2016 Domaine Digioia-Royer, Chambolle-Musigny 1. Cru, Bourgogne, Frankrig

2016 Domaine Digioia-Royer, Chambolle-Musigny 1. Cru, Bourgogne, FrankrigJeg smagte endnu en vin hos Michel Digioia fra Domaine Digioia-Royer … og tror egentlig, at det reelt er samme vin, blot i årgang 2016 og nu med 1. Cru tilføjet, men uden en markangivelse. Det er vist en smule unormalt, idet man vel helst vil lave 1. Cru vine som enkeltmarksvine?

Den skulle  – ifølge vinmageren selv – være lavet på samme måde som foregående vin, altså ved, at klaserne afstilkes 100%, hvorefter druerne knuses og så ligger med skindkontakt i 15 dage førend presning og gæring. Efter endt fermentering og en malolaktisk gæring lagrer vinen 16 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.

Næsen virker langt mørkere og har langt mere tyngde, end jeg normalt vil forvente af en Chambolle-Musigny. Der er et pænt aftryk fra egefadene, Der er blomster, kirsebær, brombær og lidt mineraler, men slet ikke så feminin, som man kunne ønske.

Smagen er dog meget blød og rund. Du begynder at mærke potentialet i vinen og klare Pinot Noir kvaliteter … virkelig satans blød med runde og silkeagtige tanniner, blød finish og det smager faktisk rigtigt godt, selvom vinen fortsat er ganske ung endnu.

Det er H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten som er importør, men prisen på denne flaske kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2010 Domaine Digioia-Royer, Chambolle-Musigny, Bourgogne, Frankrig

2010 Domaine Digioia-Royer, Chambolle-Musigny, Bourgogne, FrankrigVed næste bord traf jeg vinbonden Michel Digioia fra Domaine Digioia-Royer, der ligger i den lille landsby Chambolle-Musigny og jeg skulle første smage noget helt specielt … en ældre 2010 Chambolle-Musigny, selvom det i min bog ikke er specielt gammel for en god bourgognevin.

Domaine Digioia-Royer er oprindelig grundlagt i 1930’erne af Victor Moretti, men blev i 1982 overtaget af datteren Geneviève Royer-Moretti. Siden 1999 har det dog været hendes svigersøn Michel Digioia, der som 3. generation nu driver vingården.

Der var oprindelig kun laves ganske lidt vin på vingården, idet de fleste druer fra høsten blev solgt til andre producenter, men det ændrede Michel i 2003 og startede med at producere og sælge vinene selv under navnet Domaine Digiola-Royer.

Siden er der købt yderligere vinmarker … arealet er øget fra 2,5 hektar til i dag 7 hektar og Michel er også startet med at eksportere vinene, således omtrent halvdelen af den årlige produktion i dag sælges til andre lade.

Det er fortsat en ganske lille produktion, og Michel Digioia overvejer da også at udvide endnu mere. Men det skal ikke ske for enhver pris, for hvis ikke der er tid og plads til at nusse om hver eneste vinstok, så bliver produktet ikke i den høje kategori, som Michel ønsker sig.

Størstedelen af domainets 7 hektar vinmarker er beliggende enten i Chambolle-Musigny eller lige uden for, og det var først, da man i 2011 købte jord i Nuits-Saint-Georges, at man bevægede sig lidt væk fra landsbyen.

Domainet er ikke certificeret økologisk. Det skyldes dog alene Michels manglende kommercielle indsigt, da der i dag hverken bruges pesticider eller herbicider. En forandring som Michel satte i værk straks efter, at han havde overtaget ansvaret for vinmarkerne.

Stilen er rustik og meget klassisk, men med et stort fokus på terrioren og Pinot Noirs udtryk. Der bruges kun fade med en vis skepsis, og til domainets bedste vine, oftest kun brugte fade.

Denne almindelige Chambolle-Musigny er lavet ved, at klaserne afstilkes 100%, hvorefter druerne knuses, ligger med skindkontakt i 15 dage førend presning og gæring. Efter endt fermentering og en malolaktisk gæring lagrer vinen 16 måneder på egefade, heraf 25% nye fade.

Selvom vinen ikke har vild høj alder, så er der faktisk godt med modenhed over duften, som er lidt mulle med gamle gardiner, toast, en lys og moden frugt, måske endda lidt kandiseret i frugten, men jeg ved ikke, om jeg vil sige, at vinen har ældet med ynde.

