Tag-arkiv: 5½

2011 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, Tyskland

2011 Schloss Johannisberg, Silberlack Riesling Erstes Gewächs, Rheingau, TysklandJesper havde medbragt denne vin … direkte fra et besøg på det tyske vinslot for under en uge siden, og smagning af vin bliver jo altid sjovere, når man har besøgt stedet, set markerne og måske endda hørt om vinfremstillingen.

Jesper har tidligere serveret Schloss Johannisberg for mig, nemlig ved et tidligere byggemøde, hvor det var husets Rotlack Riesling Kabinett Trocken. Dengang skrev jeg en del om vinslottet, herunder også om den lakforsegling, som vinene fik i “gamle dage”, men fortsat anvendes på Schloss Johannisberg.

Jeg nævnte også, at der findes en Silberlack, som er lidt udenfor nummer, men referer til markens kvalitet, det som andre steder også benævnes “Erstes Gewächs”,”Erste Lagen”  eller “Grosses Gewächs”, og det var netop den vin, som Jesper havde medbragt fra det tyske broderfolk, husets tørre topvin.

Hvis du vil vide mere om vinhuset, så tjek mit tidligere blogindlæg.

Ganske kort, så er Schloss Johannisberg et tysk vinslot i delstaten Hessen i Rheingau-distriktet. Det ligger malerisk på en af de stejleste, sydvendte skråninger ned mod Rhinen. Vinmarkerne udgør 35 hektar, og supplerende skal jeg dog referere en lille historie om vinmarkerne hos Schloss Johannisberg, nemlig om tilstedeværelsen af store rosenbuske ved hver mark.

Ved hver mark står der nemlig en stor, flot rosenbusk … men årsagen er ganske praktisk. Hvis der opstår lus, så angriber lusene nemlig først rosenbuskene og først derefter vinstokkene. Dermed kan vinstokke sprøjtes, hvis der opstår lus i rosenbusken. Simpelt, men smart.

Nå, tilbage til denne Silberlack, en Erste Lage vin, ren Riesling, og fremstilles på store 1.200 liter egetønder.

Duftmæssigt fik jeg noteret mig lidt modne æbler, fersken, honningmelon, abrikos, citrus, lidt kælder og bagedej. Med yderligere varme i glasset svag petroleum, men også kun svag … og så en lillebitte smule urter. Smagen er meget kompleks med modne æbler, fyldighed sammen med god mineralitet, god syrlighed med fin syre/sødme balance. Tror faktisk, at vinen kunne vinde ved at ligge nogle år, men godt smager det sgu.

Købt på vinslottet, pris 39€. Dansk forhandler er Petersborg Vin, hvor en flaske koster 350 kr.

Vinanmeldelser 5,5/7 

2007 Seghesio Family Vineyards, Sonoma County Zinfandel, Californien, USA

2007 Seghesio Family Vineyards, Sonoma County Zinfandel, Californien, USADenne vin i netop årgang 2007 var tidligere nr. 10 på Wine Spectators top 100 liste, fik 93 point og betegnelsen; ”… måske Californiens allerbedste køb, når det gælder Zinfandel. Fyldig, cremet, blød og rig smag af solmoden Zin..”

Vinen er en Sonoma County Zinfandel fra vinhuset Seghesio Family Vineyards, som selvfølgelig ligger i Sonoma, helt præcis i byen Healdsburg i Californien.

Op til 1980’erne var familien Seghesio en af de helt store operatører på Californiens marked for bulkvine på købte druer, og fremstillede hvad der modsvarede 750.000 kasser temmelig ordinær vin om året. Dette ændrede sig dramatisk, da den unge generation med Peter og Ted Seghesio overtog styringen af ejendommen. De ville hellere fremstille verdensklassevin fra familiens egne vinmarker, som var blevet tilplantet af oldefar Edouardo Seghesio, som var emigrant fra Piemonte.

