Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2017 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2017 Weingut Ziereisen, Schulen Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandVi slutter besøget af den lille trio af vine fra Hanspeter på Weingut Ziereisen med endnu en rød af slagsen … én af hans røde Premium Weine, nemlig en 2017 Schulen Blauer Spätburgunder.

Her kommer Spätburgunder druerne fra en mark, hvor alle vinstokkene er plantet fra 1970 og frem til 1995. Jordbunden er nogenlunde som foregående med kalksten som i Jura og så er vinen jo ellers lavet med spontangæring/maceration over omkring hele 6 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie i 24 måneder på 225 liters barriques, heraf 5% nye. Først derefter aftappes vinen ufiltreret på flaske og frigives.

Duftmæssigt har Schulen Blauer Spätburgunder lidt af samme elementer som de forrige basisvin, dyb landlig og animalsk, nærmest pelsforet og har også nogle beaujolaisagtige karaktertræk, men er klart mere ren, mineralsk, kalket og slankere. Frugtmæssigt er det fortsat godt med røde kirsebær, ribs og dermed lysere i frugten, hvilket er suppleret med mentol. Nam.

Smagen følger samme mønster … klart mere syrlig, mere frisk i frugten, hvilket suppleres med peber, kirsebær, hindbær, jern, kalk, mineraler, rosenblade og grønne elementer. Det beaujolais-rustikke er derfor mere afdæmpet, smagen mere ren, syrlig og direkte.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 235 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7

2016 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, Tyskland

2016 Weingut Ziereisen, Blauer Spätburgunder, Baden, TysklandDe to andre vin fra Hanspeter på Weingut Ziereisen Efringen Kirchen er begge rødvine på min elskede Spätburgunder drue og første er en 2016 Blauer Spätburgunder.

Det er Hanspeters basis Spätburgunder med druer fra vinstokke plantet i perioden fra 1990 til 2010 på nogle af hans vinmarker med en jordbund af kalksten og löss. Vinen er lavet med spontangæring/maceration over omkring 4 uger. Efter end fermentering er vinen så lagret sur lie på store egefade i 22 måneder inden ufiltreret aftapning på flaske. Så er der bare tilbage at se, om vinen også har burgundisk præg, ligesom første Chardonnay fra Ziereisen.

Duftmæssigt er der faktisk noget, som minder ufattelig meget om noget burgundisk, for vinen har en beaujolaisagtig rustik landlighed og hvor er det godt! Den er sådan nærmest saftig, sød, animalsk med både babybræk – på den gode måde – masser af røde, søde og modne kirsebær, røg, gran, mint og sten. Rustik, animalsk og saftig som bare pokker … meget fin.

Smagen byder også på masser af saftige røde kirsebær, brombær, jordbær, jod, peber … rund og fyldig smag med jernagtige elementer samt mineralsk syre, satans rustik, let og charmerende. Igen får man omgående tanke på Beaujolais … men det er Blauer Spätburgunder med stor karakter. Til prisen lidt et fund.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 139 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2018 Weingut Ziereisen, Hard Chardonnay, Baden, Tyskland

2018 Weingut Ziereisen, Hard Chardonnay, Baden, TysklandDet siges, at Hanspeter Ziereisen på Weingut Ziereisen er en af ​​de største originaler i tysk vinavl. Hans vingård ligger på adressen Markgrafenstrasse i Efringen Kirchen … i trekanten mellem Tyskland, Schweiz og Frankrig. Derfra smager jeres altid trofaste vinblogger nu 3 vine og starter hårdt med en 2018 Hard Chardonnay.

Hanspeter skulle egentlig slet ikke ha’ været vinbonde og er i stedet uddannet tømrer. Men da hans forældre i 1991 pludselig opgav at drive deres lille gård – og hans to søstre heller ikke vil overtage – så besluttede han selv at tage affære.

Han overtog driften på gården, som udover drift med svin, køer og markdrift omfattede en halv hektar med vinstokke. Tidligere havde forældrene egentlig blot givet druerne til det lokale kooperativ, men Hanspeter anvendte i stedet druerne til at lave sine egne vine.

