Clos Saint Michel hedder også Vignobles Guy Mousset et Fils og ligger meget passende på Route de Châteauneuf-du-Pape i Sorgues syd for selve Châteauneuf-du-Pape by … og derfra smager vi selvfølgelig også denne 2015 Châteauneuf-du-Pape Tradition.
Vignobles Guy Mousset et Fils drives i dag af de to brødre Olivier og Franck Mousset … og Guy var deres far. De er 4. generation i det gamle vinfirma, som producerer vine under navnene Clos Saint Michel, Domaine Guy Mousset samt Domaine de Clairfont … både Châteauneuf-du-Pape vine, Cötes-du-Rhône, Côtes-du-Rhône Village og Vaucluse vine.
Det er Frank, der er ansvarlig for produktionen af vinene på Clos Saint Michel, men ved siden af driver Frank sammen med sin hustru Murielle også et andet vinhus, nemlig Domaine des Saumades.
Clos Saint Michel har samlet 30 hektar vinmarker, heraf 15 hektar AOC Châteauneuf-du-Pape, 12 hektar Côtes-du-Rhône og så lidt forskellige derudover.
Châteauneuf-du-Pape Tradition er lavet på 40% Grenache, 30% Syrah og 30% Mourvedre fra vinstokke på den stenede Les Coulets vinmark. Vinen er lagret 12 måneder på store egefade … ellers ikke mange oplysninger udover en årlig produktion på 3.500 kasser.
I glasset er vinen noget lysere og langt mere transparent, end jeg lige havde forventet, men det øger kun spændingen. Der er duftmæssigt god gæret frugt, brombær, kirsebær, hindbær, lidt landlige aromaer, mødding, tobak, teblade, krydderier, grafit, mentol samt lidt lakrids.
Smagen er blød, rund og virkelig elegant … ingen bulder eller fuldfed klumpe-dumpe, men ren frugt med god lethed, lidt jern og peber. Det er fløjlsblødt og med masser en let, frisk frugt, så bestemt et virkelig godt glas Châteauneuf-du-Pape.
Købt hos Winefamly, hvor en flaske koster 183,67 kr.