Familiens marker ligger i de bedste mikroklimaer i Sonoma, og de fleste af vinstokkene er de oprindelige, som oldefaren havde udplantet helt tilbage til 1890’erne! Peter & Ted overtalte resten af familien, og få år senere fremstillede de udelukkende vin fra egne druer, høstet fra tudsegamle vinstokke.

Den årlige produktion styrtdykkede til 30.000 kasser, men til gengæld er kvaliteten sublim. Seghesio regnes i dag for at være USA’s bedste Zinfandel-producent, og denne Sonoma County Zinfandel er altså én af dem, og vinen får også hvert år ganske flotte anmeldelser.

Seghesio ejer en rækker vinmarker, bl.a. Home Ranch, Rattlesnake & Sisters Vineyard på 77 hektar, River Road på 23 hektar, Lone Oak på 10 hektar, Cortina på 23 hektar, San Lorenzo på 13 hektar og endelig Keyhole Ranch på 29 hektar, dvs. samlede vinmarker på ikke mindre end 175 hektar.

Nå, men til vinen, som i duften har masser af power, der er søde, mørke bær, likør, chokolade, lakrids, lidt rosiner og svedsker, lidt stald, lidt syre og lidt urter som i en god Rhônevin. Smagen er fyldig, blød og rund, lidt alkohol, søde, mørkerøde bær, kakao, lidt syltetøj og cola, og selvom det er tæt på at blive for meget og vinen også trækker hele 15,5% alkohol, så er der tilpas syre til at holde vinen i fin balance … så det smager sgu ganske godt. Jeg har tidligere drukket samme vin … og er hver gang blevet begejstret … og ja, det er en ordentlig mundfuld.

Købt i Randers Vinhus, pris omkring 170 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2006 Zenato, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, Italien

2006 Zenato, Amarone della Valpolicella Classico, Veneto, ItalienSidste vin fra byggemødet, denne Amarone della Valpolicella Classico fra vinhuset Zenato … og selvfølgelig skulle vi lige forbi Veneto området, når vi nu lige havde drøftet området på forrige vin.

Azienda Agricola Zenato er grundlagt i 1960 af én af Italiens mest innovative vinproducenter Sergio Zenato. Han etablerede vingården fast besluttet på at gøre en forskel i en broget og omskiftelig vinverden. Ikke bare en kommerciel forskel, men også en forskel på innovation og kvalitet.

Næsten 50 år efter har hans livsværk nået en størrelse som er ganske betydeligt, målt på alle parametrer som nyskabelser, kvalitet, produktion, omsætning og ikke mindst anerkendelse.

Zenato laver principielt vin i to hovedområder. Det ene område er det i Danmark så godt som ukendte Lugana. Kort sagt er det geografisk det plateau, der danner sig, der hvor Gardasøen sydligste punkt er. Lugana er samtidig hjertet i Zenato. Det er der hvor familiens første vingård ligger, der hvor familien bor.

Det andet område er det meget kendte Valpolicella, hvor der produceres Valpolicella della Classico og Amarone naturligvis. Her har Zenata i alt 20 hektar vinmarker, og det er her aftenens sidste vin kommer fra. Zenatos Amaroner er et kapitel for sig. Kvaliteten er fremragende. Vinene adskiller sig fra andre Amaroner ved at have en lidt usædvanlig druesammensætning. Den består naturligvis af Corvina hovedsageligt, dernæst Rondinella og Molinara. Desuden har man anvendt Sangiovese, hvilket jeg aldrig tidligere har set i en Amarone.

Konsekvensen heraf synes at være, at vinene virker meget mere rene og velplejede i sin frugt end andre Amaroner sædvanligvis gør. Zenatos Amaroner er mægtige vine og naturligvis flittige prisvindere overalt i verden.