Så begyndte han at langsomt at opkøbe og lease yderligere vinmarker i Markgräflerland … og i dag har Hanspeter Ziereisen samlet 21 hektar marker, hvor han dyrker sorterne Gutedel, Grauen Burgunder, Weißen Burgunder, Chardonnay, Spätburgunder og Syrah.

Fra første fløjt har Hanspeter gået sine helt egne veje og ville lave vine i sin helt egen stil, hvorfor han vinene ikke fulgte reglerne, blev beskrevet som ikke typisk tyske og derfor ikke godkendte. Det slog dog ikke Hanspeter ud, for i stedet har han lige siden blot solgt sine vin som Badischer Landwein … og måske er det også grunden til, at han er blevet kaldt både stædig og lidt en original.

Hanspeters filosofi er, at markerne skal drives på en naturlig og bæredygtig måde, uden han dog er certificeret på nogle måder, og så en individuel vinificering … altid med spontangæring med druernes naturlige gærceller, lange macerationstider, en minimal indgriben i produktionen og så give vinene den modningstid, som de har brug for … og de fleste vine flaskes også uden filtrering.

Lagringen sker primært i nye og brugte barriques samt store, hundrede år gamle 4.000 liter egefade … efter stilsikker burgundisk forbillede og mange sammenligner også ofte vine fra Ziereisen med vinene fra netop Bourgogne.

Hanspeter er specielt kendt for sine vine på druen Gutedel … den som i Schweiz og Frankring mest er kendt under navnet Chasselas. Han dyrker Gutedel på hans bedste marker, bl.a. Efringer Ölberg og reducerer udbyttet kraftigt. Han forsøger at få alle de gamle dyder frem i druen … og det siges, at hans laver Gutedel vine, som minder af bidende koncentrerede Meursault vine fra Bourgogne.

Og hele familien er med i vinbruget … idet hustruen Edeltraud hjælper til med både pakning, faktuering og beskrivelserne på deres hjemmeside … og efterhånden er deres to børn Johanna og Ida Paulina også kommet med i arbejdet … mens også Hanspeters forældre Hansjörg og Verena går engang imellem til hånde.

Nå, men her er det altså første vin fra Hanspeter … hans 2018 Hard Chardonnay, der er lavet med druer fra nogle af husets marker med en jordbund af kalksten og vinstokke plantet i 1996. Vinen er lavet efter de nævnte principper, altså spontangæring alene på druernes naturlige gærceller og lagring 20 måneder sur lie/på gærresterne på barriques, heraf 10% nye fade. Vinen er derefter tappet fuldstændig ufiltreret.

Uha for en lækkermås … høj fadpræg med lakridskonfekt, vanilje, smørfedme, brunet smør samt eksotisk frugt, men det er en slank eksotisk frugt med både melon, fersken, mango, ananas, appelsiner, kvæde, dugfriske grønne æbler, pærer og lemon, total kompleks og byder derudover på røg, eg, mineraler … godt med landlighed og smuk, burgundisk slagside.

Smagen er cremet og blød med en krydret og mineralsk syre, som vitterlig holder smagen i balance i forhold til den modne, eksotiske frugt. Dermed får vinen en syrlig rygrad, slank, mineralsk og elegant med lemon, æblesaft, buttet fedme, salt … og det er som om, at den bare flyder over tungen igennem munden med en rindende kold flod med stoisk ro og betagende kølighed. Det er ikke bare Hard Chardonnay, men hardcore burgundisk Chardonnay.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 275 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Mélanie Pfister, Pinot Noir Rahn, Alsace, Frankrig

2016 Mélanie Pfister, Pinot Noir Rahn, Alsace, FrankrigBare først snif af Mélanie Pfisters 2016 Pinot Noir Rahn afslører omgående, at vi nu er kravlet en liga op … fra Ligue 2 til Logue 1, hvor vi spiller om det franske mesterskab.

Vinen er selvfølgelig 100% Pinot Noir, som kommer fra marken Rahn … en enkeltmark med en undergrund af kalksten. Vinen er lavet helt traditionelt med først alkoholisk gæring og derefter en malolaktisk gæring efterfulgt af lagring 14 måneder på brugte fade, hvorefter vinen er aftappet og klar til frigivelse.

