Jeg har før smagt Monferrato Rosso Autumnalis fra Azienda Vitivinicola Bussi Piero. Sidst var det i en årgang 2018, men nu smager jeg så vinen i årgang 2019.
Vinhuset Piero Bussi ligger nord for den lille by Calosso mellem Langhe og Monferrato. Det er grundlagt lige efter den første verdenskrig, hvor Agostino Bussi stoppede med at sælge sine Barbera og Nebbiolo druer fra familiens 1,5 hektar marker og i stedet selv begyndte at producere vin.
Det var dog sønnen Germano Bussi, der igennem 1960’erne udvidede vinmarkerne til 4 hektar og bl.a. startede med at vinificere den søde og mousserende vin Moscato d’Asti, som var vanskelig at fremstille dengang.
I dag drives vingården af Germanos søn Piero sammen med 4. generation i form af Federico, som i dag samlet driver 12 hektar vinmarker. Federico kom med i driften i 2012 og laver sammen med faderen 10 forskellige vine, herunder altså også denne Monferrato Rosso Autumnalis.
Derudover har Piero Busso også skrevet bogen Gente di Calosso, der handler om byen Calosso, byens historie og nogle af folkene i byen. Han søgte bl.a. hjælp fra den lokale historiker Vittorio Boido og fik også tilladelse til sit forehavende af den daværende borgmester Demichelis Gualtiero.
Nå, men tilbage til denne Monferrato Rosso Autumnalis, der selvfølgelig er 100% Nebbiolo fra marker ved Calosso i 350 meters højde og 10-30 år gamle vinstokke og lavet fuldstændig traditionelt med gæring og maceration i betontanke. Efter endt fermentering er vinen lagret 6 måneder på franske barriques og tonneaux fade.
Dejlig tør Nebbiolo næse … ren, stringent med knuste rosenblade, vilde blomster, læder, lyse og syrlige kirsebær, ribs og granatæbler. Hvor dufter det godt … der er te-blade, ren og balsamisk syre og faktisk meget stabil og indbydende Nebbiolo.
I munden er det syrlig, frisk og stringent vin … tør, frugtfrisk og endda næsten saftig. Syren er tør, direkte og bitter, som forstærkes af tørre og let bløde tanniner samt en støvet og stenet mineralitet. Igen får man lette Barolo associationer. Hvor er det en lækker Nebbiolo vin og prisen ekstremt venlig.
Forhandles af Italux, hvor en flaske koster beskedne 80 kr.