Duftmæssigt godt med mørke frugter, meget frugtrig … sådan lidt frisk-frugt-agtigt, en anelse krydret, lidt blommer … men slet ikke den lidt vamle rosinduft, som Amaroner ofte har. Smagsmæssigt masser af sol, solbær, lidt peber, meget stor fylde, lidt nellike? Eftersmagen en god lang, og det kan smages, at der er tale om stor vin. Flot valg.

Fås hos Theis Vine, pris 359,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2009 Clos Pons, Roc Nu Tinto, Catalonien, Spanien

2009 Clos Pons, Roc Nu Tinto, Catalonien, SpanienVidere til en vin med meget mere liv i, nemlig vinen Roc Nu Tinto fra vingården Clos Pons, som jeg tidligere har smagt vin fra, nemlig da jeg smagte deres charmerende hvidvin, 2011 Clos Pons, Sisquella Blanco.

Vingården hedder som sagt Clos Pons, og ligger i Les Garrigues distriktet i området der hedder Costers del Segre, og som er en del af Catalonien. Landskabet er domineret af oliven-og mandeltræer, og udmærker sig ved sin meget tørre jord.

Pons familien har i generationer dyrket oliven med stor succes, så for nogle år siden ville de se, hvor gode vine det var muligt at producere på de tørre jorder. Målet var at vinene skulle udtrykke identiteten af jorden og det specielle klima i Les Garrigues, som er præget af lav nedbør, ekstreme temperaturer, og jord med mange forskellige mineralske sammensætninger, alt sammen noget som er medvirkende til at producere vine af høj kvalitet.

Respekten for naturen er styrende for arbejdet i vinmarkerne, der dyrkes efter kriterierne for økologisk landbrug. Udbyttet er samtidig meget lavt for at højne kvaliteten og vinens eget udtryk.

Navnet Roc Nu betyder direkte oversat, “nøgne klipper” og det henviser til stedet hvorfra druerne til denne vin kommer, nemlig den øverste del af Les Garrigues, som dermed giver såvel karakter som navn til denne eksklusive vin. Vinen er lavet på 50% Cabernet Sauvignon, 30% Grenache og 20% Tempranillo, og vinen har lagret 14 måneder på nye franske barriques.

Duftmæssigt masser af saft og kraft, meget maskulin, solbær, let krydret … lidt blæk eller jordagtig som en Bordeaux, men klart med mere sol og sødme i næsen. I næsen fornemmes det, at der er Cabernet Sauvignon i glasset, og det er jo også rigtigt … langt hen ad vejen. Smagsmæssigt fornægter det spanske ophav sig ikke, sødme, mørk frugt, power … men også lidt mere tannin end normalt … lidt mere rygrad, hvilket virkelig klæder vinen. En superflot vin, og én af aftenens store overraskelser.

Købt hos Jysk Vin, pris 195 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Ettore Germano, Hérzu Riesling, Piemonte, Italien

2011 Ettore Germano, Hérzu Riesling, Piemonte, ItalienRiesling fra Piemonte … helt sikkert første gang for mig, og bestemt en meget positiv overraskelse. Vi er hos vinhuset Ettore Germano, en Barolo topproducent beliggende i Serralunga d’Alba kommunen, hvor nogle af de længstlevende Baroli produceres.

Ettore Germano har i alt 12 hektar jord, som er beplantet med Riesling, Chardonnay, Barbera, Dolcetto, Merlot og selvfølgelig Nebbiolo, og huset råder over andele på 0,7 hektar og 2 hektar af de to berømte topmarker Prapo og Cerretta, begge stejle og med perfekt sydlig og sydøstlig eksponering.

Husets Barolo Cerretta har fx også flere gange modtaget de maksimale 3 glas i Gambero Rosso samt 3 stjerner i Veronelli.

Ettore Germano er et familieforetagende, hvor Sergio Germano nu er 3. generation. Sergio er uddannet ønolog i 1993 fra universitetet i Alba, og han tilhører den nye generation i Barolo, som har en uddybende videnskabelig forståelse for vinproduktion kombineret med respekten for traditionerne og hans forgængeres erfaringer.