Vinen er duftmæssigt bestemt nogle af de samme aromaer som foregående Pinot Noir Weg, men her er det hele altså bare varmere, mere rundt og har langt mere dybde, mere kompleksitet og samtidig også meget mere kirsebær. Ellers er der fortsat mirabeller, hindbær samt fennikel … her måske endda decideret lakrids, som suppleres med tobak, læder, medicinskab, blomster og en parfumeret kant.

Smagsmæssigt er der også langt mere kraft og saft … igen dette varmere og mere cosy udtryk, hvor frugten virker lidt mørkere med kirsebær, tranebær og ribs. Den er slet ikke så grøn, syrlig og stram som Weg og har langt mere smag. Selvom den måske i duften kan virke moden, kogt eller svagt marmeladeagtig, så her den fortsat grøn og stram syre, hvilket giver en sammenhængende fin samt intens alsacisk Pinot Noir.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 359 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2018 Mélanie Pfister, Pinot Noir Weg, Alsace, Frankrig

2018 Mélanie Pfister, Pinot Noir Weg, Alsace, FrankrigI har måske før her på Houlbergs Vinblog læst om den søde alsacisk bombe Mélanie Pfister, der er en aktiv, franske vinbonde. Hun farer med 100 kilometer i timen rundt mellem traktorer, vineri samt vinkælder … og nu smager jeg igen to vine fra hende, hvor den første er en 2018 Pinot Noir Weg.

Hele historien om den friske winzerin aka vinmager kan du læse i mit tidligere blogindlæg, hvor jeg anmeldte hendes Mel Quatre Cépages Nobles. Der fortalte jeg lidt om historien, selve vinhuset og de samlede 10 hektar vinmarker fordelt på over 40 parceller.

Pinot Noir Weg er lavet på Pinot Noir druer fra marken Grasweg, som Mélanies far André plantede tilbage i 1980 … og derfor har den også navnet Weg … en forkortelse af markens navn. Der er dog ikke så mange oplysninger om produktionen … men så springer vi da bare hovedkulds ind i mine smagsnoter.

Det er – helt arketypisk – en meget ren, let, luftig, lettere syrlig og grøn Pinot Noir duft … og så har den en koket lille sødme. Det er lyse kirsebær, mirabeller, hindbær, ribs og grape, fennikel, grønne grene, diskrete krydderier … stram, syrlig, grøn og rank.

Smagen er i samme boldgade med ren lys, frugt, umodne kirsebær, mirabeller og godt med æblesyre, grape, violer, ren og frisk. Det er vitterlig en streng, ren vin med syrlig elegance. Vinen er klart til den lyse, syrlige side … meget alsacisk, sommerlig og frisk. Jeg ligger mig sådan lige i den øvre kant af 4,5 og tæt ved 5 houlbergske fingre.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 229 kr., mens der er 15% rabat ved køb af 3 flasker.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Martin Conrad, Conradus Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2017 Weingut Martin Conrad, Conradus Riesling Trocken, Mosel, TysklandNu er vi igen atter på adressen Moselweinstraße i Brauneberg, hvor Conrad familien har lavet vin siden 1558 og denne gang er det med deres 2017 Conradus Riesling Trocken.

Vinhuset har jeg skrevet om tidligere, bl.a. da jeg smagte en 2017 Brauneberger Juffer-Sonnenuhr Riesling Großes Gewächs og 2018 Brauneberger Juffer Riesling Goldkapsel Trocken. Begge gange var jeg totalt imponeret over kvaliteten fra dette lille 5,5 hektar vinbrug, der siden 1999 har været drevet af Martin Conrad og nu må vi så teste, om det også er tilfældet med denne Conradus Riesling Trocken, der er en mere ydmyg Gutswein aka basisvin.

Vinen er lavet med druer fra forskellige marker ved Mülheim og Veldenz sydøst for Brauneberg, høstet med håndkraft og derefter presset, mens gæringen er sket spontant med druernes naturlige gærceller. Der er intet om lagringen, men vinen har 5.5 gram restsukker pr. liter.

