Kategoriarkiv: Vinanmeldelser

2016 Weingut Burggarten, Frühburgunder Trocken, Ahr, Tyskland

2016 Weingut Burggarten, Frühburgunder Trocken, Ahr, TysklandFra Großes Gewächs til almindelig dødelig Gutswein aka basisvin, men sikke en af slagsen. Det er Weingut Burggartens Frühburgunder, som jeres flittige vinblogger nu har fået i glasset.

Weingut Burggarten fra bydelen Heppingen af Bad Neuenahr-Ahrweiler i Ahr har jeg skrevet om tidligere, så den historie vil jeg ikke gentage. I stedet kigger vi alene nærmere på husets Frühburgunder, druen der på den anden side af grænsen kendes under de fancy franske betegnelser Pinot Noir Précoce eller Pinot Madeleine.

Burggarten´s Frühburgunder er lavet på samme måde som husets Spätburgunder. Vinen har tilbragt et år på store træfade inden den er tappet på flaske.

I glasset herlig lys og transparent væske. Næsen har nogle nærmest medicinske aromaer, jod og er derudover godt med blomster, sæbe, syrlige bær, ribs, kamfer, fernis, maling, eg og kanel. Den har en æterisk syre, herlig syre … præcis og syrlig.

Smagen er ovre i samme boldgade, æterisk let, syrlig og krydret. De lyse frugter er skønne, friske og syrlige, ribs, hindbær og umodne kirsebær. Syren er frisk og letlevende, letheden bedårende og sammenlagt en frisk, syrlig, blomsterrig vin. Houlberg er atter betaget af Weingut Burggarten.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 189 kr.

Vinanmeldelse 5,5/7  

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Gottsacker Chardonnay GG, Baden, Tyskland

2017 Weingut Wöhrle, Lahrer Gottsacker Chardonnay GG, Baden, TysklandOg næste vin var skam også fra Weingut Wöhrle, nemlig husets søstervin Lahrer Gottsacker Chardonnay GG, altså atter ægte Großes Gewächs blot på Chardonnay, der siden 1990 har været tilladt i Baden.

Marken Lahrer Gottsacker er også den mark, hvorpå Wöhrle i længst tid har dyrket Chardonnay  … faktisk fra starten af 1990’erne. Marken ligger på et lille plateau, hvor jorden er præget af masser af kalksten. Gottsacker er reelt den bedste del af en del af Lahrer Kronenbühl … et bakkedrag nord for byen Lahr og på etiketten står der da også Lahrer Kronenbühl Gottsacker.

Vinen er lavet ved, at druerne først gennemgår en kold maceration i 12 timer. Derefter presses druerne og overføres til træfade for spontangæring på druernes naturlige gærceller.

Omkring 80% af fadene er nye, men hentet hos bødkeren Damy i Meursault, og tilføjer blot vinen en meget diskret fadnote. Vinen har lagret sur lie omkring 10 måneder og der er foretaget regelmæssig battonage.

I næsen har vinen en lækker smørfedme, og op af glasset strømmer aromaer af appelsin, abrikos, citron, mango, ananas, røg, gazebind og der fornemmes røg, en sitrende syre og nogle klare burgundiske referencer.

Smagen er pænt cremet og blød med stram citronsyre til at styre tingene. Der er moden frugt, modne gule æbler, abrikos, pæn fylde i munden, en svag sødme, lidt krydderier, cedertræ og lidt kalkagtige mineraler. Den startede lidt svagt, men var faktisk allerbedst dagen efter, hvor vinen virkelig åbnede sig og viste sin mest elegante og kontrollerede side … stor vin.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 399 kr.,

Vinanmeldelse 5,5/7  

2016 Weingut Wöhrle, Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG, Baden, Tyskland

2016 Weingut Wöhrle, Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG, Baden, TysklandSidst jeg besøgte Gert E overraskede han med mig en toplækker 2016 Lahrer Kirchgasse Spätburgunder GG fra Weingut Wöhrle . Nu var rollerne byttet om, så da han nu besøgte mig, så serverede jeg blindt også lidt vin fra samme hus, nemlig først Wöhrles 2016 Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG.

Marken Lahrer Herrentisch ligger på den øverste sydvendte del af den kegleformede Lahrer Schutterlindenberg, der ligger som et forbjerg til Schwarzwald skoven. Fra marken er der et fantastisk view til bl.a. Vogeserne og Kaiserstuhl.