Hovedparten af husets vinmarker ligger i Serralunga, men i 1995 fik Sergio mulighed for at tilplante en vinmark 50 km. længere med syd, nemlig på bakken Dolcetto di Dogliani i kommunen Cigliè (Alta Langa).

Jorden i dette område er kalksten, som i Serralunga, men er derudover mere stenet, hvilket hjælper vinstokken med at udvikle mere mineralitet. Sergio tilplantede derfor i 1995 disse marker med de hvide sorter, primært Riesling og Chardonnay, som her har optimale forhold.

Der laves 13.000 flasker årligt af denne Riesling, som i glasset er fin, klar strågul med grønlig skær. Duften er frugtagtig, grønne urter og en anelse petroleum … mens smagen bare er knastør, meget vedvarende i smagen, lidt nøddeagtig, god syre og sindssyg flot balance. Meget frisk, tør og flot … og ikke mindst overraskende … hvidvin. Flot, flot.

Fås hos Viniropa, pris 175 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2009 Castello di Monsanto, Chianti Classico Riserva, Toscana, Italien

2009 Castello di Monsanto, Chianti Classico Riserva, Toscana, ItalienWeekenden og Chianti fra Castello di Monsanto … fuck, hvor spiller de to ting bare godt sammen. I marts måned smagte jeg husets topchianti, nemlig Chianti Classico Riserva Il Poggio, en vin som i den grad bragte velværen op i mig. Inden Jan medbragte vinen, havde jeg faktisk selv købt lillesøsteren, denne Chianti Classico Riserva fra samme vinhus, og det blev så denne weekend, at proppen røg af … efter flere tilløb. Faktisk havde jeg vinen med i sommerhus weekenden før, men uden at åbne vinen … jo kan godt være lidt tilbageholdenden … bare en gang imellem.

Ejendommen er oprindelig købt af  Aldo Bianchi i 1960. Ejendommen er beliggende tæt på byen Barberino Val D’Elsa. Det var imidlertid sønnen Fabrizio, som blev forelsket i de vine, som han fandt i kælderen og overtog vinproduktionen på gården med hjælp fra sin kone Giuliana. I dag er det dog datteren Laura Bianchi, som står i spidsen for produktionen på Castello di Monsanto, dog fortsat med hjælp fra fader Fabrizio og vinmageren Andrea Giovannini.

Og vinene fra Castello di Monsanto hører i dag til i den absolute topklasse. Denne Chianti Classico Riserva, lavet på 90% Sangiovese og 10% Canaiolo og Colorino, og fadlagret 18 mdr på mindre egefade, har også fået fabelagtige anmeldelser:

93 point The Wine Advocate:
The 2009 Chianti Classico Riserva is striking. Succulent dark cherries, flowers, mint and licorice burst from the glass in this exuberant, sexy Riserva. The tannins are nearly buried by the opulent fruit, but the wine retains great balance, while avoiding any sense of heaviness. The 2009 captures the heat and richness of the year while never abandoning its classic sense of structure. This is a superb wine from Monsanto with plenty of upside potential. Sweet floral notes add an elegant, feminine touch to the finish. Anticipated maturity: 2012-2021

Laura har gjort det igen – Chianti Classico Riserva 2009 er på Wine Spectators top 100 liste over årets mest interessante vine:
“92 point – # 31 på top 100: A powerful and opulent style, this red displays ripe cherry, black currant, violet and tobacco aromas and flavors. The tannins are gripping on the finish, which lingers with sweet fruit and mineral accents. Well-proportioned. Best from 2014 through 2021”.

Her mine noter; Duftmæssigt sker der meget i vinen med jord, jod, urter, tobak, marcipan, blomster og tranebær. Duften indikerer også en stor blødhed … som om, at vinen tager dig hånden med ordene “det skal nok gå”. Smagsmæssigt bløde kirsebær, masser af syre og bitterhed, men ren frugt og derudover urter, frugtrige tanniner som fylder munden uden på noget tidspunkt at blive for hård eller kantet. Eftersmagen også meget lang og frugtrig. Klasse.

