Kina er i dag blandt de 10 mest vinproducerende lande i verdenen og det bedste område er Ningxia provinsen, hvor vi netop finder Domaine Helan Mountain aka Guangxia Yinchuan Helan Mountain Winery, som står bag denne Merlot rødvin … eller 美樂紅酒, som det hedder på kinesisk.
Domaine Helan Mountain er grundlagt i 1997 på ørkenjord i Ningxia provinsen, som jo netop er Kinas mest lovende vinområde, hvor man drager stor fordel af et kontinentalt klima samt en undergrund, der er rig på mineraler fra bjergkæden.
Den ansvarlige vinmager hos Domaine Helan Mountain hedder Susan Mickan og hun får hjælp af vinkonsulenten Philip Laffer. Philip er en erfaren herre med over 40 års vindyrknings-erfaring og blev bl.a. i 2002 kåret til årets vinmager i Australien.
Domaine Helan Mountain råder over ikke mindre end 930 hektar vinmarker og producerer årligt omkring 10.000 tons druer og dermed en ordenligt røvfuld vine.
Domaine Helan Mountain råder desuden over det bedste udstyr fra Italien samt en tappelinie, der kan tappe 8000 flasker i timen og en gærings kapacitet på 15000 tons. Vineriet er endda ISO 9001 og ISO 14001 cerfificeret … jo de kinesere er ikke sådan at bide skeer med.
Domaine Helan Mountain er ejet af det internationale vin og spiritus firma Pernod-Ricard, som åbenbart har sat sig for at producere Kinas bedste vine, når det handler om at leve op til de internationale standarder.
Siden september 2009 har Domaine Helan Mountain da også vundet 56 medaljer i 18 konkurrencer i fem forskellige lande for deres vines bemærkelsesværdige høje kvalitet og de er dermed Kinas mest vindende vinproducent.
Nå, men her er det altså husets Merlot baserede vin, men jeg har ingen oplysninger om produktionen … overhovedet, så i stedet springer jeg direkte til mine smagsnoter.
Næsen er meget speciel og anderledes … moden med lakrids, mælkechokolade, kanel, mørke bær, godt med mentol samt en lidt sødgæret duft og samtidig en lidt stikkende duft i næsen. Derudover er der noget lidt udefinerbart over vinen, som stikker ud og pirrer næsen.
I munden er vinen pebret og sød … to smage, som ikke helt passer pisse fedt sammen. Peberen fylder godt i munden og derudover er det mørke bær og godt med tanniner. Det er bestemt drikkelig, men det bliver ikke min favoritvin.
Forhandles af Bisgaard Vinhandel, hvor en flaske pt. er på tilbud til 118 kr.