På dette sted har den lokale befolkning fejret nadveren og indtaget deres aftensmåltid, og det er formentlig derfor, at marken har fået navnet  Herrentisch … mændenes bord.

Druerne er høstet med håndkraft og vinen lavet ved, at mosten har trukket på skallerne i 24 timer inden pres, hvorefter gæringen sker. Efter endt fermentering har vinen lagret 9 måneder på 2-3 år gamle egetræsfade. Men lad os smage denne Lahrer Herrentisch Weissburgunder GG.

Næsen har lidt animalske noter, nogen fedme, melon, fersken og hyld, nøddeagtige noter, tørt træ og krydrede noter. Der er lidt karamel, saltlakrids, kalk, vanilje, røgede noter, estragon samt grønne noter i næsen. Dufter herregodt.

Smagen er blød og cremet. Der er en let fedme, god inderlighed og dybde, nogle syltede citroner og modne, gule frugter, en klar nøddet smag samt kalkagtige mineraler. Smagen er lidt tilbagetrukken … ikke frembrusende på nogen måder, men har en lille delikat saftighed, god struktur og elegance.

Forhandles af Propperiet Vin Import, hvor en flaske koster 395 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2015 Domaine Alary, Cairanne Tradition Côtes du Rhône, Rhône, Frankrig

2015 Domaine Alary, Cairanne Tradition Côtes du Rhône, Rhône, FrankrigDet er vist nogle år siden, at jeg sidst har smagt Cairanne fra Domaine Alary … men så er det jo en oplagt lejlighed til at åbne en flaske og det blev fra den gode årgang 2015.

Domaine Alary ligger 1-2 kilometer sydøst for Cairanne by på vejen mod Rasteau i området La Garrigue i Rhône. Vinhuset er grundlagt i 1692 og har siden  gået i arv fra far til søn, og drives i dag af Denis Alary med hjælp fra sønnen Jean-Etienne. De har samlet 29 hektar, fordelt med 26 hektar røde druer og 3 hektar med hvide druer.

Derudover ejer Alary en mosaik af mindre parceller op mod landsbyen Carainne, hvor jordbunden minder meget om Châteauneuf-du-Pape.

Denis har de sidste år arbejdet målrettet på at dyrke sin vingård uden brug af sprøjtemidler og pesticider og blev i 2012 også certificeret økologisk. Derudover er Denis Alary også formand for det lokale Syndicat des Vignerons de Cairanne.

På vingården sker produktionen i stor respekt for traditionerne, fx skrottede Denis de nye rustfrit stål gæringstanke for omkring 5 år siden og geninstalleres traditionelle cement tanke. Og samtidig blev de eksperimenter med små nye egefade, som faderen ellers havde indledt, indstillet.

For Denis handler det om, at gøre arbejdet så godt som muligt ude i vinmarkerne og derpå fremstille nogle vine, som ikke forstyrres af uvedkommende aromaer, men derimod formidler frugten fra druerne og det terroir, som vinstokkene har rod i.

Midlet hertil er bl.a. modning på store foudres, som ifølge Denis bidrager med mere kompleksitet samtidig med, at vinens grundelementer bevares.

Denne Cairanne Tradition Côtes du Rhône er lavet på 70% Grenache, 25% Syrah og 5% Carignan. Vinen blandes, når gæringen er afsluttet, og den ligger derefter på store, gamle egefade i 6 måneder inden den ufiltreret aftappes på flaske. Efter tapning hviler den yderligere nogle måneder inden den frigives til salg.

Og sikke da en dejlig duft … animalsk, landlig med bl.a. svag mødding, fersk og tørret kød, en syrlig frugt, syrlige kirsebær, ribs, blomster, lavendler og grønne urter.

Vinen er tør … endda pænt tør med blæk, peber og er samtidig godt krydret. Det er faktisk næsten helt køkkenrulle-i-munden tørt og derudover er der en lille bitterhed i smagen. Med luft i glasset bliver fru Cairanne dog mere rund og blød, men fortsat med peber samt andre krydderier godt fremme.

Købt hos Jysk Vin, hvor en flaske koster 125 kr., mens prisen er 112 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7  

2014 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, Italien

2014 Ferragù, Valpolicella Superiore, Veneto, ItalienAzienda Agricola Ferragù ligger ved byen Sorcè di Sopra i det nordlige Cellore di Illasi omkring 7-8 kilometer nord for Soave i Valpolicella. Derfra smager vi denne Valpolicella Superiore.