Jesus … aromaerne pirrer, leger og driller fra første sekund dine perplekse, forbløffede og fimrende små næsehår med sådan en fin sød/sur note, landlig, animalsk, salte mineraler, blomstret, krydret, smørdybde, balsam- eller sandeltræ og en svag snert af petroleum, som dog klart overskygges af en dyb frugt, der nærmest opfører sig eksotisk med en dans mellem både abrikos, dåsepærer, mango og Vinvärket siger selv kogt frugt, hvilket giver total god mening.  Og selvom aromaen nok er buttet, trind og plump, så fornemmes der også en syrlig, krydret og landlig nerve.

Den nerve er smagsmæssigt virkelig levende … for i munden træder syrehovedet i karakter med masser af skarphed, stenet mineralitet, grønne umodne æbler, citroner, bitterhed, grape, lemon og skarp syre, vild renhed … ikke vild dyb, men vild syrlig og nærværende … strenghed, mineralitet og en syl i dit ansigt. Smertefuld dejligt. Det smager saftsuseme godt. Vild niveau for sådan en basisvin.

Forhandles af Vinvärket, hvor en flaske koster 159 kr.

Vinanmeldelse 5/7  

2017 Weingut Zuschmann Schöfmann, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, Østrig

2017 Weingut Zuschmann Schöfmann, Rosé Brut Reserve, Niederösterreich, ØstrigEfter den drønlækre 2016 Pinot Noir Muschelkalk Selektion fra vinhuset Weingut Zuschmann Schöfmann får man da lyst til mer’ vin fra Else Zuschmann og Peter Schöfmann … og det blev så denne mousserende 2017 Rosé Brut Reserve.

Vinen er lavet på et blend af druerne Pinot Noir og Zweigelt, som er udblødt ganske kort og så presset og overført til store ståltanke til først en alkoholisk gæring og siden en malolaktisk gæring. Der efter er vinen aftappet på flaske til andengæringen, som er sket sur lie over 27 måneder inden degorgering, som er sket i juli 2020. Der er 6,5 gram restsukker pr. liter.

I glasset har vinen den sødeste softporn lyserøde farve … og næsen byder også på dejlig, rød og frisk frugt, kirsebær, jordbær, grape samt lidt grønne grene. Den har en bolsjesødme aroma, en let kalket eller leret mineralitet samt tørre hasselnødder.

Smagen er også fin … boblerne er små, tætte og blide … meget cremet mousse med citron, grape samt let lys frugt, jordbær og lyse kirsebær … virkelig god smag og et lille festlig vin, som vil gøre lykke til både fest og hverdag.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske normalt koster 249 kr., men pt er på tilbud til 186,75 kr.

Vinanmeldelse 5/7

2017 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, Italien

2017 Cantine Buglioni, Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo, Veneto, ItalienVinen er en løgner! I hvert fald udbrød en kendt sommelier, der smagte denne Buglionis Ripasso Valpolicella Superiore Classico; If this is not Amarone, then it is a lying wine! Siden har vinhuset givet vinen tilnavnet Il Bugiardo, der netop betyder løgneren.

Cantine Buglioni ligger i Corrubbio di San Pietro in Cariano centralt i Valpolicella området i Veneto. Vinhuset er grundlagt i starten af 1993, hvor Alfredo Buglioni købte en lille vingård i bakkerne i Corrubbio di San Pietro in Cariano. Han var en succesfuld forretningsmand, som ejede flere tøjbutikker i Italien. Han købte den gamle, charmerende vingård med 3 hektar vinmarker og 2 hektar olivenlunde … simpelthen fordi han blev forelsket i ejendommen.

Uden viden om vinmarker, høst eller selve vinproduktionen overhovedet gik familien i gang med at lave vine, primært til eget brug samt til familiens venner og bekendte. Men ambitionerne steg langsomt … man kunne måske blive en rigtig vinproducent.

