Tag-arkiv: Frankrig

2014 Gabriel Chevalier, Côte de Nuits-Villages, Bourgogne, Frankrig

2014 Gabriel Chevalier, Côte de Nuits-Villages, Bourgogne, FrankrigSupervin har her under COVID-19 pandemien gjort nogle gode køb af bl.a. vine fra Bourgogne … og den næste er netop sådan en … 2014 Côte de Nuits-Villages fra en ung rising-star på et unavngiven og hemmeligt vinhus i Bourgogne.

Supervin siger selv om vinen; Schhh … sig det ikke til nogen. Vi har fået et begrænset parti hjem af denne hemmelige vin, som vi lige nu sælge ekstra billigt pga. en særlig aftale med producenten og under et hemmeligt navn … Gabriel Chevalier.

Men vinhuset bag vinen med dæknavnet Gabriel Chevalier er grundlagt i slutningen af 1800-tallet, hvor stifteren opkøbte marker i Nuits Saint Georges og senere fortsatte udvidelserne af markerne til andre dele af Bourgogne.

Foretagendet drives i dag af 5. generation, der har været med til at løfte huset op i en helt ny kvalitetsliga. Samlet har vinhuset lidt over 10 hektar vinmarker i både Côte de Nuits-Villages, Aloxe Corton og Nuits Saint Georges.

Denne 2014 Côte de Nuits-Villages er lavet med druer fra flere forskellige parceller i Côte de Nuits Villages, hvor jorden er præget af ler, grus og hård kalksten. Der er ikke mange oplysninger om selve produktionen, men vinen er lagret 12 måneder på fad og der er tale om en lille særskilt produktion på 5.000 flasker.

I glasset er vinen lys og transparent … meget lys og transparent, måske lidt smågrumset, mens duften bare er to die for, virkelig animalsk, landlig og æterisk med en nærmest lys, syrlig og moden frugt, jordbær, lyse kirsebær, lidt lakrids, tobak, morkler, blomster og måske er vinen endda lidt parfumeret. Det dufter langt bedre, end jeg havde forventet … sådan lys, modent, fin, sart og feminint med lidt sødme i slutfasen. Rund, lys og lækker.

Det smager også voldsomt godt … det er en lys, imødekommende, moden og elegant smag, vildt fint balanceret med de modne og lyse bær, en afrundet og håndfast syre, sødme, et vildt let tråd, elegance samt luftighed. Det er én af de bedste Bourgogne vine, som jeg har smagt i lang tid … og prisen er det næsten en fornærmelse … kan man vitterlig få denne vin til sådan en lav pris. Stjæl den før din nabo og din drikfældige svigermor … men husk at den er en hemmelighed. Det bliver 6 tynde fingre med svag pil ned … men fuck det smager godt. Elsker letheden i denne vin.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 249 kr., men vinen er i øjeblikket på tilbud til 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7

2017 Domaine No Control, Rockaille Billy, Auvergne, Frankrig

2017 Domaine No Control, Rockaille Billy, Auvergne, FrankrigAuvergne er en lille og oftest helt overset vinregion i Frankrig og faktisk er den slet ikke med på mange kort over hele landets vinregioner. Auvergne har også kun cirka 500 hektar vinmarker og ligger vel lige i midten af en trekant bestående af Beaujolais i Bourgogne samt Rhône og Bordeaux.

Det er der i byen Volvic, at vi finder Domaine No Control, der står bag denne 2017 Rockaille Billy … den vender vi tilbage til lidt om lidt.

Domaine No Control drives af den unge vinmager Vincent Marie, der grundlagde vinhuset i 2013 efter sin vinuddannelse og et par praktikophold i Alsace hos Patrick Meyer og Bruno Schueller … begge biodynamiske producenter.

Han er sådan en rigtig, lille økobonde, som alene har 5 hektar vinmarker, der ligger i Puy de Dôme, et landskab skabt af vulkansk aktivitet. Markerne er under omlægning til økologisk drift og på dem dyrker han både Gamay, Pinot Noir, Syrah, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Sylvaner and Pinot Auxerrois aka Auxerrois Blanc.

Vincent er specielt inspireret af Patrick Meyer, som lærte ham alt om biodynamisk drift, så Vincent passer også markerne efter samme principper og er startet med at give markerne flere biodynamiske præparater som kohornsgødning og hornsilica.