Vingården er et lille familieforetagende, som drives af Carlo Ferragù og hans 2 brødre Ornello og Angelo. Men derudover hjælper sønnerne og børnebørnene Milena, Nicola og Alessia også til på vingården.

Oprindelig solgte familien deres druer til det lokale kooperativ Cantine Soave, men et væddemål Carlo Ferragù igang. Han påstod, at han kunne fremstille en Amarone, der var lige så god som Dal Forno, så i 1997 begyndte Carlo og brødrene at eksperimentere med deres første Amarone.

Og indenfor en kort årrække var deres vine at finde i eksklusive restauranter og vinbutikker … herunder hos prestigefyldte steder som Harrods, det store britiske stormagasin, hvor Amarone vinene fra Ferragùs udgør en del af varehusets bedste vinsortiment.

Carlo Ferragu er også en mand, der ikke går på kompromisser. Han havde jo på forhånd  bestemt, at hans vine skal være det bedste af det bedste fra dag 1.

Familien har 8 hektar vinmarker og ligesom sin berømte nabo Dal Forno 2 kilometer længere mod nord, så fremstiller Carlo Ferragu 4 vine. Det er således en lille producent, der kun fremstiller 4.300 flasker Amarone og 20-25.000 flasker af denne Valpolicella Superiore … og selvfølgelig en Passito.

Denne Valpolicella Superiore er lavet på druesorterne Corvina, Corvinone, Croatina, Oseleta og Rondinella, som kommer fra 15 år gamle vinstokke. Druerne er tørret i 30 dage inden afstilkning og knusning, hvorefter gæring sker med udvalgte gærtyper.

Efter endt fermentering er vinen lagret 24 måneder i amerikanske barriques og efter aftapning på flaske lagret yderligere 6 måneder.

Da jeg lige havde åbnet vinen, var jeg meget begejstret … masser af frugt, blommer, solbær, en vis kølig elegance, brændte fade, kraft og power, engelsk lakrids, lidt sødme samt tæt, meget intens. Med lidt luft og varme i glasset kommer der dog nogle andre sekundære noter, som jeg ikke er så vild med … lidt grønne kaktuspiller, en anderledes blomstersæbe, lidt peber og svag alkohol.

I munden er der også i starten vildt megen frugt, mørk frugt, lakrids, blæk og stor tørhed. Der er også en lækker syrlighed midt i alt den mørke og kraftige frugtsmag og jeg noterede, at den faktisk er langt bedre og mere elegant end mange Amaroner.

Med luft og varme i glasset dukker alkoholen dog også op, men ikke alarmerende. Samlet masser af frugtsmag, stor tørhed og kraft, og dermed ender det som en Valpolicella klart og sikkert over det gennemsnitlige. 4½ af de fede fingre og tæt på en 5’er.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 259,95 kr., mens prisen er 235 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 4,5/7 

N.V. Bodegas Alvear, Pedro Ximénez Solera 1910, Montilla-Moriles, Spanien

N.V. Bodegas Alvear, Pedro Ximénez Solera 1910, Montilla-Moriles, SpanienJeres flittige vinblogger på Houlbergs Vinblog er én time ugentligt fitnessinstruktør. Okay det havde I måske ikke lige regnet med? Til seneste planlægningsmøde med de øvrige instruktører medbragte jeg lidt chokolade og et glas af denne tykfede sherry … Pedro Ximénez Solera 1910 fra Bodegas Alvear. Surprise!

Alvear ligger i byen Montilla i Montilla-Moriles distriktet i Andalusien i det sydlige Spanien og på sherry fronten er det en slags konkurrent til det mere kendte Jerez område, hvor de fleste sherry’er kommer fra.

Bodegas Alvear er et gammelt og historisk sherryhus, som er grundlagt tilbage i 1729 af Diego de Alvear y Escalera. Oprindeligt blev bodegaen regnet som en lille og lidt obskur producent, men Diego begyndte langsomt – sammen med sønnen Santiago – at udvide ved køb af masser af jord.

I dag er det et kæmpestort foretagende og uden sammenligning regionens mest kendte vinhus. De har over 300 hektar vinmarker og produktionsmæssigt kapacitet til at lagre over 5 millioner liter sherry på egefade.

Bodegas Alvear er fortsat ejet af familien, som siden 1729 er vokset, så reelt er ejerskabet fordelt på 50 familiemedlemmer, hvoraf nogle også deltager i driften. Det er i 8. generation María Alvear som er ved at overtage driften efter den nuværende leder Fernando Giménez Alvear. Det er i øvrigt María Alvear, som I kan se på billedet ovenover.

