To sjæle, en tanke. Både Steffen og jeg havde argentinsk Malbec med som vin nr. 2 til vores vinaften. Steffens var denne Malbec Terroir Único fra Zorzal Wines … et hus, som han tidligere har præsenteret os for.
Vi har bl.a. før smagt husets 2014 Gran Terroir Pinot Noir og deres imponerende 2013 Eggo Tinto de Tiza.
Zorzal Wines ligger i Mendozo i Argentina … nemlig i området Gualtallary, som ligger i omkring 1.350 meters højde sydvest for de kendte områder som Maipú og Luján de Cuyo i Mendoza.
Vi er også tættere på Andesbjergene ovre mod Chile.
Vinhuset er grundlagt i 2008 af de tre argentinske brødre Gerardo, Matías og Juan Pablo Michelini samt 6 canadiske investorer anført af Bruce Murray og Dan Huras, som begge havde tjent en stor røvfuld penge indenfor olie- og gasindustrien.
Det afspejlede sig også i opstarten, hvor der blev opført et state-of-the-art vineri, som stod færdigt i 2009. Imens lånte vinhuset allerede i 2008 lokaler, hvor de første vine på Malbec blev produceret.
Og fra starten har vinhuset fået enorm succes. Således har det store Wine & Spirits Magazine to gange udråbt Zorzal Wines som et af de af 100 bedste vinhuse i verdenen. Den store succes kan i høj grad tilskrives de kreative, kunstneriske vinmagere Matias og Juan Pablo Michelini, hvor det specielt er sidstnævnte, som er ansvarlig vinmager.
Juan Pablo er uddannet ønolog fra Don Bosco College, som er Mendozas vigtigste skole for uddannelse af vinmagere. Derefter har Juan Pablo arbejdet på St. Francis Winery i Sonoma samt hos det argentinske vinhus Doña Paula.
Derudover har han boet to år i Frankrig, hvor han bl.a. arbejdede i Pomerol inden han igen rejste tilbage til Argentina, hvor han arbejde en periode i Cafayate. Juan Pablo er lidt af en hippie … meget utraditionel på mange måder.
Derudover er Juan Pablo en ivrig guitarist og det påstås, at man aldrig har set han til en vinsmagning uden hans guitar. Den sidste broder Gerardo Michelini er ikke involveret i selve vinproduktionen, men er mere vinhusets opsynsmand.
Zorzal Wines har samlet 70 hektar højtbeliggende vinmarker, hvor jorden består af sand, sten, kalksten. Vinstokkene omfatter sorter som Malbec, Pinot Noir, Chardonnay, Sauvignon Blanc og et par stykker mere.
Med en minimalistisk og perfektionistisk tilgang til arbejdet i vinmark og vinifikationen skaber de ekspressive, aromatiske og komplekse vine med ren frugt, mineralsk rygrad og frisk struktur.
Brugen af fade er meget begrænset, så i stedet vinificeres topvinene i store cement-æg. Vinene fra huset er opdelt i 3 serier, nemlig først Terroir Único, så Gran Terroir og endelig topvinene i Specialties.
Denne Malbec er selvfølgelig fra Terroir Único serien. Druerne til vinen kommer fra 7 år gamle vinstokke på fra marker ved Gualtallary, Tupungato i 1.350 meters højde. Druerne høstet af 3 omgange og hver høst vinificeres separat inden endelig samling.
Vinen er lavet med maceration i 15 dage inden gæringen sker ved temperaturer op til 28 grader. Derefter lagrer vinen i store betontanke, men hvor lang tid fremgår dog ikke.
Lad os stikke emhætten ned … mørk og fuldfed vin, som byder på brombær, blåbær, solbær, frugten er både dyb og mørk, der er en vis tørhed, eg, sødme, beef jerk, flæsk, kaktus, blæk, lakrids, tobak, kul, kridt og hæfteplaster. Fuld af indtryk med andre ord.
Smagen er præget af fedme, sødme og mørk, dyb frugt. Vinen har dog også fin syre og er næsten samtidig lidt salt. Supermoden syre og kalket tannin, fed og mægtig.
Forhandles af Atomwine, hvor en flaske koster 99 kr.
Vinanmeldelse 4,5/7