Markerne er fordelt på flere plots … og nogle bearbejdes helt gammeldags med heste. Vincent har selv sin egen hest og passer også i øjeblikket Michel Augés hoppe Praline, som i forvejen er vant til at arbejde i vinmarker.

Denne 2017 Rockaille Billy er ren Gamay, som er høstet med et udbytte på 25 hektoliter pr. hektar fra vinstokke, der er 50 år i gennemsnit på granit, vulkanske marker i 500 meters højde.

Vinen er lavet med spontangæring i fiberglascoatede tanke på de naturlige gærceller med delvis knusning samt hele druer, 3 ugers gæring og maceration på druerne. Derefter er vinen lagret, hvor det er med halvdelen i tanke og den anden halvdel i 23 hektoliter foudres.

Næsen minder vildt meget om Beaujolais … mørk, landlig, animalsk, mælket med kærnemælk, maling, afdæmpet terpentin, mentol, mint, søde og røde bolsjer, kul, kirsebær, hindbær, brombær … masser af duft, kraft og stor landlighed.

Og det er også vildt meget smag i vinen … saftig, cremet, fed med noget bitterhed i frugten, som er sorte kirsebær og brombær, mens syren er mild. Det gør vinen meget læskende, saftevandsagtig nem, kødfuld, rund og blid. Men for pokker … hvor er der meget smag i vinen, meget smagfuld. Nice.

Forhandles af Volatil, hvor en flaske koster 240 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Vignerons de Buxy, La Buxynoise Pinot Noir, Bourgogne, Frankrig

2018 Vignerons de Buxy, La Buxynoise Pinot Noir, Bourgogne, FrankrigLad os fortsætte med billig Bourgogne … noget man jo ellers sjældent finder i anstændig kvalitet, men det er denne La Buxynoise Pinot Noir fra kooperativet La Cave des Vignerons de Buxy en undtagelse for.

Vignerons de Buxy ligger i byen Buxy omkring 10 kilometer sydvest for Chalon-sur-Saône i Cote Chalonnaise. Kooperativet er grundlagt i 1931, hvor 98 vinavlere besluttede at gå sammen for at finde en fælles løsning på produktion, lagring og markedsføring af deres respektive vine.

I dag har kooperativet 120 medlemmer, men jeg kan ikke se, hvor mange hektar vinmarker, som de samlet har. De har dog 42 ansatte, en produktion på 7 millioner flasker vin hvert år og en omsætning på over omkring 300 millioner kroner.

Her smager vi så én af husets røde Bourgogne vine … selvfølgelig 100% Pinot Noir, som kommer fra nogle af medlemmers kalkholdige vinmarker nær Rully og Mercurey i det sydlige Bourgogne. Vinen er lavet på temperaturstyrede ståltanke og efter endt fermentering lagret på barriques … hvor lang tid fremgår dog ikke.

Sjovt nok dufter denne La Buxynoise Pinot Noir mere af Beaujolais end foregående Beaujolais  … meget landlig, animalsk aroma med lys frugt, syrlige kirsebær, jordbær, ribs og tranebær, maling, kul, kridt, knuste sten, træ, røg og læder. Med mere luft i glasset aftager det landlige dog en smule og afslører raceren og stram Bourgogne.

I munden har vinen både en ren, lys og bitter syre, som buldrer igennem smagen … ikke fin og kompleks, men intens, stram, rustik og direkte. Der er ribs, stikkelsbær, sure kirsebær og rønnebær, masser af syre, småsure tanniner og bid. Det er totalt ung og burgundisk med stramme tøjler.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 159,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Hospices de Beaujeu, Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont, Bourgogne, Frankrig

2016 Hospices de Beaujeu, Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont, Bourgogne, FrankrigHelt tilbage fra 1240 og frem til i dag har omkring 250 velgørere gjort det muligt drive Hospital Proximity De Beaujeu i byen Beaujeu i Beaujolais området … en velgørende institution og senere decideret hospital, der hjælper ældre, syge og andre nødlidende.

Det er sket gennem donationer af penge, bygninger, vinmarker og skove. Fra alle de modtagne vinmarker har man så lavet vine, som også kunne finansiere hospitalsdriften og det sker fortsat i dag og her smager jeg netop én af disse vine … en 2016 Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont.

