Vores vinøse rundtur i Schweiz har sikkert været hullet som en schweizerost og måske primært koncentreret i Valais. Men det er nu også der, at vi slutter rundturen, nemlig med vinen Cornalin fra Marie-Bernard Gillioz, som holder til lidt nord for byen Grimisuat.
Marie-Bernard Gillioz – som I kan se på billedet ovenover – startede sit lille vinhus i 1992 og har samlet 4 hektar vinmarker fordelt på de to appellationer Sion og St-Léonard, som begge ligger på højre bred af Rhône floden. De 4 hektar er fordelt på flere parceller, hvilket i Sion er markerne Les Bayard, Le Mont, Molignon, Corbassières, Mont d’Orge, Les Balettes og Bramois.
I St. Léonard er det parceller på Au-Dessus du Lac Souterrai, Pintzette og Plan l’Oggier. Markerne er anlagt på terrasser og har godt med grå skifer i undergrunden.
På markerne dyrker Marie-Bernard druesorterne Chasselas, Pinot Noir, Gamay, Petite Arvine, Humagne Rouge, Cornalin, Marsanne, Syrah, Muscat, Diolinoir samt Galotta.
Marie-Bernard Gillioz er kendt for sin passion for botanik og økosystemet. Det præger også arbejdet i marken hos hendes elskede vinstokke, hvor hun sørger for stor biodiversitet. Alt dyrkes økologisk og hun bruger ikke gødning og efterlader græsset mellem vinstokkene, selvom det giver ekstra arbejde.
Denne Cornalin er lavet på druen Cornalin … som findes i to forskellige udgaver; Cornalin du Valais også kendt som Rouge du Pays samt Cornalin d’Aoste også kendt som Humagne Rouge. Men da der alene står Cornalin på etiketten, så er det svært at vide, hvilken af druerne, som vinen er lavet på. Studier har dog vist, at de to druer reelt er i familie med hinanden.
Da Marie-Bernard Gillioz skriver, at hun dyrker både Humagne Rouge og Cornalin, så man vi antage, at denne vin er lavet på sorten Cornalin du Valais, som dog oprindelig stammer fra sorten Cornalin d’Aoste.
Det er under alle omstændigheder en rød druesort, som oprindelig fik sit navn Cornalin d’Aoste efter Aosta dalen i Italien, hvorfra druen stammer. Der eksisterer den imidlertid ikke længere og findes faktisk i dag alene i Valais regionen i Schweiz, hvor der sammenlagt findes omkring 128 hektar marker med druen. Det er en rustik og ganske tanninrig drue.
Denne Cornalin er lavet med druer fra marken Les Balettes i Sion området. På marken er vinstokkene omkring 15 år gamle, men ellers har jeg ingen oplysninger om produktionen af vinen. I stedet springer vi da bare direkte til mine smagsnoter.
Næsen er blåbær, godt med kirsebær, æter og maling, mejeri med en mørk og kølig stil. Det er lidt rustikt og landligt … man tænker straks lidt grillvin, men alligevel er der langt mere i vinen.
Den smager godt ,,, god mørk og alligevel frisk frugt, meget ren og samtidig syrlig i frugten. Derudover er der en intens sødme, som spiller fint sammen med syren, friskheden og de mørke sider. Det er god vin og klart en vin, som kræver en smule fordybelse.
Ingen forhandler herhjemme og en flaske koster omkring 300 kr. i Schweiz.