De ihærdige nordjyske vinkøbmænd hos Supervin har bedt den flittige vinblogger om at teste en farverig kasse med 6 missiler ladet med Riesling fra Weingut Tesch i Nahe, lavet helt ens … men fra 5 forskellige terriors, mens den sidste blot er slanterne blandet sammen.
Det er en flot, eksklusiv kasse med de 6 Riesling fyldte missiler i farverne sort, rød, blå, gul, grøn og orange. Den illustrative forside viser med samme farver placeringen af Weingut Teschs 5 marker, mens en flot brochure indeni fortæller mere om vinhuset og 6 individuelle kort mere om vinene.
Lidt om Weingut Tesch og historien
Manden på kassen … øhhh manden bag kassen, Weingut Tesch ligger på adressen Naheweinstraße i Langenlonsheim omkring 5 kilometer nordøst for Bad Kreuznach i Nahe.
Weingut Tesch drives af Martin Tesch, som er 10. generation på vingården, som er grundlagt helt tilbage i 1723. Martin er uddannet mikrobiolog fra Geisenheim i Rheingau og overtog driften som 29-årig driften fra sin far Hartmut i 1996.
Da Martin Tesch overtog den fædrene vingård, så startede han straks motorsaven, skar stor set alt væk der ikke var Riesling og påbegyndte dermed de mest fundamentale oplægninger på vingården nogensinde.
Alle de vinstokke, som både hans far havde plantet – og hans bedstefar – blev jordet. De var sorter som Müller-Thurgau, Silvaner, Rivaner, Scheurebe, Gewürztraminer, Weissburgunder og Spätburgunder.
De dannede baggrund for omkring 50 forskellige vine, men det fandt Martin både kompliceret, utidssvarende og uøkonomisk, så disse dårlige vaner gjorde Martin op med. Kvaliteten skulle forbedres og alene med fokus på Riesling … i det Martin selv ironisk kaldte et Punk Rock Weinhaus.
I starten faldt omsætningen på 6 måneder med 40% og der kom samtidig en øredøvende kritik fra tyske vinskribenter, som mente Martin havde forbrudt sig mod alle traditioner og ødelagt sin fædrene arv.
Martin Tesch sad dog kritikken overhørig og fortsatte ufortrødent, for han havde ubetinget tiltro til sin kurs og druen Riesling. Og det gav også pote, for langsomt, men sikkert, sluttede flere og flere sig til Martins nyfortolkninger af druen.
Samtidig blev markedsføringen og etiketterne også strammet op med nyt design, hvilket denne Riesling Vineyard Box også er et godt eksempel på. Og det blev en succes, som efterfølgende er kopieret af andre yngre producenter … ja faktisk er Martins innovative tiltag med re-designet blevet til et studie eksempel på London School of Economics.
Vinmarkerne
I 2014 har Martin taget endnu et modigt skridt i en alternativ retning, idet han har forladt det prestigefulde VDP samarbejde. Han var egentlig tilfreds med de strenge kvalitetskrav, men er slet ikke glad for forbundets rangordning af vinmarker.
Samlet har Tesch 30 hektar vinmarker i Nahes bakkede områder og de fleste hektar er med Riesling, selvom der dog fortsat er en smule andre vinsorter … men basis i vinproduktionen er netop de 6 vine, som ligger i denne Riesling Vineyard Box.
De fem forskellige marker er da også skolebogseksempler på hvordan beliggenhed, dyrkning og eksponering i forhold til floden Nahe bør tage sig ud.
Vinhusets stil er krystalren, tør, frisk, elegant og terroir-autentisk Riesling. Vinene fremstilles med spontangæring og kort modning på ståltank. Alle flasker er forseglede med Stelvin-Lux skruelåg.
Riesling Vineyard Boxen
De 6 flasker Riesling i kassen er:
- 2016 Weingut Tesch, Riesling Unplugged
- 2016 Weingut Tesch, Riesling Karthäuser
- 2016 Weingut Tesch, Riesling Königsschild
- 2016 Weingut Tesch, Riesling Krone
- 2016 Weingut Tesch, Riesling Löhrer Berg
- 2016 Weingut Tesch, Riesling St. Remigiusberg
Hver mark har sit eget terrior aka undergrund, men kan det smages i vinene? Jeg vil selvfølgelig ganske hurtigt linke til mine beskrivelser og anmeldelse af de 6 missiler … så følg vinbloggen.
Riesling Vineyard Box forhandles af Supervin til 999,95 kr.