Jeg fortsatte med at tylle en hel flaske vin i svælget på under få minutter, men da det igen var en vinotte og en 2016 Pinot Noir Knox Alexander fra Au Bon Climat var det næste alt, alt for lidt.
Au Bon Climat ligger i et bjergrigt område vest for Santa Maria og er etableret i 1982 af Jim Clendenen sammen med Adam Tolmach. De ville starte en vingård dedikeret til specielt de burgundiske sorter og startede med at leje både vineri og marker, men allerede i 1990 forlod Adam projektet for at starte sig eget projekt, så lige siden har Jim stået for hele driften.
Det var slet i meningen, at Jim skulle være vinproducent. Han er født i beskedne kår i Akron, Ohio i 1950’erne og skulle egentlig ha’ været advokat. Han dimitterede fra University of California Santa Barbara med høje hædersbevisninger i Pre-Law i 1976.
Men efter eksamen overbeviste et måneders ophold i både Bourgogne og Champagne ham om at prøve en karriere inden for vin i stedet for at fortsætte til selve advokatstudiet. Derfor skiftede han omgående spor og i høsten i 1978 startede han som assistent på Zaca Mesa Winery, hvor han arbejdede i 3 år.
Derefter arbejde Jim på vingårde i både Australien og Frankrig inden han i 1982 vendte tilbage til staterne og startede Au Bon Climat. Og lige siden har vingården haft forrygende succes, hvilket bl.a i 1989-90 medførte, at Au Bon Climat var på Robert Parkers korte liste over bedste vingårde i verden og at vingården i 1991 blev udvalgt af Oz Clark som én af de 50 bedste producenter af moderne klassiske vine i hele verdenen.
Siden har Jim Clendenen fået et utal af prise, bl.a. kaldte det tyske vinmagasin Wein Gourmet ham i 2004 for Verdens Vinmager og i 2007 blev Jim også optaget i James Beard Foundations Who’s Who of Food and Beverage in America. Udmærkelser bugner simpelthen, når man snakker om Au Bon Climat.
I dag laver Jim omkring 50.000 kasser vin årligt og druerne kommer fra flere af de mest ansete vinmarker på Central Coast … primært i Santa Barbara County. Det omfatter Jims egen 40 hektar store mark Le Bon Climat Vineyard og så ellers legendariske marker som Bien Nacido Vineyard i Santa Maria Valley, Sanford & Benedict Vineyard i Santa Rita Hills, Los Alamos Vineyard i Santa Barbara County og San Luis Obispo County’s Talley Vineyard.
I år 2000 introducerede Jim Clendenen et nyt tiltag under navnet The Clendenen Family Vineyards. Her eksperimenteres der blandt andet med mindre kendte druesorter, hvilket der kommer nogle anderledes og ganske interessante vine ud af, bl.a. har han fået kæmpe anerkendelse for hans vine på italienske sorter, især hans Nebbiolo med 5 års fadlagring.
Nå, men her er det altså Jims 2016 Pinot Noir Knox Alexander, som jeg har fået en slat af i glasset. Vinen er opkaldt efter Jims søn og er lavet med druer fra de to vinmarkler Le Bon Climat og Bien Nacido Vineyard i Santa Maria Valley. Vinen er fermeneret i egefade og er efter endt gæring også lagret på nye franske barriques. Der er lavet 975 kasser af denne vin i 2016.
I næsen har vinen lidt mere krop, frugten mere tranebæragtig, nærmest med tørret tranebær, jordbær, hindbær, rabarber tilsat lidt medicinskab, kamfer, lækker dybde, grønne urter, estragon, tør jord og strejf af egefade, røget kød og blomster. Dufter da ret godt.
Smagen er meget ren, spinkel, kompakt og stringent med bitter rabarber, ribs, tranebær, mineraler og kul, men der er markante tanniner, en krydret frugt og fin friskhed.
Forhandles herhjemme af FineWines, men denne er ikke i sortimentet. Men ligger prismæssigt som husets Isabelle vin, der koster 495 kr. for 1 flaske og 395 kr. ved køb af 6 flasker.