I gamle dage havde ingen lande et godt, velfungerende, gratis hospitalsvæsen, så hjælpen til de fattige syge var helt overladt til frivillige organisationer, som blev støttet af velgørere. Mange af disse gode institutioner fik – eller arvede – vinmarker, hvorfra de producerede vin for at finansiere driften af hospitalerne.

Det har vi fx set i Franken, hvor vi i Würzburg finder Juliusspital, Bürgerspital og Staatlicher Hofkeller, men også i Bourgogne har det været meget udbredt, hvor det mest kendte selvfølgelig er Hospice de Beaune, som ejer nogle af de bedste marker i Bourgogne og hvert år bortauktionerer deres vine. Det er primært vinproducenter og negociantfirmaer fra Bourgogne, som køber vinene, der sælges i fade via lots, hvor et lot kan indeholde flere fade.

Men der findes altså også flere andre tilsvarende godgørende organisationer aka hospitaler i Bourgogne, nemlig Hospices de Nuits Saint Georges, Hospices de Dijon, Hospices de Romanèche Thorins og så Hospices de Beaujeu.

Hospital Proximity De Beaujeu aka Hospices de Beaujeus er et af de ældste af disse institutioner, da det startede i 1240, hvor Messiers Robert de Trémont startede med at donere senge til Hôtel-Dieu, hvor man startede med at behandle syge. Dette blev så løbende støttet med donationer fra de magtefulde velhavere i Beaujeu.

Disse donationer fortsatte og i 1400-tallet begyndte mange også at testamentere deres ejendom og ofte vinmarker til Hôtel-Dieu, men i  1500-tallet tog donationerne til, hvilket gjorde at man efterhånden kunne drive et helt hospital, hvilket blev til Hospital Proximity De Beaujeu med reelle hospitalsfunktioner og hospitalspersonale.

Siden 1400-tallet har driften omfattet vinproduktion og det er fortsat helt frem til i dag, hvor Hospital Proximity De Beaujeu ejer Domaine Hospices de Beaujeu, som i alt har 83 hektar vinmarker i Beaujolais, hvor hovedparten på 65 hektar ligger i Régnié, mens der er 7 hektar i Brouilly, 4 hektar i Morgon, 3 hektar i Juliénas og 4 hektar under den bredere appellation Beaujolais-Villages.

På samme måde som Hospice de Beaune blev vinene fra Hospices de Beaujeu oprindelig solgt på auktioner, men i 2013 underskrev de en forpagteraftale med bourgognehuset Maison François Martenot, der nu har opnået eneret til at markedsføre Hospices de Beaujeu vinene i de næste 25 år.

Maison François Martenot er jeg stødt på tidligere, for det en del af den helt store franske vinkoncern Les Grands Chais de France aka GCF Group.

Og GCF Group er vi stødt på et utal af gange her på vinbloggen, for det er jo koncernen, der herhjemme vistnok mest er kendt for den ikoniske J.P. Cheney vin med den skæve hals og vinen Merlot med den blå etiket fra Grand Sud.

GCF Group laver alt fra de allerbilligste supermarkedsvine til helt dyre vine fra Bordeaux slotte, vingårde i Bourgogne, Loire, Jura, Champagne … ja fra alle steder i Frankrig.

Siden Maison François Martenot har overtaget forpagtningen, så har de investeret massivt og bragt mere “burgundisk” præg i vinene, bl.a. med nogle af gamle, klassiske dyder som manuel punch downs, overpumpninger og lagring på 228 liter burgundiske egetræsfade.

Her smager Houlberg så én af vinene fra Hospices de Beaujeu … deres Bourgogne Gamay Cuvée Messire de Tremont, som jo hylder den første, som donorede til organisationen. Der står ikke, at det er en Beaujolais-Villages eller Regnié, men alle druerne til vinen skulle efter sigende komme fra husets marker i Regnié. Måske mener Maison François Martenot at Bourgogne navnet sælger bedre?

Nevermind … vi er selvfølgelig 100% Gamay, der – som jeg beskrev tidligere – er lavet som de klassiske bourgognevine. Efter den første alkoholiske gæring er vinen så lagret 8-10 måneders på 1-5 år gamle 228 liter burgundiske egetræsfade. Régnié er vel nok den billigste af de 10 appellationer i Beaujolais og også den nyeste appellation.