Udover sherryproduktionen i Montilla, så ejer familien også en almindelig vingård Palacio Quemado i Extremadura. Vingården er købt i 2015 og har samlet 94 hektar vinmarker.

Jeg har tidligere smagt og skrevet om netop Palacio Quemado her på vinbloggen, bl.a. da jeres smagte deres 2015 PQ Primicia, 2014 La Zarcita og 2014 Crianza.

Her smager vi altså en Bodegas Alvear Pedro Ximénez Solera 1910 sherry, som er lavet 100% på druen Pedro Ximénez, hvor druerne helt klassisk tørrer under solen – til de nærmer sig rosiner – og giver den fineste søde vin.

Efter presning af de tørrede druer, så tilføres de en smule alkohol, for at sikre at sødmen ikke aftager under gæring. Herefter overføres vinen til det såkaldte Solera system, som er et specielt – men meget simpelt – modningssystem, hvor flere rækker af fade placeres ovenpå hinanden.

Der er gennemløb mellem de enkelte rækker af fade. Vinen fyldes på de øverste fade, medens den tappes fra det nederste fad. På denne måde er der altid en smule af den ældste årgang i den endelige aftapning.

Alvear PX Solera 1910 er således startet i 1910 og vinen indeholder derfor en lille del Pedro Ximenes fra 1910. Vinen i dette Solera system lagrer i gennemsnit mindst 6 år inden aftapning.

I glasset overraskes du af en fed – oversvulstig, fed, tyk, opulent og brun væske … ligner en brunlig udgave Nordsøolie, den lakridsagtige danske bitter, men så hører enhver sammenligning også op.

Næsen emmer af kogte blommer, rosiner, sirup, karamel, ristede kaffebønder, honning, tørrede dadler, nødder, engelsk lakrids, gamle fade, en gammel kælder … men der gemmes sig også en lille friskhed bag alle de sødlige aromaer, som bare vælter op af glasset.

I munden er det virkelig tyktflydende … og vinen sætter sig nærmest demonstrativ på indersiden af glasset. Sukkersød, tæt og forførende voksenslik, som nærmest er eksplosiv i munden. Det er flydende druesirup af bedste skuffe, hvis man – som Houlberg – er til søde sager, men hvilken rigtig mand er ikke det? Det er karamel, chokolade, sirup … måske endda svagt oxideret.

Vinen flyder i munden på samme vis som en brun, fed olie skyller op på en strand efter en gigantisk oliekatastrofe. Det er klistret, tykt og efterlader munden smukt, fyldigt forurenet … og forureningen vil nærmest ingen ende tage. Det er lidt af en godbid … fungerede ganske fint med lidt chokolade, men jeg ville nok helst ha’ vinen sammen med lidt stærk, gammel ost. Det vil fandeme spille.

En undseelig anmelder kaldet Parker har giver vinen 98 point, men hvem gider høre på ham? Den rigtig vinanmelder og blogger er en næsten 100% mand, så han elsker en sød sag som denne, så derfor sparker han 6 olieklistrede fingre efter vinen.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske på en halv liter koster 299,95 kr., mens prisen er 249 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 6/7 

2016 Clos de Luz, Massal 1945 Carménêre, Cachapoal, Chile

2016 Clos de Luz, Massal 1945 Carménêre, Cachapoal, ChileClos de Luz ligger i Old Almahus dalen … en ganske lille underregion af Cachapoa i den nordlige del af Rapel Valley i Chile 113 kilometer sydøst for Santiago. Det siges at være det sted, hvor chilensk Carménère først blev plantet, og Clos de Luz har da også specialiseret sig i vine på netop Carménère fra gamle stokke. Og det er denne Massal 1945 Carménêre et godt eksempel på.

Clos de Luz drives af Gabriel Edwards sammen med søsteren Nieves. De har overtaget familiens vingård, som oprindelig blev købt af deres oldefar tilbage i 1892. Det var dog først omkring 1933, at familien for alvor begyndte at plante vinstokke på jorden.

Gabriel Edwards er uddannet som vinmager i Bourgogne og havde inden overtagelsen af familiens ejendom arbejdet for både det store chilenske Undurraga samt store Moët & Chandon i Frankrig.

