Rock Ferry Wines ligger ved byen Blenheim tæt ved Cloudy Bay bugten i Marlborough på den nordligste del af Sydøen i New Zealand og vi smager her deres Sauvignon Blanc.
Vinhuset er grundlagt i 2005 af Tom Hutchison og Fiona Harvey. De havde mødt hinanden i starten af 1990’erne, hvor Tom startede med at dyrker druer på kontrakt fra andre vinproducenter. I 2000 købte de sammen en vingård ved Blenheim og allerede 5 år senere sendte de deres første vin på markedet under navnet Rock Ferry Wines.
Allerede året efter omlagde de hele produktionen til økologisk drift, og byggede senere i 2009 et nyt og moderne vineri. Derudover har de også siden 2011 drevet den lille bistro Rock Ferry Cellar Door & Café, som Fiona har ansvaret for.
Samlet har parret 42 hektar vinmarker fordelt på markerne Corners Vineyard, Orchard Vineyard samt Trig Hill Vineyards, Der dyrker de både Sauvignon Blanc, Pinot Gris, Chardonnay, Riesling, Pinot Blanc, Grüner Veltliner, Viognier, Pinot Noir, Tempranillo og Nebbiolo.
Her er det husets almindelige Sauvignon Blanc, som er lavet både i rustfrie ståltanke samt egefade. Druerne kommer fra forskellige marker og spontangærer alene med druernes naturlige gærceller, hvoraf en del sker i egefade for at give ekstra dybde.
Næsen er urtet og grøn … helt klassisk med masser af hø, græs, stikkelsbær, grønne æbler, grape, en lille snert katteurt samt nogle mineralske elementer.
I munden er vinen stringent med meget ren frugt, lemon, grape, multijuice og der er pænt med citronsyre. Det er klassisk Sauvignon Blanc fra New Zealand, men vinen er ikke syleskarp, men en tand mere omgængelige og rund i udtrykket.
Forhandles af Brdr. D’s Vinhandel, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen er 89,95 kr. ved køb af 6 flasker.