I den stadig fascinerende og interessante vinøse rundtur hos Les Châteaux et Domaines Castel og deres i alt 21 vinslotte er jeg nu nået til det 8. af slagsen, nemlig Cru la Maqueline.
Det er en større vingård, der ligger på venstre bred, er købt af Castel familien i 2006 og omfatter – udover vinproduktionen – også en anden af Castel familiens store passioner, nemlig opdræt af heste. Det er selvfølgelig også årsagen til, at etiketten på vinen er forsynet med et hestehoved og jeres flittige vinblogger vil så teste, om vinen også et mulehår bedre end mange andre vine fra Bordeaux.
Samlet har Cru la Maqueline 64 hektar jord, men det er dog alene 30 hektar, som er vinmarker. Selvom vi er på Medoc halvøen, så er vinmarkerne lidt utraditionelt ikke primært Cabernet Sauvignon, men derimod Merlot, som fylder 93% af arealerne, mens de øvrige druer er 4% Petit Verdot og 3% Cabernet Sauvignon.
Selve ejendommen ligner heller ikke på nogen måder et fransk vinslot, men nærmere en amerikansk ranch med saloon og et vineri, som faktisk minder om vineriet hos Cold Hand Winery her tæt ved Randers … og alt bygget i træ.
Denne Cru la Maqueline 2016 er produceret af druerne 86% Merlot og 14% Petit Verdot. Det meste af vinen har været lagret på ståltanke i 10 måneder, men en lille del har været lagret på nye egetræsfade for at give vinen kompleksitet og en moderne stil.
Som med sidste vin fra Castel familiens slotte, så er det velproduceret vin og denne har også en virkelig dejlig Bordeaux aroma med røg, solbær, cigaræsker, kul, tørret basilikum og læder. Frugten er lidt syrlig, så det giver et fint modspil det den moderne og lidt mere polerede stil.
I munden er vinen langt blødere end forventet … faktisk virkelig blød og det smager blidt, venligt med nogen tørhed, blide tanniner, en anelse peber, læder, nogle bitterstoffer, men samlet set en virkelig omgængelig vin. Det er Bordeaux på cruse-control, vellavet, moderne, lettilgængelig og overraskende godt.
Importør er AMKA og vinen forhandles hos udvalgte Meny og Spar butikker med en vejledende udsalgspris på 99,95 kr.