Jeg sluttede smagningen af alle Markus Heids vine med den vin, som jeg mest havde glædet mig til at smage, nemlig Heids 2018 Fellbacher Lämmler Lemberger Großes Gewächs.
Det skyldes måske, at jeg både har smagt Lemberger fra samme vinmark Fellbacher Lämmler fra Weingut Aldinger og andre gode Lemberger vine fra flere huse i Württemberg som fx Weingut Roterfaden og specielt Karl Haidle … og alle gangene været imponeret.
Große Lage vinmarken Fellbacher Lämmler har sit navn efter placeringen af det kloster, som tidligere lå der. Marken har en sydlig eksponering og nogle steder med en stigning på op til 60 procent og har ellers en påvirkning af natlig kold luftstrøm fra den nærliggende Schurwald, som sikrer vinene friskhed og aromaer.
Lemberger aka Blaufränkisch druerne er høstet med håndkraft, hvorefter de bringes til vineriet. Vinen er så lavet med en spontan gæring i åbne træfade med maceration i 4 uger. Vinen modnes derefter i 20 måneder i 500 liters barriques. Vinen omstikkes to gange inden den tappes på flasker med en grov filtrering. Der er lavet beskedne 881 flasker af vinen … og denne har nr. 495.
Sikke en herlig landlig, saftig og brovten stil … og alligevel med en kølig selvsikkerhed. Det er animalsk med mejeri, mælkede aromaer, solbær, brombær, granatæbler, vilde blomster, lavendel, rosmarin, et grantræ samt et lille fadpræg med vanilje, kanel … virker til at være en saftig lille bandit.
I munden er vinen mere syrlig end jeg havde forestillet og den har også en lille drilsk bitterhed, men samtidig også en syleskarp lethed, som lover godt. Det smager også som en blomstermark, selvom en hel mark måske kan være en ret stor mundfuld. Men hvor er det dog en lys, let, fin, sart, småsyrlig og småfeminin vin, der har klare klare burgundisk gener. Her behandles Blaufränkisch druen så elegant, at man kun kan blive imponeret. Jeg er nu officiel Heid fan. Dobbelt WAUW og UG med kryds og slange på … i hvert fald 6 kæmpe hævede tomler med pil op.
Forhandles af VinGuruen, hvor en flaske koster 295 kr.