Bordeaux fra 1997 … 21 år gammel Lalande De Pomerol og ikke fra en stor producent, men fra et negocianthus, der hedder Lucien Deschaux og ligger – eller lå – i Charnay-lès-Mâcon lidt vest for Mâcon i Bourgogne.
Om Lucien Deschaux fortsat eksisterer kan jeg nemlig ikke helt finde ud af, men der er tidligere lavet vine i Lucien Deschaux navnet fra flere forskellige områder af Frankrig, bl.a. Châteauneuf-du-Pape, Rhône, Chablis, Beaujolais og så Bordeaux, både Haut-Médoc, Lussac Saint-Émilion og så Lalande De Pomerol.
Enkelte steder fremgår det, at det er et brand, som i dag ejer af vinfirmaet Leonard Kreusch, der både har base i New Jersey, USA samt produktion i Trier i Tyskland. De producerer vine fra både Mosel og Rheinhessen, men det ser ud som om, at brandet Lucien Deschaux er fadet helt ud.
Jeg har derfor heller ikke kunnet finde nogle oplysninger om denne vin fra Lalande De Pomerol og etiketten afslører alene, at den er lavet på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc, som kommer fra marker præget af sand, grus og høstet med et udbytte på 53 hektoliter pr. hektar.
Etiketten afslører også, at vinen er bottled by Abfüller, så formentlig er vinen produceret i Tyskland. Det hænger så måske godt sammen med ejerskabet fra Leonard Kreusch GmbH & Co. KG i Trier. Men det er selvfølgelig ingenlunde sikkert.
Duftmæssigt en lidt bedaget om end ganske spændende duft … lidt landlighed, gazebind, skovbund, mos, gær, lys frugt, læder, blomster, krudt, kalk og gips, mentol, urter, violer og fin syrlighed. Allerede i næsen kan du fornemme, at vinen har holdt sig imponerende godt.
I munden er det også fortsat klar, fennikel, ren og syrlig frugt, lyse bær, hindbær, ribs, granatæbler … lidt moden i det, men bestemt både frisk, lys, syrerig og levende.
Ingen oplysninger om importør eller pris.