EF dag … og EF det står ikke for de europæiske fællesskaber, men for endelig fredag. Pladespilleren aka iTunes på min lettere bedagede – men ifølge børnene totalt outdatede – computer spytter lidt Ibrahim Electric ud gennem mine nok ligeså outdatede højttalere og der er piemontisk Nebbiolo væske i glasset fra Winefamly kassen … en Barolo San Giuseppe fra Azienda Agricola Pecchenino. Life is good lige nu, lige her.
Pecchenino holder til ved byen Dogliani omkring 5 kilometer syd for Montforte d’Alba i Piemonte. Vingården stammer tilbage fra slutningen af 1700-tallet og har gennem alle årene været familieejet … gået fra generation til generation. I starten af 1900-tallet var det Attilio Pecchenino, som drev gården med 8 hektar vinmarker, men i dag er det børnebørnene Orlando og Attilio Pecchenino, som driver stedet.
Brødrene overtog driften fra deres far Marino i 1987 og de har siden opkøbt yderligere vinmarker, således vinhuset i dag omfatter 25 hektar vinmarker, heraf 22 hektar ligger omkring Dogliani og de sidste 3 hektar ved Monforte d’Alba, bl.a. parceller på markerne San Giuseppe og Bussia, som leverer druer til husets Barolo’er.
Familien har dog specialiseret sig i Dolcetto druen, og ikke mindre end 70% af markerne er tilplantet med Dolcetto, men de øvrige druer er Barbera, Nebbiolo, Chardonnay og Sauvignon Blanc. Den årlige produktion ligger på omkring 100.000 flasker vin.
Udover vinproduktionen driver familien også – i bedste italienske stil – Case Pecchenino, et mindre B&B til de mange vinturister, som hvert år valfarter til Piemonte. Det er i øvrigt en meget charmerende gammel stenbygning … totalt romantisk, som I også kan se på billedet ovenover.
Barolo San Giuseppe er én af husets 2 Barolo’er, hvor druerne kommer fra marken San Giuseppe, som ligger i 390 meters højde lige øst for Monforte d’Alba og er en af Barolos mindre Cru-marker. Jordbunden består primært af kalksten, hvilket giver jorden en usædvanlig høj PH-værdi. Dette bidrager i høj grad til vinens syre.
Vinen er lavet med 20 dages maceraton før fermenteringen ved 28 grader og har derudover lagret 24 måneder i store 25 hektoliter egefade ud af de samlede 38 måneder, som regler siger en Barolo skal være lagret inden frigivelse.
Næsen er tobak, peber, balsamisk syre, lyse blommer, brombær, hindbær, violer, blomster, svag citronskal og vinen har derudover næsten en lidt mørk sjæl med kraft og cigaræsker.
I munden fanger jeg syrlige kirsebær og rimeligt pænt med unge tanniner, som sætter sig solidt på dine tænder. Det er nærmest de vilde tanniner, som Gnags sang engang ;o) Tanninerne og syren giver sammen med lidt peber et soldt og rustikt greb, men det er fortsat meget ungt endnu og der kommer aldrig helt en vauw effekt. Det er ikke helt komplekst og forfinet endnu, men perfekt til en lidt outdated far.
Forhandles af Winefamly, hvor prisen til gengæld er meget fornuftigt med 177,76 kr. mod en normalpris på 295 kr.