I munden er det også moden frugt, og det kan jeg egentlig godt lide. Det er lyse bær, lidt lakrids, tanninerne okay polerede og der er også en vis tyngde over vinen … elegant uden at imponere, men lang eftersmag og samlet en dejlig oplevelse.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 535 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Sylvain Pataille, Marsannay Les Longeroies, Bourgogne, Frankrig

2017 Sylvain Pataille, Marsannay Les Longeroies, Bourgogne, FrankrigSelvom Sylvain Pataille ikke selv var med til den store Winmakers Fair, så fik jeg selvfølgelig også smagt én af hans røde bourgogner, og det blev denne Marsannay Les Longeroies.

Vinen er selvfølgelig ren Pinot Noir fra en enkelt parcel, nemlig på marken Les Longeroies, hvor jorden består af hvid kalk og kalksten, mens vinstokkene er omkring 60-80 år gamle. Der er samtidig 100% biodynamiske og hælder i retning af naturvin. Han er fuldstændig hands-off i sin produktion. Ingen gærfløde, ingen enzymer, ingen chaptalisering og ingen syrejustering.

Kun den rene gærede most, eventuelt understøttet af lidt fad i de absolut bedste årgange og Pataille bruger næsten ingen svovl i vinene. Denne gæres spontant ud på rustfrie ståltanke ved 32 grader, inden de overføres lagring 15-18 måneder sur lie på egetræsfade, hvoraf 30-35% er nye fade.

Og vinen har en lækker og meget spændende næse, dufter virkelig godt, lidt svævende og med klare aftryk fra egefadene, bl.a. en smule kanel. Frugten er hindbær, kirsebær, brombær … måske en kende til den mørkere side, men så har den en fræk syre, som spiller, driller og samtidig gør vinen meget levende i næsen, lidt grønne noter, men slet ikke vildt.

Vinen virker – overraskende – meget drikkeklar lige nu trods den unge alder. Frisk syre, lidt blomster, men sammenlagt en meget klar og direkte smag. Mangler måske endnu lidt mere kompleksitet, men – come on – vinen er da alt, alt for ung endnu … men det lover godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Sylvain Pataille, Bourgogne Blanc Le Chapitre, Bourgogne, Frankrig

2017 Sylvain Pataille, Bourgogne Blanc Le Chapitre, Bourgogne, FrankrigVed næste bord med vine fra Domaine Sylvain Pataille – men uden en vinmager – lavede jeg samme nummer … smagte deres bedste hvidvin og deres bedste rødvin. Snob. Og den første var således husets Bourgogne Blanc Le Chapitre.

Sylvain Pataille holder til på adressen Rue Roger Salengro, opkaldt efter en socialistisk minister fra 1936. Byen Marsannay er ikke stor … mindre end to poser morgenbrød … men er en gammel by, som oprindelig hed Marceniacum in Monte, så Marcenay-en-Montagne for endelig at få det nuværende navn Marsannay-la-Côte i 1783.

Appellationen AOC Marsannay blev dog først en realitet langt senere, nemlig i 1987 og før dette blev vinene herfra blot solgt som Bourgogne eller Bourgogne de Marsannay. Der er ingen Grand eller Premier Cru marker i Marsannay, men i stedet er området mere kendt for sine hvidvine og rosévine.

AOC Marsannay tilhører Côte de Nuits og omfatter vinmarker omkring byerne Chenôve, Couchey og Marsannay-la-Côte.

Domaine Sylvain Pataille er én af de mest kendte producenter i Marsannay. Han er uddannet ønolog i Bordeaux, og arbejdede igennem flere år på forskellige slotte i Médoc. Særligt på Château Branaire Ducru har han har en stor andel i slottets kvalitetsløft.

I slutningen af halvfemserne vendte han hjem til Marsannay med to formål for øje. Dels for at overtage driften af familiens vingård, og dels at fungere som rådgivende ønolog for andre producenter i Bourgogne.

Sylvain fik hurtigt en række stjernedomæner som kunder, herunder Perrot Minot, Denis Mortet, Hubert Lamy og Nicolas Rossignol. Han fungerer stadig som ønolog for enkelte domæner, men koncentrerer sig i dag primært om driften af Domaine Sylvain Pataille.