Familien har samlet 33 hektar vinmarker, hvor de ældste Carménêre vinstokke er plantet af søskendeparrets bedstemor Luz tilbage i 1945. Det er også den søde gamle bedstemor, som har givet vin til vinhuset. Men udover Carménêre dyrkes der også Cabernet Sauvignon, Malbec and Grenache.

Indtil Gabriel overtog driften for omkring 20 år siden havde vingården egentlig blot solgt deres druer til Casa Lapostolle, men Gabriel ville lave sine egne vine. Og med markerne med de gamle upodede vinstokke, så har han også et godt materiale at arbejde med.

Markerne ligger isoleret, hvilket har gjort, at området aldrig er ramt af phylloxera … altså er franc de pied, som franskmændene kalder upodede vinstokke. Derudover anvender Clos de Luz også løbende en udvælgelsesmetode, som de kalder Massal. Det betyder, at man vælger de bedste og sundeste vinstokke, som derefter udbredes fra stiklinger.

Clos de Luz dyrker stokkene, ud fra ideen om at ingen er ens, men hylder den naturlige forskellighed, derfor anvender vinhuset heller ikke tilsætningsstoffer til at standardisere vinen. Vinhuset råder også over 100 % økologiske marker.

Gabriel Edwards pløjer også markerne med heste, da traktorer simpelthen ikke bare kan køre med de snoede gamle vinstokke. På billedet ovenover kan I så én af de gamle Carménêre stokke.

Denne Massal 1945 Carménêre er netop lavet med 100% Carménêre fra de upodede vinstokke plantet tilbage i 1945 … eller næsten 100%, for familien ved, at der i marken også findes en lille procentdel Malbec og Cabernet Franc, men hvor meget ved man ikke … men således lidt et fieldblend.

Druerne er høstet med håndkraft og fermentering sker i rustfrie ståltanke alene med druernes naturlige gærceller. Efter endt gæring lagres vinen12 måneder … 50% af vinen i store 7.000 liter egefade, 46% i franske barriques på 225 og 300 liter, mens de sidste 4% lagrer i franske 600 liter fade.

Næsen afslører en kraftig vin, som klart har nogle Carménêre karakteristika … er noget urtet, men byder ellers på solbær, jord, rosmarin, chokolade, tobak, lidt papkasser, varme og sol, let peber og derudover en let syrlig og blomstret elegance.

Smagen er blød og utrolig behagelig, stor tørhed, tydelige tanniner, mørk frugt, lidt sødkrydret og jeg fanger nærmest også nogle små Bordeaux referencer … blot med et varmere udtryk. Der er nogle brændte elementer, sød tobak, mørk chokolade med højt kakao indhold og et lille touch af alkoholen. Men lækker vin, 4½ af de houlbergske solrige fingre med pil op = 5 Thumbs up.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 149,95 kr., mens prisen er 129 kr. ved køb af 6 flasker.

Vinanmeldelse 5/7 

2017 Calmel & Joseph, Corbières Les Terroirs, Languedoc, Frankrig

2017 Calmel & Joseph, Corbières Les Terroirs, Languedoc, FrankrigSå er vi atter retur hos de  to negociant vinmagere Laurent Calmel og Jerome Joseph og deres vinhus Calmel & Joseph og denne gang med en let og lækker Corbières Les Terroirs fra serien af samme navn.

Der er 6 forskellige rødvin i serien Les Terroirs … og denne Corbières er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, høstet med en ganske beskedent udbytte på små 25 hektoliter pr. hektar. Druerne kommer fra en række marker, som de to vinmageren selektivt har udvalgt hos en række vinavlere i Languedoc under Corbières appellationen.

Vinen er vinificeret i to store kar og har gæret ved 25 grader med daglig overpumpning den første uge af i alt 3 ugers fermentering efterfulgt af malolaktisk gæring og lagring 6 måneder i store betontanke. Vinen er nummereret … denne nr. 19756.

Duftmæssigt er der mørk frugt, men samtidig virker frugten let og syrlig med blomster, ja faktisk masser af blomster, parfume, lavendel samt nogle grønne elementer. Selvom frugtnoterne skriger mørk frugt som brombær, solbær og blommer, så virker vinen absolut til den ubekymrede og lette side.

Smagsmæssigt hænger vinen sgu også rigtigt godt sammen, for det bliver aldrig en tung og fed vin, men har i stedet en let, frisk og syrlig side, som jeg virkelig godt ka’ lide. Der er fennikel, enebær samt lidt peber fra Syrah druerne, hvilket giver lidt varme i eftersmagen, men det er til at leve med. Det er flot Corbières, klart 4½ sikre Houlberg fingre med stor pil op.