Buglioni fik renoveret ejendommen, vinkælderen og henvendte sig til den prestigefyldte ønologiske skole San Michele all’Adige i Trento for at finde hjælp til projektet. Fra skolen tog den unge ønolog Diego Bertoni imod udfordringen og så gik produktionen i gang. Cantine Buglioni udsendte i år 2000 de første vine på markedet.

Og siden er det kun gået fremad … for kunderne er vilde med vinene fra Cantine Buglioni. Husets Amarone Riserva 2007 blev kåret til den bedste italienske vin over 5 år i en blindsmagning af 2.269 vine smagt af 105 eksperter. Samme vin blev også kåret til 3. bedste Amarone, da vinbladet Decanter prøvesmagte 200 Amaroner.

Derudover har præsident Obama smagt Buglionis Amarone på restaurant Michigan Ave i Chicago i Illinois og siden været en loyal kunde. Den gode præsident serverede – efter sigende – også ofte Buglionis vine til frokoster i Det Hvide Hus.

Cantine Buglioni drives i dag af Alfredos søn Mariano Buglioni og ejendommen har i dag 54 hektar vinmarker, fordelt omkring Sant’Ambrogio og San Pietro in Cariano.

Der dyrker familien druesorter som Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. De har også senest plantet druesorterne Oseleta, Croatina og Garganega Blanc.

På grund af Buglionis høj krav til kvalitet til vinene, så anvender man kun 40% af høsten, hvilket betyder en årlig produktion på 150.000 flasker fordelt på klassiske Valpolicella vine samt spumante og grappa.

Derudover omfatter forretningen i dag en pæn Agrirelais Agriturismo Verona … mindre hotel/bed and breakfirst med 15 værelser i et gammelt stenhus, som familien restaurerede i 2005, restauranten Locanda del Bugiardo samt 3 små bistroer/vinbarer Osteria del Bugiardo, som ligger i henholdsvis Verona, Santa Maria di Negrar samt Villafranca di Verona.

Løgneren her – Ripasso Valpolicella Superiore Classico Il Bugiardo – er lavet på 60% Corvina, 20% Corvinone, 10% Rondinella, 5% Croatina samt 5% Oseleta … hvilket også er samme blend som husets almindelige Amarone.

Den friskpressede del gærer ad to omgange – først alene og derefter efter Ripasso-metoden med druekvaset fra Amarone-produktionen. Den tørrede del af druerne gærer separat med 20 dages udblødning af drueskallerne. De to vine – Ripasso’en samt vinen fra de tørrede druer – blandes herefter sammen. Vinen modner 12 måneder på 750 liter egefade samt 6 måneder på flaske inden frigivelse.

I næsen er det en kombination af både lidt frisk frugt, men også mørke, gærede bær, brombær, kirsebær, blommer, måske endda en lille smule rosin, våde fade, sødme, en syrlig note, tobak, pæn tørhed, mynte, svag eukalyptus, grønne elementer samt vanilje og en halv plade mælkechokolade. Næsen bliver dog aldrig tung eller fed.

Smagsmæssigt er vinen rund, blød med en overraskende rank ryg, syrlig nerve, frisk frugt, brombær, kirsebær, peber, jern, bitterhed og lidt rustik, hvorfor der savnes noget dybde. Jeg kan dog godt lide, at vinen har denne ranke, syrlige og tætte svag, som sammen med en anelse sødme skaber en fornuftig balance.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske normalt koster 249,95 kr., men har seneste været på tilbud til 115 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

2016 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, Spanien

2016 Dominio del Àguila, Reserva, Ribera del Duero, SpanienHver gang jeg har smagt vin fra Dominio del Àguila har jeg tabt underkæben ned i den kælder, som jeg slet ikke har. De laver bare ganske outstanding vine og hvorfor så ikke oss’ bare smage en af deres røde topvine … vinen som de beskedent bare kalder Reserva.

Jeg vil denne gang ikke skrive noget om selve vinhuset … det kan I læse om i mine tidligere anmeldelser af både Dominio del Àguilas 2014 Albillo Viñas Viejas, deres 2018 Picaro del Àguila og rosévinen 2017 Picaro Clarete Ecológico.

