Så er det næstsidste vin fra bourgognesmagningen på Restautant ET … en ung Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque fra Domaine Jean-Charles Fagot.
Der er i alt 634 registrerede Premier Cru marker i Bourgogne …alene bare i Mercurey i Côte Chalonnais findes der 32 Premier Cru marker, hvor Clos L´Evèque er én af dem. Og på netop Clos l’Évêque har Domaine Jean-Charles Fagot altså en lille parcel, hvor 40 år gamle vinstokke leverer druerne til Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque.
Druerne er høstet manuelt og vinificeret alene med druernes naturlige gær i store temperaturstyrede rustfrie ståltanke, hvorefter vinen har lagret 12 måneder på franske foudres egefade.
Duftmæssigt er stilen hos Fagot her mere aggressiv end fx Rion, langt mere maskulin med både blæk, penalhus, røde og sorte kirsebær, grønne blade, godt med kanel og masser af eg.
Smagsmæssigt er Mercurey Premier Cru Le Clos l’Évêque også mere mørk i frugten med solmodne kirsebær og stor saftighed. Men når det så er sagt, så smager den fandeme godt, blød, rund og med power og trods alt let, saftig og blød med grønne burgundiske elementer. Den er samtidig virkelig fast i eftersmagen.
Importør er Vinmonopolet, men forhandles fx af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 289,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er på 229,95 kr.