Vi smutter også igen en tur til Yecla appellationen i Murcia området, nemlig med vinen Gordo fra det store vinhus Compañía de Vinos del Atlántico, som jeg skrev om for ikk’ så længe siden.
Compañía de Vinos del Atlántico blev grundlagt i 2002 med det formål at forene to vinhuses produktioner, nemlig vinhusene tilhørende Alberto Orte familien og Patrick Mata familien. Begge familier har – uafhængigt af hinanden – produceret vin i hele Spanien siden slutningen af 1800-tallet. I dag producerer CVA – som nævnt – vine i 18 forskellige appellationer i Spanien.
Der er fokus på både kendte vinområder som Yecla, Rioja og Monsant men også på endnu uopdagede vinområder som Vinos de Madrid og Valdeorras.
CVA arbejder primært med traditionelle spanske truetyper fra gamle vinstokke som Garnacha, Monastrell og den sjældne hvidvinsdrue Godello og lavt høstudbytte fra vinmarker der dyrkes efter økologiske principper.
Denne Gordo er lavet på 70% Monastrell og 30% Cabernet Sauvignon, som er dyrket økologisk på vinstokke, som er plantet i 1970 på marker ved Campo Arriba i 700 meters højde i Yecla.
Hver druesort vinificeres separat med maceration i 7 dage og fermentering i rustfrie ståltanke. Efter endt fermentering lagrer vinen 3 måneder i 2 år gamle ege, hvorefter blendet sammenstikkes og derefter hviler yderligere 1 måned i ståltankene inden flaskning. Den årlige produktion ligger på 2.000 kasser af vinen.
Vinen hedder Gordo efter Patrick Matas far Jose Mata, som formentlig var en trind, rund mand, for Gordo betyder nemlig “fed” på spansk. Men etiketten på Gordo vinen er historisk, idet familien Mata har brugt den langt tilbage i tiden.
I glasset oser det af tæt, fed frugt med sol, varme, godt krydret og har derudover læder, vanilje, solbær, brombær, sødbrændte fade, eg, grene, blyanter, en snas lakrids og et grønt element, noget i retning af vinblade og eukalyptus.
Smagsmæssigt kunne man godt frygte, at alderen kunne trykke sådan en solvarm 2012’er fra Spanien, men det er ingenlunde tilfældet, for der er fortsat godt med tanniner, godt med sødme, men det bliver heldigvis ikke for sødt som hos søstervinen Vinos Sin Ley Old Vine Monastrel. Der er nemlig også syre i vinen og med til at holde en balance. Derudover er der godt med eg, lidt fladhed midt i munden og det hele slutter med en let bitterhed. Drik for pokker vinen med mad … det skriger den på.
Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 139,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker ligger på 119,95 kr.