Købt hos Bichel Vine, pris 149,75 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2011 Rustenberg Wines, Chardonnay, Stellenbosch, Sydafrika

2011 Rustenberg Wines, Chardonnay, Stellenbosch, SydafrikaLidt mad skulle der også til bestyrelsesmødet, og det bestod af en forret; kold ærtesuppe med krabbesalat, derefter en pulled pork burger, alt hjemmelavet selvfølgelig og sluttelig en lille omgang ost. Til forretten drak vi denne Chardonnay fra Rustenberg Wines, et perfekt match til den chili-/estragonkrydrede ærtesuppe med den lidt søde krabbesalat.

Rustenberg er et af Stellenbosch’ ældste og mest respekterede vinhuse. Det blev grundlagt i 1682 af den tyske professor Roelof Pasman, der kom fra Rhin-området og opdagede de store muligheder, der lå i vinproduktion i Stellenbosch.

Op gennem tiden har huset haft en noget turbulent og dramatisk historie. Ejendommens jorde blev i starten af 1800-tallet delt af den daværende ejer, der forærede halvdelen af godset til sin svigersøn.

Dette bare for at opdage, at svigersønnen solgte sin del videre til anden side under navnet Schoongezicht. Vinavlerne i Stellenbosch havde i den periode trange kår, og efter nogen tid gik begge ejendomme konkurs.

I 1892 blev Schoongezicht købt, og dermed reddet fra ruin af Cape’s præsident John Merriman. Da dennes svoger samtidig opkøbte Rustenberg, var tiden nu inde til samarbejde og oprejsning til det gamle stolte gods.

I 1941 købte Peter Barlow Rustenberg og senere Schoongezicht, og efter næsten 150 års adskillelse var Rustenberg-ejendommen igen intakt. I dag drives Rustenberg af Simon Barlow og dette med en så sikker hånd, at huset regnes for en af Stellenbosch’ bedste vinproducenter.

Der er netop foretaget store investeringer i renovering af det gamle gods. Disse forbedringer tæller også opførelse af en helt ny kælder, således at man på Rustenberg nu er helt up-to-date, hvad angår teknikken. Markerne genplantes løbende med nye druesorter, der alle er podet på virusfrie rod-kloner, og det er således muligt at finde blandt andet Marsanne, Rousanne, Viognier og Mourvedre-vinstokke på godsets marker.

Denne Chardonnay fadlagres med halvdelen af vinen på nye fade, resten på henholdsvis 2 og 3 års fade. Duften er typisk Chardonnay, der er smør, fedme, tropiske frugter og honning.

Vinen er dejligt cremet og der er også en vis honning sødme, men det bliver aldrig for meget, og der er fortsat lidt sprødhed og friskhed over vinen, og den fungerede perfekt til forretten. Det er en super dejlig vin, som jeg absolut gerne anbefaler.<

Købt hos Sigurd Müller Vinhandel, pris 129 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7   

2010 Domaine Tempier, Bandol Rouge, Bandol, Frankrig

2010 Domaine Tempier, Bandol Rouge, Bandol, FrankrigVidere med de røde vine fra den gastronomiske tur rundt i Frankrig, og næste sted vi landede var i det dejlige Provence med en Bandol fra ikke mindre end Domaine Tempier. Domaine Tempier er Bandols ubestridte konge. Det manifesteres årgang efter årgang, takket være Domaine Tempiers fantastiske vinmarker og ønologen Daniel Ravier.

Bandol appellationen er nærmest skabt af Domaine Tempiers grundlægger, Lucien Peyraud, som allerede i 1942 tog initiativ til det grundregelsæt. Disse regelsæt gælder for appellationen den dag i dag. Det var også Peyraud, som stædigt kæmpede for større brug af Mourvedredruen i vinene fra Bandol.