I glasset er vinene noget lysere end Beaujolais vinene generelt, så den mere klassiske burgundiske stil afsløres allerede dér, men vinen i næsen også byder på let og lys frugt, godt med jordbær, nogle søde kirsebær, nærmest sød frugttyggegummi, finsk lakrids, blomster og en vitterlig fin, småsød sarthed, som er dragende.

Smagen er heller ikke typisk Beaujolais … eller i hvert fald en lys, stringent side, for vinen har slet ikke denne lidt rustikke og landlige side, som jeg oftest forbinder med Beaujolais. Her er det stilsikkert lys, stram, ren og fin burgundisk vin og nu giver det totalt mening, at de kalder vinen en Bourgogne Gamay. Frugten er ribs og hindbær … syren stram og tanninerne fine. Der er noget let over vinen, som oss’  næsten er på vej til at blive vandet, men holder sig på dydens smalle spor. Nøj, det er sgu da en lille burgundisk perle … og til prisen lidt af et røverkøb, som bør blive en storsællert. Samtidig er man vel også fortsat med til at støtte et godt formål.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 79,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2019 Closerie des Alisiers, Petit Chablis, Bourgogne, Frankrig

2019 Closerie des Alisiers, Petit Chablis, Bourgogne, FrankrigMer’ hvid burgundsk vin … en lille charmetrold, 2019 Petit Chablis fra Stéphane Brocards vinhus Closerie des Alisiers, der ligger i Marsannay … smørhullet mellem Chablis mod nord og Côte d’Or mod syd.

Stéphane Brocard er søn af den berømte Chablis producent Jean-Marc Brocard, men gik i 2007 solo med sit eget projekt Closerie des Alisiers, som er et negociantfirma, hvor han laver vine med druer fra udvalgte marker samt omkring 4,5 hektar egne vinmarker i Chablis og en dyr parcel i Pommard … og mon ikke, at han også køber lidt druer fra sin far.

Han lavede sit lille soloprojekt af flere årsager … dels ambitionerne om at lave vine efter sine egne idéer og ikke blot dele den fremtidige drift af familiens vingård med sine to søskende, sin svoger og sin svigerinde, men derudover ville han også gerne lave vine fra det øvrige Bourgogne og ikke kun Chablis.

Stéphane har et nært og mangeårigt forhold til de vinavlere, som han arbejder sammen med og flere lader ham også producere og aftappe vinene i deres egne kældre. Han forsøger også, at alle vinavlerne driver deres marker økokologisk.

Han laver vinene uden megen indgriben … bare godt håndværk med renhed, frugt og friskhed … autentiske vine med stor respekt for de specifikke terroir fra de forskellige marker og områder. Hans vine er typisk meget friske og andelen af nye egetræsfade aldrig får lov at overstige 20%.

Her smager vi hans Petit Chablis … den lille appellation, som blev oprettet tilbage i 1944 for at opnå bedre priser på de vine, som blev lavet med druer lige udenfor de marker, som ligger på det udstrakte plateau ovenfor 1. Cru og Grand Cru Chablis markerne.

På det plateau er jorden – som under Chablis – lige så rig på fine mineraler og trods vekslende lag af kalksten og ler, så er der i selve overfladen godt med mange fossiler rester … men ellers ligger de fleste af markerne ikke i samme læ som i det “rigtige” Chablis.

Vinen er selvfølgelig 100% Chardonnay fra marker lige i begyndelsen af det kalkholdige plateau. De er høstet ved optimal modenhed og presses skånsomt, så kun den rene most finder vej til den færdige vin. Gæringen er sket på rustfrie ståltanke og ligeledes lagret på ståltanke inden aftapning på flaske.

Uha … allerede ved første lille snif ved jeg, at denne vin vil jeg kunne li’. Den har en koket lille fedme kombineret med en let kalket note og frugt med pærer, fersken samt syltede citroner og grape. Den bliver aldrig for fed, men i stedet er duften ren, direkte, let, luftig med lidt hvide blomster. Hmmmm.