Alle Sylvains vine er biodynamiske og hælder i retning af naturvin. Han er fuldstændig hands-off i sin produktion. Ingen gærfløde, ingen enzymer, ingen chaptalisering og ingen syrejustering. Kun den rene gærede most, eventuelt understøttet af lidt fad i de absolut bedste årgange. Pataille bruger næsten ingen svovl i vinene og stilen er ligger tæt op af Philippe Pacalet, som er berømt for sine ypperlige naturlige vine i Bourgogne.

Fra 2000 begyndte Sylvain at opkøbe små parceller i appellationens bedste vinmarker og den første vin – som blev vinificeret under hans eget navn – var årgang 2001. Sylvain Pataille har 12 hektarer vinmarker i dag, som bliver vinificeret i 12 forskellige cuvéer.

Le Chapitre marken ligger i Chenôve, den absolut nordligste del af Côte d’ Or, lige over Marsannay. Marken er tilplanet med både Pinot Noir og Chardonnay og er en af de mest stejle i kommunen. Marken får sol fra morgen til aften, og dette resulterer i druer som modner meget hurtigt og giver vine, der er meget saftige og tilgængelige.

Denne Bourgogne Blanc Le Chapitre er lavet med Chardonnay druer fra marken, der er på 0,7 hektar med vinstokkene plantet tilbage i 1955. Vinen er lavet helt traditionelt og efter endt fermentering lagret 18 måneder på gamle egefade.

Næsen er lidt sjov … nærmest gæret, blomsterrig, måske endda tørrede blomster, mynter samt kandiserede abrikoser. Samtidig virker den lidt tilbageholdende og giver ikke vildt meget, selvom den jo egentlig har fået godt med egefade i lagringen. Aftrykket fra fadlagringen er næsten ikke eksisterende i øjeblikket.

I munden er der masser af sur og kandiseret frugt, masser af æbler, næsten tonsvis af æbler, stikkelsbær, peber samt masser af grønne elementer. Det er egentlig cremet, men bare ikke sådan ligetil, men måske er vinen bare alt, alt for ung endnu.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 500 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 David Moreau, Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau, Bourgogne, Frankrig

2016 David Moreau, Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau, Bourgogne, FrankrigJeg skulle selvfølgelig også lige smage en af David Moreaus røde bourgogner, for det er vel de vine, som spiller hovedrollen i området. Det blev denne Santenay Rouge 1. Cru Clos des Rousseau … for hvorfor ikke bare nøjes med at smage fra den øverste hylde i vinhuset?

Clos des Mouches marken er egentlig først tilplantet i 1964 og havde i mange, mange år været opgivet … ja faktisk siden den store phylloxera katastrofe. Det skyldes formentlig, at der blæser en kølig vind gennem marken, og det har tidligere gjort det svært at opnå fuld modenhed af druerne. I dag er dette dog ændret … dels pga. klimaændringer, men også en større efterspørgsel efter vine i mere kølig stil.

Vinen er lavet ved, at druerne delvist afstilkes inden de knuses og ligger i en kold premaceration i en begrænset periode, afhængig af hvordan vinen – ved daglige smagninger – udvikler sig. Derefter sker den alkoholiske gæring alene på druernes naturlige gærceller og der foretages pigage i den første del af denne gæring.

Netop fordi pigagen foretages i den første del af gæringen, så sker der kun et yderst begrænset udtræk af farve og tanniner. Herefter gennemgår vinen den malolaktiske gæring og lagrer så 17 måneder på barriques, heraf 25-30% nye fade.

I næsen er vinen total burgundisk med masser af grønne noter, lethed, lyse bær, ribs, kirsebær, lyse blommer. masser en ung eg, røg og i det hele taget virker vinen voldsom ung, spændstig og frisk. Måske også for ung på nuværende tidspunkt.

Smagen er blød, præcis med en markant og flot syre, lidt aggressiv i syren, afbarkede grene, masser af bitterhed, ribs, granatæbler, saltlakrids samt en monsterlang eftersmag. Men det er næsten barnemord, for vinen er alt, alt for ung endnu med masser af potentiale.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 475 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 David Moreau, Santenay Blanc 1. Cru Beaurepaire, Bourgogne, Frankrig

2016 David Moreau, Santenay Blanc 1. Cru Beaurepaire, Bourgogne, FrankrigDen gode David Moreau fra Santenay i Côte de Beaune var også taget til Winemakers Fair, og fra ham smagte jeg først denne hvide Santenay Blanc 1. Cru Beaurepaire.