Der er sagt mange positive ting om dette domæne. Berømmelsen hviler blandt andet på domænets rosé, der af mange regnes for den bedste i Provence. Vinen er blended på Mourvedre, Cinsault, and Grenache.

Domaine Tempier fremstiller også en forfriskende hvidvin fremstillet på druerne Ugni Blanc og Clairette.

Den største styrke hos Domaine Tempier er dog deres berømte enkeltmarksvine: La Tourtine, Migoua og Cabassaou. Alle er det marker med vinstokke som for længst er fyldt 50 år.

Disse marker regnes således som de ypperste eksponenter for vinene fra Bandol. Vinmarkerne er, for de røde vines vedkommende, beplantede med Mouvedre dernæst Grenache, Cinsault, Carignan og Syrah.

Her har vi dog Domaine Tempiers standard Cuvée, som er fremstillet af 70-75% Mouvedre, 14-16% Grenache, 8-9% Cinsault og endelig 2-3% Carignan. Lagret på eg i 18-20 måneder.

Duftmæssigt mere power med sol, provencekrydderier, lavendel, røg, blåbær og friske urter. Smagsmæssigt også mørke bær, krydderier og en bemærkelsesværdig blødhed i vinen, som bare er helt fantastisk. Flot, flot vin.

Fås hos Theis Vine til 209,95 kr. på tilbud, normalpris 299,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Bouchard Père & Fils, Meursault Les Clous, Bourgogne, Frankrig

2010 Bouchard Père & Fils, Meursault Les Clous, Bourgogne, FrankrigI felttoget af hvide franske vine, så er det selvfølgelig også oplagt med en hvid Mersault fra Bourgogne, og den fik vi fra vinhuset Domaine Bouchard Père & Fils til temaet Bourgogne. Jeg har tidligere skrevet lidt om vinhuset, nemlig da jeg smagte deres 2009 Volnay 1er Cru, Clos des Chênes.

Bouchard Père & Fils var i 200 år et af de fineste huse i Bourgogne, men mistede fra 1960erne efterhånden sin glans. I 1995 blev huset overtaget af Joseph Henriot. Henriot tjente sin formue som skaber af luksuskoncernen LVMH med bl.a. Vve Clicquot, Moët, Vuitton og et læs farfumefirmaer.

Han forlod LVMH i 1992 og købte Bouchard for sin “pension”. Et utroligt arbejde blev sat i gang. Nye domæner blev føjet til Bourgognes i forvejen mest imponerende domæne, som i dag er på ikke mindre end 130 hektar, heraf 2/3 1.Cru og Grand Cru).Produktionen blev samtidig skåret ned og nye kældre blev opført. Siden har hver ny årgang overgået de foregående.

Philippe Prost er vinmager og lægger vægt på finesse, frugt og længde snarere end på kraft, mens arbejdet i vinen ledes af Christophe Bouchard.

Meursault er en af Bourgognes store hvidvine. Cistercienserne er mest kendt for Clos Vougeot, men allerede i 1098 plantede de vin i “Murissalt”. I alt er plantet over 400 hektar, hvoraf godt 1/3 er 1.Crus. Les Clous, som bedst kan oversættes med “højdepunktet”, dækker 18,4 hektar kalkholdig vinmark, hvoraf Bouchard Père & Fils ejer ikke mindre end 8,64 hektar af, og det er herfra, at denne vin stammer.

Vinen laves med samme omhu som domænets topvine, dvs. både gæring og lagring i små egefade, en god del nye hvert år. Det er selvfølgelig 100% Chardonnay.

Og den dufter også af Chardonnay … der er egetræsfad, smør og fedme. Smagen er dejlig cremet og fed, men fortsat med syre og meget intenst. Klassevin!

