Løve’s Bog- & VinCafé i Århus har 211 forskellige vine på deres vinkort, og én af disse er denne Crozes-Hermitage fra vinhuset Domaine Philippe & Vincent Jaboulet, som ligger lige syd for byen Mercurol i den nordlige del af Rhône … et langt fra Rhône floden og vel små 10 kilometer nord for Valence.
Vinhuset drives af far og søn … Philippe og Vincent Jaboulet, som tidligere var en del af familiens vinhus Domaine Paul Jaboulet Aîné, som blev grundlagt af Jaboulet familien tilbage i 1834 og var i familiens eje frem til 2006, hvor det blev solgt til den schweiziske finansmand Jean-Jacques Frey, som også ejer Chateau La Lagune i Bordeaux og en del af Champagnehuset Billecart-Salmon samt en del af cognachuset Léopold Gourmel.
Domaine Paul Jaboulet Aîné fik efter den daværende ejer Gérard Jaboulets pludselige død i 1997 en vanskelig tid. De 4 børn Michel, Jacques, Philippe og Odile Jaboulet var tynget af de skrappe franske arveafgifter, og det endte således med et salg i 2006, da ingen af børnene selv kunne drive vinhuset videre.
Philippe havde arbejdet 30 år som vinmager på Domaine Paul Jaboulet Aîné, men startede i 2006 efter frasalget af familiens vinhus sit eget vinhus sammen med sønnen Vincent. Han er også uddannet ønolog, og har efter endt uddannelse studeret og arbejdet med vin i både Frankrig og Australien. Han er 5. generation af Jaboulet’erne.
Domaine Philippe & Vincent Jaboulet har vinmarker i både Crozes-Hermitage, Hermitage og Cornas appellationerne. I Crozes-Hermitage har man 27 hektar vinmarker, hvoraf de 11,5 hektar var marker, som oprindeligt tilhørte Domaine Paul Jaboulet Aîné og indgik som en del af handlen. I Hermitage har man 1,3 hektar og i Cornas ligeledes 1,3 hektar.
Her har vi husets almindelige Crozes-Hermitage, som er den vin, som der produceres flest af på vingården. Den har ganske vist en storesøster Crozes-Hermitage Nouvelére. Det er selvfølgelig 100% Syrah, men ellers har jeg faktisk ikke rigtigt nogle oplysninger omkring selve produktionen af vinen. Så vi springer da bare til mine smagsindtryk.
I næsen er der flæsk, bacon, ganske modne frugter, rosiner, blommer, læder, eucalyptus, Weber grill og kul. I smagen er vinen meget frisk, godt med syrlighed, ribs, kirsebær, virkelig grøn og stram med noter fra egetræ. Mangler måske lidt finesse og balance.
Købt på Løve’s Bog- & VinCafé til 325 kr., men koster Uvinum 187,19 kr.
Rating 4/7