I munden er vinen rank og frisk med citroner, salte mineraler, skolekridt, grønne æbler samt en sprød frugtsyre. Den er måske nok ikke så forfinet, sart og sofistikeret, men damm det er en lækker Chablis og slet ikke så petite endda. Smuk hvidvin og så har vi overhovedet ikke snakket pris = en lille vinder.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen på tilbud kun er 88 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2015 Château Abelyce, St. Emillion Grand Cru, Bordeaux, Frankrig

2015 Château Abelyce, St. Emillion Grand Cru, Bordeaux, FrankrigAubert familien har levet i Saint-Émilion på højre Bordeaux bred siden 1750 og har en pæn lang historie som producent af fine Bordeaux vine. De ejer flere vinslotte … men her smager jeg deres 2015 Château Abelyce St. Emillion Grand Cru.

I dag ejes Domaines Alain Aubert af Alaine og Bernadette Aubert, som samlet har omkring 250 hektar vinmarker og dermed er én af de største producenter i Saint-Émilion. De har igennem tiden lavet deres vine fra Château de Ribebon … et storslået vinslot fra det 18. århundrede og engang var en jagthytte for kong Louis XIV. Det er smukt bevaret og ligger med udsigt over Dordogne floden.

Udover førstevinen fra Château de Ribebon, så laver familien også en andenvin, som de kalder Secret de Ribebon samt vine under navnene Château Hyot, Château Lalande de Gravet, Château Ascension og Château Abelyce.

Alaine og Bernadette Aubert driver godset med hjælp fra deres 3 døtre, nemlig Cécile, Amélie og Héloise, men det er Amélie der som 7. generation reelt har overtaget ansvaret for produktionen af alle vinene hos Domaines Alain Aubert.

Denne St. Emillion Grand Cru er selvfølgelig en Merlot baseret vin, her i denne årgang 2015 består den af 75% Merlot, 15% Cabernet Franc samt 10% Cabernet Sauvignon. Druerne kommer fra 45 år gamle vinstokke på samlet 10,5 hektar vinmarker.

Vinen er så lavet på rustfrie ståltanke ved kontrollerede temperaturer, daglig punchdown og efter endt fermentering er vinen så lagret 18 måneder på franske barriques, heraf 30% nye egefade. Der er lavet 63.000 flasker af vinen.

Næsen er tæt, dyb med solbær, sorte kirsebær, brombær, muldjord, læder, violer, cigarkasser, cedertræ, nogen sødme fornemmes også, sort og salt lakrids, grafit samt en fin, stringent, ædel syre, nærmest aristokratisk elegant. Der fornemmes svagt aftryk fra fadene … lidt vanilje, kaffebønder og bitter, mørk chokolade.

I munden er det en intens, men alligevel forholdsvis frisk vin, som har denne gode blødhed kombineret med syrlig, småbitter frugt, en del tanniner, masser af træ, brændte og ristede elementer, svagt en sødme og supergod balance. Klart 5 fede houlbergske fingre med kæmpestor pil op. Vild god St. Emillion Grand Cru.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 299,95 kr., mens prisen er 249,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2018 Clos de Chevigne, Saint-Véran Vieilles Vignes, Bourgogne, Frankrig

2018 Clos de Chevigne, Saint-Véran Vieilles Vignes, Bourgogne, FrankrigSaint-Véran er en appellation – og kommune – for hvidvine i Mâconnais i departementet Saône-et-Loire i Bourgogne. Og det er derfra, at Houlberg nu grisk kaster sig over et glas Saint-Véran Vieilles Vignes fra vinhuset Clos de Chevigne.

Vinhuset – der ligger ved Solutré bjerget få kilometer fra Mâcon drives af Fabrice Arcari, som i 2011 overtog vingården fra sin fætter og onkel. Han arbejdede inden overtagelsen i branchen både som indkøber og forhandler af udstyr til vin og havde også arbejdet på vingårde i Provence.

Fabrice Arcari har samlet 27 hektar jord, som strækker sig over marker ved de 3 byer Prissé, Vergisson og Davayé. Han laver et sted mellem 60.000 og 70.000 flasker årligt, men sælger også lidt druer. På markerne dyrker Fabrice primært Chardonnay, som faktisk er omkring 90% af produktionen, men de øvrige er Pinot Noir og Gamay.

Denne Saint-Véran Vieilles Vignes er lavet på 40 år gamle Chardonnay vinstokke fra Saint-Véran … på både nord- og sydsiden til den berømte nabo Pouilly Fuissé. Vinen med temperaturstyring i rustfrie ståltanke, som efterfølges af 9 måneders modning på tankene, mens en lille 10% andel lagres på nye egefade.