Domaine David Moreau er grundlagt i 2009 af den unge vinmager, som forinden etableringen var uddannet som ønolog ved Lycee viticole de Beaune. Efter skolen har David yderligere dygtiggjort sig ved at arbejde hos François Perrin på Beaucastel i Châteauneuf-du-Pape, på det familieejede Neudorf Vineyards i New Zealand, hos Olivier Lamy på Domaine Hubert Lamy i Saint Aubin og sluttelig hos Aubert de Villaine på Domaine Romanée-Conti.

David har 5 hektar vinmarker og nogle af markerne har han arvet fra sin farfar, der igen havde arvet dem fra sin far. De 5 hektar ligger alle ved Santeney og består bl.a. af markerne Les Cornières, Les Prarons samt 1. Cru markerne Clos Rousseau, Clos des Mouches og Beaurepaire.

Til at hjælpe sig har David hans bedstemor Simone og derudover de to vineksperter Richard og Thierry, som også selv er vinavlere i området.

Davids parcel på Beaurepaire marken er på beskedne 0,38 hektar, men med en perfekt beliggende med sydvendt eksponering og en underliggende jord, der stort set kun består af kalk.

Druerne presses nænsomt på en pneumatisk presse, hvor det kun er den første og bedste del af presset, som går i vinen. Den resterende del sælges enten som bulk eller til den ældre generation af de lokale indbyggere i byen, som stadig ser fedme og tyngde som et umiskendeligt tegn på kvalitet.

Derefter gærer vinen spontant og alene med druernes naturlige gærstammer på gamle egefade, hvilket efterfølges af malolaktisk gæring samt lagring 9-12 måneder på egetræsfade, hvoraf 25% er nye fade.

Næsen byder på et skønt mix af honning og benzin, virkelig æterisk med næsten ætsende dampe, lidt hyld, masser af blomster og i det hele taget meget aromatisk. Det bliver på ingen måder en vin, som har fået for megen fadlagring, for det er let, mineralsk og blomsterrigt.

Smagen er dog næsten lidt fedtet og du mærker nu intensiteten fra de krydrede egefade, vanilje samt en smule grape. Det aromatiske fra duften går faktisk også igennem i smagen sammen med syrlige bær og mineraler. Et virkeligt wild child.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 415 kr.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Hund, Kremstal, Østrig

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Hund, Kremstal, ØstrigDa Urban Stagård havde fået sin Riesling hat på til Winemakers Fair, så fortsatte jeg sgu med endnu en Riesling fra Lesehof Stagård, søstervinen Riesling Steiner Hund.

Vinen er lavet på samme måde som foregående, blot kommer druerne her fra marken Steiner Hund, hvor vinstokkene varierer mere i alder og er fra 16 til 80 år gamle.

Det siges, at Steiner Hund marken fik sit navn for flere hundrede år siden, hvor der var en alvorlig hungersnød i Kremstal. Alle sultede, men en rig vinbonde – der selv havde svært ved at brødføde sin egen familie – gemte sin elskede hund ude i marken og fodrede den dagligt i smug. Han endte med at sælge marken for kunne brødføde sin familie, men marken blev opkaldt efter hunden.

Næsen på Urbans Riesling Steiner Hund er langt mere åben, givende, flyvsk og svævende end søstervinen. Der er fortsat gær, toast, en havbrise og lidt havvand i vinen, et smukt flor af blomster, abrikos, lemon og stor frugtrigdom. Det virker ungt, men for pokker en luftig og skør Riesling.

I munden er den meget smagfuld. Der er abrikos i frugten, men også pænt med syre, lemon og bitterhed, smelter nærmest i munden, selvom den egentlig har et fast bid. Det er sgu en lækker vin.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr., men er frem til 30/4 på tilbud til 225 kr., hvis du køber 2 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Schreck, Kremstal, Østrig

2017 Lesehof Stagård, Riesling Steiner Schreck, Kremstal, ØstrigVed næste bord mødte jeg den herlige, festlige vinmager Urban Stagård, som ejer og driver vingården Lesehof Stagård. Jeg fik en snak med ham og smagte to af hans vine. Den første var denne Riesling Steiner Schreck.

Vingården Lesehof Stagård ligger lige udenfor byen Stein … tæt på Krems og lige ved Donaufloden i appellationen Kremstal i Niederösterreich. Vingården stammer helt tilbage fra grundlæggelse af Krems for over 1000 år siden, men blev i 1786 overtaget af familien Lesehof Tegernseer. De producerede vine under dette navn frem til 1981, hvor svenske Kenneth Stagård blev gift med familiens datter.