Vinen er lavet på 90% Tempranillo, mens det resterende er et skønt mix af Albillo, Bobal, Garnacha og Tempranillo Gris. Alle druerne er fra sindssygt gamle vinstokke … flere over 100 år gamle på marker ved landsbyen La Aguilera i 900 meters højde, hvor jordbunden består af kalk og rødt ler.

Vinifikationen sket totalt gammeldags med i gæringskar med fodtrampning af de hele drueklaser og spontangæring alene med druerne naturlige gærceller. Efter endt fermentering er vinen så lagret 29 måneder på primært franske egefade.

Og så er det en vin, der har fået tonsvis af roser … bl.a. var vinen nummer 2 på Parkers rangliste over bedste Ribera del Duero vine i årgang 2016 foran vine som Aalto PS samt Peter Sissecks Flor de Pingus. Derudover har Falstaff med 98 point rangerer vinen på en 3. plads over Spaniens 100 bedste vine foran Vega Sicilia Valbuena og Aalto. Det tager jeres flittige houlbergske vinblogger normalt meget roligt og tænker … ja ja – rolig nu. Jeg er ikke altid fan af Parker … men her må jeg indrømme, at der sgu er noget om snakken.

Duftmæssigt er det ikke arketypisk rød Ribera del Duero, for vinen har en vild, blomstret og nærmest paralyserende parfumeret aroma, let som en springbuk i løbetid, lettere dyrisk med netop noget, som kan minde om lugten af pelsen på et dyr. Derudover er der så violer, friske, mørke og vilde bær, brombær, tyttebærgele, drikkeyoghurt, krydderier, en sart men håndfast syre, mens fadene er integrerede på den smukkeste måde … sådan et lille subtil dask til næseborene med afsmitning af lidt mælkechokolade, kanel, vanilje, en stor cafe latte … det er bare kompleks, givende, svævende og elegant.

Nogle gange er det svært at formidle … pin-pointe en duft helt præcis, men det er som den har et ekstra bjerggear eller 7. potens, som løfter duften op over os almindelige dødelige.

I munden er der smeltepotentiale … vinen er cremet og smelter nærmest, så mit hjerte også smelter. Det er intens uden at blive alt for kraftig og fed. Der er masser af tanniner, men de føles polerede som den mest skinnede messing lysestage, selvom man bagefter kan mærke, at de fortsat sidder og grovhygger sig i munden. Frugten er slet ikke mørk, men intens med blommer, kirsebær og jordbær med tonsvis af friskhed og en silkeagtig smooth struktur. Den er som at nedsænke sig i en brun, blød velour- eller fløjlssofa og blot glemme resten af verdenen. Det varer lige 0,75 liter … men fuck hvor går de 0,75 liter hurtigt. Det er lidt af et elegant bæst. Det er ganske enkelt fortryllende og jeg er skræmmende tæt på at hive de helt store 7 fingre frem, men 6,5 houlbergske fingre er sikre med pil op.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 599,95 kr., mens vinen i øjeblikket er på tilbud til 459,95 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6,5/7 

2018 JC´s Own, rock:it, Barossa Valley, Australien

2018 JC´s Own, rock:it, Barossa Valley, AustralienWTF? Ground Control to Major Tom … 5 – 4 – 3 – 2 – 1 – ignition and we have a lift-off. Vinen rock:it fra vinhuset JC´s Own er airborn og kan vække både den nordkoreanske raketmand samt den engelsk musiske rocketman med kraften fra dens raketdyser.

Vinhuset JC´s Own er et lille hygge- og sideprojekt for vinmageren Jaysen Collins, som ellers mest er kendt fra vinhuset Massena, som han grundlagde i 2000 sammen med Dan Standish.

Jaysen Collins er født og opvokset i Barossa, men er slet ikke født ind i en vinfamilie som mange af sine kammerater. Efter gymnasiet tog han da også blot en handelseksamen ved University of Adelaide og endte som uddannet revisor. I Barossa arbejdede han derfor med økonomi hos en række vinproducenter, bl.a. St. Hallett samt Turkey Flat, men det var måske derfor, at ønsket om selv at lave vin opstod.

