Der findes intet vineri med navnet Shiloh Road Winery, for det er udelukkende et af mange brands hos det her på bloggen efterhånden godt kendte Purple Wine Company. Men nu smager vi en Shiloh Road Winery North Coast Pinot Noir 2017.
Vinkoncernen – som vi før er stødt ind i her på Houlbergs Vinblog – ligger i Californien, nemlig i Graton omkring 10-15 kilometer vest for Santa Rosa.
Det er en stor historie, og firmaet har da også udover dets produktionsfaciliteter i Graton også satellitafdelinger ved American Canyon og Russian River Valley.
Purple Wine Company laver vine under en lang række brands, bl.a. Piner Crossing, Allston, Costal Oak, Field Trip, Graton Cellars, Flint & Steel, Kumbaya, Marc Cellars, Marlo, Pico & Vine, Cryptic, Calista, Wheelhouse, Rampage, Avalon, Raeburn, Lucky Star, Zynthesis, Randall-Monroe,Four Vines og altså Shiloh Road Winery.
Denne vin er lavet på 92% Pinot Noir og 8% Petite Sirah, som høstes fra marker i Sonoma, Napa og Mendocino. Ved ankomst til vineriet foregår afstilkningen ekstra forsigtigt, så flest mulige druer forbliver intakte. Herefter følger flere døgns koldmaceration inden gæring i åbne gæringskar med manuelle punch downs. Efter fermentering er vinen lagret 10 måneder på små franske egetræsfade, heraf 20% helt nye fade.
Duftmæssigt er det en lidt krydret Pinot Noir … har først en smule læder, violer, svagt nelliker, mens frugten er lidt tæt med kirsebær, tranebær, nogle meget intense og nærmest parfumerede blomster dufte … stærk pollen, hæfteplaster, blæk og grønne noter … virker bestemt ikke særlig amerikansk. Med lidt luft kommer der små fadnoter frem, men meget lidt … kaffe og bitter chokolade.
I munden kommer der amerikanske ophav mere frem, for der er sødmen mere dominerende, men kommer sammen med lidt peber, søde kirsebær og vanilje. Supervin skriver selv Cherry Coke og det er faktisk meget spot-on. Tanninerne er ikke særlig markante, men vinen har gennem gennemgående lette bitterhed, peber, sødme samt krydrede noter.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 199,95 kr., men kan fås til 149,95 kr. ved køb af 6 flasker.