Fås hos Erik Sørensen Vin til 329,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

N.V. Champagne Jacquesson & Fils, Cuvée 736, Champagne, Frankrig

N.V. Champagne Jacquesson & Fils, Cuvée 736, Champagne, FrankrigVi startede ikke mindre end imponerende flot, nemlig med en gudedrik, champagne … og endda fra det traditionsrige champagnehus Champagne Jacquesson & Fils, som nyder et kultagtigt ry for exceptionel champagne.

Jacquesson har i 3 generationer været ejet af familien Chiquet, som arbejder målrettet efter at skabe den fineste Champagne af alle. Mens andre som Krug og Bollinger har flerdoblet salget de senere år, er Jacquesson stadig et rent familiehus, som årligt ikke tapper mere end middelstort Bordeaux-slot.

Men de investerer dyrt i at skabe stadig bedre vin, bl.a. med organisk drift i markerne, lavere udbytte, senere høst mv. De seneste 20 år har det været brødrene Jean-Hervé og Laurent Chiguet, som har drevet champagnehuset med de stolte traditioner.

Champagnehuset huskes i dag som opfinder af le “musselet”, den kapsel og trådnet, som Adolphe opfandt primo 1814, og som i dag med variationer bruges til mousseux overalt i Verden.

Adolphe stod over for problemet med, at der hver dag eksploderede hundreder af flasker i kældrene til stor risiko for ansatte og besøgende. En kraftigere flaske var nødvendig, men også en mere solid lukkemekanisme end bare en tyk prop, der ikke kunne ikke holde til 5 atmosfærers tryk. Resultatet var trådnettet og kapslen, der i dag bruges til alle mousserende vine.

Adolphe Jaqcquesson, søn af grundlæggeren i 1798, opfandt også et særligt opbindingssystem til vinstokke, som i dag bruges ikke kun i Champagne, men over hele Frankrig.

En trofast kunde til Jacquesson var Napoléon, der brugte husets champagne til sit bryllup med Marie-Louise af Østrig og på sine felttog til Wagram og Moskva. Han gav i 1810 huset en særlige guldmedalje.

En datter af Adolphe Jaqcquesson giftede sig 1840 med tysk ansat, Joseph Krug, som siden grundlagde Krug, et andet fremragende hus.

Her har vi husets Cuvée 736, som har fået flere priser. Vinen blev bl.a. testvinder i Politikens Nytårsmagning i 2012 foran Dom Pérignon. Parker har også udtalt; “Jacquesson er ved at være i klasse med Krug” mens det gode blad Gastro har skrevet, at Jacquesson er prestige til en pris kun lidt højere end kendte mærkers standardvin! Majestætisk, helt tør og intens champagne med meget lang, fornem smag.

736 er lavet med 100% vin fra eget 28 hektar eget domæne og 10 hektar fra naboer, hvor Jacquesson styrer vinmarkerne. Metoderne er også ægte Jacquesson: 100% Grand Cru og 1.Cru, organisk drift, lavt udbytte, sen høst, gæring og lagring i eg, siden på flaske. Ingen klaring, kuldebehandling eller filtrering og med laveste dosage af alle.

Vinen er årgang 2008 suppleret med 34% ældre reserve vin fra 2007, 2006 og 2005. 53% Chardonnay, 29% Pinot Noir, and 18% Pinot Meunier. Pinot Meunier er også kendt som Meunier eller SchwarzRiesling og er en blå drue, som ofte anvendes i produktionen af champagne.

Duftmæssigt overmodne æbler eller overmodne pærer … en slags, ja ikke råddenskab, men meget overmoden, lidt toast og meget aromatisk. Smagsmæssigt lidt indelukker kælder, meget spændstig og fin syre bagerst i munden og en lang eftersmag med lidt urter. Fremragende. Der var lidt delte meninger omkring bordet omkring champagnen, men jeg var begejstret.

Fås hos Erik Sørensen Vin, pris 419,95 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7