Derfor har vingården i dag det besynderlige navn efter både den gamle østrigske familie og Kenneth Stagård. Siden 2006 har det dog været Kenneths søn – og 6. generation af familien – Urban Stagård, som har drevet vingården sammen med hustruen Dominique. Det er Urban, som I kan se sammen med jeres trofaste vinblogger på mit selfie ovenover.

Urban står for driften af husets 12 hektar vinmarker og produktionen af vinene. De 12 hektar er fordelt på markerne Steiner Hund, Grillenparz, Steiner Schreck, Steiner Kögl, Steiner Gaisberg, Steiner Goldberg, Danzern, Hinterskirchl, Pitschental, Kremserl, Weinzierlberg samt Junge Point og Süssenberg.

Der dyrker de primært druesorterne Grüner Veltliner, Riesling, Weissburgunder og Zweigelt. Efter Urban overtog driften er hele produktionen omlagt til økologisk drift.

Urban og Dominique producerer ikke vine, som skal passe i tørre eller sødere kategorier. Vinene får lov til at finde deres egen rytme og det grundige markarbejde samt den minimalistiske tilgang er årsagen til, at Stagård kan producere rene og usminkede vine.

Jeg startede med at smage denne Riesling Steiner Schreck, altså en enkeltmarks Riesling fra marken Steiner Schreck, som siges at være den stejleste mark i hele Kremstal.

Det siges, at, marken har sit navn Schreck – forstrækkelse – efter de vagter, som i høsttid passede marken og forsøgte at skræmme tyve væk. Marken havde dengang en stor tæthed i vinstokkene, hvorfor det var svært at se, når der var folk i marken.

Ved høsttid var der ofte tyve på marken for at stjæle druer, men vagterne kunne fra kirketårnet af Frauenbergkirchen – hvor der var frit udsyn udover marken – råbe tyvene an og dermed skræmme dem væk … og derfor hedder marken i dag Steiner Schreck.

Vinstokkene er 50-60 år og druerne høstes selvfølgelig med håndkraft. Vinen er derudover lavet med så lidt intervention som muligt, spontangæring og Urban lader også vinen gære så lang tid som overhovedet muligt. Vinen lagrer derefter en periode sur lie, men hvor lang tid kan jeg ikke se.

Den naturlige tilgang til produktionen kan duftes i vinen, som er lidt funky med en klar bio kant, lidt våd hund, æteriske olier, sten, granit, let pærer, æbler, masser af røg og snert af lemon.

Smagen er virkelig intens og frugtrig med pærer, æbler, fersken og man imponeres særlig af en virkelig lang, lang eftersmag. Vinen er lidt parfumeret, har lidt lemon og citronsyre, men er på ingen måder særlig eksplosiv, men sådan lidt dæmpet, sagte og forsigtig i dens udtryk, men det smager sgu godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 5/7 

2016 Weingut Reinhold Haart, Piesporter Grafenberg Riesling Trocken GG, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Reinhold Haart, Piesporter Grafenberg Riesling Trocken GG, Mosel, TysklandH.J. Hansen Vin aka Vinspecialisten afholdte forleden Winemakers Fair, hvor over 20 vinproducenter fra det meste af verdenen var repræsenteret. Jeg flittige vinblogger var selvfølgelig med og nåede – trods en travl kalender – at snakke med en håndfuld vinhuse og smage nogle få vine.

Jeg mødte bl.a. Johannes Haart, der i dag sammen med broderen Marcus Haart driver vinhuset og fik smagt deres 2016 Piesporter Grafenberg Riesling Trocken Großes Gewächs … hvorfor ikke blot smage en af deres bedste, når man nu ikke har så megen tid?

Det er egentligt imod mine principper blot af smage enkelte – og specielt kun de dyreste vine – fra et vinhus. Jeg synes, at man skylder huset den respekt, at man smager alle deres vine, lige fra Gutsweine til de bedste Große Lage vine, men denne aften var jeg presset på tid og måtte derfor gå på kompromis med mine principper.

Weingut Reinhold Haart, som holder til i byen Piesport i Mosel og familien er den ældste vinavlerfamilie i Piesport, grundlagt allerede tilbage i 1337, hvor Haart første gang blev nævnt som ejer af vinmarker i Piesport.