Han fandt ud af, at han hellere ville lave vin end sidde med alle tallene … og i 2000 tog han så springet sammen med kammeraten Dan Standish og inspireret af Pete Schell på Turkey Flat. De skabte med deres opsparede midler vinhuset Massena – i starten lidt for sjov – og opkøbte lidt Shiraz og Grenache druer for nogle udvalgte vinavlere i området.

Skæbnen gjorde, at Massena fik stor succes … anført af, at de fik besøg af en stor amerikansk importør, som omgående forelskede sig i husets vine … og det medførte, at de to venner måtte gå fulltime ind i deres projekt. Med et blev Massena et veletableret navn i Barossa og vinkritikker James Suckling har endda engang skrevet;  Very pure. The Australian Chave?

I 2005 startede Jaysen Collins sit eget lille sideprojekt … en lille legeplads, hvor kan kunne eksperimentere mere og udfordre sig selv og det skulle naturligvis skulle opkaldes efter de øl, som han selv lavede i sin studietid JC´s Own.

For under sin uddannelse havde Jaysen allerede en stor lyst til at gære ting og eksperimentere. Så i et lille vaskehus på universitetet lavede Jaysen sine egne øl og de blev hurtigt bedre og bedre, hvilket betød, at vaskehuset blev samlingssted for de studerende og øllet blev døbt JC´s Own.

JC´s Own er – på samme måde som Massena – egentlig et negocianthus, altså et vinhus hvor druerne opkøbes hos udvalgte vinavlere. Med JC´s Own handler det om sjov, nydelse og eventyr … og så laves vinene med druer fra bæredygtige vinmarker, med de naturlige gærceller, minimal indgriben, minimal svovl og helt uden klaring eller filtrering … men med anderledes flasker og etiketter.

Denne tilgang er også anvendt i produktionen af denne spændende rock-it vin, der er lavet på et skønt blend af Grenache fra Angaston, Cinsaut og Mataro fra Moppa samt Shiraz fra Greenock … og alle druerne er høstet med håndkraft indenfor samlet 3 dage.

Men modsat kutyme – og praksis på fx Massena – så har Jayson her vendt tingene på hovedet, således blandingen af druerne sker inden vinificeringen. Efter en overvejelse af, hvad man normalt gør, så har han her eksperimentet med blot at smide hele baduljen i sine store fermentorer og så sætte gæringen i gang … måske vil det igangsætte nogle modsatte reaktioner i gæringen.

Denne blanding, som han frisk kalder en frugtsalat, bringer både nogen individuelt fra de valgte druer samt noget komplementært på samme måde som han fra sin gymnasiefysik huskede, at en raket fungerer på … og derfor fik vinen også navnet rock:it, som lidt dobbelttydig betyder raket og at rokke ved tingene.

Udover gæring i de rustfrie gæringsfermentorer, så har vinen også været gæret i store betonkar, hvor hele druemassen er trampet helt old fashion med fødderne med at afgive godt med farve og tannin. Så er det hele presset og vinen har så lagret 19 måneder i 2-3 år gamle, store træfade inden aftapning på flaske … uden klaring og filtrering. Der er så i øvrigt kun lavet 1.002 flasker af vinen.

Duftmæssigt er der spark i raketten … skrald på aromaerne med dyb, mørk frugt, brombær, blommer, jordbær, læder, lakrids, flæsk, sødme og ganske kødfuld, men aftryk fra egefadene også mærkes med lidt vanilje, våde træbjælker og mælkechokolade … men der er samtidig en lille frisk og levende og småsyrlig nerve.

Men smagen er sgu det absolut bedste … rocketfuel men af den bløde slags, vildt smagfuld med saftige røde bær, brombær, jordbær, tranebær, tørre og kalkede tanniner, chokolade, lakrids, blomster og en snert parfumeret …  hvor er det bare kompleks, flot afbalanceret, velkomponeret med dyb, elegance og lang cremet eftersmag. Det er saftsuseme en vin, der omgående har fået en plads i mit hjerte … and I think my spaceship knows which way to go. Far er glad og raketten rammer stjernerne med astronautisk præcision.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 499 kr.

Vinanmeldelse 6/7