Duftmæssigt meget ren, stringent og med klart mineralsk præg … kalk og flint, tørristede hasselnødder, men åbner ellers langsomt op, men efter lidt tid i glasset kommer der klare florale noter, let brunet smør, virkelig slank, elegant og svagt tilbageholdende, men smiger sig langsomt ind på én. Den beskedne brug af fad i Saint-Véran slår virkelig igennem her … duften er rank, slank og stringent … uden store armbevægelser og uden fedme.

I munden giver vinen samme indtryk som duften … dejlig rank, stringent og på én eller anden måde rar smag. Det er en flot, rank og elegant burgundisk vin med grøn, frisk syre, grønne æbler, citrus, svagt lidt nødder og så denne grønne, syrlige og ret friske side. Til prisen er det et lille fint vidunderbarn … totalt godt køb og det er faktisk sjældent man finder så god, ren og stringent bourgogne hvidvin til den pris.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 179,95 kr., mens prisen er 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

N.V. Domaine Bechtold, Crémant d’Alsace Brut Nature, Alsace, Frankrig

N.V. Domaine Bechtold, Crémant d'Alsace Brut Nature, Alsace, FrankrigSidste Crémant d’Alsace blev denne lille charmerende Crémant d’Alsace Brut Nature fra Domaine Bechtold, der ligger mellem Dahlenheim og Kirchheim i Alsace ved Couronne d’Or bakkerne der grænser op til Strasbourg.

Vinhuset drives af Jean-Marie Bechtold, som er 4. generation og allerede i 1980 begyndte at arbejde hos sin far. I 1995 overtog han tøjlerne og har siden omlagt produktionen til at være fuldstændig biodynamisk.

Han har samlet 12 hektar vinmarker på skråningerne af Couronne d’Or, hvor den bedste mark er Grand Cru marken Engelberg, men også markerne Sussenberg, Obere Hund og Silberberg står bag nogle af vinhusets bedste vine.

Jean-Marie laver sin vine efter samme opskrift på opdragelse af børn, nemlig med tålmodighed, åndelig opmærksomhed samt en  forståelse af vinstokkenes særlige behov.

Bechtolds Crémant d’Alsace Brut Nature er lavet på et blend af Auxerrois Blanc og Chardonnay og selvom det er Non Vintage, så skulle alle druerne her være fra årgang 2017. Alle vinene hos Jean-Marie laves på rustfrie ståltanke og det er basisvinen til denne crémant også, men derefter er andengæringen sket over 12 måneder. Vinen har 2 gram restsukker pr. liter.

I næsen er det en Crémant d’Alsace til den lette, luftige og søde side, modne æbler, dåsepærer, fersken og så ellers en hel blomsterbutik godt med lyserøde roser.

Smagsmæssigt er det små blide bobler, meget rund og tilgængelig, blød og cremet. Det er trods den biodynamiske drift en easy-going og behagesyg crémant, der vil falde i alles smag. Dermed et rigtigt godt bud på nytårsbobler, som skal favne både nørder og alle gæsterne rundt om bordet.

Forhandles af Letz Shop, men denne vin er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Gustave Lorentz, Crémant d’Alsace Zéro Dosage, Alsace, Frankrig

2017 Gustave Lorentz, Crémant d’Alsace Zéro Dosage, Alsace, FrankrigNæste Crémant d’Alsace var en Zéro Dosage fra vinhuset Gustave Lorentz, altså uden tilsætning af sukker i den liqueur d’expédition som vinen fyldes med efter degorgering. Så en eventuel sødme i denne vin stammer således ikke fra tilsat sukker, men fra druerne.

Gustave Lorentz ligger i Bergheim og er grundlagt tilbage i 1836 af Jacques Lorentz. Familien var oprindelig grovsmede, men slog sig altså på vinproduktion. I dag ledes vingården af Georges Lorentz som 7. generation.

Vingården har samlet 33 hektar vinmarker omkring Bergheim, og heraf er hele 14,6 hektar Grand Cru markerm nemlig primært markerne Grand Cru Altenberg og Grand Cru Kanzlerberg.

Men derudover så køber vinhuset også druer fra 120 hektar vinmarker tilhørende lokale vinavlere, og dermed er Domaine Gustave Lorentz faktisk en pæn stor producent.

