Paranoia er en form for afsind eller forrykthed og en kronisk lidelse, der bl.a. kendetegnes ved forekomsten af langvarige vrangforestillinger. Men det er også navnet på fredagens Spätburgunder … en Paranoia Pinot Noir Trocken fra Weingut Bergdolt-Reif & Nett … og det er ingen vrangforestilling.
Vinhuset holder til i den lille by Duttweiler på vinruten mellem Speyer og Neustadt i Pfalz. Weingut Bergdolt-Reif & Nett stammer helt tilbage til 1838, hvor huset gamle kælder med hvælvede lofter i sandsten blev bygget, men Nett familien – som i dag driver huset i 5. generation – overtog vinhuset ved en arvelod i 1900.
Reelt er vinhuset efterkommere fra nabogården Weingut Bergdolt Klostergut St. Lamprecht, som holder til i et gammelt kloster lige overfor Bergdolt-Reif & Nett. Dette kloster er bygget i 977 og blev i 1754 købte Jakob Bergdolt, men efter arvedelingen i 1900, adoptioner og giftermål, så opstod der således to vingårde med Bergdolt efterkommere i Duttweiler.
Og Weingut Bergdolt Reif & Nett holder altså således til i vingården, hvor kælderen stammer tilbage fra 1838 og ikke i det gamle kloster. Weingut Bergdolt-Reif & Nett drives som nævnt i dag af Nett familien, nemlig af Bernhard, Katja og Christian Nett sammen med Heinz Bergdolt-Reif. Nett familien er 5. generation på vingården, mens den ældre Heinz Bergdolt-Reif er efterkommer fra nabogården.
Det er Christian Nett – som I ser på billedet ovenover – der er husets primære vinmager. Han overtog ansvaret for produktionen i 2001 og fik allerede i 2006 en 3. plads i DLG konkurrencen om årets bedste unge vinmager … en pris han endelig vandt i 2015, hvor han både blev Bester Jungwinzer Deutschlands og Bester Jungwinzer Pfalz.
Samlet har Weingut Bergdolt-Reif & Nett 30 hektar vinmarker, som i 2015 blev certificeret økologisk og flere af markerne passes endda med heste i stedet for traktor. Deres bedste mark er Mandelberg, som leverer druer til husets 3 topvine.
Det er et innovativt vinhus, som laver en række spændende og moderne vine i forskellige serier. Serierne omfatter Creation, Tradtion, Black Edition, Avantgarde, Prestige, Edelsüss, Sekt & Secco samt Special.
Denne Paranoia Pinot Noir Trocken er en vin uden angivelse af årgang, altså Non Vintage og kommer fra den kreative serie, som omfatter mange sjove vine … vine med navne som Glaube-Liebe-Hoffnung-Riesling, Pin:ox, Irgendwas mit R, Leib und Seele samt mange flere.
Paranoia Pinot Noir Trocken er lavet alene på rustfrie ståltanke og således ikke lagret på egefade … overhovedet. Der er et pænt niveau restsukker i vinen, opgivet til 5,7 gram pr. liter, men ellers har jeg ikke de store oplysninger om vinen.
Næsen er sgu noget rustik … det er en lastbilchauffør i badetøfler, hvilket sgu ikk’ hænger helt sammen. Frugten er klart kirsebær kombineret med lidt læder, røg, lidt sødme. grønne vinblade og virker ellers en smule gumpetung.
Smagen er sørme – surprise – også meget rustik med jern, mineraler, bitterhed og en sur samt utilgængelig syre. Det er sgu en tak for kantet for jeres total flittige vinblogger og førsteelsker af Spätburgunder, så jeg slår sgu lidt op i banen.
Købt på weine.de, hvor prisen er 8,50€ … svarende til 63 kr.