Durst … Ich habe Durst skrev Martin fra Extra Brut Vinimport på et tidspunkt på Facebook. Og når man smager denne Portugieser Pfälzer Landwein fra Weingut Andreas Durst, så giver denne lille tyske sætning total mening.
Da jeg sidst skrev om fotografen og vinmageren Andreas Durst, var det ved smagningen af hans lidt rå, kantede – men meget spændende – Dorf Spätburgunder, men med denne Portugieser er niveauet bare lige løftet et par etager, men det skal jeg selvfølgelig nok vende tilbage til.
Andreas er født i Wuppertal og oprindelig studerede fotografi og filmdesign. Han blev hurtigt en respekteret fotograf og arbejdede primært freelance. Han arbejdede bl.a. sammen med mange af de store tyske vingårde i forbindelse med et projekt, hvor han i 2006 levede fotografier til Stuart Pigotts vinbog Wein spricht deutsch.
Der rejste han rundt til alle vinregionerne i Tyskland og fangede både de smukke landskaber, vinbønderne og deres personligheder med sit kamera. Det var sikkert i løbet af det år, at Andreas blev inspireret til selv at kaste sig over vinproduktion.
I 2008 flyttede Andreas Durst til Bockenheim i den nordlige del af Pfalz og begyndte på hobbybasis sit lille vinprojekt med produktion af vin, ren spontangæring i to demijohns i hans kontor, men allerede året efter voksede projektet i omfang og produktionen blev flyttet til vaskerummet i en gammel stald og derudover måtte han også inddrage sin garage til vinene.
Andreas startede med at lave hvidvin, bl.a. vinen han kalder Riesling Grosser Durst Pfälzer Landwein, men i dag omfatter produktionen også vine på Grauburgunder og Weißburgunder, Silvaner, Portugieser samt Spätburgunder. Og det er alle håndlavede vine i beskedent produktionsantal. Produktionen er vistnok alene på omkring 5.000 flasker årligt.
Blandt vinene altså også denne Portugieser, en drue der også kaldes også for Blauer Portugieser. Der er Tysklands næstmest udbredte blå drue samt Østrigs tredjemest udbredte. Navnet indikerer at druen stammer fra Portugal. Det siges at østrigeren Johann von Fries efter sit besøg i Porto i 1772 tog druen med til sit hjem i Voslau i Østrig.
Fra Østrig spredtes druen så til Tyskland, hvor den blev meget populær i det tyske vin boom i 1970’erne. Druen er meget stærk i forhold til druesygdomme, og den gror meget nemt. Da den ofte dyrkes i et koldere klima, chaptaliserer man ofte druen, for at hæve alkoholindholdet. Den giver ukomplicerede terrassevine uden meget garvesyre med smagsnoter af hindbær og jordbær, og vine på druen skal derfor også drikkes unge.
Hos Durst kommer druerne fra ældgamle vinstokke, omkring 100 år gamle og så har vinen ellers lagret på barriques. Der laves alene 300 flasker af vinen årligt. Det er sgu ikke mange.
Og i forhold til Durst’ Dorf Spätburgunder er dette virkelig en flot vin … rå, kantet … men med en flot elegance og særegen sjæl. Den har lidt Spätburgunder over sig, bl.a. hindbær, kirsebær, krydderier, fennikel, lidt peber … men også mørkere bær, lidt fersk kød, kakao og nærmest et lidt varmt udtryk.
I munden er vinen krydret, men har en dejlig lethed, er samtidig saftig og kødfuld med hindbær, svage mineraler og god elegance. Konen var sikker på, at det var Spätburgunder, så hun var tilfreds. Men vinen er fantastisk, så jeg var også tilfreds. Og således var vi begge tilfredse.
Købt hos Extra Brut Vinimport, pris 190 kr.
Rating 5,5/7 
Fortsat et par vine bagud fra sidste uge … og én af disse er denne Meandro Tinto fra det portugisiske vinhus Quinta do Vale Meâo, som ligger ganske øde omkring 8 kilometer nord for Vila Nova de Foz Côa og med udsigt til Duero floden.
Valpolicella med superkræfter, stærkere end kryptonit og dynamit-Harry tilsammen. Fantomet, Ironman og basserne møder månestråle og Cate Blanchett. Underligt, vidunderligt og forbudt for børn. Igen har vi Ruffos Campogadis Valpolicella doc Superiore i glasset … nu blot en årgang nyere end da jeg smagte den første gang. Jeg er stadig Ruffo fan … hva’ fan’ er du?
Fattoria San Giusto a Rentennano var oprindeligt et gammelt middelalderkloster, hvor der rendte cisterciensernonner forvirret rundt. Dengang – og vi snakker over 1.000 år siden – kaldte man det San Giusto alle Monache. I dag laves der vin i de gamle bygninger, bl.a. denne La Ricolma Merlot di Toscana IGT.
Mr. Spain … Míster España a.k.a. Steffen havde selvfølgelig lidt spansk vino med, og det blev en gammel kending, nemlig vinen Pruno fra Finca Villacreces. Det er et vinhus, jeg tidligere har smagt vine fra, både denne Pruno og storesøsteren, som blot hedder Finca Villacreces.
Vinhuset Azienda Agricola La Spinosa er drevet af en flok økotosser. Etiketten er herrefed med stor, skrækindjagende musvåge … og teksten Buteo Buteo, som netop betyder musvåge. Vino Biologico står der også. Og så er det en toskansk IGT vin, som økotosserne har kaldt Prunaiolo.
I vinene fra vinaftenen forrige weekend iler vi videre, nemlig med denne Acinatico Amarone della Valpolicella Classico vinhuset Stefano Accordini, som ligger i byen Negrar i hjertet af Valpolicella.
Med denne vin tog Steffen sgu røven på os … vi gættede, at det var klart europæisk. Det var den ikke, for vinen Cauquenina fra vinhuset med det flotte franske navn Clos de Fous er nemlig oversøiske og fra Chile.
I et smukt gammelt stenhus i Castelnuovo Berardenga finder vi et af Chiantis ældste og mest hæderkronede vinhuse, nemlig det klassiske hus Fèlsina, som står bag denne Berardenga Chianti Classico Riserva.
Michel Lafarge er én af de gamle mænd i Bourgogne. Han fyldte sidste år 86 år og har produceret ikke mindre end 65 årgange på sin vingård i Volnay, og en af disse årgange er 2007 … og dermed også denne Volnay Vendanges Sélectionnées.