Efter George Lorentz overtagelse af driften i 1995 har han investeret over 50 mio. kr. i nye moderne produktionsfaciliteter. Han har også omlagt husets egne marker til økologisk drift, hvilket siden 2012 også har været certificerede.

Og næste generation i form af Georges 3 døtre er også klar til at drive familiens vingård videre.

Denne Crémant d’Alsace Zéro Dosage er lavet på 74% Auxerrois og Pinot Blanc, 21% Chardonnay samt 5% Riesling. Selve basisvinen er lavet i store tanke af de sundeste druer, mens andengæringen, der også kaldes prize de mousse sker i flaskerne.

Vinen lagrer så 2 år inden roteringen til lodret position de sidste 4 dage, hvor gæren aflejres i flaskens hals før degorgeringen, som sker med liqueur d’expédition uden tilsat sukker. Vinen har 1 gram restsukker pr. liter.

Duftmæssigt virker vinen bestemt ikke bone-dry … der er modne, søde æbler, hyld, pærer, toast, lidt nødder samt blomster og grønne grene og egentlig meget likable, tilgængelig og medgørlig.

Smagsmæssigt starter med et stort og frisk opbrus, som rammer din mund med vild kraft, men boblerne fader dog overraskende hurtigt. Der er grape, lemon, pærer og grønne æbler, men vinen er ikke tør … faktisk sødere end forventet … klart en Crémant d’Alsace, som alle vil kunne lide.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., mens prisen er 129,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2008 Domaine Sohler Philippe, Crémant d’Alsace Millésimé, Alsace, Frankrig

2008 Domaine Sohler Philippe, Crémant d’Alsace Millésimé, Alsace, FrankrigDenne Crémant d’Alsace Millésimé 2008 fra Domaine Sohler Philippe blev aftenens bedste crémant … og det er svært at skelne denne fra topklasse champagne.

Domaine Sohler ligger i Nothalten … en lille by på Alsace vinruten mellem Haut-Koenigsbourg og Mont Ste Odile. Sohler Philippe har været i familiens eje i mange generationer og det var oprindelig et traditionelt landbrug med både korn og vinavl, men druerne blev blot solgt videre.

Men da André og hans hustru Marthe Steinbach i 1964 overtog driften fra faderen Germain Steinbach, så satsede de mere på vinproduktion og begyndte at producere og flaske vine, mens det øvrige landbrug langsomt blev afviklet.

I dag er det Andrés nevø Philippe Sohler, som har overtaget vingården og driver den sammen med sin hustru Christine og deres døtre Lydie og Marine. Philippe er selv vokset op på vingården, men havde egentlig valgt en karriere som flymekaniker i luftvåbenet inden rødderne og livet som vinbonde kaldte i 1995.

Domaine Sohler har samlet 11 hektar vinmarker, som alle ligger omkring Nothalten og der dyrker familien Riesling, Gewurztraminer, Pinot Gris, Pinot Noir, Muscat, Pinot Blanc og Sylvaner.

Her smager vi en fantastisk crémant … deres Crémant d’Alsace Millésimé 2008 lavet på ren Pinot Blanc og efter den alkoholiske gæring har vinen fået en andengæring i 10 år inden degorgering og har beskedne 0,5 gram restsukker pr. liter.

Nu snakker vi … masser af moden frugt, langt mere kompleks I aromaerne med både toast, røg, masser af gør og gæret frugt, abrikos, overmodne pærer, kalk og tavlekridt, bivoks, tørrede blomster, grillede citroner, citronskal, lemon, en gammel støvet bogreol og man får den følelse, at aromaerne omfavner dig, vugger dig blidt og passer på dig. Meget fint.

I munden er boblerne og smagen meget ren … det minder vitterlig om tør champagne. Det er en frisk smag, masser af syre, masser af sure citroner, masser af tørhed, nogen grape bitterhed og alt med et strengt mineralsk dirigentslag. Boblerne er tætte, intense og cremede.

Det er ikke den Crémant d’Alsace du skal servere til kransekage ved slaget til det nye år, men mere et fremragende glas som velkomst … eller allerbedst følgesvend til lidt skaldyr. Trods en andengæring på 10 år, så står denne Crémant d’Alsace knogletør og pivskarpt. Klart 5,5 houlbergske fingre med en boblende stor pil op.

Forhandler skulle være Café Sebastopol, men jeg har ikke fundet vinen der, så prisen kender jeg heller ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7