Vinen er en løgner! I hvert fald udbrød en kendt sommelier, der smagte denne Buglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico; If this is not Amarone, then it is a lying wine! Siden har vinhuset givet vinen tilnavnet Il Bugiardo, der netop betyder løgneren.
Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto. Vinhuset er grundlagt i starten af 1993, hvor Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.
Uden viden om vinmarker, høst eller selve vinproduktionen overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.
Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Fra skolen tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.
Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev kåret til den bedste italienske vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone, da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.
Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været en loyal kunde. Den gode præsident serverede – efter sigende – også ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus.
Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 54 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano.
Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.
På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.
Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.
Løgneren her – Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo – er lavet på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta … hvilket også er samme blend som husets almindelige Amarone.
Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene og derefter efter Ripasso-metoden med druekvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne. De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade samt 6 måneder på flaske inden frigivelse.
I næsen er det en kombination af både lidt frisk frugt, men også mørke, gærede bær, brombær, kirsebær, blommer, måske endda en lille smule rosin, våde fade, sødme, en syrlig note, tobak, pæn tørhed, mynte, svag eukalyptus, grønne elementer samt vanilje og en halv plade mælkechokolade. Næsen bliver dog aldrig tung eller fed.
Smagsmæssigt er vinen rund, blød med en overraskende rank ryg, syrlig nerve, frisk frugt, brombær, kirsebær, peber, jern, bitterhed og lidt rustik, hvorfor der savnes noget dybde. Jeg kan dog godt lide, at vinen har denne ranke, syrlige og tætte svag, som sammen med en anelse sødme skaber en fornuftig balance.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men har seneste været på tilbud til 115 kr. ved køb af 6 flasker.
Vinanmeldelse 4,5/7