Steffens første vin var rød … bloody amerikanerrød, nemlig vinen Hayne Vineyard Zinfandel fra Jeff Cohn Cellars.
Det er et vinhus, som Jan faktisk tidligere har haft vin med fra, nemlig vinen #Pure Yum … men nu er det altså ærkeægte Zin.
Jeff Cohn Cellars holder til i Sonoma i Californien og drives af mister Jeff Cohn himself, mens fruen Alexandra tager sig af det økonomiske. De grundlagde vinhuset i 1996 som JC Cellars og i starten alene med produktion af få vine.
De har siden udvidet pænt og har specialiseret sig i vine på Zinfandel og derudover Rhône inspirerede vine. Jeff Cohn blev specielt kendt, da hans 2003 Rosenblum Rockpile Road Zinfandel i 2005 nåede en 3. plads på Wine Spectator’s Top 10, og han er da også siden blevet omtalt som Zinfandel guruen.
Cohn har dog også en særlig passion for Rhônedalens vine, og han samarbejder bl.a. tæt med Yves Gangloff, Yves Cuilleron, Pierre Gaillard og Francois Villard om flere vine.
Jeff Cohn Cellars har selv en smule jord, men hovedparten af druerne købes fra en lang række vinavlere, som Cohn har indgået dyrkningsaftaler med og har samarbejdet med igennem mange år.
Produktionen er ikke voldsom stor … alene omkring 5.000 kasser vin årligt fordelt på omkring 20 forskellige vine, primært enkeltmarks vine på Zinfandel.
Vinene kan groft set deles op i Zinfandels, Rhône Reds, Red Blends, Rhône Whites, Rockpile Syrahs samt Library Wines, som er nogle af husets bedste vine.
Her er det Cohns Hayne Vineyard Zinfandel, hvor druerne kommer fra den legendariske Hayne vinmark i Napa, hvor vinstokkene er mere end 115 år gamle . Vinen er lavet i åbne kar, 10% af druerne er ikke afstilket og gæring med punch-down 5 gange daglig.
Efter endt fermentering er vinen lagret 16 måneder på 228 liters og 350 liters franske egefade, heraf 30% nye fade. Der er alene lavet 200 kasser af denne vin, som trækker en højoktan på 15,4%.
Næsen har godt med kraft, fedme, blomme, solbær, brombær, enebær, svedsker, figner, sødbrændte fade, gazebind, vanilje, engelsk lakrids og alligevel en kølig, markant syre med lidt blomsterdrys.
Smagen er blød og tør … faktiske ganske tør, og der er slet ikke den typiske amerikanske oversøde Zin smag, men virkelig stor tørhed og masser af tanniner. Der er syre og strenghed, selvom der også fanges en smule sødme under lidt krydderier og peber. Det er sgu amerikansk Zin i bedste ende.
Købt hos Atomwine, hvor en flaske normalt koster 399 kr., men pt. er på tilbud til 249 kr.