanter af. Men spørgsmålet er så, om det klæder Rieslingen?

Hvis du spørger mig, så er svaret nej … jeg fortrækker dem bestemt mere sprøde, syrerige og knastørre, mens denne i næsen har mere fedme, dybde og fylde sammen med toner af fersken, sødkrydrede elementer, eg … det virker ikk’ helt rigtigt.

Smagen er også markant anderledes med eg, fersken og sådan cremet, fyldig uden den store syre. Det bliver – for mig – lidt af en afart af Riesling. Det er lidt synd, en smule mainstream og kedeligt, men vil sikkert falde i manges smag.

Forhandles af Tysk Vin Klub, hvor prisen er 125 kr.

Rating 4/7 

2015 Collective Z, Spektakel, Pfalz, Tyskland

2015 Collective Z, Spektakel, Pfalz, TysklandCollective Z hedder et lille vinbrug, som ligger ved byen Leistadt omkring et par kilometer nord for Bad Dürkheim i Pfalz vinregionen. Det er lige i udkanten af en af de store skove i Pflaz, hvor jorden er kalkholdig med kalksten og småsten.

Vinhuset er – som navnet indikerer – et kollektiv bestående af Christoph, Helmut, Alex, Marie, Simon og Elisabeth. Det er dog Christoph Ziegler, som udadtil tegner det lille kollektiv, som laver vin fra økologisk drevne vinmarker med gamle vinstokke. Og endda nærmest efter biodynamiske principper, bl.a. sørger Elisabeth for de heste, som bruges i markerne … sammen med den røde traktor på billedet ovenover.

Collective Z har alene små parceller, som enten er for små eller for gamle for de fleste andre vinproducenter, men det passer de vilde unge i Collective Z fint, for så kan de lave lige præcis de vine, som de synes er spændende og endda fra vinstokke, som ofte er mellem 25-50 år og et naturligt lavt udbytte.

Alle druerne håndplukkes og vinene fermenteres spontant og gæres helt ud. Denne Spektakel er lavet på ren Dornfelder, som jo faktisk er Tysklands næstmest plantede druesort. Vinen er gæret 7 måneder på stål og 2 måneder på gamle fade. Er blevet sikret med en knivspids svovl inden ufiltreret flaskning.

I næsen er det en frisk og ung vin … godt med jordbær, ja faktisk masser af jordbær og meget let i udtrykket. Slet ingen mørk og tanninrig Dornfelder, men en let, næsten tynd og legende sommervin. Har lidt landligt eller animalsk præg, rabarber, grønne noter, lavendel, timian og svag kanel.

Smagsmæssigt virkelig let … Martin fra Extra Brut siger selv bællevin, og det giver god mening. Let, syrlig med bolsjesødme og ganske easygoing. Lige til at holde af.

Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 135 kr.

Rating 4,5/7  half_thumb

2015 Weingut Oliver Zeter, Tapps Weiss, Pfalz, Tyskland

2015 Weingut Oliver Zeter, Tapps Weiss, Pfalz, TysklandEfter et par dages ro på bloggen kunne nogle måske forledes til at tro, at bjørnen – a.k.a Houlberg … den flittige vinblogger – sover.

Det er imidlertid langtfra tilfældet, men jeres trofaste vinskribent har været optaget af diverse gøremål, bl.a. løbet Randers City Stafet, hvor jeg løb inkognito som overlæge (rolig nu … foretog ingen større hjerneoperationer) med 4 dejlige sygeplejersker … ja og så har jeg også været til portugisisk vinsmagning, men det skal I nok høre mere om.

En af vinene fra ugen er denne lillebjørn … vinen Tapps fra Weingut Oliver Zeter, som vi stiftede bekendtskab med for lidt over en måned siden (eller mere, for tiden går sgu da alt for stærkt). Dengang var det en 2013 Spätburgunder Trocken, som jeg smagte på Falernum, men her altså en hvidvin, en cuvée på forskellige druer, som jeg nød udenfor Bistroteket … et af mine favoritsteder i byen.

Oliver Zeter driver selv sin vingård i Neustadt-Diedesfeld i Pfalz sammen med hans lillebror Christian og deres far Lutz Zeter. Olivers forældre var imidlertid ikke vinproducenter, så Oliver startede sammen med broderen og faderen som vinhandlere og vinimportørere via deres vinagentur; Zeter – Die Weinagentur.

Oliver er uddannet ønolog i Maikammer og Deidesheim og har arbejdet på vinhuse i både Italien og Sydafrika, så drømmen om at producere egne vine har altid eksisteret.

I 2003 begyndte trekløveret derfor at købe lidt vinmarker for at producere deres egne vine, og fik lov til at vinificere vinene hos en anden gren af familien, nemlig hos Weingut Leonhard Zeter, et 150 år gammelt foretagende drevet af Hans, Gertrud og Thomas Zeter og ligeledes beliggende i Neustadt-Diedesfeld.

Og i 2007 kunne de sende deres første vine på markedet … med en bjørn på etiketten. Og den vindrikkende bjørn går igen på alle etiketterne. Motivet med den næsten menneskelige bjørn er oprindelig malet af en kendt maler fra Pfalz, som var venner med Olivers tipoldefar, som hed Walter Baer. Han modtog i 1933 et postkort med motivet fra sin malerven.

I dag har Weingut Oliver Zeter samlet 6 hektar vinmarker, men køber også fortsat druer fra andre vinavlere.Tapps er en serie af 3 vine … en entry-level serie fra Zeter med en rød, en rosé og denne hvide, som er lavet på druerne Müller-Thurgau, Muskateller, Gewürztraminer og Sauvignon Blanc. Druerne kommer fra marker omkring Diedesfeld og Hambach.

Müller-Thurgau stokkene er omkring 25 år gamle, men de øvrige langt yngre. Zeter siger selv, at selvom Müller-Thurgau ikke er den mest populære drue, så er det nok en af de mest undervurderede druer i Tyskland.

Druen er er en krydsning mellem Riesling og Madeleine Royale, skabt tilbage i 1882 af den schweiziske drueforsker Hermann Müller-Thurgau. Den kaldes også nogle gange for Rivaner. Druen modner tidligt og giver store udbytter, men er til gengæld meget sårbar over for skimmel og andre sygdomme. Müller-Thurgau har et lavt syreindhold og er blød og rund. Det er en af de mest dyrkede druesorter i Tyskland.

Her er den produceret med hurtig presning og kold fermentering. Lavet på ståltanke og ellers ikke så meget at berette om produktionen. Det er en vin beregnet til hverdag … let drikkelig vin.

Næsen er blød med æbler, pærer, melon og let vingummi. Virker umiddelbart lidt fyldig i udtrykket … lidt bjørnefedt om hofterne. Smagen er blød, blid, omgængelig og fyldig. Syren er forholdsvis svag med lidt muskat og med tendens til en lidt nøddet note … bliver måske en anelse flad i udtrykket, men meget easygoing og fin.

Forhandles af Husted Vin, hvor en flaske koster 95 kr., men alene 85 kr. ved køb af 6 flasker.

Rating 4/7  thumbthumbthumbthumb