Efter de to Pudelwohl vine fra unge Tobias Kramer i vinhuset Weingut Krämer i byen Gau-Weinheim, så løfter vi niveauet med denne 2018 Kaisergarten Chardonnay.
Kaisergarten marken ligger smukt ved foden af det hvide kalkstens bjerg Wißberg i et ellers fladt landskab. Der har Krämer Chardonnay stokke og druerne er selvfølgelig høstet med håndkraft og er så derefter sorteret inden presning og gæringen. Fermenteringen er sket i både rustfrie ståltanke og egefade, hvorefter vinen så er lagret nogle måneder på både 900 liter tonneaux fade og barriques.
Der er sgu Chardonnay i luften … fedme, fyldighed med saftige tropiske frugter, abrikos, mango, Cantaloupe melon, kvæde, vanilje, crème brûlée, en krydret syre, lidt ingefærøl, lidt kalkede aromaer og sandeltræ. Det er comfort, omsluttende, behagelig og hyggelig flydende velvære.
Vinen smager også som den dufter … fyldig, cremet, krydret med opulent charme. Frugten er – som duftmæssigt – også eksotisk, men det er med masser af lemon, grillede citroner og en stærk, robust syre og vildt lang eftersmag med fyldige bitre noter.
Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 249,95 kr., mens prisen er 199 kr. ved køb af 6 flasker.