Forhandles af Andrup Vin, hvor en flaske koster 99,95 kr., mens prisen er 79 kr. ved køb af 6 flasker. Fin pris for denne vin og virkelig godt køb.

Vinanmeldelse 4,5/7

2011 Borgogno, Barolo, Piemonte, Italien

2011 Borgogno, Barolo, Piemonte, ItalienPå Bistroteket med Borgogno Barolo to gange indenfor to uger … what’s not to like? Her er det Borgognos almindelige Barolo i årgang 2011.

Almindelig er måske lidt en underdrivelse, for druerne kommer fra 5 fantastiske marker, nemlig Cannubi, Cannubi San Lorenzo, Fossati, Liste og San Pietro delle Viole.

Efter høst spontangærer vinen med druernes naturlige gærceller i 12 dage i betontanke … i starten ved 22-25 grader og i slutfasen 29-30 grader efterfulgt af en maceration i 30 dage.

Derefter sker der malolaktisk gæring ved 22 grader i 15 dage og derefter lagrer vinen så 4 år i slavonske 4.500 liters egefade helt efter de gamle klassiske metoder. Efter aftapning lagrer vinen yderligere 6 måneder på flaske.

I næsen fornemmes det, at det fortsat er en grønskolling … en ung kvindelig yngling, men sikke talent. Næsen er grøn og allerede med moden, lys og gæret frugt, kirsebær, hindbær, roser samt violer. Samtidig er den unge dame iført stram lædercatsuit, har en stikkende italiensk syre, nærmest helt æterisk. Nice.

Smagsmæssigt er det til gengæld let, blødt og cremet. Det er en smuk vin, og en eventuelt teenagerkluntet kant afsløres på ingen måder, for det smager sgu dejligt … blidt og modent. Så nu fortryder jeg på ingen måder, at jeg igen valgte Borgogno på Bistroteket … de to B’er klæder sgu hinanden.

På restauranten kostede en flaske 700 kr.

Vinanmeldelse 6/7  

2016 Weingut Grans-Fassian, Mineralschiefer Riesling Trocken, Mosel, Tyskland

2016 Weingut Grans-Fassian, Mineralschiefer Riesling Trocken, Mosel, TysklandFra Rheingau Großes Gewächs Riesling til almindelig Mosel Gutsriesling … en flaske Mineralschiefer Riesling Trocken fra Weingut Grans-Fassian. Nu har jeg igen fået forvildet mig ind på Bistroteket til lidt god mad og vin. Denne valgte vi til forretten.

Weingut Grans-Fassian har vi før stiftet bekendtskab med her på Houlbergs Vinblog. Vinhuset ligger ved Mosel flodens bred mellem Leiwen og Trittenheim, en strækning som måske hører til blandt Tysklands smukkeste.

Vinhuset er grundlagt i 1624, men drives i dag af 12. generation i form af Gerhard Grans, som overtog driften efter sin far Matthias Grans i 1982.

Dengang var ejendommen på små 4 hektar, men er løbende blevet udvidet og er i dag på knap 13 hektar. De sidste 3 år har datteren Catherina dog også langsomt kommet med i driften og dermed er 13. generation allerede kørt i stilling.

På de stejle bakker dyrkes der Riesling, Pinot Blanc og Pinot Gris. De bedste marker er VDP klassificeret i den højeste kategori GG … Grosses Gewächs, nemlig de 3 marker Leiwener Laurentiuslay, Trittenheimer Apotheke og Dhroner Hofberg.

Herudover har de også den fremragende mark Piesporter Goldtröpfchen.

Denne Mineralschiefer Riesling er – som nævnt – en Gutswein, altså med druer fra forskellige marker og høstet med håndkraft. Vinen er lavet udelukkende i rustfrie ståltanke med kontrolleret gæring ved 15-18 grader over 8 uger, hvorefter den hviler i tankene sur lie i omkring 2 måneder inden aftapning.

Næsen har ganske lidt petroleum … ikke meget, men derudover er der sten, fersken, melon, en smule citron, ganske ung og frisk med en okay intensitet. Smagen er grønne æbler, fin æblesyre, let olieret, grøn og frisk med lidt traditionel Mosel sødme.

Forhandles af Bichel Vine, men denne er ikke fundet, så prisen kender jeg ikke.

Vinanmeldelse 4,5/7