Siden 1971 har den traditionsrige vingård været ejet af ægteparret Edith og Karl-Theo Haart, men i dag driver vinhuset dog primært af sønnen Johannes Haart og hans broder Marcus. Det var Johannes, som havde taget turen til den store Winemakers Fair og som I også kan se på billedet ovenover.

I alt ejer og opdyrker Reinhold Haart 8 hektar vinmarker, som udelukkende er tilplantet med Riesling. Haarts vigtigste vinmark er Goldtröpfchen og midt i den fandt han for nogle år siden resterne af en romersk vinpresse og kælder.

De tilkaldte arkæologer fandt det største romerske vineri nord for Alperne. Vineriet er i dag restaureret og kan beses af nysgerrige turister og vininteresserede.

Ellers har Haart også parceller på Piesporter Grafenberg, Kreuzwingert og Wintricher Ohligsberg … alle Große Lage og vinskribenter anser da vingården for at være en af de bedste i Mosel.

Weingut Reinhold Haart blev bl.a. af Weinguide Deutschland i 2007 kåret som årets vinmager aka Winzer des Jahres. Samtidig har vingården fået prædikatet Weltklasse, som betyder, at vingården tilhører den absolutte elite i Tyskland.

Og Haart familien er også stor i Piesport, bl.a. driver Johannes’ fætter også vinhuset Julian Haart, hvor den unge Julian også laver nogle fremragende vine.

Denne 2016 Piesporter Grafenberg Riesling Trocken Großes Gewächs er selvfølgelig lavet med druer, der er høstet med håndkraft og ved ankomst til vineriet presset let, hvorefter mosten hviler 12 timer. Derefter sker gæringen spontant med druernes naturlig gærceller på rustfrie ståltanke, hvorefter vinen er lagret 7 måneder sur lie inden aftapning på flaske.

I næsen er der vildt meget luftighed og lethed over vinen, klart petroleum, men ikke særlig voldsomt. Det dufter meget delikat med lidt kalk, toast, franskbrød, æbler, blomster, grønne urter, citrus og godt med mineraler.

Smagen har godt med rank, mineralsk citronsyre … tørt, frisk med masser af salt, sten, granit og pileskarpt. Der er syre citroner, som møder saltsprederen, masser af citrus og line, præcis, skarpt og smager sgu ret godt.

Forhandles af H.J. Hansen Vin / Vinspecialisten, hvor en flaske koster 310 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7 

2017 Caves Primavera, Beira Atlântico Rosé, Beira, Portugal

2017 Caves Primavera, Beira Atlântico Rosé, Beira, PortugalTrip, trap, træsko … og på samme måde er farven på de tre rosévine langsomt blevet mørkere og mørkere og topper på denne Beira Atlântico Rosé, som kommer fra Caves Primavera.

Vinhuset ligger lidt syd for den lille by Aguada de Baixo omkring 70 kilometer syd for Porto i appellationen Beira. Caves Primavera er grundlagt tilbage i 1944 af Vital og Lucénio Rodrigues de Almeida, og er i dag et ganske stort vinhus med et 10.000 kvadratmeter vineri med moderne teknologisk, avanceret udstyr, en gæringskapacitet på 2,5 millioner og lagringskapacitet på 3 millioner liter vin.

Husets tappelinje kan flaske 3.500 flasker vin i timen … så der skal nogle druer til. Caves Primavera ejer ikke selv ret mange vinmarker, men køber i stedet deres druer fra vinavlere både lokalområdet samt andre regioner i Portugal.

Det er i dag grundlæggerne børn og svigerbørn, der ejer firmaet og har gjort, at husets vine i dag eksporteres til 23 lande i hele verden, herunder altså vor egen lille andedam.

Denne Beira Atlântico Rosé er lavet på 100% Baga druer. Baga – som i øvrigt betyder bær – er en lokal rød drue, som primært findes i DOC Bairrada. Jeg har ingen oplysninger om selve produktionen … men mon ikke, at den blot er lavet på rustfrie ståltanke.

Som jeg indledningsvis skrev, så er farven mer’ rød end de tidligere, mens duften og byder på mer’ vin, er mere luftig med hindbær, citron og grønne blade.

Smagen er tør og krydret, men der er igen en lidt sød slagside, men slet ikke så meget, at det gør noget. Der er lidt kant, jern og citron i eftersmagen, men undervejs også mere syre til at holde tingene på plads, så vinen bliver vinderen af den lille trio af rosévine.

Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 49,95 kr.

Vinanmeldelse 3,5/7 

Vinblog fra Danmarks flittigste vinblogger