Med næste vin røg vi til Bordeaux, her med Château Moulin Delille fra Saint-Estephe.
Bag denne vin står familien Ollier, som med base fra Château la Rose Brana har produceret vin i 5 generationer. I dag er det Patrick, Christian og datteren Coralie Ollier, som driver vinslottet. Udover driften af Château la Rose Brana driver familien også en række andre vinslotte, nemlig Château la Rose, Château Rocher Coutelin, Château Lille Coutelin og så dette Château Moulin Delille.
Der findes kun sparsomme oplysninger om Château Moulin Delille. Der skulle være 24 hektar vinmarker beplantet med 55% Cabernet Sauvignon og 45% Merlot. Alt plukkes ved håndkraft. Der er ikke lavet vin på Château Moulin Delille før 2001.
Nå, men lad os smage. Duftmæssigt er fanger jeg jord, gammel kælder, lakrids og lidt candyfloss sødme. Smagsmæssigt flot blødhed, solbær, meget let og frugtrig. Meget drikkevenlig og meget ren i smagen … let sødme. Dejlig vin, som også var meget nem at gætte landet på.
Fås hos Brdr. Schmidt i Viby for 139 kr.