Sjovt nok er der igen vin fra Familia Zuccardi i glasset. Sidst var det deres Aluvional Paraje Altamira, men her er det lillesøsteren Tito Paraje Altamira, hvor druerne kommer fra samme marker i Valle de Uco.
Igen skal jeg undlade at skrive om vinhuset, som jeg har skrevet om nogle gange her på Houlbergs Vinblog. I stedet kigger vi så nærmere på denne Tito Paraje Altamira, som dog ikke er på ren Malbec, men lavet på 80% Malbec, 10% Cabernet Sauvignon og 10% Ancellotta.
Vinen er lavet til ære for Sebastián Zuccardis bedstefar Alberto, som blev kaldt Tito. Det var ham, som tilplantede familiens første vinmark. Formålet med vinmarken var egentlig ikke at lave vin, men at demonstrere effektiviteten af det kunstvandingsanlæg, som han havde opfundet.
Anlægget virkede fortrinligt, og som en sidegevinst blev Tito grebet af det at lave vin. Druerne kommer fra Paraje Altamira, som ligger omkring 1.100 meter over havet. Jordbunden består kalkholdigt grus og sten i varierende dybde. Området er meget tørt, så markerne bliver vandet med smeltevand fra de bagvedliggende Andesbjerge.
Druerne til Tito Paraje Altamira er håndplukket og sorteret. I vineriet sorteres druerne endnu en gang og afstilkes. Gæringen starter spontant med druernes naturlige gærceller.
Hele processen foregår i cementtanke over 20-30 dage. Efter endt gæring og maceration lagrer vinen på såvel træfade som cementtanke inden aftapningen, som sker ufiltreret. Vinen har fået 92 Parker point og er af Decanter udråbt som Best Red Blend in the World i kategorien 15£ vine … store ord.
Næsen er mørke frugter, solbær, brombær, modne kirsebær, tætpakket frugt, balsamisk fedme og surhed i frugten, lidt skovbund, krydderier, røg og grafit. Det smager også af solmoden solbær, en vis tørhed, tydelige tanniner og en sødme, som indikerer oversøisk vin. Der er en vis saftighed over vinen.
Forhandles af Jysk Vin, hvor en flaske koster 299 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker er 269 kr.